Jeg hører til det grå guld, spiller lidt teater, holder mange foredrag, skriver ord i ny og næ. Jeg hører til dem, der helst vil pukle, til jeg segner. Derfor er det frydefuldt, at det endelig ser ud, som om der er brug for os, der ellers samfundsmæssigt er placeret som dét, der kaldes ældrebyrden. For på trods af at der nu politisk trues med, at den økonomiske opgangstid er ved at være slut og en arbejdsløshedsperiode på vej, så vil der, som jeg forstår det, stadig være brug for os voksne mennesker på grund af de kommende små ungdomsårgange. Sådan en samfundsmæssig tilstand – dét er noget, som passer mig, der, medmindre skæbnen tvinger mig til det, selvfølgelig, ikke har noget ønske om at trække mig tilbage før tiden. Faktisk satser jeg på at blive minimum 115 år og falde død om på talerstolen kvalt i et ord midt i et foredrag. Det skal være min finale. Denne min utrættelige arbejdsglæde udspringer dog ikke af leflen for beskæftigelsesministeren, hvor idérig, kreativ og maskulint beslutsom han end kan forekomme at være. Nej, jeg vil pukle, til jeg segner, alene for at glæde mig selv, mine børn og mine børnebørn, altså ikke noget at rose mig af. Min indsats skyldes rendyrket egoisme, for det forholder sig sådan, at mit arbejde er min lidenskab. Som skuespiller, som formidler – ja, som brobygger, om man vil – er det sådan, at alt, hvad jeg må fighte for i livet, udtrykker jeg igennem enten det at spille væsentlige tekster på teatret eller ved at holde foredrag om emner, som jeg er engageret i. Mit arbejde er min identitet, min kilde til overskud. At arbejde fylder mit liv. Jeg er privilegeret. Derfor er livet for mig også altid spændende, for der er så meget, jeg skal nå at være med til at få lavet om på i verden, inden jeg retirerer. Og for øvrigt har jeg heller ikke råd til andet end at jobbe, medmindre jeg vil sælge mit lille hus og flytte direkte på plejehjem nu. Og hvem vil ha’ mig, så stærk, som jeg er? Nej. Men det er utrygt og sårende, at jeg for længst er blevet smidt ud af a-kassen og afvist fra at tegne sundhedsforsikring på grund af min antikke fødselsattest. En anden årsag til, at jeg helst bliver på arbejdsmarkedet længst muligt, er, at det er den eneste måde, jeg synes, at jeg kan være med til at sikre gode livsvilkår på for alle de hr. og fr. Jens Vejmænder, som vitterlig må trække sig tilbage, så fysisk og psykisk nedslidte de er. De har brug for en favorabel efterløn eller førtidspension. Og jo færre seniorer, der er at forsørge for vores kommende unge, jo mere bliver der af livsvitaminer til de virkelig nedslidte. Altså, jeg arbejder mig ud af gigten. Den tredje grund til, at jeg også helst vil yde, til jeg brister, er ansvaret over for mine voksne børn. Helt forståeligt hører jeg mange med min hårfarve, som siger: Nu kan jeg endelig hjælpe mine børn. Nu kan jeg hente mine børnebørn i børnehave og aflaste og være en god bedstemor. Og det forstår jeg da godt, for min samvittighed er sågu også sort. Men personlig synes jeg, at det er vigtigere, at det er de unge forældre, der får mulighed for, at de kan blive gode forældre; det er vigtigere, at forældrene er meget sammen med deres børn, end at jeg som senior markerer mig som hyggetante. Børn har først og fremmest brug for deres far og mor. Om ikke andet så bare én far eller én mor ad gangen, på skift. Børn har krav på at lære deres far at kende før konfirmationen. Og de har krav på ikke at blive gjort til problembørn med tyngende diagnoser som adfærdsvanskelig, hyperaktiv, DAMP-barn eller autist, hvis det ikke er nødvendigt. Jeg tror ikke, at det er klogt, at de unge forældre slider sig ned på arbejdsmarkedet med skilsmisse som følge, fordi alt ramler derhjemme på grund af stress, og parforholdet forsømmes. Nej, jeg synes, at det er mig som senior, der skal blive i arbejdet, så vidt jeg kan, som erstatning for de unge fædre og mødre, så de med god samvittighed kan holde barselsperiode. Og dét på skift. Og det skal være lov. Og forældrene skal under barsel have garanti for, at deres arbejdsgiver ikke i frustration afskediger dem eller springer dem over i karrieren. Det er ikke mig som senior, der skal forære de unge forældre gratis babysitning. Jeg skal forære dem det, der er langt dyrere, men også langt vigtigere. Tid. Tid til dem selv. Tid til deres børn. Tid til at være forældre. Tid til at elske. Og tid til at få flere børn. For skal vi ikke uddø som nation, og skal vi stadig kunne opretholde velfærden ud i fremtiden, så er det nødvendigt, at de unge pukler på og producerer flere babyer. Vi skal i Danmark op på tre børn per kvinde for at opretholde befolkningsgrundlaget, ellers går velfærden, de blå øjne og alt det gyldne kornhår fløjten. I Danmark føder hver kvinde gennemsnitlig 1,8 barn, det er for lidt. Vi skal som sagt op på tre, tre hele børn. Altså, vi må give vores unge par tid til at elske. Vi må forbarme os over dem og blive på arbejdsmarkedet, så længe vi kan, hvis man altså ikke allerede bruger al sin fritid som efterlønner eller pensionist på det smukke frivillige arbejde, for det er også vigtigt, så ingen skal have dårlig samvittighed her. Men, se, dét giver jeg mig ikke af med, alt det frivillige, nej, det gør jeg ikke. Ikke fulltime, i hvert fald, og derfor er der også for mig en fjerde grund til, at jeg udsætter den del af livet – og det er mine børnebørn. Politisk er det sådan, at for at redde velfærden og for i fremtiden at kunne forsørge os talrige seniorer, som lever længere og længere og nægter at dø, så presses vore unge nu igennem uddannelser, de måske slet ikke er modne til at vælge. Der er hverken tid til fejlvalg, dannelsesrejser, efterskole, 10. klasse, som modner, eller højskoleophold, som udvider horisonten og giver solidaritet og forståelse for alle slags mennesker – alt det, som hidtil har været med til at forme vores ungdom, og som vi har scoret på i udlandet, hvor vores unge har været højt estimeret i forhold til andre unge for netop kvaliteter som modenhed, mod, frimodighed, fleksibilitet, kreativitet, selvstændighed og åbenhed. Ja, ved at være lysende mennesker. I dag er børn og unge vores bedste eksportvarer, det ved vi. Men hvad med i morgen? Hvad sker der med de unge menneskeligt set ved denne ’ego- og terpeskole’, som de nu sluses igennem? Jeg frygter, at det vil tage år at rette op på den skade, der fra politisk hold er ved at blive begået mod børn og unge med den konkurrencementalitet, de opdrages til. Og jeg taler ikke om, at børn og unge ikke skal lære at læse, skrive og regne og også blive gode til dét. Selvfølgelig skal de det, men det skal bare ikke være på bekostning af deres medmenneskelige kvaliteter og den kreativitet, som den danske ungdom har været så berømmet for, og som gør vore unge til Danmarks ypperligste handelsvare i globaliseringens konkurrenceræs. Derfor: Vores politikere må være ansvarlige nu, og opfindsomme. Det var deres beslutning, at der i 1979 på grund af ungdomsarbejdsløsheden indførtes en attraktiv efterløn for at lokke alle på 60 til at forlade arbejdsmarkedet så hurtigt så muligt. Det kunne ikke gå stærkt nok. Nu må politikerne tage ansvaret for deres ’hittepåsomhed’ og få gjort det virkelig attraktivt igen at blive på arbejdsmarkedet for de mange, som med god ret har planlagt at dyrke deres tredje alder og sig selv. Og jeg har ingen tiltro til en løsning politisk, hvor man fratager seniorerne retten til efterløn. For jeg har desværre ingen tillid til de sociale og lægelige bedømmelsesudvalg, som skal give de virkelig nedslidte deres ret til at trække sig tilbage i god tid, hvis der er behov. Det siger jeg efter selv at have været bruger af det sociale system, dets sagsbehandling og klagenævn i 42 år som værge for en hjerneskadet søn. Nej. Politikerne skal sørge for at få vendt holdningerne hos os seniorer og kræve attraktive arbejdsvilkår, aftrædelsesordninger og kompetencegivende efteruddannelser hos arbejdsgiverne, så vi fortsætter i arbejdet af lyst. Og kun af lyst. Politikerne må skabe respekt omkring os seniorer, og hvad vi står for. Og den respekt skal komme både fra arbejdsgiverne, så de søger os med glæde. Men det kræver også en holdningsændring i hele samfundet. For på trods af at der mangler kvalificeret arbejdskraft, og hver fjerde på arbejdsmarkedet lider af stress, kender vi alle på min alder til aldersdiskriminering. Diskvalificeringen opleves både fra fagforeninger, som kræver plads til ungdommen, fra yngre kolleger, som kræver førsteret til alt arbejde, og fra ledere, som ikke har sans for voksenkvalitet. I antikken var det de modne mennesker, der farvede og bestemte hele samfundsstrukturen. Det var de voksne, vise mænd, som blev beundret. Også i de primitive samfund har det altid været de ældste, der blev høvding. Fra historien op gennem tiderne er der utallige markante seniorer: Abraham, Sokrates, Cato, Cicero, Einstein, Mandela, Gandhi, Mother Teresa, Churchill, Albert Schweitzer, Henrik Ibsen, Ellinor Roosevelt, Niels Bohr, Chaplin, Rosa Parks, Golda Meïr, Rabin, Dalai Lama osv., som har bestemt menneskets historie. Ja, den berømte Metusalem, ikke at forglemme. Og vores egen Bent Fabric. Jo tak. Og hvad siger I til vores i bogstaveligste forstand mest fremragende olding, Hr. Møller, som har bestemt det hele. Alle har de været markante i deres voksenalder. De har sandelig udmærket sig ved seniorerfaring. Ja, vi har kun grund til at være stolte af vores alder. O.k., vi over de tres søger måske ladies-rummet lidt oftere end juniorerne. Til gengæld har vi færre bilskader. Og som arbejdskraft udmærker vi os desuden ved ikke at have syge børn, som holder os hjemme i tide og utide. Vi skal aldrig på uhensigtsmæssig barsel. Og vi møder ikke op med tømmermænd, for litervis af spiritus, det kan vi simpelthen ikke tåle mere. Nej, seniorer kan man stole på. Vi er en fremragende arbejdskraft, hvis vi vil. Og hvis Vorherre i øvrigt er med os, så lad os nu konsekvent få udraderet ordene: ældre, gammel og alderdom. De udtryk er ikke relevante i dag for os de hvidgyldne og ukuelige, vi, som er den hurtigst voksende og mest blomstrende aldersgruppe af alle. Vi, som stræber mod de 100, ja, imod de utallige år. Og også når dem, fordi så mange af os har levet så gode, privilegerede liv, at vi kan suse rundt som maratonløbere og danse ’Vild med dans’. Vi dykker med snorkler ved eksotiske kyster, bliver jyske mestre i stafet som 70-årige. Vi raser rundt på internettet, sender mail og sms’er. Vi sprøjter frivilligt arbejde ud. Vi har så meget mod på livet og fremtiden, at vi ofrer tusindvis af kroner på ansigts- og delleløftning og læser til student som 80-årig. Vi forelsker os. Og vi elsker. Ja, jeg oplever mig selv som voksen nu på vej ind i min voksendom. Jeg synes, jeg endelig har fået lidt forstand på livet, så meget, så jeg tør formidle dette budskab ud i menighedshuse, husholdningsforeninger, kirker, på biblioteker og højskoler, ja, hvor som helst mennesker vil lytte og bygge broer. Min kærligste opfordring til den herskende klasse, politikere og arbejdsgivere, skal derfor være; Brug os seniorer! Vi voksne mennesker er ikke spor grå. Vi er den skjulte hvidgyldne guldgrube, den forløsende arbejdsreserve til samfundet. Men – skatte skal opsøges. Der skal ydes en indsats for at grave dem op. Hvornår kommer den?