»Mor, hvorfor har den dame en tissemand i munden?«. Man får mumlet et eller andet, mens man haster forbi kioskhyldens udvalg af underholdning. Men næste vanskelige spørgsmål lader ikke vente på sig: »Mor, hvorfor måtte Camilla ikke være med på billedet henne i børnehaven? Vi var jo Plys og Grisling, de hører sammen«. Stemmeføringen varsler kommende gråd, og man får lovet den lille Grisling, at man kan tage et billede derhjemme i morgen, når Camilla kommer på besøg. Det kan man jo. Endnu da. Heldigvis kan den medbragte Grisling og dens kumpaner endnu ikke læse, at en vis hr. Kofod siger »Undskyld« og »Mit livs største fejltagelse« om en tur i køjen sammen med en seksuelt myndig ung pige. Så slipper man da for at skulle svare på spørgsmål om også disse gådefuldheder. Der er frit valg i porno og seksuelle hjælpemidler på alle hylder. Det nydeligste ugeblad giver opskrifter på det fuldendte blowjob og den nærmeste vej til multiple orgasmer, iført lak-outfit og sjove lænker. Samtidig skal vores børn beskyttes med sorte bjælker på uskyldige sommerbilleder, vrede bademestres konfiskation af kameraer i svømmehaller og højtideligt håndhævet forbud mod fotografering af andre end eget barn til børnehavens fastelavnsfest. Er vi ved at være der, hvor vi for at bevise, at vi er ansvarlige forældre eller pædagoger, skal trække vores børn i burka – eller i det mindste i heldækkende badedragt med lange ben og ærmer? Problematikken er kompleks. Faktum er naturligvis, at der findes pædofili og andet i den dur. Men faktum er også, at vi lige om lidt er tilbage der, hvor vi lærer børn, at deres egen krop er farlig og forbudt. Sagen er ydermere den komplicerede, at både børn og unge desuden har en seksualitet (på egne og alderssvarende præmisser), som vi er ved at gøre til et angstfremkaldende, voldsomt sprængfarligt tabu. Vi skal passe på, for lige om et øjeblik er vi der, hvor vi synes, at det er børnenes eller deres forældres egen skyld, hvis børnene udsættes for overgreb. Lille Louise og lille Vilhelm var jo ikke tækkeligt tildækket! Eller 13-årige Trine lavede vist øjne til den 24-årige lærervikar! Børnene har lov at lege nøgne på stranden eller rende rundt på villavejene klædt ud som Superman eller fe og være glade og ubekymrede. Og vi har som forældre lov at være glade sammen med vores børn og tage billeder til fotoalbummet uden at føle os smudsige eller i ledtog med pædofile. Og Trine har lov at sværme for den unge vikar og smile til ham, som teenagepiger altid har gjort. Intet af dette giver nogen nogen som helst ret til at forgribe sig på vores børn. Intet. Børnene har lov at have deres uskyld i fred. De har det bare ikke mere. Da mine børn var små, gik vi rask væk i bad med dem, mig og min mand (dog ikke på én gang, dertil var badekarret for lille). Det var hyggeligt, fredeligt, bekvemt og sikkert. Børnene elskede det, vi voksne med, vi slappede af og havde styr på, at de små ikke gled i karret. Når jeg fortæller mine yngre venner om vores fortids vaner, ser de vantro på mig. Jeg ved ikke, om de tænker »hun har sgu været på gale veje«, eller om de bare tænker »eksotiske fjerne fortid«. De er høflige folk, så de nikker blot og siger »aha« eller »nej, gjorde man det?«. I den fjerne fortid tog vi også billeder af ungerne. Med tøj. Og uden. Vi tænkte ikke over det. Børnene legede glade på stranden eller i haven. Knips, så tog man et billede. Vi grinede dengang lidt ad familiens bedstefar, som gerne skulle have snøresko på, hvis han skulle fotograferes, også selv om han egentlig sad med bare tæer på strandtæppet – bedstemor kom med de brune, blanke læderfutteraler, når kameraet kom op af tasken. Han og hun var søde fortidslevn. Nu skal vi huske at give tid til, at de små nevøer og niecer kan få skjorter og bukser, nederdele og bluser på, hvis vi vil have et billede af familiesammenkomsten ved sommerhuset. Snart skal vi voksne nok også itrækkes læderfutteralerne og knapstøvlerne, så billeder af os ikke kan misopfattes som portrætterende fodfetichister på rov. En mor tog i sommer et billede af sin legende – nøgne – fireårige søn i sommersolen. Hun sendte det ind til en sommerbilledkonkurrence i en ugeavis. Redaktionen fandt billedet sjovt og sødt og valgte det ud til offentliggørelse. Da avisen skulle i trykken, fik trykkerne billedet af den lille dreng og hans kønsorganer galt i halsen. De nægtede at trykke det, billedet var upassende, mente de. I panik valgte man at forsyne billedet med en sort bjælke over det fireårige penible sted. Næste dag kunne moderen se sit glade sommerbillede, hvis stemning pludselig var forvandlet til noget umådeligt seksuelt og farligt. Det var der – i avisen, stort og fint med skammens bjælke henover – at hendes intentioner og bevæggrunde blev besmudset. Og drengen, han har vel glædet sig til at se sig selv i avisen … Hvordan har han haft det med, at en del af hans krop var blevet gået i sort? Og vi udenforstående voksne kunne så gruble over, hvad det dog var for slemme sager, der var bag forbryderbjælken. Nej, vores børn har sandelig ikke deres uskyld i fred. Barndommen er seksualiseret sønder og sammen af sorte bjælker, kameraforbud og hele den syge fantasi, som skal til, for at vi kan gøre os disse livlige forestillinger om, hvordan ’de pædofile’ kunne tænkes at aflæse og tænde på det ene og det andet og det syvogtyvende. Vores poder kan ikke være i fred, når de og vi er aldeles aseksuelle, et paranoidt øje skal nok vogte på os og forvride enhver situation. Fædre tør ikke længere kramme deres børn offentligt – men heller ikke privat – for tænk de uskyldiges røst ytre disse ord: »Far krammer mig kun, når ingen ser det«. Når børnene så er seksuelle væsner, kan de heller ikke være i fred. Vi tromler ind og tolker, forklarer, beskytter og bortforklarer det hele til vægs og itu. Min roman ’Marcipansøstre’ udkom for kort tid siden, og i dagene forud oprulledes Kofodsagen. Jeg gned mig i øjnene og kneb mig selv i armen, men det var rigtigt, jeg var vågen, og det gik for sig i virkeligheden. En mand var gået i seng med en ung pige, en pige over den seksuelle lavalder. Hun var ikke blevet voldtaget, hun var heller ikke retarderet og dermed ude af stand til at fatte handlingen og dens implikationer. Ikke desto mindre stod manden bagefter frem og sagde, at han havde begået noget moralsk utilgiveligt, alt imens hans partifæller og -top rasede og ville fratage ham alle politiske poster. Jeg var himmelfalden over, hvilket massivt apropos denne sag var til min romans skildringer af purung seksualitet og voksnes manipulerende modvilje mod at acceptere den. Jeg bed mig selv i tungen længe for ikke at tale om Kofod og hans pige. Talt har jeg nu, så rettere: Jeg har bidt mig i tastaturet. Men eftersom sagen har rullet og rullet, kan jeg ikke lade være nu at spørge, højt og tydeligt og på tryk: Hvad med pigen? Vi har igen og igen hørt plæderinger for og imod Jeppe Kofods moralskhed eller mangel på samme. Men hvad med pigen, for pokker da også? Hvis hun nu gerne ville i seng med hr. Kofod (og intet tyder, så vidt jeg kan se, på, at hun ikke ville), har hun så ikke lov? Hun er seksuelt myndig, den såkaldte lærerparagraf i loven om krænkelser af ’sædeligheden’ kan åbenbart ikke have relevans – hvad i alverden blander vi os så for? Vi, der selv har været unge eller har haft unge på nært hold, ved da ganske udmærket, at nogle piger på 15 er særdeles modne, også seksuelt – og har egen vilje, egne mål og egen velfungerende dømmekraft. Det er ikke første gang, vi hører om en 15-årig, som godt vil til køjs med en mand af højere alder – hvorfor hykler vi det til noget uhørt og mistænkeligt? Hvorfor rasler vi med antydninger af, at Kofod nok har gjort hende noget forkert? Hvorfor kan vi ikke respektere pigen i denne sag? Vi har en seksuel myndighedsalder, den må vi vel som samfund tro på – og i hvert fald må vi i den givne situation acceptere den. Hvorfor har vi så travlt med at tåbeliggøre denne pige, gøre hende til det uskyldige, bævende offer for en ’slem’ mand? Jeg tror ærlig talt helst, hun er fri for vores ’omsorg’ og vores skinhellige rablen derudad i neurotiske nypuritanske bodsøvelser på andres vegne. Vi kan håbe, at denne 15-årige, fuldt seksuelt myndige pige er gjort af selvsikkert og stolt stof og kan tage hele denne uværdige behandling i stiv arm. Forhåbentlig har hun forældre, som støtter hende og ikke deltager i udenforstående voksnes tilsmudsning af hende. Muligvis lettes denne sag vældig meget for pigens omgivelser af det faktum, at den set med fornuftige øjne er ganske enkel, ganske sort-hvid. Loven er ikke overtrådt, pigen har været interesseret i samkvemmet, der har ikke været nogen ambivalens eller spegede følelser, ingen forførelse, så vidt man kan læse sagen i medierne. Hvis forældrene er fornuftige, kan de nemt støtte pigen mod de hylende masser og deres jeremiader og nedladenhed. De jeremierende er fremmede, pigens egne giver hende forhåbentlig sikkerhed og rum til at være den, hun er. Men hvad med den unge pige eller dreng, som er ude i en mindre sort-hvid situation, som er ude i gråzoner af ambivalens? Kan hun eller han få den fornødne støtte af sine forældre, af psykologer eller andre ansvarspersoner? Erfaringerne synes desværre at vise, at det er umådeligt svært. I min research til romanen ’Marcipansøstre’ har jeg talt med voksne, der har været udsat for seksuelle grænseoverskridelser som børn eller purunge. Såkaldt ’milde grænseoverskridelser’. En kvinde fortalte, at hun slet ikke rigtig havde opfattet, at det, hun foretog sig sammen med en voksen mand, var forkert, før omgivelserne fandt ud af det og gjorde hende til offer. Hun fik at vide, at det var forfærdeligt, og det var det jo også, det var jo imod loven, og hun havde også lidt en smule under hemmeligholdelsen. Men da hun først var offer, var der kun plads til forfærdeligt, slet ikke plads til de andre følelser, hun også havde. Hun havde dårlig samvittighed over for krænkeren og ønskede ikke, at han skulle straffes, men det kunne hun ikke sige til nogen. Hun kunne ikke tale med nogen om sine følelser. Følelser, som også indeholdt det faktum, at hun faktisk havde holdt af manden. Og som indeholdt det faktum, at hun også havde haft det ’sjovt’ med noget af det, der foregik. Hun havde nydt dele af det, og omgivelserne ville ikke vide af det. Forældrene sagde, at hun ikke vidste, hvad hun talte om, terapeuter talte senere til hende om Stockholm-syndrom og Patricia Hearst. Senere igen sagde de i stedet Kampusch. Hun gik helt alene med en viden om, at hun havde følt en eller anden form for seksuel lyst, og en eller anden form for menneskelig glæde, som på grund af hendes og mandens alder og landets love var så forbudt, at ingen ville høre på det. Resultatet var, at hun kom til at føle sig selv og især sin lyst og sin sympati – i enhver senere sammenhæng – forbudt. Hun kom til at lide under denne skam og massive offergørelse og en deraf følgende isolation gennem hele sin voksentilværelse. Vi voksne vil som ansvarspersoner formentlig altid have svært ved at tackle den slags situationer: En mindreårig i vores varetægt, som nogen klart er gået for nær, utvetydigt har forgrebet sig på – og der står vi med et forvirret barn med en ambivalens, som det ikke kan finde rundt i. Men bør vi ikke af al magt forsøge at sætte os i barnets sted? Som det hårdt ramte incestoffer Nanna siger i Tine Brylds bog ’Ikke en engel’: »Når andre forarges over det skete, rammer forargelsen mig. Når I siger noget dårligt om det, siger I også noget dårligt om mig«. Og fjerner vi os ikke for tiden i svimlende hast fra barnets sted, når vi galopperer derudad i vanvittig sikren børnene i smadder med sorte bjælker, foto-codes og krammeangst? Kaster vi os ikke sanseløst som gale lemminger i forargelsens malstrøm? Vi lader os opsluge af et inferno af angst, skrøner og forsimplede anskuelser uden sammenhæng med virkeligheden. Hvem er det, vi forsøger at sikre, når det kommer til stykket? Er det egentlig ikke os selv og kun os selv? Er vi egentlig ikke i gang med at flippe ud i en masseneurose som den, mange af os kender på det lille og uskadelige plan, når vi kontrollerer hoveddørens låsthed tre gange, inden vi kører fra huset om morgenen? Nu er det bare ikke hoveddørens låsthed, der står for skud. Det er nøglen til børnenes kyskhedsbælter, vi drejer om, igen og igen og igen.