Netop hjemkommen fra en fantastisk rejse langs Grønlands vestkyst er jeg nødt til at fortælle om nogle af turens usædvanlige tildragelser.

Det hele begyndte med ankomsten af en lidt suspekt konvolut oversået med religiøse symboler. Af første linje i brevet fremgik, at det var skrevet af metropolitten John af Pergamon på vegne af Hans Alhellighed Patriarken Bartholomæus af Konstantinopel og Kofi Annan, tidligere generalsekretær for FN. Kofi Annans navn lød ganske bekendt, men jeg mente hverken at kende metropolitten eller patriarken, endsige på nogen måde at have gjort mig fortjent til deres bekendtskab. Deres andragende var, at de gerne kvit og frit ville invitere på en uges luksuskrydstogt langs Grønlands vestkyst. Jeg overvejede kort, om nogen havde udviklet en brevversion af ’Skjult kamera’, men fortsatte alligevel læsningen. Kun undtagelsesvis gav brevet mening i den gode gamle hverdags forstand af ordet. Hver anden person, som var nævnt, havde en titel, jeg aldrig havde hørt om og kun med stor usikkerhed kunne gætte funktionen af, og dem, jeg kendte til på forhånd, så som paven, plejede ikke at dukke op til de samme konferencer, som jeg normalt deltager i. Tanken bag krydstogtet var dog klar nok. Deltagerne skulle diskutere relationerne mellem religion og videnskab og søge at finde hoved og hale i den løbende debat om menneskeskabte klimaforandringer. Diskussionernes mål var at afklare, hvorvidt det er nødvendigt og muligt for videnskab og religion i forening at afværge en fremtidig økologisk katastrofe for Jorden. Efter tre-fire gennemlæsninger var der ingen tvivl om, at brevet var både ægte og oprigtigt. Kort efter kunne jeg derfor til min egen undren finde mig selv i færd med at sende en mail til The most Reverend Metropolitan John of Pergamon og bede ham hilse His All Holiness the Patriarch of Constantinopel og takke ja. Snart efter fulgte en række mere normale procedurer med tilmelding, rejseplaner etc., indtil der en dag i juni dumpede en billet til London ind ad døren. Alle deltagere skulle troppe op i Heathrow, hvorfra den videre befordring til Grønland ville ske med et fly chartret til lejligheden. Vi var 160 passagerer på flyet fra London. Heraf var en lille gruppe repræsentanter fra verdens hovedreligioner, en lille gruppe videnskabskvinder og -mænd med forstand på økologi, økonomi, teologi, geologi, biologi, fysik, medicin, is, klima og energiteknologi samt en gruppe af personer med indsigt i de politiske og traktatmæssige forhold i verden. Den store rest bestod af stab og presse, som skulle understøtte mødet og rapportere om dets forløb. Vel fremme i Grønland blev vi installeret på det topmoderne krydstogtsskib ’Fram’ og skulle herefter ikke bekymre os om andet end at tale til og med hinanden og nyde turen. Det skulle blive alle tiders mest ejendommelige og interessante sejltur. Programmet startede med en stille bøn, gennemført af ledere for den ortodokse, den katolske, den evangeliske og den lutheranske kirke, shia- og sunnimuslimer, jøder, shintoister, buddhister og hinduer. I fællesskab ville de bede for verden og for, at menneskeheden skulle opnå den praktiske og etiske ballast til at kunne forvalte Jordens fremtid på en forsvarlig måde. Dagene gik med dybt interessante diskussioner og foredrag, som hver for sig var ubetalelige og for det meste fremført med et fantastisk overskud af humor og fortælleglæde. Der var en klar indbyrdes forståelse af, at alt kunne og skulle siges uden hensyn til mere eller mindre indbildte tabuer, man kunne forestille sig hos de øvrige deltagere. Efterhånden som ugen skred frem, vænnede man sig næsten til at stå i kø til frokostbuffeten klemt inde mellem kardinaler, imamer, rabbinere og andre herrer og damer i kåber, hatte og med lange stave, selv om det set udefra lige så godt kunne have været køen af statister til en større operaopsætning. Det er svært at gøre op, hvad udkommet af mødet var, men en gensidig tillid og forståelse deltagerne imellem var i hvert fald et af de umiddelbare resultater. Et andet og mere direkte var en fælles forståelse med hensyn til de globale klimaproblemer. Siden det store skisma i år 1054, hvor Patriarken i Rom og Patriarken i Konstantinopel gensidigt smed hinanden ud af kirken og derefter delte den kristne kirke op i en østlig og en vestlig del med hver sit overhoved, er der ikke mange ting, arvtagerne efter apostlene har kunnet enes om. I 2006 erkendte de dog, at Guds skaberværk stod over for så massive udfordringer, at en fælles udtalelse og ledetråd til menneskeheden var på sin plads. Pave Benedikt XVI gav sig til Patriarkatet i Konstantinopel, hvor de to patriarker forfattede en fælles udtalelse, som i min egen gendigtning lyder nogenlunde som følger: Nu, hvor Vi står over for store trusler mod det naturlige miljø, ønsker Vi at udtrykke Vores bekymring over de negative konsekvenser for menneskeheden og for hele skaberværket, som kan følge af en økonomisk og teknologisk udvikling, der ikke kender sine grænser. Som religiøse ledere opfatter Vi det som Vores pligt at opmuntre og støtte enhver indsats for at beskytte Guds skaberværk og overlade en beboelig Verden til kommende generationer. På turen med ’Fram’ lod Pave Benedikt XVI sig repræsentere af kardinal McCarrick, som havde medbragt en tale, der yderligere præciserede Den Katolske Kirkes holdning. Jeg har plukket lidt i talen, som er usædvanlig direkte: » ... opmærksomhed på klimaforandringer er en sag af dyb alvor for hele menneskeheden«. » …Med stigende tydelighed viser videnskabelig forskning, at menneskets aktiviteter i et lokalområde kan have globale konsekvenser«. Patriarken fortsatte ad samme linje i sit indlæg på mødet: »Religiøse mennesker har været temmelig ligeglade eller endda fjendtlige over for videnskaben, og mange forskere og økologer har kun kunnet se få lighedspunkter mellem deres verden og de troendes. Nu, hvor sådanne lighedspunkter er blevet mere iøjnefaldende, er der næppe en religiøs leder i verden, som ikke er optaget af problemerne med forurening og klimaforandringer«. I den mere konstruktive ende opsummerede han: »Hverken vi eller vore venner fra videnskaberne eller vore kollegaer, lederne af verdens religioner, ville være kommet her til Grønland, hvis vi mente, at fremtiden for vores klode var aldeles håbløs«. Man kan mene en del om, hvorvidt det er sundt at basere politiske beslutninger på religiøse bud, og der er endda en stor skepsis over for at basere beslutninger på videnskabelige grundlag i vores egen politiske kultur. Det er derfor heller ikke oplagt, at en alliance mellem religion og videnskab vil være sundt for nogen af parterne. Videnskaben bygger sin verdensforståelse på observation, mens religionen i højere grad bygger den på refleksion. Langt hen ad vejen forsøger videnskab og religion jo at besvare de samme fundamentale menneskelige spørgsmål, og der burde ikke være noget til hinder for, at såvel religiøse som ateister reflekterer over videnskabelige observationer, ligesom der ikke kan herske nogen tvivl om, at det er sundt for begge parter at tale sammen og forstå hinandens tankegange. Selv om man måske ikke kan blive enige om svarene, kan man have stor glæde af at hjælpes om at formulere spørgsmålene. I de tilfælde, hvor man når de samme konklusioner fra hver sit umage udgangspunkt, og begge parter erkender, at den politiske verden negligerer denne fælles indsigt, kan det måske endda være legalt at gå i fælles front for at øge befolkningernes forståelse for nødvendigheden af i fællesskab at prøve at løse problemet. Hvis jeg skal forsøge at opsummere de indlæg og diskussioner, som foregik om bord på ’Fram’, må det være, at der er en lang række grunde, som hver for sig taler for, at verdens befolkninger og i særdeleshed de industrialiserede nationer hurtigst muligt påbegynder en omlægning af deres energiforbrug. De faktuelle konklusioner var, at der ikke længere hersker nogen tvivl om, at afbrænding af fossile brændstoffer som olie, kul og gas har betydet et øget indhold af CO{-2} i atmosfæren. Der er ingen tvivl om, at dette allerede har betydet en stigning i Jordens gennemsnitstemperatur. Der er ingen tvivl om, at denne stigning vil fortsætte i de kommende år, også selv om vi fastfryser CO{-2}-udledningerne på deres nuværende niveau. Selv om Jordens gennemsnitstemperatur fortsat vil stige, kan vi stadig håbe på, at konsekvenserne vil være til at leve med, hvis vi magter at fastholde CO{-2}-udledningerne på deres nuværende niveau. Vi kan desværre også regne med, at kraftigt stigende temperaturer vil føre til uoverskuelige økonomiske og humanitære konsekvenser inden for få årtier, hvis vi ikke formår at bremse eller nedbringe udledningerne af CO{-2} inden for de allernærmeste år. Ud over de rent klimamæssige grunde, der uomtvisteligt er til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser, er der en lang række politiske og etiske grunde, der spænder fra bevarelse af biodiversitet og biologiske og mineralske resurser, fremme af politisk stabilitet, økonomisk vinding gennem innovation og kulturelle gevinster, som kan opnås som sidegevinster ved en gradvis omlægning af produktions-, beboelses- og transportsystemer. Det er værd at erindre om, at dette ikke er dommedagsprofetier udstedt af en eller anden udflippet klimapessimist, men en fælles forståelse spændende fra det religiøse højre i USA langt ind i den islamiske verden og fra ledende politikere, diplomater, militærstrateger og forskere med en kolossal bredde i ekspertise, kulturel og politisk baggrund. Lad os derfor ikke skræmmes af klimaudsigterne, men lad os på den anden side heller ikke narres til undlade en indsats over for de katastrofer, vi har viden til både at forudsige og afværge