Tårerne og selvmedlidenheden kan ikke lade være at melde sig, når jeg tænker på, at der nok kommer en omgang mere og én mere, sådan har det i hvert fald været de sidste femten år.
Jeg er skizofren – bare ikke lige nu, eller jo, det er jeg jo, for den ligger i mig – den lille djævel, der nogle gange tager over, siger mærkelige ting, er grænseoverskridende, fylder mig med angst, så verden er min fjende, alle vil gøre mig ondt, taler om mig, og jeg er dødsens angst for at blive lukket inde. Som dengang i Frankrig, hvor jeg oplevede mit livs mareridt og blev tvangsindlagt, tvangsmedicineret på en voksenafdeling som 15-årig blandt franskmænd. Fløjet hjem med SOS som i en anden film og ellers igennem hele min teenageperiode skulle leve med skammen og alle fordommene i baghovedet over at have været på en lukket afdeling. For så er man jo skør, eller endnu værre: Man er farlig for omgivelserne og måske også sig selv. Og nu er det så, at jeg læser, jeg eventuelt skulle have været en abort. Jeg skulle ikke have levet. Og det skal da også være sagt, at jeg på ingen måde ønsker at gennemleve mine tyvere igen. Ulykkeligt forelsket i en mand, der på ingen måde ville have mig, i gang med en uddannelse, jeg på ingen måde brændte for, sporadisk forhold til veninder, fordi jeg ikke turde fortælle om min sygdom. Facade var en stor del af mit liv, samtidig med et fremmedgjort forhold til mig selv, for er jeg sindssyg nu? Er det her mærkeligt at gøre? Jeg er også en belastning for mine omgivelser. Jeg skal virkelig være taknemlig, hvis nogen gider være min ven, min kæreste, jeg er jo en taber, en trist belastning, det kan jeg ikke forvente, at andre mennesker skal være en del af. Mine bedste fortrolige var behandlere, som jeg hver gang fik et varmt forhold til og ville give gaver, for hvor var de dog nogle lyttende givende mennesker, der dog altid stoppede, præcis en time efter jeg kom, og som jeg jo ikke kunne se video med fredag aften, gå i biografen med eller tage en uge til Grækenland med, når den lange, lange sommerferie meldte sig. Når man bliver psykisk syg så tidligt som jeg, kan man ikke forvente, at andre unge er der og forstår. De har nok at tumle med i forvejen. Så lad mig sige det, som det er – de første otte - ti år var det en kamp ud af ensomhed og skam med den her sygdom. Indtil jeg turde fortælle en veninde om det. Hun tog ikke afstand, men sagde i stedet tak, fordi jeg betroede hende den oplevelse. What – er det sådan, det hænger sammen. Ja for nogle, andre bliver skræmt fra vid og sans. Så sent som i foråret sad jeg på biblioteket på Københavns Universitet på Amager og overhørte nogle studerende, »ja, hun skal i praktik på en psykiatrisk afdeling, shit, hun er også lidt bange, der er sikkert nogle crazy people«, noget i den stil … og jeg sad, shit, findes den holdning stadig, er det stadig gøgereden-billeder folk tænker, når de tænker psykiatriske hospitaler. Gud, jeg troede, det hørte fortiden til, no wonder at det stadig er kæmpe tabu, og man bestemt ikke er åben omkring det, for hvilket billede får folk ikke af én. De tænker sikkert sådan og sådan om mig, og nu må jeg lige opføre mig ekstra normalt. Man bliver fængslet af uudtalte fordomme, som jo nok er de fordomme, man selv tænker, at der må være. Derfor vælger jeg min anonymitet. Men for at vende tilbage til, at jeg måske skulle have været en abort. Det gør, at jeg lige tænker over, om livet har været livet værd. Det er sygdommens skyld, at jeg har levet i helvede flere gange og næsten ikke orker at tænke på næste gang, det sker. Hvem kommer jeg til at skælde ud næste gang, hvem skriver jeg grænseoverskridende mail til, hvad siger jeg til de nye bekendtskaber, jeg har fået, bliver jeg nogensinde færdig med min uddannelse, og for at se det i et længere perspektiv, hvad skriver jeg i mit cv med alle de huller. Får jeg nogensinde et arbejde? Og for nu igen at vende tilbage til de skide tyvere. Stærkt medicineret og på flere måder et liv, jeg ikke var glad for. Hvad kommer så først – hønen eller ægget? Blev jeg syg gentagne gange, fordi jeg ikke lyttede til mig selv, eller lyttede jeg ikke til mig selv, fordi jeg desperat prøvede at holde fast i at være i gang med et eller andet, være fornuftig – for at flygte væk fra det ubehagelige sygeliv? Og vigtigst af alt, jeg turde ikke være alene i selskab med mig selv, stole på mig selv, turde ikke leve mine drømme ud om at rejse, arbejde i Afrika, for hvad nu, hvis jeg blev psykotisk? Jeg var ikke tryg i verden på nogen måde, fordi min største frygt sad inde i mig selv. Jeg kunne ikke rejse ud, for djævlen rejste bare med. Jeg havde som lille altid haft mig selv, når verden var ond, så var alle andre bare dumme, og jeg kunne gemme mig ned under dynen, indtil den blev god igen. Men nu er djævlen med nede under dynen, der er ingen fred og ro, du har alle de psykotiske minder, hvor stemmer har fyldt dit univers, og hele verden har været ubehagelig. For bagefter at finde ud af, når du bliver rask, at det hele kun findes inde i dig. Du har ingen at dele det med, du har ingen at finde fællesskab med, det er dine dæmoner, og du må leve med dem.
