0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Europa har ondt i demokratiet

Det er forkert, fejt og farligt, når EU lader gennemførelsen af Lissabontraktaten fortsætte uanset Irlands ’nej’

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Europa har ondt i demokratiet.

Det har det haft længe, men man prøver på at ignorere det, for man ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Håber på, at dårligdommen nok går væk af sig selv.

Men det gør den ikke. Den trives og kom klart til udtryk i sidste halvdel af juni, da det fredag den 13. – en uheldssvanger dato – stod klart, at Irland havde forkastet Lissabon-traktaten ved en folkeafstemning. Mere end ti års arbejde på at gøre Europa helt og stærkt ved hjælp af en demokratisk forfatning/traktat faldt endeligt på gulvet.

Reaktionen var, at man lod som om, det ikke var sket. På et møde i det Europæiske Råd en uge senere enedes 26 af de 27 regeringschefer om, at ratifikationsprocessen skulle fortsætte i de resterende lande, og at irerne skulle tænke sig grundigt om for så på Rådets næste møde i oktober at fortælle, hvorledes de ville løse deres problem. For det var jo et irsk problem.

Den beslutning var forkert, fej og farlig.

Den var forkert, fordi den Europæiske Unions egne regler tilsiger, at en traktat kræver enstemmig tilslutning fra alle medlemslande for at træde i kraft. Derfor falder den bort, selv hvis et af de mindste lande ikke kan ratificere den. ’Europa’ hævder, at demokrati er af fundamental værdi for projektet, samtidig med at retsstaten, lige ret for alle, store som små, er et ufravigeligt element heri. Det europæiske demokrati sygner endnu mere, hvis ikke vore poltiske ledere respekterer Unionens egne retsregler. De vil tabe endnu mere tillid og dermed lederevne, end de hidtil har gjort.

Beslutningen var fej, for alle regeringscheferne er klar over, at der ikke er tale om et særlig irsk problem. Unionen som sådan har et helt fundamentalt demokratisk problem. Den tidligere franske udenrigsminister Hubert Vedrine satte fingeren på det, da han i et indlæg i Le Monde (20. juni) skrev, »at alle ved, at havde der været afholdt folkeafstemning overalt, ville nejstemmerne have vundet i adskillige lande. Uoverensstemmelsen mellem eliterne og befolkningen er fra nu af åbenbar«. Det er for ringe af de 26 regeringschefer at gøre irerne skyldige i den krise, Unionen nu står i, og at gøre den irske premierminister ansvarlig for at løse den.

Beslutningen var endelig farlig, fordi den demonstrerer, at Europa er uden ledelse i en historisk fase, hvor der er et stort og stigende behov for fælles og fast optræden. Det geopolitiske billede blev totalt ændret ved indgangen til det enogtyvende århundrede.

Økonomisk globalisering, energiforsyning, klimatrussel, fattigdom, folkevandring – konkretiseret i forholdet til omverdenen, til USA, Kina, Rusland, Indien, Afrika, Mellemøsten – er klare udtryk herfor. Europas befolkninger har begrebet det og forventer, at Europa spiller en selvstændig og konstruktiv rolle. Men det kan ikke ske ved at skabe en Union i føderalistisk forstand. Folk vil ikke »overgive« sig til Europa. Man må i stedet satse på, at de gerne vil »opbygge« Europa og handle i fællesskab, hævder Vedrine.

Det falder i tråd med Erling Bjøls vurdering af danskernes afvisning af Maastrichttraktaten i 1992. Han mener (Politiken 28. juni), at de danske nejsigeres vigtigste motiv var »de skal ikke bestemme over os«, uden nærmere præcisering af, hvem »de« var; de var bare ’de andre’. Eller hvad det var, ’de’ skulle bestemme.

Meget taler for, at det var den samme holdning, der kom til udtryk med de franske og hollandske nejsigeres uartikulerede afvisning af forfatningstraktaten i 2005, og nu igen hos irerne. Om den holdning er et demokratisk sygdomstegn eller sundhedstegn kan diskuteres.

I juni 2005 sagde en god hollandsk ven til mig, at nu havde Holland tabt sin europæiske uskyld – i modsætning til Danmark, som aldrig havde haft en sådan. Sagen er, at det europæiske projekt lige siden det startede i 1952 har været elitens projekt og ikke ’folkets’. Det betyder ikke, at det er et dårligt eller unødvendigt projekt, tværtom. Men det er et projekt, som er udtænkt og udformet af den politiske, økonomiske og intellektuelle (over)klasse.

Projektets skrøbelighed blev afsløret, da Muren faldt, og Europa fik mulighed for at blive helt og frit, som gamle præsident Bush sagde. Det var en skræmmende stor opgave, der umiddelbart virkede lammende. Tyskerne greb chancen og genrejste sig selv som en nation, skønt nogle mente, at de var blevet til to folk.

For at styrke det rystede ’Fællesskab’ vedtog man i Maastricht i 1992 at gøre det til en ’Union’. Hermed startede eliten en flugt fremad, men det var først i 2005, man opdagede, at man havde tabt kontakten til borgerne. Et (beskedent) flertal af dem følte, at de var ved at blive voldtaget af eliten, som ville fratage dem deres nationale borgerret og give »magten til Bruxelles«.

I en kommentar (Politiken 22. juni) skriver den tidligere græske socialistiske regeringschef Costas Simitis, at der ikke er noget alternativ til ’Bruxelles’. Hans argumentation er fejlfri, men politisk set utilstrækkelig, fordi den ikke har det mål af populisme, som er nødvendig i græsk politik.

I 1981, da hans konservative forgænger Konstantin Karamanlis med held havde bragt landet ind i EF og i valgkampen hævdede, at »Grækenland tilhører Europa«, blev han af sin modstander, socialisten Andreas Papandreou, mødt med argumentet »Grækenland tilhører grækerne«. Det blev Andreas, der vandt valget.

En af de kløgtigste kommentarer til den irske afstemning kommer fra George Schöpflin, en fremstående ungarsk nationalismeforsker, der har været professor ved University College i London. Nu er han medlem af Europaparlamentet for den ungarske borgerunion Fidesz.

Han peger i et indlæg på open Democracy (http://opendemocracy.net) på den forførelse af det direkte demokrati, der sker ved en folkeafstemning om komplicerede spørgsmål, hvor et ’ja’ for vælgeren betyder en accept af den politiske elites forslag, mens et ’nej’ er udtryk for en utilfredshed eller usikkerhed over for, hvad ’de’ nu er ude på.

En folkeafstemning udtrykker ikke folkets vilje, for ’folket’ eksisterer ikke længere i et moderne, komplekst samfund, siger Schöpflin. Begrebet havde relevans i de to foregående århundreder som banner for kampen for demokrati, men det havde kun en vis realitet i afgrænsede områder, hvor befolkningen var relativt homogen i kulturel, dvs. social, sproglig og religiøs henseende.

Var det ikke tilfældet, måtte ’folket’ dannes, så det kunne bruges som grundlag for en ’nation’, der kunne virkeliggøre den oplyste elites politiske ambition om at etablere en demokratisk ’stat’, en nationalstat. Én kultur, én stat – og omvendt. I dansk sprogbrug overlapper de tre begreber, folk, nation og stat, ofte hinanden, men for at forstå EU’s demokratiske problem er det nødvendigt at skelne klart mellem dem.

Folket er et mytisk-kulturelt begreb, en forestilling affødt af romantikken i slutningen af det attende århundrede. Entydigt har det aldrig været, men det fik sit udtryk i de folkelige bevægelser i det nittende århundrede, bondebevægelse og arbejderbevægelse, sociale klasser og de deraf afledte partidannelser i det opvoksende demokrati. De moderne ’folkebevægelser’ har været alt for snæversynede til at påtage sig et politisk ansvar og har derved svigtet demokratiet.

Staten er et ældre udtryk for den politiske autoritet, som inden for et afgrænset område sammenknytter riget ved at have monopol på magtanvendelse – ’Kongen’ i den danske grundlovs sprogbrug eller, som Ludvig den Fjortende hævdes at have sagt, »l’état, c’est moi«, staten det er mig.

Nationen er et politisk-psykologisk begreb med en kompliceret rod, idet det har knyttet sig til fødestedet, fædrelandet, men samtidig i dele af Europa også til monarken og den regerende klasse. Den enkleste definition på en nation er, at det er et folk med en politisk ambition om at blive selvstyrende – ikke nødvendigvis som en suveræn stat, men ved at få rådighed over ’egne’ forhold. Nationen er således det begreb, som danner bro mellem folket og staten, den politiske autoritet i et demokratisk system, hvor ’folket’ er suverænt.

Danmark er i egen opfattelse prototypen på en europæisk, demokratisk nationalstat, selv om der stadig er et par nordatlantiske nationer inden for riget, der endnu ikke har dannet d