Jeg bliver enormt irriteret, når jeg hører gamle mennesker eller bare mine forældres generation brokke sig over 'ungdommen' nu til dags. »Ungdommen er doven, uengageret, ligeglad og uansvarlig. De drikker, laver ikke deres lektier, hører for høj og for hæslig musik, de er nogle bøller, og de er fuldstændig ligeglade med samfundet omkring dem«. Og sådan sidder de ældre generationer så lidt småforargede med armene foldet. De forstår simpelthen ikke, hvordan ungdommen har udviklet sig hertil, og hvor de dog har fået alle disse mangelfulde livsværdier fra, hvis de da overhovedet har nogen. Som ung kan jeg så sidde blandt mine venner på bænken i skolegården og blive lidt småforarget over de ældre generationers smalle og noget indskrænkede horisont og overblik. Er det ikke dem, som altid taler om, hvor forfærdeligt de havde det, da de var unge? Er det deres ungdom, som de ønsker, vi skal efterligne? Jeg tænker på min bedstefars generation, hvor skoleelever sad stille på en træbænk i skolen, og kun når læreren bad ham om det, måtte eleven rejse sig op og sige den remse, som han havde øvet sig på hele sidste uge. Hvis der blev stillet spørgsmål fra eleverne, hvis remsen ikke var finpudset, eller -værst af alt - hvis eleven blev for fantasifuld, kunne eleven forvente et slag med spanskrøret og en sort plet i karakterbogen. Det var ikke vigtigt, om man var en god kammerat, eller om man kunne samarbejde. Det var ligegyldigt, om man kunne forstå hvorfor, og fantasi og kreativitet var bandlyst fra skolebænken. Dengang var det kun mænd, der var på arbejdsmarkedet. I hvert fald i de fine stillinger, kvinderne skulle nemlig blive hjemme og passe hus og børn, og de var i øvrigt også alt for dumme, de havde jo ikke mulighed for at uddanne sig og gå i skole, det var kun for drenge. Mine forældres generation syntes ikke, det var i orden, det var ikke et samfund, som de ville leve i. De ville gøre oprør. Og det gjorde de så. De ville have magt, indflydelse og ville bestemme, hvordan deres egen verden skulle fungere. De ville have ret til at blande sig, stille spørgsmål og ret til at tænke anderledes og kreativt. Kvinder og mænd skulle være lige, fordi kvinder og mænd er lige. Og det er denne generation og deres børn, som styrer vores samfund i dag. Man kan diskutere, om ungdommen dengang i 1960'erne og 70'erne med hippier, punkere og bz'ere virkelig var så engagerede, når de bevidst meldte sig ud af samfundsdebatten ved at lukke sig ude som anarkister og punkere og danne deres egen verden og virkelighed i kollektiver og fristæder med egne regler. Hvor er engagementet i det?

Generation Happy har en anden dagsorden. Nu er ungdommen ikke længere vred, vi føler ikke længere, at vi bliver urimeligt behandlet, og vi er glade for alle vores muligheder, som vi bruger i fulde drag. Verden er åben for os, vi har ret til at sige og gøre, hvad vi vil, og hvad vi end interesserer os for, og hvordan vi end er, er det accepteret af vores medmennesker, for det er godt at være forskellige. Ungdommen har i dag en meget bred viden og et større overblik over samfundet med alt dets kompleksitet, end nogen tidligere generationer har haft. Der er intet, der er sort/hvidt længere. Ungdommen i dag forstår, at det, vi synes, ikke nødvendigvis er det samme, som andre synes, og at man kan være enige på nogle punkter, men samtidig være helt uenige om noget andet. Man kan godt lytte til forskellig musik, men have samme politiske holdning, ligesom to mennesker med samme musiksmag sagtens kan have en helt modsat holdning til alt andet end lige musik. Ungdommen i dag melder sig ikke ind i et politisk parti, fordi ingen partier fuldstændig afspejler deres holdninger, og derfor kan ungdommens holdning heller ikke samles omkring en orientering, ét banner. Man ser sjældent, at flere tusinde samles til en stor demonstration, fordi der slet ikke er flere tusinde unge, der mener det samme. Og der er mange, som bare ikke går ind for demonstrationer, fordi de mener, at det i sidste ende ikke gavner demonstrationens budskab, at hundredvis af unge sætter sig ind på Rådhuspladsen og drikker øller sammen. Man ser derfor ikke nødvendigvis de mest samfundsorienterede unge, fordi de simpelthen ikke kan indordne sig i en gruppe. De melder sig ikke ind i et parti, hvilket parti skulle det være? At melde sig ind i et politisk parti ville være som at putte sig i en kasse, hænge sig op på en krog og mene nøjagtig det samme som alle andre omkring sig. Hvis der er noget, ungdommen i dag kan blive enige om, så er det, at de ikke vil puttes i en kasse, de vil ses som de individer, de er - med egen holdning, eget liv og egen ret. At være aktiv i den moderne ungdoms øjne er meget andet end bare at gå til demonstrationer. Alle kan jo møde op, skråle med på sangene og drikke øl. Engagement er noget andet. Disse unge har andre planer, de vil ændre samfundet indefra, bruge deres muligheder og gøre, hvad de vil. De er aktive i deres eget liv, med venner, sport, arbejde, med, hvad der interesserer dem. Det er ikke dem, som stiller sig op på en talerstol for at råbe autoriteterne op, hvorfor skulle de det? Hvis der er noget, de vil lave om, så gør de det, men hvorfor spilde deres dyrebare tid, som bliver taget mere og mere fra dem, på ligegyldigheder, som ikke betyder noget for dem? De er i virkeligheden meget aktive, de følger med i, hvad der foregår, og har en mening. Men hvis det at være politisk aktiv er at gå til demonstrationer og melde sig ind i et politisk parti, er det ikke noget for dem. Ungdommen er under konstant udvikling. At sige, at unge i dag er uengagerede, er noget vrøvl. Unge gør alt, hvad de kan, for at følge med i det moderne samfund, og er i høj grad med til at skabe det. Det, som var moderne eller nødvendigt at kunne for 20 eller 50 år siden, kan være ligegyldigt for de unge i dag, fordi det ikke er vigtigt i samfundet længere. Til gengæld kan unge meget andet, som mange ældre måske synes er ligegyldigt at kunne, fordi det ikke fandtes i deres ungdom. Der er f.eks. ikke så mange ældre, der ved, hvordan man laver hjemmesider, downloader podcasts eller chatter med deres venner på Messenger; ting, som for dem er ligegyldigt, men som fylder meget i den moderne ungdoms hverdag. Unge er i dag langt mere globalt orienterede, de ved, hvad der foregår i verden, og de kan følge med i det ved at se tv fra verdens brændpunkter. De ser film og hører musik fra alle verdens lande, og de taler, hører og bruger engelsk hver dag, så de kan kommunikere, med hvem de vil. Den moderne teknologi og den hurtige it-udvikling har de unge fået ind med modermælken, så det falder dem helt naturligt, at der hele tiden kommer nye og mere avancerede maskiner til, som man skal lære at håndtere og bruge. De har i høj grad fået hele verden rykket ind på det engang så lukkede og trygge værelse. I vores samfund i dag går man meget op i, at de unge skal lære at tage ansvar. Men fra de er helt små i 1. klasse, må de selv gå hjem fra skole, mor og far har ikke tid, de må selv lave madpakker og hente deres mindre brødre og søstre, de må selv arbejde for at tjene deres lommepenge, og de skal selv betale, hvis de vil have nyt tøj, eller hvis de vil ud og rejse, og de må i en alder af 16-17 år selv afgøre, hvad de vil være, når de bliver voksne, når de skal til at vælge ungdomsuddannelse. Der bliver sat kæmpe fokus på de unge som individer, du må klare dig selv. Hvor er det lige i denne proces, at de voksne prøver at lære de unge noget om at tage ansvar for andre og holde sammen som et fællesskab? Jeg synes, det er meget vigtigt at huske, at ingen ungdomsgeneration kommer ud af det blå. Alt, hvad unge gør, siger og tænker, er på en eller anden måde en spejling af deres forældres generation, og den måde, de opfører sig på, er meget afhængig af det samfund, de lever i, og den forældregeneration, som omgiver dem. Ikke at den enkelte unge er en kopi af sine forældre og har samme mening som sine forældre eller altid gør, hvad forældrene ville gøre, men hvis ikke det er deres egne forældre, så er det vennernes forældre, gennem deres venner, eller hvad ungdommen læser i forældregenerationens avis, tv eller bøger. 'De unge nu til dags' er den ungdom, som deres omverden og ældre generationer gør dem til. Derfor kan man heller ikke bare slå ned på de enkelte unge og sige, at det er deres skyld, hvis de går for lidt op i politik eller drikker for meget, ligesom man heller ikke kan sige, at det er alle unges skyld. For hvis deres forældres generation havde opdraget dem på en anden måde eller selv opførte sig på en anden måde, ville ungdommen også være på en anden måde. Unge har også tendens til at gøre oprør og opfører sig anderledes end forældregenerationerne, men forældregenerationerne har stadig indflydelse på, hvad de unge gør oprør imod, og hvordan de selv reagerer på ungdommens oprør. Jeg hører tit, at folk synes, at de unge tænker for meget på sig selv, er for egocentriske og ikke tænker på andres ve og vel. De ser ikke sig selv som en del af fællesskabet, som man selv skal gøre en indsats for. De unge går mere op i at tjene penge eller fremhæve sig selv end i vigtigheden af, at alle har det godt og ingen er udenfor. Hvorfor skulle jeg gøre noget, der ikke kommer mig selv til gode? Men som bare hjælper nogen, der ikke selv gider tage hænderne op af lommen?, tænker de unge. Det vigtigste for unge er dem selv og deres frihed. Det er for mig en uhyggelig konsekvens af samfundet omkring de unge. Jeg ved ikke hvorfor, om det er de ældre, regeringen eller Bamse og Kylling. Men ungdommen bliver opdraget til at kæmpe for sin ret, at den kloge narrer den mindre kloge, og 'du ligger, som du har redt', men ikke så meget om at give, før man tager, elske sin næste eller kæmpe for de svageste. Man sætter ikke sig selv i skyggen af en god sag, og man sætter ikke sit lys under en skæppe. Når man taler om intelligens, taler man også altid om evnen til at jonglere med tal, tænke logisk eller til at huske ting. Man taler sjældent om en social intelligens, om man kan se, hvordan andre har det, om man kan hjælpe andre, hvis de har det skidt, eller om man kan være åben og venlig imod alle mennesker, uanset hvem de er. Denne intelligens tjener man ingen penge på, tværtimod, og i samfundet ser man tit ned på de mennesker, der vælger omsorg for andre som deres levevej. Det er altså ikke bare ungdommen, der kun tænker på sig selv, det er en generel tendens i samfundet. Denne ungdomsgeneration er selvfølgelig ikke perfekt, men jeg håber, at fremtidige generationer vil skabe et samfund, der indeholder de værdier, som denne ungdomsgeneration ikke fik. Jeg håber, at mine børns generation vil vokse op i et samfund, der både har mine forældres værdier, mine egne værdier og nogle af de sociale og omsorgsmæssige værdier, som har været undertrykt i min generation. Værdier, som har eksisteret før, men som skal findes frem igen, gøres retro. Vi må jo gerne forny os, lære af vores fejl og stræbe efter at blive bedre. Jeg forstår, hvis nogle ældre ikke forstår de unge og synes, de er uengagerede, for det at være aktiv har en anden betydning i dag end i deres tid. Men de ældre generationer burde nogle gange trække mere på deres mulige livserfaring og vide bedre. Jeg mener, at de unge nu til dags er mere engagerede end for år tilbage, de har større indflydelse på deres egen hverdag, og de ved meget mere end deres tidligere generationer. Den, der ikke accepterer, at tiderne har ændret sig og vil ændre sig, vil ikke acceptere det nye og vil altid se tilbage på det gamle som det gode og normale. For at forstå ungdommen må man følge med, forandre sig, indse egne fejl og se de nye muligheder. Og hvad du synes ungdommen bør og skal lære, må du selv lære dem.