For os, der er født før 1960, er dagen i morgen en særlig dag. Det var nemlig 30. april 1975, at den USA-støttede regering i Sydvietnam kapitulerede. Mange af os husker stadig de dramatiske billeder fra taget af den amerikanske ambassade i Saigon, hvor de sidste amerikanere flygtede ud af landet til lyden af snurrende helikoptere. Vietnamkrigen vil i det hele taget blive husket for helikopterne, der i de år blev en del af det daglige lydbillede, mens vi for første gang så direkte reportager i TV-avisen fra en krig, som for altid ændrede vores opfattelse af, hvad en krig er, og mediernes betydning i den forbindelse. Set tilbage må kapitulationen udgøre højdepunktet for den danske venstrefløj. Var de fleste af os, der var unge i de år, ikke venstreorienterede eller alternative på den ene eller den anden måde? Det var en sejr af uhørte dimensioner, da verdens største supermagt, også på det tidspunkt, blev tvunget ydmygende i knæ af den nordvietnamesiske hær og vietcongerne, og Ho Chi Minh blev mere end nogen anden vores helt. Ho, Che og Mao og hvad med Fidel? Hvilken kvartet! Jo, vi hadede vores egne faderfigurer, men fandt nye erstatninger, som vi dyrkede med ukritisk idolbeundring. Det var også i april det samme år, at Pol Pot og hans Røde Khmerer overtog Cambodja og begyndte sit socialistiske rædselsregime. Vi jublede! Og sejrens sødme var allerede trådt i karakter året før, da Haldeman og Ehrlichman blev dømt for Watergate med det resultat, at præsident Nixon lige så ydmygende valgte at træde tilbage, mens han gentog: »I'm not a crook«, jeg er ikke en bedrager! »Jo, det er netop, hvad han er«, tænkte vi og gik i biografen og så 'Gøgereden' eller 'Dødens gab', som var aldeles politisk ukorrekt, men spændende var den. Eller vi blev hjemme og drak rødvin og spiste brie og flute, mens vi lyttede til 'Smuk og dejlig' med Shit og Chanel, eller vi loddede den musikalske vejrudsigt ved at lytte til Weather Reports nye fusionsmusik. Alt mens vi læste i 'Den maskuline mystik' af Eske Holm eller 'Kærlighedens veje og vildveje' af Suzanne Brøgger. Eller, hvis det var mere alternativt, 'Eventyrenes tale' af Carlos Castaneda. Set tilbage udgør 1975 også kulminationen af den antiautoritære proces, som var blevet sat i gang i midten af 1960'erne. Hvem husker ikke billedet af nu afdøde Finn Ejnar Madsen, som bemægtigede sig universitetets talerstol og jog rektor Mogens Fog ned fra den? Der blev sat spørgsmålstegn ved alle slags autoriteter, det var et oprør og et opgør, som den dag i dag gør, at vi som samfund stadig har det svært med autoriteter. Ægteskabet blev anfægtet og børneopdragelsen og familien som institution og den forældreautoritet, som var forbundet med den; folkeskolens undervisning, de videregående uddannelser, seksualmoralen ... Det var os, middelklassens unge, som gjorde op med vores eget miljø og opdragelse, mens vi samtidig forsøgte at omfavne og solidarisere os med arbejderklassen og de socialistiske samfund, som fandtes overalt på Jorden. For ikke at tale om Østens nyreligiøse bevægelser. Det var Frøstrup-lejren og Christiania og Tvind og militærnægtere og kollektiver og bofællesskaber og Bøssernes Befrielsesfront og kvindebevægelsen og mandebevægelsen og SMIL og transcendental meditation og ... Der var et voldsomt røre i andedammen, som tvang alle til at tage stilling. For som Mao sagde: Når forandringens vinde blæser, er der dem, som bygger vindmøller, og dem, der bygger læskure. De fleste danskere byggede læskure, og der var kun få, der byggede vindmøller, men Tvind viste vejen og byggede i de år verdens største af slagsen og symboliserede på den måde den nye tid. Anfægtelsen af de eksisterende autoriteter havde som effekt, at der blev frigjort og frisat antiautoritære energier, som bevirkede, at borgerne trådte i karakter som individer. Hidtil havde man som borger været medlem af en familie, et parti, en forening, men nu blev man et individ, som i stadig stigende grad handlede ud fra egne lyster og behov. Det betød i første omgang, at eksisterende stereotypier omkring kvinde- og manderollen blev taget op til diskussion. Ligesom seksualmoralen blev sat på dagsordenen, hvilket allerede var sket i slutningen af 1960'erne, hvor pornoen blev frigivet i Danmark. Det overraskende, men positive og livgivende var, at denne individualisering af borgeren bevirkede, at der fandt en dobbeltsidig proces sted: På den ene side var man som kvinde og mand optaget af sin egen individualisering; kvinderne smed bh'en og forsøgte at gøre op med et kvindebillede, hvor kvinden var reduceret til et objekt for mandens begær; mændene udforskede deres feminine side i basisgrupper som et opgør mod den fædrene generation af patriarker. Men samtidig voksede der også en solidaritetsfølelse frem, som bevirkede, at mange borgere i 1970'erne engagerede sig i et utal af grupper og bevægelser; kvinde- og mandegrupper, miljø- og antiatomkraftbevægelser og grupper og bevægelser, hvor seksualitet var omdrejningspunktet. Alt mens der også voksede en underskov frem af politiske grupperinger på venstrefløjen, som alle havde som udgangspunkt, at de var kritiske over for de etablerede partier, som blev betegnet som borgerlige og reaktionære. Derfor var det også en tid med mange demonstrationer, hvor samfundets autoriteter igen og igen blev anfægtet og udfordret. Overordnet set kan man sige, at tiden var kendetegnet ved en søgning mod hinanden, alt mens man også søgte sig selv. Ligesom den var kendetegnet ved et oprør og opgør mod de snærende bånd, som kønnet, hudfarven, religionen og seksualiteten kunne udgøre. Der var således tale om en forandrende og frigørende flodbølge, som skyllede gennem samfundet og forandrede alle, uanset om man var en aktiv del af den eller ej. Uanset om man var venstre- eller højreorienteret, socialist eller borgerlig, var der tale om en overskudstid i samfundet, hvor der var plads til eksperimenter og et opgør med de normer og mønstre, som hidtil havde præget samfundet. Men allerede i begyndelsen af 1980'erne begynder den positive individualisering at vise sine første skyggesider. Nu bliver ikke-materialistiske hippier til materialistiske yuppier, stofferne er ikke længere bevidsthedsudvidende, nu handler det om at få et kropsligt kick. 'Vi' og 'os' bliver til 'jeg' og 'mig' med det resultat, at borgeren nu primært søger sig selv og ikke længere fællesskabet i samme grad. De før så aktive bevægelser, grupper og organisationer tørrer ud, samtidig med at borgerne også forlader de etablerede partier og foreninger. Det bliver sjældnere og sjældnere at se en demonstration, fordi det bliver sværere og sværere at samles om noget fælles. TV 2 dukker op og senere flere og flere kanaler at vælge imellem; atomiseringen af fællesskabet er i fuld gang med det resultat til følge, som vi nu kender alt for godt: det totalt fragmenterede samfund, hvor vi kun kan samles om herrefodbold, kvindehåndbold og Frederik og Mary. Man kan også formulere det på den måde, at individualiseringen bliver skærpet og bliver til en egocentrering, som træder afgørende i karakter i løbet af 1990'erne, hvor almindelig etik og moral mere og mere bliver forvandlet til en ligegyldighed, hvor alt tilsyneladende er tilladt og accepteret. Man er blevet sit eget projekt, og normløsheden bliver mere og mere udtalt. Og her fem år inde i det nye årtusinde er det egoistiske og infantile samfund slået ud i lys lue: Liberalismen vinder frem, i takt med at begrebet 'solidaritet' bliver mere og mere udvandet. Afskammificeringen af kroppen og den frigørelse af seksualiteten, som er forbundet med den, er endt i en pornoficering, som vi aldrig har set før. I forældreskabet er faderen blevet feminiseret, mens moderen er blevet maskuliniseret. Voksenheden er mere eller mindre i opløsning med en skinger ungdomsfiksering til følge. I folkeskolen er kundskabens autoritet blevet erstattet af en vægtning af elevernes sociale kompetencer. Inden for kunst og kultur handler det om at være synlig og på og ikke så meget om, hvad man har på hjerte. Andy Warhols profeti om, at hvert menneske i fremtiden vil få sine 15 minutters berømmelse, er gået i opfyldelse, hvilket dagligt dokumenteres i uendelige rækker af reality-tv-programmer og serier om almindelige menneskers liv, hvor borgere begår åndeligt selvmord for åben skærm uden tilsyneladende at vide det. Borgeren er blevet forvandlet til en hæmningsløs forbruger af mad, alkohol, piller, narkotika, sex og mennesker, alt mens dankortene, gløder og vi ekstatisk taler om, at vi befinder os i en forbrugsfest af hidtil uhørte dimensioner. Det går ufattelig godt! Alt mens Jorden og dens befolkning tilter mere og mere: overbefolkning, forurening, drivhuseffekt, kapitalismens og materialismens totale sejr overalt ... og i Vesten ser vi med skræk på, hvordan kineserne nu også vil have deres bid af kagen, og vi prøver at forklare dem, mens vi propper os med det ene og det andet, at det ikke er der, lykken ligger ... for vi ved jo godt, at Jorden ikke kan bære det. Åh, gud, lad os vende tilbage til den gode gamle jerntæppetid og de gode gamle Mao-dage, hvor vi kunne gøre, som det passede os, uden ansvar og konsekvenser for helheden! Lyder ovenstående som en gammel sang? Den tilsyneladende uendelige sang om sædernes forfald og om, at alting altid var bedre før i tiden! Måske, men den er ikke ment sådan. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der er grund til bekymring. Er der ikke tværtimod tale om en positiv udvikling i samfundet de sidste 30-40 år, som netop har resulteret i frisættelsen af borgeren som individ? For: Havde det været muligt at give så mange mennesker et så godt liv, som vi har i vores samfund, uden denne individualisering? Er den ikke netop forudsætningen for, at vi som danskere i dag betegner os selv som verdens lykkeligste mennesker, når vi bliver adspurgt i undersøgelser? Måske, men for mig at se er problemet, at de individuelle egeninteresser ikke længere også formår at komme til udtryk på en kollektiv og solidarisk måde, hvor der tages hensyn til og vare på helheden, det omgivende samfund. Tværtimod er der sket en pervertering af det individuelle, som kommer til udtryk på de destruktive måder, som jeg har været inde på. Men hvad med helheden, samfundet og det kollektive ansvar for, at vi alle skal kunne være her, uanset alder, køn, farve, seksualitet, ideologi og religion? Er demokratiet stadig vitalt og levende i vores samfund, hvor mindre end 4 procent af borgerne er medlemmer af et politisk parti? Med andre ord: 96 procent af os vil ikke kunne stille op til et folketingsvalg, da man kun rekrutterer kandidater fra partierne. Er det tilfredsstillende? Hvordan skaber vi et samfund, som igen går på de to ben, som et samfund uvægerligt må gå på, hvis det skal være fuldt udfoldet, det individuelle og det kollektive? I den forbindelse er det værd at nævne, at et individualiseret samfund ikke pr. definition er et egoistisk samfund. Ja, det er vel netop forudsætningen for et velfungerende kollektiv, at den enkelte borger er funderet i sig selv som individ. I den forbindelse skal det hilses mere end velkommen, at ligestillingsprocessen i disse år er så central i samfundet. For hvordan skaber vi ligestilling kønnene imellem, hvis der ikke er ligeret? Inden for den ramme må den enkelte borger så vælge, som vedkommende vil, men den ligeretslige valgmulighed må og skal være til stede. Hvordan skaber vi et samfund, hvor individualisme og frihed ikke bliver det samme som ligegyldighed: at alt er tilladt, hvilket let bliver til, at intet betyder noget. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at stemningen i samfundet i 1975, hvor alt absolut ikke var tilladt og accepteret, var meget mere åben, end den er i dagens samfund, hvor alt tilsyneladende er tilladt og accepteret. Ovenstående skal ikke forstås og opfattes som en sortseers sang, for jeg er helt på det rene med, at vi lever i et af de bedste samfund i verden, hvilket jeg selv hver dag nyder mere end godt af. Men netop derfor er vores ansvar over for demokratiet større end i så mange andre samfund, hvor det ikke er en selvfølge. Eller er vi blevet så ligeglade, ligegyldige og selvfede, at vi kun sætter vores kryds der på stemmesedlen, hvor vi bliver lovet flere penge til forbrug? Stiller vi os tilfreds med, at den fremherskende ideologi er blevet en perverteret jeg-isme og forbrugsfest, som udelukkende handler om mig, mig og lidt mere mig og er bærer af en irriteret hovedrysten ad den kollektive og solidariske tanke og dermed selve demokratiet? Hvordan revitaliserer vi koblingen mellem individ og kollektivt ansvar, engagement og omsorg? For mig at se må den største udfordring i fremtiden være at skabe et samfund, hvor den individualiserede borger igen bliver mobiliseret i (køns)politiske og miljømæssige bevægelser, foreninger, grupper, organisationer og partier, så det individuelle projekt ikke bliver til et udelukkende egoistisk projekt, men også bliver til glæde for helheden, det øvrige samfund. På den måde kan vi, uden at det skal opfattes som nostalgisk romantik og sentimentalitet, være tro mod den frisættelse og frigørelse af individet, som Vietnamkrigen og alt, hvad den førte med sig, har betydet for os i Danmark.