Danmark deltager i en blodig krig, der »ikke må tabes«, men næppe kan vindes, i det afsides Afghanistan, hvor engelske og sovjetiske imperier tidligere led nederlag under forsøg på vinde kontrol. Men måske kunne al-Qaeda svækkes igennem fredsslutning med Taleban. Udsigten til militær sejr er problematisk, da konflikten rummer flere tolkninger end dem, vi møder i Vesten. Set fra de involveredes synsvinkel kan de groft udtrykkes som følger: Versionen i Vesten lyder: Et demokratisk samfund er under opbygning i Afghanistan, hvor befolkningen hjælpes til ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sundhed og mulighed for økonomisk fremgang. Alt i respekt for samfundets muslimske karakter. Folk er glade for den udvikling. Processen vanskeliggøres imidlertid af væbnet modstand fra en gruppe radikale fanatikere, som ikke kender deres eget og andres bedste. Deres kamp muliggøres bl.a. ved narkopenge. For en Taleban ville den muligvis lyde: Atter har en fremmed, vantro invasion besudlet Afghanistans jord for at ødelægge islam og indføre vantro skikke. Med hjælp fra forrædere i Nord har de drevet pashtunerne ud af deres hjem, ødelægger deres livsgrundlag og dræber kvinder og børn. Men om Gud vil og med vore muslimske brødres hjælp, vil vi drive dem ud, som deres forgængere blev drevet ud før dem. For en ’almindelig’ pashtun, dvs. befolkningen på krigsskuepladsen, ville den måske lyde: Den nye konge i Kabul regerer sammen med krigsherrerne fra Nord og de fremmede soldater.Hjælpearbejdere bidrager med skoler og sundhed, men de er ude på at ødelægge opiumsmarkerne. Krigsherrerne og deres politi og soldater er farlige. Taleban er også farlige, men de kæmper for islam og retfærdighed til pashtunerne. Når der er krig, er det nødvendigt at være venner med dem, der har fremgang, også de fremmede soldater. Og for ’en almindelig borger’ i Kabul eller i Nordafghanistan: Præsidenten har sat mange gode ting i gang med de fremmede soldaters hjælp, og jeg og min familie har fået mulighed for et bedre liv. Men regeringens medlemmer tager det meste selv, og livet er stadig usikkert. Afghanistans Talebanregime gav husly til al-Qaeda, da de angreb USA for syv år siden, og reaktionen blev den USA-ledede krig mod terrorismen, hvis første slag var invasionen af landet i november 2001. Primært for at ødelægge al-Qaeda og fange Osama bin Laden, sekundært for at erstatte regimet med ét, som respekterer idealer om demokrati, menneskerettigheder og økonomisk udvikling i et af verdens fattigste lande. Et tilsyneladende overkommeligt projekt for den vestlige verdens militære og økonomiske kraft. Den militære operation lykkedes, for så vidt som det meste af Afghanistan blev erobret på en måned. Men det lykkedes ikke at fange bin Laden eller Talebanlederen, mullah Omar. Der var optimisme i koalitionen i 2002, hvor man startede opbygningen af demokratiske institutioner sideløbende med storstilede genopbygnings- og udviklingsprojekter. På få år lykkedes det at hjemføre flere millioner afghanske flygtninge, at etablere udbredt skolegang også for piger og at forbedre infrastrukturen til gavn for en vis økonomisk vækst. Siden er det imidlertid blevet mere broget, hvad Danmark fik at føle, efter at hovedparten af dets militære indsats fra 2006 blev henlagt til et af de områder, hvor krigen er blusset kraftigt op igen, Helmand. Hvor man troede krigen vundet med udrensningsoperationer tilbage, er den i stedet blevet hårdere, som den er overgået til en blanding af guerillakrig og moderne terroraktioner – og den civile indsats tilsvarende sværere. I øjeblikket synes den militære analyse i Washington at være, at krigen ikke lader sig vinde uden større angreb på Talebans bagland i Pakistan, hvorfor nu ikke alene amerikanske førerløse fly, men angiveligt også landtropper krydser grænsen til Pakistan. Noget har tydeligvis været mangelfuldt i den indledende analyse. Spørgsmålet er, om mere af det samme vil føre til de ønskede resultater, bare man holder ud længe nok, hvad den danske Afghanistanstrategi for 2008-12 kan siges at være udtryk for. På baggrund af bl.a. de analyser, vi foretog i forbindelse med en evaluering i 2005 af den engelske, irske, svenske, hollandske og danske indsats, virker det, som om der er behov for en mere realistisk opfattelse af både venner, fjender og kontekst. Eller behov for gode svar på, hvorfor afghanere ikke bare støtter deres lovligt valgte regering og tager imod udviklingsbistand? Ét overset element i svaret derpå synes at ligge i den etniske sammensætning af den afghanske befolkning, hvor den største gruppe er kommet i opposition. Afghanistan er blevet til, lidt ligesom Schweiz i sin tid i Europa, som et fattigt ’tiloversblevet’ bjergområde, hvis stridbare befolkning det ikke var umagen værd at ofre de nødvendige kræfter på at beherske. Grænsedragningen førte til, at den største etniske gruppe, pashtunerne (ca. halvdelen af den samlede befolkning), bebor det sydlige og sydøstlige Afghanistan – og ’stammeområderne’ i det nordvestlige Pakistan. Grænsen er porøs i den uvejsomme, vilde natur, og man kunne med en vis rette kalde det sydlige Afghanistan og det vestlige Pakistan under ét for ’Pashtunistan’. Pashtunerne er de gamle magthavere i Afghanistan, høje mennesker af sydasiatisk oprindelse med frygtede krigeriske traditioner, som bl.a. tilføjede det britiske imperium et af dets alvorlige og sjældne nederlag. Fra Kabul udstrakte de deres magt til de nordlige dele af landet, der bebos af etniske grupper af centralasiatisk oprindelse, turkmenere, usbekere og tadjikker. Fjenden er Taleban (’studenter’)bevægelsen. Den havde sin oprindelse i de religiøse skoler i ’Pashtunistan’, hvor politisering og militarisering af islam fandt sted under den lange krig mod den sovjetiske besættelse i 1980’erne, og hvor de religiøse elementer fik stor støtte fra USA, da de blev anset for effektive antikommunister. Da russerne trak sig ud i 1989, var de såkaldte kommunister taberne. Disse var i høj grad uddannede, ’moderne’ mennesker, som blev udryddet eller flygtede. Tilbage stod pashtunske talebanere over for de lokale ’krigsherrer’, en slags feudalfyrster, hvis magt gror mere ud af geværløb end af Koranen. Taleban erobrede magten over det meste af landet midt i 1990’erne. Deres tilbageværende modstandere i ’Nordkoalitionen’ af krigsherrer, der støttede USA m.fl. i 2001, kom fra de nordlige befolkningsgrupper. Følgelig var pashtunerne tabere i 2001, og det nye Afghanistan har reelt ikke, som før, deres sprog pashtu, men derimod det udbredte sprog i den nordlige del, dari, som officielt sprog, skønt de to sprog formelt er ligestillede. Desuden er der sket en vis etnisk udrensning af pashtunere fra det nordlige Afghanistan. Nærmere end blot en fanatisk sekt er Taleban således også en pashtunsk og muslimsk kamporganisation. Efter sejren i 2001 skulle der indsættes en demokratisk regering. Den blev stærkt præget af de forhåndenværende venner, især krigsherrerne fra Nordkoalitionen. En egentlig middelklasse fandtes ikke, derimod stadig krig i landet, hvorfor regeringsdannelsen blev præget af ønsket om at skabe en koalition, der var stærk nok til at fastholde magten. De gamle hårde hunde, der havde overlevet mange års krig ved at være barske nok, fik slips på og kom ind i mange af posterne som ministre og topembedsmænd, hvad de ikke har været dygtige til. De er inkompetente over for et moderne samfunds udfordringer, men dygtige til magtudøvelse til egen fordel, hvorfor de har trukket et spor af magtmisbrug og korruption efter sig, f.eks. er det nye politi i Afghanistan notorisk frygtet og berygtet. Dette er naturligvis frustrerende for de ’ordentlige mennesker’ med en vis uddannelse, som den nye stat egentlig skulle bygge på, hvilket fører til vækst af oppositionen, der i vid udstrækning er synonymt med Taleban, hvad der har fået iagttagerne til at tale om et nyt og bredere ’neo-Taleban’. Vestlig tale om demokrati og menneskerettigheder miskrediteres i afghanske øren med disse folk ved magten. Der er således tvivlsomme rejsekammerater i præsident Karzais regering. Ud over deres laster har de heller ikke leveret varen i form af at opretholde magten i landet og borgernes sikkerhed. Kampkraften i deres gamle militser er ikke blevet overført til den nationale hær. Uanset etniske og politiske problemer kunne et overbevisende argument for den nye samfundstype have været en mærkbar økonomisk fremgang i et land, hvor hård fattigdom er et livsvilkår for de fleste. Der har været økonomisk fremgang, mest i Nord, hvor der er mest fredeligt, og i den hastigt voksende hovedstad Kabul, hvor vækst i velstand går hånd i hånd med trængsel, kaos og sikkerhedsproblemer. Men fremgangen er ujævnt fordelt, og det meste af den brede, fattige befolkning på landet, og i Syd, har ikke mærket meget til den. Hertil kommer, at de senere års udvikling har været problematisk for den mest indbringende økonomiske aktivitet for mange småfolk, nemlig opiumsdyrkning. En betragtelig del af verdens heroinforbrug dækkes fra Afghanistan. Det er selvsagt ikke bønderne alene, der lukrerer på det, men i høj grad også organiserede kriminelle, lokale magthavere/krigsherrer og formentlig også nu om dage Taleban, der ellers var dem, der mest effektivt fik reduceret produktionen, da de havde magten. Grænsen er flydende, ikke bare mellem det såkaldte Taleban og den øvrige opposition, men også i forhold til de kriminelle strukturer. Krigen i Afghanistan betegnes i Vesten som den krig, der ikke må tabes, hvorfor USA nu sender flere soldater, og Nato-landene er under permanent pres for at gøre det samme. Kan krigen da vindes med mere magtanvendelse? Næppe isoleret i Afghanistan, hvad man også er nået frem til i Bushregeringen, da de afghanske og pakistanske dele af ’Pashtunistan’ er forbundne kar. Det trækker i samme retning, at den folkelige støtte til regeringen i Kabul er til at overse, og at krigsførelsen altså også går ud over civile, hvorfor der i Talebans rækker vil være nye overalt for de gamle, som faldt. Kan krigen vindes med magt i Pakistan? Effektiv militær kontrol over de pakistanske stammeområder ville kræve en meget stor militær indsats – og have uoverskuelige politiske konsekvenser. Afghanistan befinder sig midt i en akse af politisk islam med Pakistan til den ene side og Iran til den anden. Pakistan er et politisk ustabilt og atombevæbnet kæmpeland. Kort før USA’s tilkendegivelse af at ville gå ind i Pakistan havde de mistet deres forbundsfælle gennem mange år, diktator/præsident Musharraf. Kan man på denne baggrund forestille sig større fjendtlige handlinger mod Pakistan eller at holde hele landet besat? Næppe. Hvad man forestiller sig i Washington, er formentlig nærmere en begrænset hurtig indsats. Udsigten til at klare problemerne i et snuptag, som man troede, det ville ske i 2001, har en forførende virkning. En hurtig indsats ville imidlertid ikke knække pashtunerne/talebanerne over tid. Selv ikke hvis det lykkes at opnå en psykologisk triumf ved at fange eller dræbe bin Laden. Iran er en tilsyneladende politisk stabil, stor islamisk republik, der sandsynligvis også er på vej til at blive atombevæbnet. For få måneder siden talte man åbent om et muligt amerikansk-israelsk militært angreb mod Iran. Men angreb på både Pakistan og Iran ville risikere for alvor at skabe konflikt mellem Vesten og den islamiske del af resten med bl.a. en forudsigelig stigning i terrorisme til følge. Uanset hvad de afgående i Washington måtte ønske, er det svært at forestille sig, at selv USA skulle have kræfter og vilje til at starte nye store, farlige og dyre krige. Altså står man i Afghanistan med en krig, som ikke må tabes, men som det bliver svært at vinde. Spørgsmålet er på den baggrund, om man i stedet skulle interessere sig noget mere for muligheden af fred i Afghanistan? En strategisk sentens lyder, at krige kun kan vindes, hvis der er overensstemmelse mellem de militære midler og de politiske mål. Krigen i Afghanistan er primært rettet mod ’terrorisme’, sekundært er den rettet mod at skabe en demokratisk udviklingsstat, dog inden for rammerne af en islamisk republik, hvor man ikke opererer med religionsfrihed, og hvor de aktuelle magthavere i Kabul heller ikke går meget op i resten af menneskerettighederne. Derimod har det aldrig været noget mål for krigen, at den til evig tid skulle holde en krigsherrekoalition fra en bestemt del af landet ved magten. Den logiske konsekvens af denne tankegang synes at være at arbejde for en fred, der bygger på, at Taleban bliver en legitim del af landets politiske system og får andel i magten mod at indstille støtten til al-Qaeda og støtte neddrosling af opiumproduktionen. Eventuelt inden for rammene af en forbundsstat, som tager hensyn til de etniske realiteter, som man har gjort så mange andre steder i verden i nyere tid. Eventuelt med de nok så velmenende, men stadig vantro, fremmede tropper afløst af fredsbevarende styrker fra muslimske lande, hvilket måske militært var muligt, når ambitionen ikke længere er at besejre Taleban. Vesten kan naturligvis ikke tvinge Taleban til at acceptere sådanne fredsløsninger, men på den anden side er man nødt til at forsøge skridt i den retning, inden muligheden kan afvises. Om Taleban ville være modtagelig for fredsfølere ville højst sandsynligt afhænge af, hvordan Pakistan, Iran og den øvrige muslimske verden stiller sig. Pakistan, Iran m.fl. ville formentlig ikke have noget imod at bidrage til at begrave det løsgående missil, som al-Qaeda er, hvis de ved en sådan mere omfattende fredsslutning kunne opnå anerkendelse af, hvad de opfatter som deres legitime rolle i det internationale system. I givet fald ville begravelsen af al-Qaeda blive ledsaget af en begravelse af den ambitiøse vestlige demokrati idé i Afghanistan. Forudsætningerne for fred i Afghanistan kan således føre vidt omkring, hvor prisen for at vinde krigen mod terror gennem fred, i stedet for igennem militær sejr, reelt kunne være opgivelsen af det vestlige hegemoni over denne del af verden og et tilbagetog for kravene om demokratiets og menneskerettighedernes universelle herredømme. Vedrørende Danmarks Afghanistanstrategi synes det en naturlig konsekvens af den aktuelle situation at opgive den overordnede præmis om militær sejr til fordel for aktiv interesse for en fred, der effektivt omfatter de forskellige dele af landet. Ud over måske et ’nyt’ Washington ville den næststørste Nato-partner, Tyskland, være en nærliggende samtalepartner om disse emner, da Tyskland trods betydelig militær tilstedeværelse i Afghanistan altid har været skeptisk over for krigen.