Europa har ondt i demokratiet. Det har det haft længe, men man prøver på at ignorere det, for man ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Håber på, at dårligdommen nok går væk af sig selv. Men det gør den ikke. Den trives og kom klart til udtryk i sidste halvdel af juni, da det fredag den 13. – en uheldssvanger dato – stod klart, at Irland havde forkastet Lissabon-traktaten ved en folkeafstemning. Mere end ti års arbejde på at gøre Europa helt og stærkt ved hjælp af en demokratisk forfatning/traktat faldt endeligt på gulvet. Reaktionen var, at man lod som om, det ikke var sket. På et møde i det Europæiske Råd en uge senere enedes 26 af de 27 regeringschefer om, at ratifikationsprocessen skulle fortsætte i de resterende lande, og at irerne skulle tænke sig grundigt om for så på Rådets næste møde i oktober at fortælle, hvorledes de ville løse deres problem. For det var jo et irsk problem. Den beslutning var forkert, fej og farlig. Den var forkert, fordi den Europæiske Unions egne regler tilsiger, at en traktat kræver enstemmig tilslutning fra alle medlemslande for at træde i kraft. Derfor falder den bort, selv hvis et af de mindste lande ikke kan ratificere den. ’Europa’ hævder, at demokrati er af fundamental værdi for projektet, samtidig med at retsstaten, lige ret for alle, store som små, er et ufravigeligt element heri. Det europæiske demokrati sygner endnu mere, hvis ikke vore poltiske ledere respekterer Unionens egne retsregler. De vil tabe endnu mere tillid og dermed lederevne, end de hidtil har gjort. Beslutningen var fej, for alle regeringscheferne er klar over, at der ikke er tale om et særlig irsk problem. Unionen som sådan har et helt fundamentalt demokratisk problem. Den tidligere franske udenrigsminister Hubert Vedrine satte fingeren på det, da han i et indlæg i Le Monde (20. juni) skrev, »at alle ved, at havde der været afholdt folkeafstemning overalt, ville nejstemmerne have vundet i adskillige lande. Uoverensstemmelsen mellem eliterne og befolkningen er fra nu af åbenbar«. Det er for ringe af de 26 regeringschefer at gøre irerne skyldige i den krise, Unionen nu står i, og at gøre den irske premierminister ansvarlig for at løse den. Beslutningen var endelig farlig, fordi den demonstrerer, at Europa er uden ledelse i en historisk fase, hvor der er et stort og stigende behov for fælles og fast optræden. Det geopolitiske billede blev totalt ændret ved indgangen til det enogtyvende århundrede. Økonomisk globalisering, energiforsyning, klimatrussel, fattigdom, folkevandring – konkretiseret i forholdet til omverdenen, til USA, Kina, Rusland, Indien, Afrika, Mellemøsten – er klare udtryk herfor. Europas befolkninger har begrebet det og forventer, at Europa spiller en selvstændig og konstruktiv rolle. Men det kan ikke ske ved at skabe en Union i føderalistisk forstand. Folk vil ikke »overgive« sig til Europa. Man må i stedet satse på, at de gerne vil »opbygge« Europa og handle i fællesskab, hævder Vedrine. Det falder i tråd med Erling Bjøls vurdering af danskernes afvisning af Maastrichttraktaten i 1992. Han mener (Politiken 28. juni), at de danske nejsigeres vigtigste motiv var »de skal ikke bestemme over os«, uden nærmere præcisering af, hvem »de« var; de var bare ’de andre’. Eller hvad det var, ’de’ skulle bestemme. Meget taler for, at det var den samme holdning, der kom til udtryk med de franske og hollandske nejsigeres uartikulerede afvisning af forfatningstraktaten i 2005, og nu igen hos irerne. Om den holdning er et demokratisk sygdomstegn eller sundhedstegn kan diskuteres. I juni 2005 sagde en god hollandsk ven til mig, at nu havde Holland tabt sin europæiske uskyld – i modsætning til Danmark, som aldrig havde haft en sådan. Sagen er, at det europæiske projekt lige siden det startede i 1952 har været elitens projekt og ikke ’folkets’. Det betyder ikke, at det er et dårligt eller unødvendigt projekt, tværtom. Men det er et projekt, som er udtænkt og udformet af den politiske, økonomiske og intellektuelle (over)klasse. Projektets skrøbelighed blev afsløret, da Muren faldt, og Europa fik mulighed for at blive helt og frit, som gamle præsident Bush sagde. Det var en skræmmende stor opgave, der umiddelbart virkede lammende. Tyskerne greb chancen og genrejste sig selv som en nation, skønt nogle mente, at de var blevet til to folk. For at styrke det rystede ’Fællesskab’ vedtog man i Maastricht i 1992 at gøre det til en ’Union’. Hermed startede eliten en flugt fremad, men det var først i 2005, man opdagede, at man havde tabt kontakten til borgerne. Et (beskedent) flertal af dem følte, at de var ved at blive voldtaget af eliten, som ville fratage dem deres nationale borgerret og give »magten til Bruxelles«. I en kommentar (Politiken 22. juni) skriver den tidligere græske socialistiske regeringschef Costas Simitis, at der ikke er noget alternativ til ’Bruxelles’. Hans argumentation er fejlfri, men politisk set utilstrækkelig, fordi den ikke har det mål af populisme, som er nødvendig i græsk politik. I 1981, da hans konservative forgænger Konstantin Karamanlis med held havde bragt landet ind i EF og i valgkampen hævdede, at »Grækenland tilhører Europa«, blev han af sin modstander, socialisten Andreas Papandreou, mødt med argumentet »Grækenland tilhører grækerne«. Det blev Andreas, der vandt valget. En af de kløgtigste kommentarer til den irske afstemning kommer fra George Schöpflin, en fremstående ungarsk nationalismeforsker, der har været professor ved University College i London. Nu er han medlem af Europaparlamentet for den ungarske borgerunion Fidesz. Han peger i et indlæg på open Democracy (http://opendemocracy.net) på den forførelse af det direkte demokrati, der sker ved en folkeafstemning om komplicerede spørgsmål, hvor et ’ja’ for vælgeren betyder en accept af den politiske elites forslag, mens et ’nej’ er udtryk for en utilfredshed eller usikkerhed over for, hvad ’de’ nu er ude på. En folkeafstemning udtrykker ikke folkets vilje, for ’folket’ eksisterer ikke længere i et moderne, komplekst samfund, siger Schöpflin. Begrebet havde relevans i de to foregående århundreder som banner for kampen for demokrati, men det havde kun en vis realitet i afgrænsede områder, hvor befolkningen var relativt homogen i kulturel, dvs. social, sproglig og religiøs henseende. Var det ikke tilfældet, måtte ’folket’ dannes, så det kunne bruges som grundlag for en ’nation’, der kunne virkeliggøre den oplyste elites politiske ambition om at etablere en demokratisk ’stat’, en nationalstat. Én kultur, én stat – og omvendt. I dansk sprogbrug overlapper de tre begreber, folk, nation og stat, ofte hinanden, men for at forstå EU’s demokratiske problem er det nødvendigt at skelne klart mellem dem. Folket er et mytisk-kulturelt begreb, en forestilling affødt af romantikken i slutningen af det attende århundrede. Entydigt har det aldrig været, men det fik sit udtryk i de folkelige bevægelser i det nittende århundrede, bondebevægelse og arbejderbevægelse, sociale klasser og de deraf afledte partidannelser i det opvoksende demokrati. De moderne ’folkebevægelser’ har været alt for snæversynede til at påtage sig et politisk ansvar og har derved svigtet demokratiet. Staten er et ældre udtryk for den politiske autoritet, som inden for et afgrænset område sammenknytter riget ved at have monopol på magtanvendelse – ’Kongen’ i den danske grundlovs sprogbrug eller, som Ludvig den Fjortende hævdes at have sagt, »l’état, c’est moi«, staten det er mig. Nationen er et politisk-psykologisk begreb med en kompliceret rod, idet det har knyttet sig til fødestedet, fædrelandet, men samtidig i dele af Europa også til monarken og den regerende klasse. Den enkleste definition på en nation er, at det er et folk med en politisk ambition om at blive selvstyrende – ikke nødvendigvis som en suveræn stat, men ved at få rådighed over ’egne’ forhold. Nationen er således det begreb, som danner bro mellem folket og staten, den politiske autoritet i et demokratisk system, hvor ’folket’ er suverænt. Danmark er i egen opfattelse prototypen på en europæisk, demokratisk nationalstat, selv om der stadig er et par nordatlantiske nationer inden for riget, der endnu ikke har dannet deres egne stater. Den danske nation udvikledes mellem de to markante milepæle i nyere dansk historie, 1864 og 1920, og er fortsat den solide bro mellem folk og stat, den regerende klasse eller elite. Noget lignende er i varierende grad sket i de fleste andre europæiske lande, mange steder med langt større dramatik og omkostninger. Processen er bestemt ikke afsluttet endnu. Det sidste store kvantespring var de central- og østeuropæiske landes frigørelse fra det sovjetiske imperium. Men der er fortsat en lang række nationer, som har en ambition om at danne en selvstændig stat. Det er ÅBENBART for enhver, at der ikke findes ’et europæisk folk’ i ental. Folket eksisterer dårligt nok i en moderne, klasseløs nationalstat, som Schöpflin hævder, og derfor slet ikke i et så voldsomt varieret samfund bestående af millioner af medlemmer som Europa. Derfor er det en umulig tanke at skabe en ’europæisk nation’. Men mange gode europæere har fået indtryk af, at det var dét – ’de’ – eliten var ude på med forfatningstraktaten, fordi der heri var indbygget en række symboler, flag og hymne, som traditionelt har været med til at skabe en nation. Traktaten var et misforstået forsøg på at udbygge det europæiske hus, som blev skabt i sidste halvdel af forrige århundrede. Forudsætningen for at borgerne vil godkende projektet er imidlertid, at de føler sig sikre på, at byggestenene til det europæiske hus er nationalstaterne. Demokrati trives bedst i nationalstaten. Men allerede på dette niveau er det blevet diffust, efter at de sociale klasseskel er udviskede, og vi alle er blevet del af en borgerlig middelklasse. De traditionelle partier er derfor i krise i næsten alle lande, og en form for individualistisk populisme (et selvmodsigende udtryk) truer grundlæggende demokratiske elementer som frihed, lighed og borgerskab. En sådan populisme kan slå ud i en neonationalisme og protektionisme, som vil være ødelæggende for det europæiske projekt. Men hvis det nationale demokrati er blevet diffust, må tanken om et europæisk demokrati blive endnu mere diffus. Man vil sandsynligvis se det demonstreret endnu engang ved næste års valg til Europaparlamentet. Grunden er en uvilje i den politiske klasse, eliten, til at erkende, at skillelinjerne i den europæiske debat ikke går mellem sociale klasser eller partier, men mellem nationalt bestemte politisk-økonomiske kulturer. Det medfører, at regeringerne fortsat handler ud fra det, som traditionelt kaldes den nationale interesse, og at ’nationen’ derfor skygger for det, der er formålet med projekt ’Europa’ i dette århundrede – at skabe en demokratisk ’europæisk magt’ i global politik, en supermagt og ikke en superstat, som Tony Blair sagde i en tale i Warszawa i juni 2000. Denne magt kan ikke udmøntes af Kommissionen, som ikke har nogen demokratisk legitimitet. Ej heller af Europaparlamentet, som har en indbygget tilbøjelighed til at fortrænge nationen. Den kan kun komme til udtryk ved, at regeringerne formår at se ud over den horisont, som bestemmes af den ’nationale interesse’. Det betyder, at de regeringschefer, som traf den forkerte, feje og farlige beslutning at se bort fra det irske stopsignal for Lissabon-traktaten, må sætte sig i stand til at få det Europæiske Råd til at agere som en entydig magtfaktor i global politik, dvs. beslutsomt og løbende at tage entydig stilling til de store sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det kan ikke ske ved institutionelle justeringer som udpegning af en ’præsident’ for Rådet for en længere periode eller opgradering af en kommissær til ’udenrigsminister’. Det må ske gennem en proces svarende til, hvad der foregår på nationalt niveau, nemlig at der udvikler sig en egentlig politisk debat mellem lederne for de europæiske ’partier’, dvs. nationalstaterne. Det ville måske have været muligt i et Europa med seks eller ni medlemmer, men ikke med syvogtyve. Et nationalt system med så mange partier ville kun kunne fungere, hvis der udviklede sig en beslutningsdygtig kerne mellem de største partier. Noget lignende må ske på europæisk plan, men det er mere end tvivlsomt, om det kan formaliseres og institutionaliseres med en forfatning. I sin fortvivlelse over regeringernes rådvildhed og uenighed om, i hvilken retning unionen skal bevæge sig, foreslår Jürgen Habermas (Der Spiegel og Politiken 21. juni) at lade alle europæiske borgere på samme dag tage stilling til en sådan forfatning. Det forekommer mig at være et dristigt forslag i et demokratisk diffust Europa. Det må være gennem en intern politisk proces i det Europæiske Råd, at der må ske en adskillelse mellem fårene og bukkene, så der kan danne sig »et succesfuldt Kerneeuropa« af lande, der ved forenede kræfter kunne skabe et tættere samarbejde inden for udenrigs-, sikkerheds- og økonomisk politik. Her og nu er der ikke andet at gøre end at lade Europa tumle videre på Nice-traktatens vilkår. I storpolitisk henseende betyder det på USA’s vilkår. Kan de europæiske borgere være trygge ved det?