0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tre stærke kvinders syn på ligeværd

Antigone, Hannah Arendt og Marion Dönhoff taler med i forfatteren Stig Dalagers opfordring til regeringen om at bringe mere sammenhæng mellem sine liberale holdninger og synet på indvandrere, der ikke behandles som ligeværdige danskere.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

SKUESPILLET 'Antigone', som Det Kongelige Teater for øjeblikket giver en glimrende opførelse af i den franske forfatter Jean Anouilhs modernisering fra 1944, demonstrerer, hvor på én gang gammel og stadig aktuel konflikten er imellem magt og ret og imellem lov og moralsk rimelighed.

I 'Antigone' er denne konflikt sat på spidsen i form af et opgør imellem en veltalende og tilsyneladende rimelig forsvarer af statsræsonen, kong Kreon, og en lige så veltalende, oprørsk og tilsyneladende irrationel forsvarer af menneskelig anstændighed, Antigone. I den græske tragedieforfatter Sofokles' (cirka 495-406 f.Kr.) oprindelige drama 'Antigone' er accenten i konflikten mellem Antigone og Kreon mere tydelig end i de senere, moderne fortolkninger af mytestoffet lagt på modsætningen imellem et isoleret individ. Heroineagtig lægger hun øret til ekkoet af en religiøs tilværelsesforståelse, der sætter sig igennem på tværs af selve det verdslige princip om, at staten har love og kræver at blive styret. I den græske bystat var begravelsesritualerne hellige en mere omfattende forstand end nu, og når Antigone i Sofokles' 'Antigone' sætter sit liv ind på at give sin dræbte broder Polyneikes en begravelse, forsvarer hun et religiøst princip og tager ikke stilling til broderens politiske aktiviteter.

Summen af Sofokles' drama er det nedtrykkende, at en religiøs verdensorden i skikkelse af Antigone er dømt til at gå under i mødet med magtens lov og princip i Kreons skikkelse, der på sin side er parat til at ofre sin hustru og sin søn for den verdslige magts skyld. Indespærret vælger Antigone at tage sit eget liv.

I JEAN ANOUILHS udgave af dramaet, skrevet under indtryk af den franske frihedskamp mod Nazitysklands besættelse af Frankrig og det meste af Europa under Anden Verdenskrig, fremstår Antigone som en ungdommelig, sårbar, men kompromisløs forsvarer af en elementær samvittighedsfølelse og som en politiseret oprører mod samfundets love. Ligesom Sofokles' Antigone står hun alene, men gennem hende taler ikke et stort religiøst princip, snarere udtrykker hun i den dengang ny franske eksistentialistiske idéverden ethvert individs mulighed for at træffe et valg; så at sige at tage friheden på sig, den angstfyldte frihed til at vælge imellem godt og ondt. Gennem et sådant valg gør hun sig ansvarlig og bringer sig i en nærmest Kierkegaardsk forstand i overensstemmelse med sig selv, lige præcis det modsatte af, hvad tusinder af datidens tyske (franske med mere) nazimedløbere gjorde, når de - med det store symboleksempel Adolf Eichmann - pantsatte deres etiske samvittighed hos en ideologi.

Enhver har i princippet en etisk betonet samvittighed; spørgsmålet er, hvornår man sætter den i spil, og om man tør sætte den i spil på tværs af fordomme eller indlysende urimelige love. Som Antigone. Antigone går som bekendt tragisk under i sit opgør med Kreon; samtidig overlader hun billedligt talt til andre at føre faklen videre gennem sin mere end velanbragte protest.

DEN SAMFUNDSMÆSSIGE virkelighed er naturligvis ikke fortættet til et drama à la 'Antigone', men der kan undertiden - også i en moderne verden - opstå situationer, der kalder på den protest på samvittighedens vegne, som Antigone som figur levende repræsenterer. I de senere år har den danske regering og dens antietniske støtteparti Dansk Folkeparti gjort meget for at formørke den menneskelige anstændigheds vilkår og har skabt en atmosfære af intolerance, som kalder på ressourcerne i samvittighedens protest.

Mange har dukket sig; en vis tavshed hos de velformulerede har bredt sig; man har troet, at der var tale om en brise, der drev over og aldrig blev til blæst. Men da den første vind drev over, stod tegningen tydelig nok: Først og fremmest er der under Foghregeringen opstået en udbredt fornemmelse af, at det (igen) er den såkaldte stærkeres ret, der gælder.

Mens der i årtier i det danske (velfærds)samfund har været en konsensus om, at det er til flertallets og samfundsudviklingens bedste at begrænse sociale og økonomiske forskelle samfundsgrupperne imellem, er det nu kommet på 'mode' tværtimod at dyrke og udvide disse forskelle som en påstået dynamisk drivkraft. Samtidig skal samfundet og dets institutioner ifølge denne (neoliberale) tankegang i langt mindre grad end hidtil tage ansvar for reelt samfundsskabte fænomener som nyfattigdom, arbejdsløshed, etniske konflikter, boligmangel, de psykisk syges dagligdag og velfærd, børnenes trivsel, alkoholproblemer, narkoproblemer, kriminalitet m.m.

I BILLEDET AF det stærke og succesfulde enkeltindivid, der slår sig igennem i 'sund' konkurrence med andre stærke og succesfulde enkeltindivider og dyrker gevinsterne heraf som sine egne, fremstår ikke alene begreber som solidaritet og fællesskabsfølelse som påstået forældede og 'umoderne', men ansvaret for den enkeltes lykke og velfærd væltes stadig mere over på det isolerede individs egne skuldre. Med en vis socialdarwinistisk logik hedder det nu (igen): Klarer du dig ikke, er det din egen sag! Og det er din egen sag at bringe dig selv på fode igen. Symbolsk for regeringen og dets støttepartis menneskeopfattelse med deres udtalte vilje til at producere forskelle imellem mennesker er den heftige bestræbelse på i bogstavelig forstand at udgrænse etniske minoriteter og at beskære disses rettigheder på kanten af gældende internationale konventioner.

Regeringen og dets støttepartis manglende evne til reel dialog og dets flade standarder for humanitær adfærd kommer især til udtryk i det mere og mere uigennemskuelige lovkompleks møntet på flygtninge og indvandrere, der mere end noget andet i regeringen og dets støttepartis politik har et ideologisk sigte. Efter en valgkamp ført på valgannoncer, der sidestillede indvandrer- og flygtningegrupper med kriminelle, har regeringen og dets støtteparti barslet med love og bestemmelser på indvandrer- og flygtninge-området, der har dobbeltlovgivningens karaktertræk og reelt ikke alene begrænser antallet af flygtninge og indvandrere (det var det angivelige sigte), men også i en række henseender stiller disse grupper ringere end andre.

Selv om det har vist sig, at lovgivningen ikke alene er nedværdigende for gruppen af flygtninge, men også i økonomisk forstand decideret uhensigtsmæssig, holder man krampagtigt fast på den ideologisk fastlagte diskrimination, ja udbygger den sågar i retning af en stadig mere påfaldende statslig indblanding i privatlivets fred blandt etniske minoriteter. Senest er en lov vedtaget, som indfører omvendt bevisbyrde for indvandrere og flygtninge, der kunne tænkes at finde på at gifte sig i en fætterkusine- relation eller med fjerntstående slægtninge.

Også her vil der være en standard af legitimitet for 'etniske danskere', for hvem den type ægteskaber er tilladt, og en anden for 'etnisk ukorrekte', for hvem disse ægteskaber ikke er tilladt. Desværre har også de danske socialdemokrater sagt ja til denne lov.

DEN JØDISK-tysk-amerikanske sociolog og filosof Hannah Arendt, der med værket 'Totalitarismens oprindelse' (1951) var den første til at belyse de diskriminatoriske mekanismer i det totalitære kompleks, som var karakteristisk for både nazismen og kommunismen, pegede på, at der findes en glidebane fra den moderate racisme i diskrimination af særligt udvalgte etniske grupper hen imod en åbenlys diskriminatorisk forskelsbehandling i form af dobbeltstandarder i lovgivningen. Det antihumanistiske aspekt af denne glidebane er åbenlys: Man lader samfundet forstå, at der er to sæt mennesker, de, der har den rigtige oprindelse, og de, der har den falske eller forkerte.

Man torpederer dermed den humanistiske og religiøse forestilling om, at alle mennesker dybest set er lige i kraft af et fælles ophav. »Alle mennesker er født lige ...«, som der står i Bill of Rights. Denne forestilling baserer sig igen på den græske tanke om borgernes ligestilling og lige værdighed, netop den, som Antigones oprør tager sit afsæt i. Signaleffekten af det antihumanistiske projekt er betydelig: Den danske regering og dens støtteparti betragter ikke indvandrere og flygtninge som ligeværdige med de 'indfødte danskere'. På trods af al økonomisk logik ser man heller ikke indvandrere og flygtninge som en afgørende ressource i en demografisk situation, hvor økonomiske eksperter kalkulerer med en alderspukkel på arbejdsmarkedet i de kommende årtier og en stadig lav fødselsrate.

Ej heller har man nogen idé om, at indvandrere og flygtninge kan tilføre dansk kultur en ny dimension. Hvor langt er vi ikke fra den nysgerrighed og fascination af eksempelvis det arabiske, der karakteriserede Carsten Niebuhr og hans rejsefæller i 1700- tallets sidste halvdel? Hvor kulturindadvendte er vi ikke i forhold til H.C. Andersen, der på sin store rejse til Konstantinopel (i dag Istanbul) lod sig bevæge af Orientens landskaber, kultur, og mange gange i sine dagbøger standsede op for at konstatere en større kulturåbenhed hos de islamiske tyrkere end hos de europæiske kristne? H.C. Andersen, som nu atter må holde for som nationalsymbolet, men hvis evne til at amalgamere sanseindtryk og erfaringer fra ikkeeuropæiske kulturer med sine egne rødder (ikke blot personligt, men også i sine eventyr og romaner) endnu ikke er blevet modellen for det danske.

NUTIDENS KREONER, betydelig mindre i tyrannisk ornat end hos Sofokles, men beslægtet med Anouilhs moderniserede, slebne og sammensatte magtperson, er naturligvis demokratisk valgte og appellerer til offentligheden på baggrund af en angivelig antietnisk stemning i vælgerkorpset; denne stemning er dog mere end tvivlsom og kan ikke hverken fritage dem for et personligt politisk ansvar eller skjule, at deres insisterende despekt for værdigheden hos personer i udsatte situationer er lige så instrumentel og krænkende som hos fortidens Kreoner. Sofokles' og Anouilhs Kreon tillod ikke en værdig begravelse, nutidens Kreoner tillader ikke landets muslimer en egen moske med dertilhørende begravelsesritualer. Men er der et etisk modtræk over for dette antihumanistiske projekt, som dyrkes åbenlyst og offensivt af Dansk Folkepartis repræsentant i Indfødsretsudvalget, Søren Krarup, med den opfattelse, at menneskerettighederne er vejen til Gulag og Auschwitz?

ANTIGONES livsfarlige protest mod Kreon, der tror sig undtaget fra religiøst begrundede normer for familiefølelse og medmenneskelighed ved blot med sin statslige kontrol at indstifte en ny (forbuds)lov, bæres i en vis forstand videre af en anden oprører i nyere tid, den nyligt afdøde tyske skribent Marion Dönhoff, der mod slutningen af Anden Verdenskrig (via deltagelsen i det mislykkede oprør mod Hitlerstaten) også var parat til at give sit liv for etiske principper om en større humanitet. Både hun og mændene i dette oprør (i den såkaldte Kreisaukreds) udtænkte, mens bomberne regnede ned over Tyskland, visioner om et nyt Europa, som på mange måder var 60 år forud for deres tid og stadig kun langsomt er blevet indfriet med den besværlige heling af Europa. Først og fremmest forestillede de sig et nyt Europa uden den diskrimination, der havde redet ikke mindst Tyskland som en mare.

Over for den teknisk og økonomisk og militært begrundede civilisationsform, der var endt nær afgrunden, stillede de religiøst betonede principper om betydningen af respekten for den enkeltes tro og overbevisning og for idéen om alles ligeværd. De forestillede sig, at alle europæiske nationer var nødt til at 'give køb' på noget af deres nationalisme og suverænitet for at nå sådanne mål. Som skribent og bladudgiver af Die Zeit førte Marion Dönhoff - kendt som Tysklands 'samvittighed' - helt op til vor tid disse tanker videre i en skarp kritik af det, som hun opfattede som tabet af værdier og spilleregler i det tyske samfunds institutioner. Hendes synspunkt er, at uden en solidaritetsskabende og orienteringsgivende etik vil samfundet ikke kunne bestå i længden. Ethvert samfund har brug for bindinger; bindinger; uden spilleregler, uden traditioner, med en ukorrigeret og rent velstandsorienteret markedsøkonomi (en grådig konsumisme) vil fællesskabet en dag bryde sammen, ligesom det socialistiske system gjorde det for ikke så længe siden.

UDGANGSPUNKTET for Marion Dönhoffs samfundskritik er socialliberal. Med liberalisme forstår hun bl.a. viljen til at være i opposition til herskende åndelige modestrømninger i tiden og til at relativere en hvilken som helst ideologi, hvad enten det drejer sig om det, hun kalder kirkelig ortodoksi, freudiansk monokausalitet, neoliberalisme eller forsinket nymarxisme. I liberalismens tolerancebegreb ligger også viljen til at indleve sig i afvigende ideer, at beskytte minoriteter og praktisere åbenhed over for det, der er modsat.

For Dönhoffs udgave af liberalismen gives der ikke noget system, der tilfredsstiller tanker, ingen ideologi; den eneste legitime placering er den imellem alle stole. Dette udgangspunkt, der inkluderer en tro på »mennesker og ting under forvandling« skærpede gennem årene hendes opmærksomhed over for tværgående folkelige bevægelser og for borgernes parathed til politisk aktivitet. Da jeg i 1999 besøgte den levende spinkle kvinde med de registrerende øjne og det åbne ansigt på hendes redaktionskontor i Hamburg, pegede hun på, at »mennesker på et tidspunkt får nok«. Et bevis: Omkring tre millioner tyskere reagerede imod indvandrerfjendtligheden og volden og gik gennem de tyske byer med tændte lys.

ANTIGONE 'fik nok', Marion Dönhoff og mange tyskere mod slutningen af 1990'erne 'fik nok', og nu tyder det også på, at mange danskere på tværs af politiske partier, organisationer og systemer er ved at 'få nok' af en tilsvarende indvandrerfjendtlighed i Danmark og en tilsvarende udtynding af basale humanistiske værdier. Der er noget dybt ironisk i, at regeringen forbinder liberalitet og stadig flere statsligt bureaukratiske indgreb over for minoritetsgrupper med hinanden, ligesom den forsøger at give disse forskelsskabende indgreb et frisættende anstrøg. En liber