I en kønsdebat, som er til at blive desperat over, vover jeg et øje og giver et personligt bud på kønnenes fascinerende forskellighed. Debatten har nemlig i årtier været domineret af folk, der i min optik som biolog ikke har fattet ret meget af, hvorfor mænd og kvinder fungerer, som de gør. 'Biologister' som jeg mener jo ikke, at alle vores adfærdsformer er genetisk fikseret, men at vi er født med et ekstremt veludviklet sæt programmer, som oprindeligt satte os i stand til at reagere hensigtsmæssigt i de fleste situationer - vel at mærke programmer, som har indbygget en meget stor spændvidde for tilpasning til det miljø eller den kultur, som vi lever i. Miljø og kultur kan lige så lidt 'opfinde' aggression, jalousi, glæde eller evnen til at opleve skønhed, som de kan 'opfinde' sult og tørst. Dem er vi født med, ligesom vi er født med tusinder og atter tusinder af alle mulige andre programmer. Men miljø og kultur kan fremme eller undertrykke aggression og mange af de andre egenskaber - dog kun inden for visse rammer. Forsøger man at tvinge menneskers adfærd uden for disse rammer, opstår der psykiske problemer af den type, som Freud brugte det meste af sit liv på at undersøge. Mænd og kvinder har vidt forskellige seksuelle strategier. For at forstå disse strategier er det helt afgørende at vide, at vores afkom er mindst 15 år om at blive selvstændigt - den længste 'opvækst' i dyreverdenen - samt at vi er flokdyr. Begge køn har en helt fundamental evolutionær 'interesse' i at sikre deres afkoms opvækst og overlevelse igennem disse mange år. Derfor er mennesket grundlæggende monogamt. Et af de helt afgørende programmer, der skal få os til at holde sammen så længe, er, at vi parrer os mange tusinde gange i løbet af et livslangt parforhold. Mindst 99 ud af 100 samlejer handler jo ikke om reproduktion i snæver forstand, men er en social adfærd, der kitter parret sammen. Ligesom det er kendt for mange dyrearter, 'byder kvinderne sig til' for at holde på manden. Jo oftere hun gør det, og jo mere hun lever op til mandens drømme, jo mindre er risikoen for, at han laver sidespring eller finder en anden. Hvor sex er guleroden, er jalousi pisken til at holde sammen på parret. Af samme årsag er kvindens parringstid ikke begrænset til ægløsningen, men er permanent. Men vi er ikke bare monogame. Begge køn har en evolutionær interesse i sidespring. At mænd har det, kan de fleste forstå. Herved spreder han sine gener hos andre mænds kvinder og snyder sig til mere afkom, end han ellers ville have fået. Og det er det, der er genernes målestok på succes. At kvinder også har en stor evolutionær interesse i sidespring, har helt andre forklaringer. Først den let forståelige, at de ved at parre sig med mere dominante mænd i flokken får mulighed for at sikre deres afkom nogle bedre gener end dem, deres egen mand måske kan præstere. Men nok i endnu højere grad, fordi de herved opbygger alliancer med andre hanner i flokken. Igen er parringer altså en social adfærd, der skal kitte individerne sammen. Enhver ved jo, at hvis to mennesker har været i seng med hinanden - og det har været vellykket - så bliver forholdet mellem dem aldrig det samme igen. De har opbygget en samhørighed, som ofte varer livet ud. »Gammel kærlighed ruster ikke«, siger vi. Den samhørighed er vigtig for flokken, og set fra kvindens synspunkt er det en forsikring, hvis hendes egen mand dør eller forlader hende. At dette så potentielt indebærer nogle af livets værste konflikter, vidner størstedelen af al skønlitteratur, sang, teater og film om - men vi gør det alligevel! Helt anderledes stiller det sig med kvindernes parringsvillighed, før de er udparrede. Jeg ved ikke, hvor mange kvinder der er klar over det, men unge mænd onanerer oftest en gang om dagen - og ofte både to og tre gange. De har en enorm libido, som skal trykkes af. Det er jo ikke for ingenting, at unge mænd laver langt flere bilulykker og mere kriminalitet end andre mennesker. De kan ikke komme i seng med pigerne i noget, der bare ligner den hyppighed, som de har behov for. For det er pigerne, der bestemmer, med hvem og hvornår der skal bolles. Ingen ligestilling her. For hvor de fleste drenge er villige til at bolle med næsten en hvilken som helst pige, er pigerne meget mere selektive. De hænger jo på afkommet i mindst 15 år, og de skal sikre de bedst mulige gener til de relativt få børn, som de kan klare at opføde. Der er en sjov detalje ved denne forskel mellem kønnene, som illustreres af den voldsomme promiskuitet, som findes i visse bøssemiljøer. Her har begge parter mandlig seksualitet, hvilket gør, at de begge er interesserede i at trykke den af så tit som overhovedet muligt. Her må heteroer klare sig med 'en god ven i hånden' og måske en god pornofilm. Eller man kan med nogle få hundrede kroner købe sig vej over barrieren hos en prostitueret. Det gør de færreste, men denne mulighed er dybt fascinerende for mange mænd, og den indgår i mange tusinde gange flere seksuelle fantasier, end den udføres i virkeligheden. For begge køn er der tillige stor prestige forbundet med at have været i seng med de mest eftertragtede af det modsatte køn. For nogle mænd giver dette sig det ubehagelige udtryk, at de udtaler sig nedladende om mange af de 'villige' kvinder, som i virkeligheden opfylder deres heftige drømme. Der er ikke meget prestige i at gå i seng med en pige, som også har været i seng med mange andre. Igen optræder samlejer altså som en social funktion i flokken: De viser noget om ens position. Af samme årsag render mange unge piger halvnøgne rundt i gaderne. De opnår prestige hos begge køn ved at blive beundret af andre kvinder og ædt med øjnene af alle mændene. Men tro ikke, at man kan komme dem nær. Det handler udelukkende om 'nok se, men ikke røre'. De betragter det som den største selvfølge, at de kan vise både lår, bryster og maver frem, uden at der er nogen, der går over stregen. Og læg lige mærke til, at jo mere patriarkalske samfundene er, jo mere forhindrer mændene denne adfærd. De skal ikke have noget af, at kvinderne tilegner sig position i andre mænds øjne. Mænd skaffer sig position på flere andre måder. Ud over udseende kan de spille på alt fra økonomisk formåen til humor og intellektuel kapacitet. Kampen om position foregår på utallige måder. Vores ufatteligt stærke disposition for forelskelse og kærlighed - sammen med rå kønsdrift - er den emotionelle programmering, der skal få alt dette til at fungere. Forelskelsen skal drage kønnene så stærkt mod hinanden, at de kan nedbryde de personlige grænser og den vægring, der ellers er mod at komme alt for tæt på et andet menneske. Tænk lige over det: Disse grænser bliver nedbrudt så effektivt, at vi er villige til - ja ligefrem tragter efter - at slikke 'fremmede' mennesker de særeste steder! Når forelskelsen har gjort sit, træder kærligheden til som det - ideelt set - langtidsholdbare kit mellem parterne. Det kit, som de hyppige samlejer altså skal understøtte. Dette kit skal være så stærkt, at det kan holde efter kvindens overgangsalder. Denne 'stopklods' i kvindens liv, som skal sikre, at de børn, hun allerede har under opvækst, ikke får forringede betingelser på grund af belastning af moderen eller konkurrence fra senere fødte børn, som alligevel har ringe chancer for at nå at blive selvstændige, inden kvinden er for gammel 15 år senere. Læs lige disse sætninger igen: Kvindens overgangsalder handler ikke om, at hun da er blevet gammel og værdiløs, den handler om optimering af hendes reproduktion. Endnu en genistreg fra naturens hånd. På samme måde som mennesker kan tilpasse sig at leve fra Kalahariørkenen til Thule, så kan vi seksuelt og socialt tilpasse os at leve i alt lige fra harem til matriarkater. Men jo mere vi nærmer os grænserne for vores biologiske fleksibilitet, jo mere undertrykkelse skal der til, såsom massiv kvindeundertrykkelse i et haremssystem. Og moderne 'rationelt' opbyggede millionsamfund er så langt fra de små grupper af jægere og samlere, som vores tusinder af genetiske programmer er udviklet i, at vi konstant presser os selv og vores medmennesker ud til eller over grænserne for, hvad vi kan trives med. Man kan gå så vidt som at sige, at mennesket er født med en ganske grundlæggende fejlkonstruktion. Vi er på én gang udstyret med et perfekt sæt genetisk betingede reaktionsmønstre og en højt udviklet intelligens, som sætter os i stand til at træffe mere rationelle beslutninger end dem, vores instinkter dikterer os. Men vores 'natur' er meget stærk, og det giver konstant konflikter mellem de to drivkræfter. Til gengæld giver vores biologisk betingede disposition for kærlighed, skønhed, socialt samvær og velsmag os nogen af de mest betydningsfulde livskvaliteter. Det er i dette spændingsfelt mellem vores biologiske programmering og vores rationelle intelligens, at al politik og medmenneskelige relationer udspiller sig: Hvor langt kan vores intelligens, etik og moral kontrollere vores biologiske programmer, uden at der opstår større problemer end dem, man ville løse? Vi har dresseret os selv ufattelig meget - og heldigvis for det. De færreste af os myrder, voldtager eller slår på tæven for nu at nævne nogle af de værste af vores 'dyriske' egenskaber, men at det er svært at holde disse og andre mere eller mindre kulturelt uacceptable adfærdsformer på afstand, vidner medierne og dagligdagens erfaringer i høj grad om. Måske kunne vi få lettere ved at håndtere mange af disse adfærdsformer, hvis vi var villige til at erkende dem som en del af vores medfødte register, som det gælder om at tilpasse os eller styre på den mest hensigtsmæssige måde - alt efter deres karakter. Det gælder ikke mindst kønnenes stærkt forskellige seksuelle strategier. Indsigt i disse strategier er en berigelse for alle, der interesserer sig for menneskers mangfoldighed af reaktionsmønstre, og det er en hjælp i dagligdagen for os alle, når vi forsøger at tolke vores medmenneskers adfærd. Ikke mindst ville det være en kæmpe hjælp for de mange mennesker, der arbejder professionelt med menneskers trivsel og samfundets funktion. Ulykken er blot, at mange af de mennesker, der kunne have mest glæde af denne indsigt, er afvisende over for den og hånligt betegner indsigten som 'biologisme'. Sagen er den, at der er en afgrundsdyb forståelseskløft mellem naturvidenskabsfolk og folk med baggrund i humaniora, såsom sociologer, antropologer og psykologer. Det er denne mangel på vilje til at forstå biologiske problemstillinger og tolkninger, der for ikke så længe siden fik biologen og samfundsdebattøren Kåre Fog til offentligt at erklære: »Jeg hader humanister!«. Jeg har blot givet nogle få eksempler på nogle mere markante biologiske programmeringer hos mennesker, og jeg eller andre biologer nærer intet ønske om hermed at skulle give svar på, hvordan vi skal indrette lovgivning eller moral. Der er jo ikke nogen facitliste til, hvordan samfundet skal indrettes. Men der er heller ingen tvivl om, at samfundsbetingede seksuelle frustrationer og andre mistilpasninger mellem vores biologi og samfundets indretning udgør en meget væsentlig årsag til meget af den mistrivsel og masser af de ulykker og forbrydelser, som vi ser i dagligdagen. Jeg er overbevist om, at tværfaglig forskning mellem humanister og biologer kunne give stærkt forøget indsigt i menneskers og samfunds funktion og trivsel. Det foregår i beskedent omfang allerede, men der er uendelig lang vej igen, før de to faggrupper kommer på ordentlig talefod.