I dag er der møde i Statsministeriet. Anders Fogh Rasmussen har inviteret Folketingets partier, de to bevægelser i Europaparlamentet samt de landsdækkende bevægelser, der har EU som hovedformål, til et møde om EU. Udgangspunktet er konklusionerne fra Det Europæiske Råd i juni, hvor det blev besluttet at iværksætte en debat om EU i medlemslandene »med inddragelse af alle dele af samfundet«. Det Europæiske Råd skal i juni 2006 gøre status og beslutte, »hvordan processen skal videreføres«. Der er med andre ord ti måneder til at præge en proces, som kan få afgørende betydning. Så meget desto vigtigere er det, at debatten kommer godt fra start og allerede i udgangspunktet får et konkret sigte. Ingen er tjent med debat for debattens skyld. Vi har brug for en problemorienteret debat, der skal munde ud i forslag til konkrete løsninger. I mængden af europæiske problemstillinger er der her én, der presser sig på som oplagt omdrejningspunkt: Manglen på et velfungerende deltagerdemokrati i Europa! Hvordan sikrer vi et deltagerdemokrati på tværs af landegrænser, kulturer, sprog, traditioner og religion i en union, som før eller siden vil tælle over 500 millioner mennesker? Opgaven er så omfattende, at det er fristende at slå den hen som uløselig. Men hvilket signal sender vi i så fald til resten af Jordens borgere, hvis vi i Europa, verdenssamfundets mest privilegerede kontinent, melder pas over for opgaven med at udbygge de nationale demokratier med demokrati på tværs af landegrænser? Opgaven er her og nu europæisk, og løsningen tilsvarende, men horisonten er global. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at vi i Danmark har en enestående mulighed for i de kommende ti måneder at bidrage afgørende til det deltagerdemokrati, som Europa har så hårdt brug for. I alt for mange år har alt for mange troet på, at deltagerdemokratiet i EU kunne sikres via et tankpasserprincip, som dybest set handler om, at det dynamiske EU og de indsigtsfulde politikere blot skulle fylde mere 'oplysning' på de passive og intetanende borgere, som så før eller siden ville vågne op til dåd. Resultatet er velkendt. Diskussionerne om, hvordan vi skal tackle vor tids grænseoverskridende problemer og indfri de grænseoverskridende muligheder, er stadig alt for snævre. Debatten er ikke tilstrækkelig grænseoverskridende, og som borgere deltager vi ikke i det omfang, som rimeligvis bør kendetegne et levende demokrati. Der findes i dag ikke en løbende og stærk feedback fra borgerne til de besluttende politikere i EU. De drypvise, sporadiske folkeafstemninger og de femårlige valg til Europaparlamentet, sikrer så langtfra den fornødne kontinuitet og sammenhæng. Den hidtidige indsats har slået fejl. Vi bør skifte kurs med hensyn til opbygningen af et europæisk deltagerdemokrati. Vi bør fremme og videreudvikle de muligheder, der ligger i det, kommissær Margot Wallström har lanceret under overskriften 'En europæisk demokratisk infrastruktur'. EU har investeret enorme summer i at bygge veje, broer og andre former for traditionel infrastruktur. Tiden er kommet til også at investere i den infrastruktur, som kan styrke netværket mellem borgerne på tværs af landegrænser. I denne optik er det borgerne, som oplyser borgerne. Inden for rammerne af en demokratisk infrastruktur får vi som borgere bedre muligheder for at etablere de grænseoverskridende politiske alliancer, som er vejen til indflydelse på den internationale politiske scene, herunder i EU. En demokratisk infrastruktur er det rette opgør med den top down-tilgang, som tankpasserprincippet i virkeligheden er udtryk for. Toppolitikere og professionelle organisationsfolk ved fra utallige face to face-møder, at det er muligt at finde ligesindede i alle lande og etablere de fornødne politiske alliancer samt egentlige politiske partier på tværs af landegrænser. Det er helt afgørende, at vi som borgere får langt bedre muligheder for at opnå en tilsvarende erfaring. En demokratisk infrastruktur kan være mange ting, men bør som minimum sikre, at langt flere borgere kan mødes i grænseoverskridende face to face-møder. Der må også gøres meget mere for at udnytte de muligheder, der ligger gemt i de traditionelle medier og i moderne it. Selv om EU og medlemslandene fremover bør investere massivt i face to face-møder, er det indlysende, at det ikke er muligt at samle alle unionens 453 millioner borgere. Derfor skal traditionelle medier og moderne it i langt højere grad inddrages i det grænseoverskridende demokratis tjeneste som det redskab, borgerne kan bruge til at give politikeren i EU det fornødne mod- og medspil. Vi kan som borgere fremme opbygningen af en demokratisk infrastruktur ved i de kommende ti måneder at diskutere og beskrive den demokratiske infrastrukturs præcise indhold og opbygning. Og ved sideløbende hermed at opbygge den grænseoverskridende politiske alliance, som er nødvendig, hvis Det Europæiske Råd skal anspores til at foretage de betragtelige investeringer, som en fuldt udbygget demokratisk infrastruktur kræver. Hovedformålet med de kommende ti måneders debat kunne passende være, at Det Europæiske Råd i juni 2006 skal blåstemple borgernes forslag til verdenshistoriens største indsats for et deltagerdemokrati på tværs af landegrænser. Arbejdet er allerede påbegyndt. I Danmark har Folkehøjskolernes Forening, 3F, Dansk Folkeoplysnings Samråd, IUC Europe, Dansk Ungdoms Fællesråd og Nyt Europa allerede sluttet op bag kampagnen 'Citizens Key to Europe'. 29. juni overdrog repræsentanter for kampagnen 'borgernes nøgle' til Margot Wallström som en anerkendelse af ideen om en demokratisk infrastruktur. Borgernes nøgle til Europa skal netop ses som symbol på den demokratiske infrastruktur, vi har så hårdt brug for i Europa. Alle, der ønsker det, kan nu tage del i diskussionen om indholdet i en fuldt udbygget demokratisk infrastruktur. I maj 2006 skal der foreligge et endeligt forslag, som skal overrækkes til kommissionen, som efterfølgende skal kommentere forslaget og overdrage det til Europaparlamentet sammen med borgernes nøgle til Europa. Parlamentet skal herefter kommentere forslaget for så at overdrage forslaget og nøglen til Det Europæiske Råd i juni 2006. Allerede i dag bakkes 'Citizens Key to Europe' op af græsrodsorganisationer, fagforeninger og andre aktører, som repræsenterer millioner af europæiske borgere. Sideløbende med debatten om det præcise indhold i en demokratisk infrastruktur kunne man forestille sig en bred debat om mere specifikke politiske spørgsmål. Måske med afsæt i ideen om en Citizens Agenda. Hvilke tre problemstillinger bør EU's politikere prioritere at løse de kommende år? Svaret er selvsagt ikke entydigt, i den forstand at alle Europas borgere ville besvare spørgsmålet på samme vis. Så meget desto sundere ville det være med en konkret, bred og målrettet europæisk debat om de tre øverste punkter på en Citizens Agenda. Disse to diskussioner, det vil sige diskussionen om den præcise opbygning af en demokratisk infrastruktur samt diskussionen om de tre toppunkter på Citizens Agenda, er et forslag til det, der kunne være omdrejningspunktet for de kommende ti måneders debat. Begge debatter ville på hver sin måde bringe et velfungerende europæisk deltagerdemokrati nærmere. Så meget desto vigtigere er det ikke at gøre sig nogen illusioner, med hensyn til hvad det kræver at sikre en slagkraftig debat, som »inddrager alle dele af samfundet«. Ingen gider deltage i en debat, som ikke med en vis sandsynlighed gør en forskel. Debatten må derfor sikres et grundlag, som gør det muligt at indfri de velkendte, men sjældent realiserede organisatoriske dyder som synergi- og spredningseffekt, sammenhæng, kontinuitet og netværksdannelse på tværs af landegrænser. Uden en indfrielse af disse dyder er chancerne for synlighed i det europæiske offentlige rum begrænsede. Og uden synlighed i det offentlige rum, bliver der næppe tale om den form for feedback, som beslutningstagerne i EU vil lade sig påvirke af. Her er vi netop ved sagens akilleshæl. 50 år efter EU's grundlæggelse er der endnu ikke opbygget strukturer og mekanismer, som blot tilnærmelsesvis gør det muligt for os som borgere at organisere en europæisk debat, som kan udgøre en reel feedback til det politiske niveau i EU. Mange politikere i både EU og medlemslandene tror, at de rette forudsætninger er til stede, men desværre står ikke kun tankpasserprincippet, men også en række myter i vejen. Første myte handler om, at EU's kasser bugner af penge til projekter og tiltag, som med rimelighed kan gives overskriften 'Aktivt borgerskab' eller 'Deltagerdemokrati'. Sådan forholder det sig ikke. Investeringsniveauet har i flere år ligget på 0,05 euro per borger per år, ud af et samlet EU-budget på over 250 euro per borger per år, hvoraf de 110 euro går til EU's landbrugsordninger. Til yderligere sammenligning har den hjemlige reklameindustri årlig 670 euro per borger til rådighed for at sikre gennemslag i det offentlige rum. Anden myte handler om, at der ud over EU må være mange andre muligheder for at finansiere projekter, som kan styrke Europas deltagerdemokrati. Men heller ikke dette er tilfældet. Faktisk forholder det sig sådan, at Nævnet til Fremme af Debat og Oplysning om Europa, som årlig støtter projekter svarende til 0,5 euro per borger, er en af de meget få undtagelser, der bekræfter reglen. Ikke kun i Danmark, men i hele EU. Tredje myte handler om, at de penge, der trods alt findes, er relativt lette at få fat i. Sandheden er den modsatte. EU trækkes i disse år ind i et hængedynd af administration, som især er foranlediget af kampen mod svindel. En kamp, der selvsagt er i orden, men som er gået i selvsving og nu er ved at dræbe alt initiativ. Græsrødder afstår i stigende grad fra overhovedet at ansøge, fordi administrationsbyrden slet ikke står mål med chancen for at opnå de i øvrigt relativt små beløb. Også EU's embedsfolk ser med fortvivlelse på en udvikling, som betyder, at der skal fire underskrifter til at give besøgsgrupper i Bruxelles en kop kaffe. Fjerde myte handler om det ambitionsniveau, som er nødvendigt for at sikre et europæisk deltagerdemokrati. Der er en udbredt og dybt naiv opfattelse af, at sporadiske debatmøder, konferencer, pjecer og websider kan gøre arbejdet. På denne konto lanceres et væld af i sig selv udmærkede tiltag, som ikke desto mindre bedst kan betegnes som atomisme. Myriader af små, typisk nationale tiltag, som slet ikke har chancen for at indfri de ovenfor nævnte organisatoriske dyder og derfor meget sjældent opnår synlighed i det offentlige rum. Situationen er kort sagt den, at vi lever i en union, som skriger på et mere velfungerende deltagerdemokrati. Tusindvis af græsrodsorganisationer, undervisningsinstitutioner, fagforeninger, interesseorganisationer, lokalradioer og andre medier, embedsfolk i EU, tænketanke og mange, mange andre står parat til at søsætte initiativer og tiltag, som vil gøre det muligt for borgerne at inddrage borgerne i Europas demokrati. Ulykken er, at det fornødne grundlag ikke er til stede. Vi står med en masse i sig selv udmærkede og stærke tandhjul, men de griber ikke ind i hinanden. De står og snurrer hver for sig. Dagens møde i Statsministeriet kan bryde dette dødvande. I kølvandet på mødet kan Folketingets partier beslutte at kanalisere de penge, som oprindelig var tiltænkt debatten om den europæiske forfatning, over til debatten om en demokratisk infrastruktur og en Citizens Agenda. Pengene skulle i givet fald ledsages af et regelsæt, som i praksis, og langt hen ad vejen i modsætning til i dag, ville gøre det muligt for alle interesserede aktører i Danmark at finde sammen og i fællesskab sikre en debat kendetegnet af de ovenfor nævnte organisatoriske dyder. En sådan ramme for debat og aktivisme ville være unik i Europa. Den ville være så velfunderet, at de deltagende aktører i Danmark ville have overskud til at inddrage deres respektive partnere i andre europæiske lande. Vi ville i Danmark være blandt de aktører, som i hele Europa havde det bedste udgangspunkt. Dette knytter sig ikke kun til den mulige supplerende bevilling, men også til de mange potentialer, der ligger i koblingen mellem ideen om en demokratisk infrastruktur og vores hjemlige traditioner for folkeoplysning, folkehøjskoler, dialog mellem arbejdsmarkedets parter samt den trods alt åbne og kontinuerlige debat mellem græsrødder, politikere og erhvervsliv. Vi bør sigte højt, fordi vi har mulighederne for at gøre det, og fordi det er nødvendigt. Vi lever i en union, som før eller siden vil tælle mere end 500 millioner mennesker. Hertil kommer de mange millioner borgere, som lever i de mange andre europæiske lande, som grænser op til EU. Og ikke nok med det. Længere ude, i en ikke særlig fjern horisont, venter opgaven med at sikre demokratiet i et verdenssamfund, som har kurs mod 9 milliarder mennesker. Der er al mulig grund til at påbegynde en udvikling, hvor det er borgerne, der inddrager borgerne i Europas demokrati. I denne forbindelse fremhæver vi gerne nogle af de punkter, som vi i Nyt Europa har højt på vores bruttoliste til en kommende Citizens Agenda: EU's 19 millioner arbejdsløse; manglende integration af flygtninge; den alt for langsomme indfrielse af FN's 2015-mål; og det uafklarede spørgsmål om, hvad vi i Europa skal leve af i en stadig mere globaliseret verden, uden at velfærden sættes over styr, men tværtimod sikres og udbygges. Fire eksempler fra en meget lang liste over fælles problemstillinger, som EU's beslutningstagere burde prioritere at løse i de kommende år. Og med hensyn til morgendagens demokratiske infrastruktur: Den bør bl.a. gøre det muligt for yderligere 1.000.000 borgere at deltage i grænseoverskridende face to face-møder hvert år. Herunder 500.000 unge, som passende kunne få tilbuddet om at komme på højskole overalt i et af Europas mange lokalsamfund. Herfra kunne deltagerne i fællesskab give EU's beslutningstagere den løbende feedback, som mangler i dag, men som ikke behøver at mangle i morgen.