Kan det danske system overleve?

Lige nu risikerer modellen at blive undermineret af flere faktorer. Den ene er økonomisk og demografisk: I takt med at befolkningen ældes, bliver det stadig sværere at bevare det høje niveau for sociale goder uden samtidig at hæve skatten til et uacceptabelt niveau, fordi der bliver stadig færre erhvervsaktive borgere pr. pensionist. Men indtil videre er det faktisk lykkedes danskerne at bevare det grundlæggende system ved hjælp af justeringer her og der. De mere alvorlige trusler mod det danske system hænger sammen med en række aspekter af globaliseringen. En af de vigtige faktorer er indvandring. Danmark har en befolkning på 5,47 millioner, hvoraf 330.000 er født i udlandet (det vil sige omkring 6 procent af befolkningen), og af disse er omkring halvdelen muslimer. Antallet af ikke-europæiske indvandrere er tredoblet siden 1970’erne. Indvandrerne og deres efterkommere får flere børn end de indfødte danskere, og deres andel af befolkningen ventes at vokse til næsten 10 procent i år 2020. Det er en stor udfordring at forene solidaritet med mangfoldighed, og selv om danskerne er et ganske tolerant folkefærd, så underminerer indvandringen den sociale model via en række faktorer, der indbyrdes forstærker hinanden. Det politiske system, der er grundlaget for den danske model, er rodfæstet i nogle sociale normer, som håndhæves gennem en raffineret form for gruppepres. Folk bruger offentlige arealer med respekt. Landet er næsten unaturligt rent og ryddeligt. Taxichauffører minder deres kunder om at spænde sikkerhedsselen. Danmarks protestantiske tradition, der lægger vægt på fællesskabet og ser skævt til praleri og ekstravagance, er med til at forme den moderne socialdemokratiske politik. De fleste indvandrere i Danmark kommer fra meget fattige lande, hvor traditioner og social adfærd ofte er meget anderledes. Danmark er historisk set luthersk, men tolerant og sekulært. Danskerne sætter pris på ironi. Det rystede dem noget, da Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed fra 2005 pludselig gjorde deres lille land til lynafleder for muslimers antivestlige holdninger. Hele affæren afspejlede Danmarks tolerance over for alt andet end intolerance og forstærkede en voksende modvilje mod indvandrere, hvoraf nogle hverken deler de danske normer eller oplysningstidens mere overordnede værdier. Ufaglærte indvandrere modtager desuden en uforholdsmæssig stor andel af de sociale goder i Danmark, hvor store dele af middelklassen i forvejen føler sig overbeskattet. Danskerne får meget for deres skattekroner, men der er ikke plads til en stor fejlmargin i den danske opskrift. Hvis man tilsætter høj arbejdsløshed, risikerer systemet et økonomisk sammenbrud. Hvis man tilsætter for mange indvandrere, vil flere indfødte skatteydere holde op med at støtte modellen. Indvandringen giver også nogle problemer for flexicurity-systemet, der er baseret på en forudsætning om, at enhver arbejder i realiteten kan uddannes og få et godt job. Ikke overraskende udgøres det største problem af de nyeste indvandrere, da mange har en svag uddannelsesbaggrund, få hvis nogen færdigheder og ofte er uvillige til at lære dansk. Det ser noget bedre ud for den næste generation, hvor det er mere sandsynligt, at den enkelte har en basisuddannelse. Børn af indvandrere halter dog stadig bagud i forhold til de etnisk danske børn, og ifølge Peter Birch Sørensen, formand for Det Økonomiske Råd og økonom ved Københavns Universitet, taler mange børn af indvandrere stadig ikke flydende dansk, og ikke-vestlige børn af indvandrere har det med at klare sig meget dårligere i de standardiserede prøver. Det Økonomiske Råd har for nyligt foreslået, at indvandrere i arbejdsalderen som et minimum skulle have en bachelorgrad for at få en arbejdstilladelse i Danmark. Der finder et kapløb sted mellem den sociale integration af indvandreres børn og middelklasseskatteydernes tålmodighed. Alle de politiske ledere, som jeg har interviewet, var enige om, at Danmarks evne til at forsone dets velfærdspolitik med indvandringen afhænger af succes på integrationsområdet. Hvis indvandrerne midt i en gavmild velfærdsstat forbliver en ufordøjet klump af fremmed kultur, som tager imod fordelene, men afviser de kulturelle normer, så vil støtten til det sociale system erodere. Et større frafald af middelklassevælgere vil skubbe det danske velfærdssystem tæt på afgrunden. Noget, som var meget tæt på at ske under krisen i 1970’erne. Nogle danskere mener, at den afgrund er et bevidst mål for Anders Fogh Rasmussens centrum-højre regering. Om end den ikke opfører sig ligeså groft som Margaret Thatchers konservative regering i Storbritannien eller Ronald Reagans i USA gjorde, så synes det alligevel, som om Rasmussens regering nogle gange bevidst skubber det danske system mod kanten. Hans koalition, som har siddet på magten siden 2001, har trimmet sundheds- og uddannelsesstøtten, forhøjet brugerbetaling og gjort, at borgere i højere grad må sætte deres lid til private forsikringer. »De har været gode til at presse flere til at benytte private børnehaver, hospitaler og plejehjem ved at reducere de offentlige udgifter«. Alt dette bliver gjort i den økonomiske disciplin og det frie valgs navn, men det fører velhavende borgere til den konklusion, at de ville være bedre stillet med færre velfærdsgoder og lavere skatter. »Der er en risiko for, at konsensussen slår revner«, siger Sørensen. Regeringen har også promoveret billigere a-kasser uden om fagforeningerne for at holde den enkelte arbejder fra dem. Regeringen er dog stadig langt fra et frontalangreb på den danske model, som stadig har bred opbakning. Ud over, at globaliseringen har bragt flere indvandrere til de danske kyster, så truer den også den danske model på andre måder. I de sene 1980’ere og tidlige 1990’ere, mens Jacques Delors var formand for EU-kommissionen, og centrum-venstreregeringer havde magten i flere af de store medlemslande, var EU lidt af et bolværk for blandede systemer som det danske. I dag, hvor EU er i mere neoliberale hænder, ser mange centrum–venstre danskere det som en trojansk hest. Kommissionens direktiver har gjort det lettere for østeuropæiske byggefirmaer at tage arbejdere med en lavere løn med sig og derved underbyde de lokale standarder for løn. De nye medlemslande, hvis udvikling bliver støttet økonomisk af rigere medlemmer, reklamerer helt åbent for deres lave skatter for at tiltrække virksomheder, og det underminerer Danmarks evne til at finansiere forhandlingssystemet på arbejdsmarkedet. Et andet ansigt på globaliseringen er de internationale finansspekulanter, som stiller Danmark over for endnu et potentielt alvorligt problem. Private kapitalfonde og investeringsforeninger er spydspidser i den angelsaksiske finanskapitalisme, og de anerkender ikke det danske forhandlingssystem. Deres forretningsmodel bygger på køb og salg af private selskaber, en minimering af udgifterne og nogle gange beslaglæggelse af fungerende firmaers aktiver. Tendensen med kortfristede handelsstrategier, som er importeret fra udlandet, kan vise sig at være trussel mod et land med harmoniske arbejdsmarkedsforhold, der er rodfæstet i et socialt samarbejde, og arbejdspladser, der opererer med langtidsplanlægning. Et eksempel på dette kunne man se i 1994, da Socialdemokraterne forsøgte at privatisere det nationale telefonselskab efter en omfattende intern debat. Alle aktier i TDC var solgt i 1998. I december 2005 blev TDC videresolgt til et konsortium af fem private kapitalfonde, heriblandt Blackstone Group og Kohlberg Kravis Roberts. En privat kapitalfond køber typisk cash-flow og går efter aktier, de kan opkøbe. Et velfungerende teleselskab er derfor et let offer. Som den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen forklarer, »så er det svært at forestille sig et dårligere parti end det mellem en kapitalfond og et teleselskab. Teleselskabet har brug for en betydelig kapital for at kunne blive ved med at investere i tekniske forbedringer. Fondene er interesserede i at trække den kapital ud af teleselskabet«. Konsortiet af private kapitalfonde lånte mere end 80 procent af pengene til købet og belastede derved TDC’s årsbalance. Selskabets økonomiske tilstand blev svækket yderligere af, at de nye ejere gav sig selv 5,6 milliarder euro af overskuddet. Før TDC blev opkøbt, havde selskabet en sund økonomi med 80 procents egenkapital, 20 procent lån og masser af penge til ny teknologi. I dag er selskabet belånt med mere end 80 procent, låneudgifterne er langt højere, og dets kreditværdighed er blevet nedvurderet. I efterdønningerne af TDC-salget har Poul Nyrup Rasmussen, som nu er leder af den socialdemokratiske blok i EU, trådt frem som Europas ledende korsfarer for strammere regulering af private kapitalfonde. Han var medforfatter af en indflydelsesrig rapport, der blev udgivet i marts 2007, der havde titlen ’Investeringsselskaber og private kapitalfonde: en kritisk analyse’ og efterspurgte flere mekanismer, som kan stramme reguleringen inden for EU. De omfatter større gennemskuelighed og åbenhed, en ændring af skattelovgivningen, der skal vanskeliggøre virksomhedsopkøb i spekulationsøjemed, og en ekstremt høj beskatning af kortsigtet indkassering af virksomheders overskud. Rasmussen er stadig tilhænger af frihandel. Det er Danmarks udsættelse for internationale spekulanter, der bekymrer ham. På trods af disse trusler er den danske model delvis immun over for globale finansstrømninger af historiske årsager, der er tilfældige i forhold til velfærdsstaten. Langt færre virksomheder i Danmark er børsnoterede i forhold til det meste af den industrialiserede, vestlige verden. Mange større firmaer er enten familieforetagender eller ejet af fonde. Og det store og veludviklede pensionssystem, som er tæt forbundet til fagforeningerne, ejer en del af dansk industri. Der er ikke ligefrem tale om protektionisme, men forholdet beskytter en stor del af dansk økonomi mod grådige udenlandske spekulanter. En sidste konsekvens af øget globalisering er af kulturel art. Yngre, kosmopolitiske danskere, navnlig dem med videregående uddannelser og evner som iværksættere, ser deres jævnaldrende i udlandet oppebære lønninger og bonusser, som ville blive betragtet som pralende og nærmest pinlige i deres hjemland. Til dato har det eneste skred i Danmarks små lønforskelle været en svag stigning i de bedste lønninger. Men det er uvist, om modellen også i fremtiden vil overbevise Danmarks dygtigste og bedst begavede unge. Betegnelsen ’flexicurity’ er højeste mode i den politiske diskurs i Europa og Nordamerika. EU og forskellige tænketanke i Bruxelles har holdt konferencer og udgivet artikler om princippet. Der henvises til flexicurity, når franskmænd og tyskere forsøger at gøre det lettere at afskedige folk, når EU iværksætter et mindre program til bistand til omlægninger af handel, eller når Hamilton Project under den amerikanske tænketank Brookings Institution lancerer en beskeden plan om private arbejdsløshedsforsikringer, der skal sikre en midlertidig indtægt til arbejdere, som mister deres job i industrien. Det samlede budskab er, at hvis den offentlige politik kan begrænse individets problemer i forbindelse med økonomiske forandringer – ’kompensere taberne’, som det normalt udtrykkes – kan der skabes fornyet tilslutning til frihandel. Ingen af disse strategier omfatter imidlertid det andet vigtige element, som gør flexicurity til både en kort- og langsigtet politisk succes. De fleste forsøger at dæmme op for frihandlens skævvridninger på bedste beskub. Men den danske model kan ikke fortolkes udelukkende som en strategi til at ’kompensere taberne’ eller øge den politiske tilslutning til frihandel. Der er tale om en langt bredere national vilje til at opretholde et samfund med en høj grad af lighed, hvor der ikke findes dårlige job, og hvor man bruger de stadige tilskud til arbejdsmarkedet til at skabe en højtuddannet og fleksibel arbejdsstyrke som selve essensen af konkurrenceevne i en global økonomi. De øvrige nordeuropæiske lande har deres egne succesfulde variationer over en aktiv arbejdsmarkedspolitik, men de fleste af de forslag uden for Skandinavien, som refererer til den danske model, vil tilegne sig fleksibiliteten uden sikkerheden. Ingen af dem er politisk seriøse med hensyn til de fornødne offentlige investeringer eller den sociale konsensus. »Jeg er skeptisk med hensyn til, hvor meget af modellen, der lader sig eksportere, fordi den er et produkt af enestående omstændigheder«, siger Lars Rohde, direktør for ATP. Det er dog muligt at lære af den danske flexicurity-model. Den kunne for eksempel hjælpe USA og andre industrinationer med at forstå logikken i at investere meget mere systematisk i arbejdsstyrken som en strategi til at opnå større konkurrencedygtighed, lighed og sikkerhed. Den kunne også være et middel til at overkomme det, at industrien nægter at investere nok i deres medarbejdere på grund af en velbegrundet frygt for, at de vil tage deres nyerhvervede evner med sig andetsteds – et problem som markedskræfterne ikke selv kan løse. Offentlige investeringer i arbejdsstyrken forstyrrer ikke markedets effektivitet – de øger rent faktisk markedets dynamik. De gør medarbejderes modstand mod at skifte job mindre og vil over tid understøtte en mere effektiv arbejdsstyrke, på samme måde som regeringens støtte til grundforskningen, som markedskræfterne heller ikke kan finansiere, øger samfundets velstand. På grund af dens unikke historie, så kan hele den danske flexicurity-model ikke importeres af andre lande. Der er store forskelle mellem de skandinaviske og de tyske og franske velfærdsstater, hvis arbejdsmarked er mere protektionistisk og mindre fleksibelt. Forskellene er endnu større, når man ser på det amerikanske system, hvor fagforeninger forsøger at beskytte det, de allerede har opnået. Det gør de, fordi der ikke findes noget system til at lette overgangen mellem job eller til at moderere ekstreme lønforskelle. Det er svært at forestille sig, at USA skulle importere det danske erhvervslivs samarbejde med fagforeningerne, de danske lønmodtageres forståelse for outsourcing, eller den danske accept af et skattetryk på 50 procent. Hvis man ændrer et element i et system, så må man også ændre andre. Alligevel er en politik, der investerer dynamisk i uddannelse af arbejdskraften og derved opnår større konkurrencedygtighed og lighed, alt for god en idé til, at den kan ignoreres.... Oversættelse: Per Taagaard og Lorens Juul Madsen fra et delvis forkortet essay i Foreign Affairs.