»Den harmonisk uddannede og idrætsligt alsidige femkæmper med interesse for filosofi og de ædle kunster ... opstod først i de grækofile, nyhumanistiske 1800-talsforskeres studerkamre« (professor i antikhistorie Manfred Lämmer). Åbningsceremonien ved de olympiske lege demonstrerede klart de moderne leges grundmyte ved den fantastiske visualisering af idrætshistorien fra antikkens lege og op til i dag. OL blev iscenesat som en genfødsel på græsk jord af den oprindelige antikke sport: Som Zeus' yndlingsdatter, Pallas Athene, fødtes ud af Zeus' pande i fuld rustning, sprang de moderne olympiske lege ud af de antikke. De olympiske arrangører giver som eksempel herpå maratonløbet, men der blev ikke konkurreret i maraton ved de antikke lege. Der arrangeres nu kuglestød i Olympia, men kuglestød var ikke på det antikke olympiske program. Det samme gælder bueskydning, der i disse dage afholdes på det legendariske 'antikke' Panathinaiko Stadion, men dette marmorstadion blev først etableret til 1896-legene, ingen ved, hvordan det oprindeligt så ud, og i øvrigt var bueskydning for kvinder utænkeligt ved de antikke lege. Kort sagt, forestillingen om kontinuitet fra de antikke til de moderne lege handler mest af alt om vores behov for at spejle os i det idealiserede antikke Hellas. De moderne olympiske leges grundlægger, Pierre de Coubertin, ønskede at genskabe den antikke olympiske sports ritualer og mytiske kraft. I kølvandet på tyske arkæologers udgravninger af Olympia lancerede han i slutningen af 1800-tallet forestillingen om en kropslig renæssance. Sporten skulle igen komme til ære og værdighed som symbol på en fremadstræbende menneskehed, der ønskede at bevæge sig »hurtigere, højere og stærkere« i en fredelig og upolitisk kappestrid mellem nationernes ungdom. Det vigtigste var ikke at vinde, men at deltage. I den olympiske bevægelses barndom udviklede der sig forestillinger om den klassiske græske idræts glade amatørisme og idealet om »en sund, sjæl i et sundt legeme«. For Pierre de Coubertin var den rituelle iscenesættelse af OL med edsaflæggelse, ringene og den hellige ilds symbolik ikke noget tilfælde. Tværtimod opfattede han OL som det højeste udtryk for en neoklassicistisk sportsreligion: religio athletae. Denne religions ånd kaldte han olympismen, men den havde nu ikke meget med den antikke gudeverden at gøre. De antikke olympiske lege var den vigtigste ceremoni til Zeus' ære i den antikke verden. Mange moderne seere er sure over, at sporten fylder så meget i mediebilledet og endog kan presse 'Bamse og Kylling' væk fra skærmen, når der er forlænget spilletid. Men sporten spiller kun en marginal rolle i samfundslivet i dag i forhold til i den græske antik, hvor den fornemste måde, man kunne dyrke sine guder på, var at arrangere sportskampe til deres ære. Guderne blev fremstillet som idrætsmænd, og blandt guder var heroen og muskelbundtet Herakles den store idrætsmand, der var afbildet overalt, hvor der dyrkedes dræt. Fuldstændig uforståeligt for den moderne mentalitet var det kæmpestore tempel for den øverste antikke gud, Zeus, placeret midt på et kæmpe sportsområde i Olympia, og hellige ceremonier og processioner udførtes af dommere og idrætsudøvere. At forsøge at snyde i konkurrencerne blev opfattet som manipulation mod gudernes vilje, og som bøde blev man pålagt at finansiere kostbare statuer af Zeus, de såkaldte Zanes. Kan man forestille sig et 100-meter løb til Jesu' ære, der ender midt i Vor Frue Kirke, hvor den sortklædte dommer holder prædiken? Nej, og det er jo ikke så mærkeligt, for det var præcis den oldkristne kirke, der vendte sig mod statuerne af de nøgne antikke sportsfolk og fik afskaffet den hedenske sportsdyrkelse. Ny Carlsberg Glyptoteket har været med til at vise, at de antikke statuer var bemalede, og at kunstmalerens arbejde var en vigtig og anerkendt del af værkets tilblivelse. Denne erkendelse har gennem generationer været mørklagt af kunsthistorien, der har fastholdt antikken i et tidløst, immaterielt og ideelt skær, en borgerliggjort kunst med tilbagevirkende kraft med appel til pæne hattedamer. Forsøget på at fastholde drømmebilledet af det hvide, kølige marmor er kun en mindre del af åndeliggørelsen af antikken. Én ting er formen, altså farven på statuerne, en anden er indholdet, altså kroppen i bevægelse. Hvorfra fik de græske billedhuggere inspiration til at skabe den europæiske kulturs afgørende naturalistiske og realistiske gennembrud i kunsten, hvor den traditionelle stive frontalitet blev afløst af den dynamiske krop? Gennem sporten, hvor den anatomiske detalje kunne studeres i detaljer. Det var et særkende ved den græske sport, at den blev udøvet af nøgne atleter (gymnos betyder nøgen, deraf gymnastik). De græske kunstnere kunne derfor studere det nøgne, veltrænede legeme i bevægelse og gjorde det i rigt mål, da der var et stort marked for statuer af olympiske sejrherrer. Antikken i farver, javel, men også: antikken i bevægelse. Antikken er dramatisk, farverig og kropslig. Det moderne svælg mellem finkultur og sport fandtes ikke i den græske antik. Den ældste klassiske digterkunst, udødeliggjort i Homers værker, blev formgivende for den europæiske litteraturtradition, og her spiller idrætten en central rolle. Da Odysseus i 'Odysseen' udfordres på sin ære, kaster han sin diskos, der selvfølgelig er »tykkere, tungere og større end normalt«, meget længere end sine konkurrenter. I 'Iliaden' arrangerer Achilleus kamplege i forbindelse med sin faldne ven Patroklos' gravfærd. Den store lyriker Pindar er ikke mindst kendt for sejrshymner til idrætsmænd. Platon skal have deltaget ved de olympiske lege og blandt andet have konkurreret i brydning. I hans værker om det ideelle samfund, 'Staten' og 'Lovene', fremhæver han gang på gang idrætten, der i øvrigt skal dyrkes nøgen af begge køn i den fysiske trænings kultsteder gymnasierne. For Pierre de Coubertin skulle de olympiske lege forene alle folkeslag på tværs af geografiske og etniske skel. En sådan universel humanisme var fremmed for den antikke græker. Kun grækere havde ret til at stille op ved de olympiske lege, simpelthen fordi sport mellem ligemænd var et kriterium på græsk maskulinitet. Grækerne dyrkede den nøgne krop ved de mange sportsbegivenheder i hele det græske område og i gymnasierne. Nøgenheden var de græske mænds fornemste dragt. Barbarerne - altså ikke grækerne - måtte gemme deres behårede, grimme kroppe og store vulgære penisser bag klæder, for kun de græske mænd var smukke nok til at optræde upåklædte med deres spillende, veltrænede muskler under den olieindsmurte hud. Nøgenheden blev en græsk markør på etnisk overlegenhed ligesom idealet om den moderate ynglingagtige penisstørrelse, som kan beskues på de græske statuer i vores parker. Det var langtfra nogen kysk nøgenhed, der dyrkedes, for kæresteforhold mellem mænd og store drenge var en del af hverdagen i de græske gymnasier. Heller ikke de gamle grækere kunne holde sport og politik adskilt. Med Aristoteles' ord er mennesket et »zoon politicon«, et polisvæsen, eller med moderne ord et politisk dyr. Forestillingen om, at sport skulle være upolitisk, var meningsløs i en kulturkreds, hvor selve den mentale ramme var bystaten; polis, hvorfra vores begreb 'politik' er afledt. At blive hyldet som én af sin bystats store sønner var den største hæder, en mand kunne opnå. Det er ikke noget tilfælde, at ordet 'idiotes' på græsk oprindeligt betød en 'privatperson'; ikke at træde op og frem på den offentlige scene og kæmpe om ære markerede en umandig retræte fra samfundslivet, karakteristisk for ignoranter. De antikke lege var organiseret af bystater, der ønskede at markere sig politisk på landkortet. På Olympia kunne der fremsættes politiske deklarationer som f.eks. militære sejre over en anden bystat. Der er eksempler på brud på den olympiske fred og på boykotter og invasion af det hellige område, Altis, midt under legene. Bystater har kæmpet militært om kontrollen med de sportslige helligdomme, der kunne skabe enorm politisk goodwill. Når de mange politiske kontroverser om de olympiske lege tages i betragtning, er det ganske imponerende, at de foregik uden afbrydelse i 1.000 år, hvilket bedre end noget andet demonstrerer deres enorme betydning i den græsk-romerske kulturkreds. I de lidt over 100 år, de moderne olympiske lege har fundet sted, har der allerede været tre aflysninger på grund af verdenskrige og efterfølgende udelukkelser af krigens tabere. De gamle grækere var da renlivede amatører, der blot kæmpede for ærens skyld om en olivenkrans? Langtfra. De græske sportslege var opdelt i pengelege og i kranslege, hvor man blev kronet med f.eks. en oliven- eller laurbærkrans. Ved de hundredvis af pengelege spredt over hele det storgræske område kunne man vinde fyrstelige beløb, der matcher vor tids pengepræmier. Men også ved de såkaldte kranslege som i Olympia kunne der vanke store præmier. Typisk opnåede en vindende atlet materielle goder som skattenedsættelser og livslang bespisning på rådhuset i sin bystat, og f.eks. i Athen blev en sejr i Olympia takseret til 500 drakmer, mere end en årsløn for en faglært arbejder. Idealet om, at det gælder om at deltage mere end om at vinde, ville være den antikke græker fremmed. De græske bystater var præget af en agonal mentalitet, og agon - kappestriden - satte sit præg overalt. De gamle grækere ville have opfattet ordet olympiske 'lege' som en fornærmelse, og det kommer da også af det latinske ord ludes (ludo betyder 'jeg leger'). Hvis nogen siger, at det er det moderne kapitalistiske samfund, der har opfundet konkurrenceånden, må man klaske sig på lårene af grin. Ved de antikke lege var der ingen holdsport, og det var så vigtigt at vinde, at man ikke regnede med andet end førstepladser. Anja Andersen er i sandhed en ægte græker, når hun siger, at en sølvmedalje er en tabt guldmedalje. Der fandtes ingen sølv- eller bronzemedaljer, og taberne kunne risikere at blive hånet. Pindar beskriver i en sejrshymne, hvordan taberne ikke dømmes nogen »rar hjemrejse ... Ramt af deres hårde skæbne gemmer de sig for deres fjender og smyger sig gennem gyderne«. Men hvad så med forestillingen om 'en sund sjæl i et sundt legeme', den er da græsk? Sentensen 'mens sana in corpora sana' var romersk og stammede fra Juvenal, og sundheden var slet ikke et ideal ved de antikke lege, hverken på Olympia eller i Rom. En af de mest fornemme discipliner var hestevæddeløb med firspand, men her stillede ejeren ikke nødvendigvis selv op, men lod f.eks. en slave gøre det hårde arbejde. Grækerne hyldede gennem sporten kalokagathia; den unge mands enhed af skønhed og ærefuldhed, der vel nærmest kan oversættes til »en ædel karakter i en smuk krop«. Hvad så med den olympiske fred? De antikke græske bystater var krigerkulturer, og det hørte til enhver ung mands ypperste pligt at gå ind i hæren og deltage i krig. Agon kunne både betegne sportskampe og krigshandlinger. Krig blev ikke som nu anset for et til tider nødvendigt onde, men som en helt vital måde, hvorpå unge mænd kunne demonstrere deres samfundssind i kamp for bystatens grænser eller deres ekspansion. Rigtig nok skulle der i tiden op til og under de olympiske lege herske fred, men det indebar - som den danske antikforsker Thomas Heine Nielsen har påpeget - ikke generel våbenhvile, kun, at bystaten Elis, der arrangerede de olympiske lege, ikke måtte angribes. De olympiske lege var kampe for unge krigere, og det var under dødsstraf forbudt kvinder i den giftemodne alder at vise sig under legene. I 'Iliaden' ofrer soldater, der er totalt udmattede efter krigshandlinger, alligevel ressourcer på at afholde kamplege som tak til guderne for sejren. I en bystat begyndte borgerne at rive bymuren ned i forbindelse med deres sejrrige sportsmands hjemkomst, for med sådanne krigere til at forsvare os behøver vi slet ingen beskyttelsesmur. Ved de olympiske lege var der hoplitløb, dvs. løb for soldater i fuld udrustning, og resten af disciplinerne havde også martialsk islæt som brydning, boksning og den blodige pankration, der minder om moderne ultimate fighting med færrest mulig regler. Modstanderne forsøgte at brække fingre, vride ankler og arme af led, brugte stranguleringer og sparkede og hoppede på deres liggende modstander. At bide og trykke på øjnene var ikke tilladt, men det forekom alligevel. I boksning viklede kæmperne i hellenistisk tid en tyk læderrem rundt om hånden, hvilket gjorde slagene endnu mere frygtindgydende. Kampen var afgjort, når en bokser ikke kunne eller ville mere. På en boksers grav i Olympia stod der lakonisk: »Han døde efter at have bedt om Zeus eller kransen«. De antikke statuer, vi ser på vores museer og i vores parker, er helt igennem idealiserede udtryk for den antikke skønhedsdyrkelse. I praksis var sporten så hård og krævende, at de unge svedige, støvede, olieindsmurte mænd, der konkurrerede i kampsport, fik blomkålsører, skæve næser og andre deformiteter. Er antikkens menneskeopfattelse så fremmed for os, at vi slet ikke kan spejle os i den tids kultur? På et punkt kan vi virkelig lære noget. Det græske politiske demokratis højdepunkt falder sammen med sportens zenit. Både forestillingen om én (fri) mand, én stemme, lighed for loven (isonomia) og sportens idé om lighed bag startsnoren, var tankeformer, der udvikledes i den græske antik, skønt det kun var de færreste bystater, der etablerede et demokrati med Athen som den mest markante. Uanset om man var af aristokratisk byrd eller en mindre bemidlet fri mand, bar man i konkurrencerne nøgenheden som den fælles statusudlignende dragt. Man havde lige muligheder for at komme først til mål i atletikkens discipliner, og selv om man var rig og fra en anset familie, blev man alligevel pisket af dommeren, hvis man var i gang med at bryde reglerne. Dette meritokrati, der byggede hierarkier på, hvad man ydede (merit), ikke på, hvem man var, og fra hvilken familie man stammede, var fælles for både det sportslige og det skrøbelige politiske demokrati. Det er måske ikke et tilfælde, at én af de mest vindende bystater var den græske koloni i Crotone i Syditalien, der også havde et veludviklet demokrati, og det athenske demokrati oplevede sit højdepunkt samtidig med atletikkens glansperiode. Det er derfor ikke noget godt varsel for vort samfunds tilstand, at den moderne sport i dag mere og mere rokker ved denne egalitære idé gennem doping eller gennem en stenrig russisk forretningsmands indkøb af spillere til Chelsea for et rekordbeløb af 2,4 milliarder kroner. Hvis sejren kan købes, så er alt til fals. Én ting er, om vi kan lære noget af den græske sport, men en anden, om vi ønsker at tage ved lære. I dag er statuen af den idealiserede, smukke unge mand, Kouros, mest kendt som navnet på en mandeparfume, og sejrsgudinden Nike, der foldede vingerne ud ved Zeustemplet i Olympia, er blevet navnet på et globalt firma, der producerer sportsbeklædning. Med den voksende fedmeepidemi og professionaliseringen in mente ligner vi langt mere romerne end de antikke grækere. Romerne gennemførte efter deres indlemmelse af det hellenistiske område i 146 f.Kr. for alvor en professionalisering af den græske idræt. De brød sig ikke om nøgenhed, de dyrkede ikke selv sport i nævneværdigt omfang, og de satte den passive tilskuersport i system ved datidens Formel 1, de farefulde hestevæddeløb på Cirkus Maximus, og ved de brutale gladiatorkampe i arenaerne. Er det derfor, der på nutidens olympiske guldmedaljer er en afbildning af den største romerske gladiatorarena, Colosseum?