De fleste kender fornemmelsen af tilfredshed, når det er lykkedes at rydde op på skrivebordet, i dametasken, på køkkenbordet, kort sagt alle de steder, der har det med at rode. Og næsten lige så mange kender formentlig til frustrationen over, at man til sidst alligevel står med en bunke bevaringsværdige, men uklassificerbare genstande. Trangen til at kategorisere er lige så forståelig som erkendelsen af, at det er umuligt, hvis man forlanger en hit-rate på 100 procent. Lovgivningen rummer et regelsæt for sygemeldte borgere, som skal sikre, at flest muligt kommer i arbejde hurtigst muligt. Dette indlysende fornuftige projekt kan lyde som noget, det kan være svært at være uenig i. Problemet er bare, at der findes borgere, som ikke passer ind i de skabeloner, systemet har afstukket – det kan faktisk være svært at vurdere, om en borger, der har været sygemeldt i et år, kan komme i gang igen på normale vilkår. Hvert år mister ca. 6.000 personer retten til sygedagpenge pga. varighedsbegrænsningen på 52 uger. En del af de personer er endnu ikke færdigudredt, og det kan derfor ikke afgøres, om de skal tilbage i arbejde, revalideres, have fleksjob eller førtidspensioneres. Som udgangspunkt vil disse mennesker komme på kontanthjælp, medmindre de har formue, eller ægtefællens indtægt er over et vist loft. I så fald mister de helt indtægten. Der er dog mulighed for at forlænge dagpengene under bestemte betingelser. En del mennesker falder imellem to eller flere stole i denne fase og føler sig uretfærdigt behandlet og mistænkeliggjort, når de mister deres indkomstgrundlag. En del mister helt modet.
Her følger nogle eksempler, hentet fra virkeligheden i min lægepraksis, på syge mennesker, der ikke passer ind i klassifikationerne. Mine patienter har givet tilladelse til offentliggørelse af deres anonymiserede sygehistorier. Mit ærinde er ikke at gå efter de socialrådgivere, der er sat til at forvalte en stram lovgivning. Tværtimod er det en kritik af det overordnede system, der kun levner få muligheder for, at samme socialrådgivere kan udøve det professionelle individuelle skøn, som al fornuftig virksomhed hviler på. Samtidig er det en appel til de ansvarlige politikere om at rydde op i bureaukratiet. Eva Hansen på 48 år fik for nogle år siden en hjerneblødning. Heldigvis var den lokaliseret til en del af hjernen, som ikke gav anledning til lammelser, men til gengæld var hun ramt på en lang række andre (kognitive) felter. Hun led af koncentrationsbesvær, træthed, manglende overblik etc., hvilket resulterede i manglende arbejdsevne i forhold til det job som freelanceunderviser, hun indtil da havde passet uden nogen form for slinger i valsen. Fraværet af umiddelbart synlige symptomer gjorde, at hun havnede på en hylde, hvor hun ikke blev tilbudt specialiseret genoptræning, men i stedet henvist til almen genoptræning i kommunalt regi. Eva fik selv færten af, at der måtte være et mere specifikt tilbud, der kunne hjælpe hende bedre.
