Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Velfærdsstat uden Venstre

Der er ved at brede sig en myte om, at Venstre var en del af det brede flertal bag velfærdsstaten. Intet kunne være mere forkert, skriver kronikøren, der er historiker.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Undervejs i DR's tv-succes 'Krøniken' forudså chefredaktør Hans Engell, at den ville kunne gavne Socialdemokratiet, fordi den mindede seerne om en periode, hvor dette parti førte an i opbygningen af det velfærdssamfund, som vi lever i i dag. Samtidig undrede han sig over, at Socialdemokratiet ikke har magtet eller været interesseret i at fortælle om sin store andel i velfærdssamfundets historie - skønt det har langt mere grund til at være stolt af sin historie end de borgerlige og venstrefløjen, kunne man tilføje. Når Danmark blev et så godt land at leve i for så mange, så har Socialdemokratiet sin store andel af æren.

Jeg deler derfor fuldt ud Engells forundring over partiets manglende interesse for sin egen historie, og jeg har - efter fattig evne - i mange år prøvet at rette op på denne urimelighed. Men hertil kommer, at arbejderbevægelsens historie efter 1968 fortrinsvis har været et anliggende for venstrefløjen, og for denne fløj har det socialdemokratiske svendestykke - velfærdsmodellen - været nogenlunde lige så foragtet, som det har været af Venstre. Der har mellem disse to politiske grupperinger været udstrakt enighed om modellens formynderiske, centralistiske, bureaukratiserende, klientgørende, ansvarsfratagende og individundertrykkende karakter. Det gav da heller ikke anledning til nogen særlig venstrefløjskritik, da Fogh i sit liberalistiske gennembrudsværk om minimalstaten gjorde definitivt op med velfærdsmodellen.

Nu er den mangeårige hetz mod denne samfundsmodel omsider indstillet og afløst af almindelig opbakning. Ja, Anders Fogh baserede sågar sin valgkamp i november 2001 på, at han bedre end socialdemokraterne ville kunne sikre velfærdssamfundets videreudvikling.

Og da Politiken forelagde ham Hans Engells forudsigelse om, at 'Krøniken' med sin positive holdning til det 'solidariske velfærdsprojekt' vil kunne gavne Socialdemokratiet, kunne avisen berolige læserne med, at Fogh »har fredet 'Krøniken'«. Samme dag blev det på lederplads taget som udtryk for, »at også Venstre påtager sig et ansvar for både velfærdssamfundets fortid og fremtid« (8.2.). Om fremtiden kan som bekendt ingen spå.

Men hvordan kan Politiken dog få sig selv til at påstå, at Venstre skulle kunne påtage sig et ansvar for velfærdssamfundets fortid, når den historiske kendsgerning er, at partiet brugte det mest af det 20. århundrede på at bekæmpe velfærdsmodellen?

Politiken er beklageligvis ikke alene om at mene, at Venstre bør kunne påtage sig et medansvar for velfærdssamfundets fortid. Sidste år udsendte Syddansk Universitetsforlag således et skrift: '13 historier om den danske velfærdsstat', hvori en række faghistorikere med flere gav deres bud på denne statsforms fortid og fremtid.

En af bidragyderne var Bo Lidegaard, der i de senere år har vakt opmærksomhed som forfatter af en række historiske værker. I hans indlæg kan man bl.a. læse, at den danske »velfærdsopbygning typisk (blev) gennemført med bred politisk opbakning«, skønt hele det 20. århundrede som nævnt blev præget af en markant uenighed mellem det parti, som udviklede velfærdsmodellen, og de borgerlige partier, som modarbejdede den. Bo Lidegaard hævder minsandten også, at »Venstre historisk (er) et socialt bevidst parti«. - Aldeles ikke!

Venstres socialpolitiske ordfører i slutningen af 1800-tallet hed Ths. Nielsen - lærer fra Herning-egnen og en overgang redaktør af Vejle Amts Folkeblad. Han var - som de fleste andre borgerlige dengang - af den kristelige opfattelse, at »de fattige vil I altid have hos jer«.

Derfor var det ikke muligt ad socialpolitisk vej at »jævne de skel, som Skaberen har sat mellem de enkelte mennesker ... Herren er den, som gør fattig og rig«, udtalte han fra Folketingets talerstol. Ths. Nielsen erkendte, at fattigdommen var stor. Men han mente, at den eneste måde at komme de mange fattige til hjælp på var »at hjælpe dem grundigt åndeligt«. - Så kan man jo også bedre holde et uændret skattetryk.

Derfor fik han Venstre med på at foreslå statsstøtte til fattige unges højskoleophold. Et sådant ophold ville være med til at skabe »lys og hygge i de små og fattige hjem« - så skidt med, at en stor del af befolkningen knap havde til det daglige brød. Som i Grundtvigs tilfælde var det åndsfriheden, Ths. Nielsen havde i tankerne - ikke den sociale. I øvrigt udpegede han Socialdemokratiet til »den egentlige modstander« for Venstre, »som vi må bekæmpe af al vor evne«. Socialdemokratiet var nemlig ikke til sinds at lade fattigdommen og klassedelingen være et gudgivent og derfor uforanderligt vilkår.

I et forsøg på a la Bismarck at tage vinden ud af sejlene på Socialdemokratiet gennemførte Venstre og Højre i 1891 vor første egentlige sociale lovgivning, alderdomsunderstøttelsesloven. Venstres ordfører, højskoleforstanderen Frede Bojsen, angreb i Folketinget Socialdemokratiets »forlorne forbitrelse« over det mangelfulde alderdomsunderstøttelsesforslag. Bl.a. blev forhenværende modtagere af fattig(bistands)hjælp udelukket fra modtagelsen af denne hjælp. Men Bojsen fastslog, at »det er en forestilling, som er indlevet i vort folk, at det gælder en kamp for at holde sig fri af fattigvæsnet Vi skulle ikke fratage dem lysten til at stille sig denne opgave«. Nej, det ville være hensynsløst - så hellere lade dem dø af slut og sygdom. Joe, Venstre er i sandhed »historisk et socialt bevidst parti«.

I 1920 anvendte Venstre endog et groft antiparlamentarisk middel til at prøve at undgå, at den forbedrede social- og arbejdsmarkedspolitik, som der under Første Verdenskrig var blevet taget skridt til f.eks. på arbejdsløsheds- og arbejdstidsområdet, skulle fortsættes. Venstre støttede således kongens fjernelse af den radikale af Socialdemokratiet støttede regering - selv om der ikke var konstateret et flertal mod denne regering i Folketinget, hvad der »udløste den alvorligste politisk-parlamentariske krise, som vort folkestyre har kendt «, som prof. Tage Kaarsted skriver det i sin disputats 'Påskekrisen 1920' (1968).

I 1920'erne fik Venstre lejlighed til over to omgange at praktisere sin liberalistiske antivelfærdsideologi. Under Venstre-regeringen Niels Neergaard 1920-1924 blev der således gennemført et kraftigt opgør med den fagbevægelse, der kom til at spille en så stor rolle for velfærdssamfundets udvikling. Og under Venstre-regeringen 1926-1929 - med godsejeren og nulskatteyderen Madsen-Mygdal som leder - blev Socialministeriet nedlagt, ligesom de i forvejen beskedne sociale støtteordninger - arbejdsløsheds- og ulykkesforsikringsordningerne og sygedagpengene tillige med alders- og invaliderenten - blev reduceret, mens formueskatten blev lettet. Al ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse blev afskaffet, skønt arbejdsløsheden i 1927 blev den højeste i 1920'erne, nemlig 22 procent. I tusindvis af arbejdsløse måtte derfor ty til fattighjælp - hvorved de meget praktisk for Venstre mistede deres stemmeret.

Når Bo Lidegaard og andre med ham påstår, at der har været »bred politisk opbakning« med henblik på udviklingen af velfærdsmodellen, skyldes det måske, at Venstre deltog i det Kanslergade-forlig, der blev indgået med Socialdemokratiet og de radikale i januar 1933, efter at Madsen-Mygdal havde fastholdt sin ultraliberalistiske, velfærdsfjendtlige politik - selv da den økonomiske verdenskrise i begyndelsen af 1930'erne for alvor nåede Danmark med heraf følgende fallitter og stærkt stigende arbejdsløshed. I enkelte historiebøger kan man læse, at Venstre stemte for socialreformen. Kendsgerningen er imidlertid, at Venstre undlod at stemme imod reformen.

Det vakte almindelig bitterhed vidt ud i Venstre, at partiet ikke stemte direkte imod denne reform. Venstres inderste mening om socialreformen, der kom til at stå som portalen ind til velfærdssamfundet, trådte tydeligt frem i forbindelse med landstingsvalget i 1936. I Venstres valgoplæg blev det således beklaget, at SR-regeringen Stauning-Munch havde »gjort knæfald for den demoraliserende understøttelseslovgivning (det vil sige socialreformen, HT) som er socialismens kvaksalvermiddel«. Heroverfor fastholdt Venstre »sandheden i det gamle ord, at enhver er sin egen lykkes smed«. - Endnu så sent som 20.2.1996 udtalte Uffe Ellemann til Berlingske Tidende, at »målet for et ægte velfærdssamfund må være, at enhver er sin egen lykkes smed«, skønt målet med velfærdsstaten jo er at hjælpe dem, der ikke har været i stand til at smede deres egen lykke.

Når Venstre fór så voldsomt frem her i 1936, skyldtes det også frygten for, at VK-partierne skulle miste deres flertal i Landstinget - det flertal, som de havde kunnet bruge til at hindre SR-flertallet i Folketinget i at realisere velfærdsmodellen. Venstres frygt var ikke ubegrundet. Fra og med 1936 fik SR omsider flertal såvel i Folke- som i Landstinget. Årene frem til den tyske besættelse i 1940 blev derfor rige reformår: beskæftigelseslove, lov om forbud mod overarbejde, ferieloven, revision af lærlingeloven, ny folkeskolelov, abortlovgivning og forbedring af de sociale love - alt mod VK-partiernes stemmer. V rasede over gennemførelsen af disse love, som det nu ikke længere havde mulighed for at standse i Landstinget. V spejdede efter en mulighed for at rulle dem tilbage. Muligheden kom - med den tyske besættelse af Danmark!

For at forblive i den efter besættelsen dannede SVKR-samlingsregering forlangte Venstre således bl.a. en forringelse af socialreformen, såvel på arbejdsløsheds- som på sociallovgivningens område - bl.a. i form af genindførelse af tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp. End ikke i besættelsestiden - der ellers af mange mindes for dens folkelige sammenhold - kunne den af Lidegaard priste »brede politiske opbakning (bag) velfærdsopbygningen« således realiseres.

Uden nogen forudgående forhandling med de øvrige partier og fagbevægelsen fjernede Venstre-regeringen Knud Kristensen 1945-1947 fra den ene dag til den anden alle offentlige beskæftigelsesarbejder. Begrundelsen var som under besættelsen: landbrugets påståede mangel på arbejdskraft. Endvidere blev understøttelessatserne i en revideret arbejdsløshedslov beskåret kraftigt, ligesom loven om forbud mod overarbejde og arbejdsfordeling blev ophævet, skønt arbejdsløsheden steg fra 8 procent i 1944 til 13 procent i befrielsesåret.

Socialdemokratiet pressede på for at få ophævet den genindførelse af tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp, der på Venstres foranledning var blevet gennemført under besættelsen. Det lykkedes ikke. Derimod lempede Venstre-regeringen på reglerne for generhvervelse af borgerrettighederne - stemmeret, adgang til offentlig ansættelse og så videre - for en række dømte landsforrædere. Der er forskel på folk!

Professor Tage Kaarsted undrer sig med rette i sit - sammen med Folketingets daværende protokolsekretær, Svend Thorsen - udsendte storværk om 'De danske ministerier (det vil sige regeringer, HT) 1848-1972' over, at det endnu i slutningen af 1940'erne »var muligt at eksistere alene på grundlag af alders- eller invaliderenten, hvad mange måtte«. Men det hindrede ikke Venstre i at undlade at stemme for en socialdemokratisk forbedring på fra 66 til 123 kroner om året til de ubemidlede ældre og de invalide. Venstre kunne heller ikke støtte en afkortning af ventetiden for udbetaling af ulykkesforsikringsdagpengene fra 13 uger (Kaarsted skriver fejlagtigt 13 dage) til 1 uge eller en lov om husmoderafløsning.

Venstre var- sammen med de konservative og radikale (!) i ni år (1945-1954) med til at få udskudt den første alleomfattende arbejderbeskyttelseslov, ligesom Venstre fik den endelige lov forringet f.eks. på landbrugsområdet - et af de dengang farligste arbejdsområder. Mange i Venstre var imod indførelsen af folkepensionen i 1956. Venstre og konservative stemte i 1958 imod den egnsudviklingslov, som stimulerede erhvervsudviklingen i udkantsområderne og dermed beskæftigelsen. Venstre modsatte sig sammen med de konservative den første skattefinansierede sygedagpengeordning i 1960 og året efter en reform af medhjælperloven fra 1921 - afløseren af den gamle tyendelov.

I efteråret 1959 blev den berygtede 'VK-plan' om store besparelser på social- og udannelsesområdet kombineret med formue- og selskabsskattelettelser vedtaget, jævnfør Mygdal i 1927. Men netop her i slutningen af 1950'erne indtrådte der omsider en bedring i dansk økonomi, og i 'de glade 1960'ere' blev der omsider råd til at indfri mange års opsparede velfærdsforventninger. Endnu i 1972 stemte VK og de radikale (!) imidlertid imod en af århundredets vigtigste sociale reformer, dagpengereformen, som bl.a. afskaffede den ventetidsbestemmelse, der gjaldt for de timelønnede, men ikke for funktionærer og tjenestemænd. Det er en asocial foranstaltning, fordi megen sygdom skyldes det dårlige arbejdsmiljø, som mange af LO's medlemmer må trækkes med.

Under Schlüteriatet 1982-1993 gennemførtes umiddelbart en nedskæring af arbejdsløsheds- og sygedagpengene, bistands- og kontanthjælpen og en genindførelse af dagpengeventetidsbestemmelsen. Med radikal bistand fremlagde Poul Schlüter endvidere i 1989 sin 'Danmarkshistoriske Plan', siden omdøbt til 'Århundredets Plan' og til slut kun 'Planen'. Dens hovedindhold bestod i skattelettelser til de mere velaflagte (jævnfør VK-planen i 1959 og Mygdal i 1927) og fyring af cirka 60.000 offentligt ansatte på daginstitutionerne, hospitalerne og i hjemmeplejen. - Sygehustilskuddene var i øvrigt stagnerende i Schlüter-perioden med den følge, at ventelisterne forlængedes. Det blev en af Nyrup-regeringernes opgaver at få dem forkortet. - Derforuden skulle der ifølge 'Planen' ske nedskæring af uddannelsesstøtten, boligtilskuddene i den almene sektor, dagpengene, efterlønnen og de offentlige pensioner, ligesom der skulle gennemføres øget brugerbetaling.

Året efter at Poul Schlüter måtte træde tilbage på grund af Ninn-Hansen-sagen og Fogh på grund af sin vildledning af Folketinget om sin lidt for kreative bogføring som skatteminister, udsendte sidstnævnte sin i indledningen omtalte liberalistisk-monetaristiske bog mod velfærdsstaten - Fogh brugte for en sikkerheds skyld skræmmeordet »socialstaten«. Venstre førte endnu i marts 1998 valgkamp mod »velfærdsnarkomanien«, hvorefter Fogh måneden efter vælgerbedragerisk påstod, at han skam hele tiden havde bekendt sig til »det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel« (Berlingske Tidende 19.4.1998). - Jamen, hvordan kan Politiken og Bo Lidegaard dog få sig selv til at påstå, at Venstre har et medansvar for udviklingen af velfærdssamfundet, når kendsgerningen er den stik modsatte?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden