For et årstid siden rejste jeg over for regeringen spørgsmålet om, hvorvidt man i forbindelse med EU's udvidelse mod øst havde nogen betænkeligheder med hensyn til danske velfærdsydelsers fremtid. Jeg selv var blevet betænkelig ved udsigten til, at borgere fra de økonomisk svage østlande efter udvidelsen i 2004 ville føle sig fristet af de danske sociale ydelser. Hvis i tusindvis af de mange millioner nye EU-borgere ville ende med at lade sig og deres familier forsørge i Danmark, ville det være tilstrækkeligt til, at vort velfærdssystem blev truet for alvor. Danmarks velfærdssystem bygger jo på en høj grad af national solidaritet, hvor de som kan arbejde, er villige til at dele en bemærkelsesværdig stor del af deres indkomst med dem, som ikke selv er i stand til at skabe en indkomst. Et system, der i EU næsten kun kendes i Norden, men ellers er rimelig ukendt i de øvrige EU-lande, hvor grundstenene er forsikringsordninger. Det var min frygt, at østudvidelsen ville kunne undergrave denne solidariske velfærdsmodel, som vi i Danmark har lært at leve med og påskønne. For at minimere risikoen for dette scenarie, anbefalede jeg den gang i forbindelse med spørgsmålet, at den nye statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), annullerede den såkaldte regeringserklæring, som hans forgænger, Poul Nyrup Rasmussen (S), havde givet - nemlig således at østlandenes borgere først efter en syvårig overgangsperiode kunne søge beskæftigelse her i landet. En tilsvarende ordning havde såvel tyskerne som østrigerne uden problemer allerede meddelt, at de ville indføre. Alene det, at jeg den gang i sommeren 2002 stillede det ellers ikke uvæsentlige spørgsmål til regeringen, var tilstrækkeligt til, at alt og alle faldt over mig. Fra en kant af - fra regeringen, fra socialdemokraterne, fra de radikale, fra alle sider i det politiske spektrum - lød der én lang forargelse: Det var det sædvanlige med Dansk Folkeparti på denne useriøse måde at ville skabe tvivl om den danske velfærdsmodel. Man ville skræmme befolkningen, hed det sig. Jeg blev i øvrigt i adskillige aviser stærkt kritiseret for at male Fanden på væggen - budbringerens skæbne, for på en eller anden måde er det jo hyggeligere at undgå at høre om de problemer, der ligger forude. Men regeringen skal nu have den ros, at man, efter at man var færdig med at skælde mig ud, trods alt satte sig for at undersøge, hvorledes det ville kunne gå, hvis Danmark allerede 1. maj 2004 åbnede grænserne for arbejdstagere fra de nye EU-lande, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Estland, Letland, Litauen, Cypern, Malta og Slovenien. Ti ministerier bidrog med oplysninger til rapporten, som var blevet bestilt til årsskiftet, men som efter adskillige udsættelser først forelå sidst i april. Det er måske forståeligt, at regeringen tøvede med offentliggørelsen. For undersøgelsens konklusion måtte nødvendigvis vække rystelser - i befolkningen og gennem hele det politiske system, for det viste sig jo, at den betænkelighed, jeg havde næret over den danske velfærdsmodels fortsatte levedygtighed i forbindelse med østudvidelsen, var absolut rimelig. Regeringensrapport konkluderer, at en række velfærdsydelser vil kunne blive udsat for pres fra 1. maj, 2004, såfremt Danmark åbner sit arbejdsmarked for nye EU-borgere fra denne dag. Specielt vil ydelser som kontanthjælp, sygedagpenge og børnepasningsorlov være sårbare over for misbrug fra de nye EU-landes borgere. Også på områder som dagpenge og pension risikeres misbrug, om end i mindre omfang. Ligeledes fastslås det, at de muligheder, Danmark har for at sætte ind mod misbruget - det, rapporten kalder »utilsigtet brug« - er ikke-eksisterende eller i bedste fald stærkt begrænsede. Sort på hvidt har vi gennem rapporten fået bekræftet, at risikoen for misbrug er meget stor, og at det ikke mere drejer sig om, hvorvidt misbrug er muligt, men om, hvor mange der vil misbruge. Et resultat, der i dén grad er kommet bag på såvel Venstre og de konservative som på Socialdemokraterne. Efter rapportens offentliggørelse har man derfor haft travlt med over for offentligheden at fastslå, at man nu vil sørge for, at man skal kunne kvalificere sig til at modtage danske sociale ydelser. Ligeledes har man slået fast, at man vil sørge for nogle stramninger, så det sociale misbrug ikke vil kunne finde sted. Sympatisk lyder det. Men naivt er det i bund og grund, for det kan ikke lade sig gøre. I hvert fald ikke, hvis man ikke samtidig også vil ramme danskernes rettigheder. Og prøver man alligevel på den slags, overtræder man EU's regler. EF-domstolen slog allerede i 1998 fast, at unionsborgere, der har lovligt ophold i en medlemsstat, ikke må diskrimineres økonomisk i forhold til statens egne borgere uanset grundlaget for deres lovlige ophold. En række sigende domme fra EF-domstolen om bl.a. børnepasningsydelse, kontanthjælp og sygedagpenge bekræfter, at det er ret, sædvane og tradition, at nationalitet i EU-sammenhæng er sagen uvedkommende. Yderligere fastslås det, at en medlemsstat ikke kan gøre sociale fordele betinget af, at arbejdstageren har opholdt sig i landet i en vis periode. Der er således ikke nogen tidsgrænse eller tærskel for, om en ydelse er en social fordel, som 'vandrende arbejdstagere' skal have ret til på lige fod med landets egne borgere. Og det tilføjes, at arbejdstageres familiemedlemmer har en afledt ret til sociale ydelser, og at en betragtelig del af ydelserne - således eksempelvis børnepasningsorloven - vil kunne afholdes i udlandet. Forstået altså på den måde, at vi fra Danmark eksempelvis må sende checks til polakker, der har valgt at afholde deres børnepasningsorlov i Polen. Efter reglerne er det fuldt lovligt at tage orloven med til udlandet, også selv om den pågældende polak ikke påtænker at vende tilbage til Danmark. Et andet eksempel er børnetilskuddet, som alle EU-borgere er omfattet af på lige fod med danske statsborgere, når de bor her i landet. For børn af arbejdstagere, der ikke har bopæl her i landet, bevares retten til børnetilskud, så længe pågældende forældre har beskæftigelse i Danmark. Når en person ikke længere er arbejdstager i Danmark og ikke har bopæl her, vil børnene alligevel fortsat have ret til ydelserne, såfremt pågældende er afgået ved døden. Rent danske ydelser som efterløn, ydelse til pasning af døende i eget hjem, fleksjob og skånejob, daginstitutioner, børnepasningsorlov etc. vil være af speciel interesse for udefrakommende og vil kunne komme under særligt pres. Danmark har nemlig i international sammenhæng helt ekstraordinært gode ordninger inden for sygesikringsloven, inden for sygehusloven, loven om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, loven om dagpenge ved sygdom eller fødsel, loven om social pension samt ATP-loven. Det korte af det lange er, at en østeuropæisk arbejdstager og dennes familie efter kort tids ophold - sandsynligvis kun få dage - opnår samme ret til sociale ydelser som danskere. Spørgsmålet er altså som nævnt ikke, om misbrug kan lade sig gøre - men om, hvor mange der vil misbruge. Sker det i stort tal, vil det selvsagt føre til så markante stigninger i udgifterne til overførselsindkomster, at den danske velfærdsmodel bringes i overhængende fare. Statistik og opinionsmålinger er jo som bekendt som en gammel lygtepæl: Den er god at støtte sig til, men den oplyser kun svagt. Og som følge heraf vil jeg også på forhånd tage al mulig forbehold for den undersøgelse, som den danske fagbevægelse har offentliggjort, og som har vist, at 150.000 polske og 70.000 estiske arbejdere regner med at pakke deres kuffert og flytte fra deres hjemlande inden for de fem første år af deres lands medlemskab af EU. Har arbejderne i de to andre baltiske lande lige så stor udlængsel, som deres broderfolk i Estland, kan vi regne med, at der rejser cirka 120.000 fra Letland og omkring 185.000 fra Litauen. Rundt regnet altså en arbejdsstyrkevandring på over en halv million i tiden frem til 2009. Som nævnt vil jeg ikke gøre disse tal til mine. Kun sige, at er tallene vildt overdrevne, og der eksempelvis kun kommer halvdelen af det anslåede, vil det stadig dreje sig om 250.000 mennesker. Og er tallene ekstremt vildt overdrevne, og der kun kommer en fjerdedel, drejer det sig immervæk om 125.000 arbejdere - samt naturligvis disses pårørende. Ud over det træk på de sociale ydelser, det vil medføre, får fagbevægelsen samtidig en rimelig begrundet frygt for løntrykkeri. Virksomheder uden overenskomst vil kunne ansætte arbejdskraft til lønninger langt under de lønninger, arbejdsmarkedets parter har aftalt, og dem, der vil blive ramt i første omgang, er danske ufaglærte arbejdere i de jobs, hvor beherskelse af det danske sprog er mindre vigtigt. Det er ikke mindst i forbindelse med løntrykkeriet, at Dansk Folkeparti, om end vi er modstandere af arbejdsmarkedets eksklusivaftaler, har peget på sammenhængen mellem afskaffelsen af eksklusivaftalerne og arbejdskraftens fri bevægelighed efter østudvidelsen. Men hvordan imødegår vi så i øvrigt den trussel, som regeringen nu selv peger på kan blive resultatet af østudvidelsen? Først ogfremmest er det mig magtpåliggende at sige, at jeg, efter at have talt med såvel medlemmer af regeringen som af Socialdemokraterne om dette, ikke er i tvivl om, at alle har vilje til at ville stramme i reglerne for at imødegå misbrug. Og held og lykke med det. Men uanset de gode viljer, vil de lappeløsninger, som regeringen og Socialdemokraterne foreslår indført, dels ikke have nogen nævneværdig effekt, og dels ikke være lovlige ifølge EU-reglerne. Tilbage står således den eneste effektive, reelle mulighed: indførelsen af en syvårig overgangsordning. En ordning, der vil regulere tilstrømningen af østeuropæisk arbejdskraft til de vestlige arbejdsmarkeder i en årrække - indtil deres respektive lande kommer op på et økonomisk og socialt rimeligt niveau. Præcis den ordning, som Østrig og Tyskland allerede har meddelt, at de vil bruge, og som en række andre vestlige EU-lande ligeledes påtænker at indføre. Når netop Østrig og Tyskland var først med en overgangsordning, hænger det sammen med, at en undersøgelse viser, at 65 procent af indvandrerne agtede sig til Tyskland, og 12 procent til Østrig. Med denne mulighed væk er det åbne spørgsmål, hvor den nye arbejdskraft så vil bevæge sig hen ... I begyndelsen af 1980'erne skulle tre nye lande optages i det daværende EF, nemlig Grækenland, Portugal og Spanien. Der henvises i den forbindelse ofte fra statsminister Anders Fogh Rasmussen og andre til, at denne nye optagelse jo ikke medførte nogen nævneværdig immigration fra disse lande. Statsministeren, som ellers normalt er en meget omhyggelig mand, glemmer dog i samme forbindelse at forklare hvorfor: For det første indførte medlemslandene i det daværende EF rent faktisk syvårige overgangsordninger. For det andet var Spanien, Grækenland og Portugal betydeligt mere velstående end de lande, der nu bliver medlemmer. Målt i BNP per indbygger ligger de ti nye lande på under 25 procent af gennemsnittet af de nuværende femten medlemslande. De tilsvarende tal, for de lande, der opnåede medlemskab i firserne, var: Grækenland 60 procent, Portugal 70 og Spanien 55 procent. Sammenligner vi med Danmark, bliver forskellene endnu mere markante: Estlands BNP pr. indbygger svarer til 13,5 procent af Danmarks, Letlands 10,7, Litauens 10,8, Polens 15,1. (Tallene er fra 2001, og stammer fra EU-kommissionens statistiske kontor, Eurostat.) En tredje forskel er, at de økonomisk svage østeuropæiske lande grænser op til de allermest velstående lande i Europa. Dette var ikke tilfældet i 1982. Den tidligere EU-udvidelse kan således ikke bruges som sammenligningsgrundlag for det, vi nu står overfor. En mere relevant sammenligning ville være den tænkte situation, at USA pludselig fjernede grænsekontrollen til Mexico og indførte fri bevægelighed af arbejdskraft. Allerede nu i en situation, hvor USA bruger astronomiske midler og ressourcer på at bevogte sydgrænsen, skønnes det, at mere end tre millioner mexicanere alligevel er kommet illegalt over grænsen for at søge arbejde. Men som nævnt er den geografiske nærhed mellem Polen og Danmark sammenholdt med den kolossale forskel i økonomisk og social formåen en afgørende årsag til, at man bør håbe det bedste, men frygte det værste. Ingen af deledende politikere i de fire gamle partier er dumme. Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen kan ganske givet se, at den syvårige overgangsordning er det helt rigtige skjold mod noget, som vi ikke kender rækkevidden af. På samme måde som Mogens Lykketoft, Marianne Jelved og Poul Nyrup Rasmussen givet kan indse, at det er det rigtige middel. Og dog tøver de. Hvorfor? Mit indtryk er, at der i vejen for den rigtige beslutning står to forhindringer: For det første en af Poul Nyrup Rasmussen hastigt og letsindigt fremsat regeringserklæring fra 2001 - en erklæring, Folketinget end ikke blev spurgt om - og for det andet et princip. Det sidste er nok det vigtigste - og årsagen til, at Nyrups efterfølger, Anders Fogh Rasmussen, tøver med at ændre beslutningen. En regeringserklæring kan der, i lyset af de mange nye, dramatiske oplysninger, sagtens ændres på. Gjorde vi det, ville det sandsynligvis knap blive bemærket af vore EU-partnere og vist så nok mest som et eksempel til efterfølgende, for rundt om i Europa føres præcis den samme diskussion. Men et princip er det sværere at ændre på for Venstre og Socialdemokraterne: Princippet om, at Danmark i EU-sager altid er klassens duks, og at Danmark hellere går helt ud over rimelighedens grænser og ofte stik imod det danske folks ønsker i forsøget på atpleaseEU. Således bliver sandsynligvis altså et princip hovedårsagen til, at Danmark de næste år - fra og med 1. maj 2004 - indlader sig på et hasardspil om det velfærdssamfund, som flere danske generationer ved virksomhed og slid har haft held til at skabe. Et princip! Man må for landets skyld håbe, at principrytterne, Anders Fogh Rasmussen, Bendt Bendtsen, Marianne Jelved og Mogens Lykketoft, kommer til fornuft, inden det er for sent.