Den stærkt omdiskuterede integrationsaftale 'En ny chance til alle' rummer flere elementer end matchkategorier og stop af kontanthjælp. Aftalen har et overordnet fokus på flygtninge og indvandreres vilje til integration eller mangel på samme. Således står der i aftaleteksten, at »en afgørende forudsætning for, at integrationen kan lykkes, er, at den enkelte indvandrer selv tager ansvar og viser vilje til at lade sig integrere og blive selvforsørgende«. Nyankomne udlændinge skal fremover underskrive en erklæring om, at de vil overholde den danske lovgivning og værne om de danske demokratiske principper. Ydermere skal de skrive under på, at de vil arbejde for deres børns og ægtefælles integration, samt at det er forbudt at udøve vold over for børn og ægtefælle. Ikke mindst skal de erklære at ville gøre en indsats for at komme i beskæftigelse. Trods gode elementer i aftalen bærer den således præg af mistænkeliggørelse af en bred og ikke særlig homogen gruppe af borgere. Men er denne mistænkeliggørelse, hvad angår udlændinges vilje til at finde arbejde, nu også berettiget? Eller er de egentlige integrationsmæssige udfordringer nogle andre? En ganske ny undersøgelse fra Københavns Kommunes Integrationsenhed giver et ganske andet og mere nuanceret billede af viljen til integration på arbejdsmarkedet blandt nyankomne udlændinge. Undersøgelsen omfattede 606 voksne udlændinge, som fik opholdstilladelse i 2000/2001 og var bosiddende i København. Det viste sig, at hele 83 procent havde haft arbejde på et tidspunkt i løbet af de første tre år i Danmark (i integrationsloven kaldet introduktionsperioden). Heraf havde 43 procent fundet arbejde inden for de første tre måneder i landet og 76 procent inden for det første år. Status i dag er, at 47 procent er i arbejde, og 14 procent er i gang med en uddannelse. Den aktuelle deltagelse på arbejdsmarkedet ligger altså klart under deltagelsen blandt indfødte danskere, men set over tid er det ganske imponerende, at så mange (83 procent) har gjort sig erfaringer med arbejdsmarkedet i de første år i Danmark. Næsten hele målgruppen har altså haft et arbejde på et tidspunkt, men en meget stor del har mistet det igen. Det tyder således på, at udlændingene muligvis har vanskeligt ved at finde stabilt arbejde, men viljen må siges at være til stede. I undersøgelsen sætter vi fokus på den store gruppe af nyankomne udlændinge, som faktisk har gjort sig erfaringer på det danske arbejdsmarked frem for dem, som ikke har haft arbejde (og hvis situation vil blive afdækket i en efterfølgende rapport). De vigtigste elementer i undersøgelsen omhandler udlændinges branchetilknytning, vejen til jobbet, kompetenceudnyttelse, danskniveau og udviklingen i disse parametre over tid. Ikke overraskende viser det sig, at de nytilkomne udlændinge primært finder arbejde inden for rengørings- eller køkkenbranchen. Hele 68 procent af dem, der hurtigt fandt arbejde, blev ansat inden for disse brancher: 41 procent i rengøringsjob og 27 procent inden for køkkenarbejde. Efter de første tre år i landet er der fortsat en stor koncentration omkring disse brancher: 32 procent er beskæftiget med rengøring og 22 procent med køkkenarbejde. Tallene stemmer godt overens med nye oplysninger fra fagforeningen 3F og busselskabet Arriva, refereret i Jyllands-Posten 3. september. Ifølge artiklen er der tendens til, at også en bredere gruppe af indvandrere, herunder personer som har boet i landet længe, er overrepræsenteret i bestemte brancher. Således melder 3F, at 30 procent af medlemmerne i sektoren for privat rengøring er indvandrere, mens Arriva oplyser, at 40-45 procent af chaufførerne i hovedstadsområdet har anden etnisk baggrund end dansk. I artiklen problematiseres tendensen til et ghettoiseret arbejdsmarked, hvor indvandrere og danskere arbejder på separate områder. Vel at mærke et arbejdsmarked, hvor indvandrere varetager de usikre lavtlønsjob, som danskerne selv helst undgår. I tråd med dette viser integrationsenhedens undersøgelse, at anvendelsen af nyankomnes medbragte uddannelses- og erhvervsmæssige kompetencer på det danske arbejdsmarked er meget lav. Kun 24 procent af de beskæftigede oplyste, at de benytter deres medbragte erfaringer i det nuværende job. En del af forklaringen på den ringe udnyttelse af kvalifikationer skal måske søges i måderne, hvorpå nyankomne udlændinge finder deres arbejde. Det dokumenteres i undersøgelsen, at de typiske veje til job går via det nære sociale netværk, især venner med samme etniske baggrund. Det kan medføre, at man som nyankommen udlænding finder arbejde i de brancher, hvor der i forvejen er mange indvandrere. Blandt dem, der hurtigt efter ankomst til Danmark fik beskæftigelse, fandt hele 75 procent deres første arbejde gennem det nære sociale netværk: heraf 36 procent via venner med samme etniske baggrund og 19 procent via deres ægtefælle. Samme tendens gør sig gældende blandt de udlændinge, som har arbejde i dag: 61 procent fandt deres nuværende arbejde via det nære sociale netværk. Tre-fire år efter ankomsten til Danmark er venner med samme etniske baggrund til stadighed den vigtigste kilde til at finde arbejde, mens ægtefællens rolle mister betydning. Det er samtidig værd at bemærke, at kvinderne ifølge undersøgelsen generelt er mere afhængige af deres ægtefælle end mændene i jobsøgningsprocessen. Hvor det på den ene side er positivt, at udlændingene bruger deres netværk i jobsøgningen, rummer det på den anden side også en fare for, at udlændingene bliver ledt mod ganske bestemte og få brancher. Dertil kommer, at der uheldigvis er tale om brancher, hvor udlændingene ikke benytter deres medbragte kompetencer, hvor danskkundskaberne ikke nødvendigvis udvikles, og hvor jobsikkerhed samt efteruddannelsesmuligheder er ringe. Set over de første tre år, som introduktionsperioden varer, er der ifølge undersøgelsen sket en vis positiv udvikling i udlændingenes jobsituation. 40 procent af udlændingene har haft mere end ét job i perioden. Heraf har 17 procent bevæget sig væk fra rengøring og køkkenarbejde og over i andre brancher. Selv for udlændinge med uddannelseskvalifikationer fra hjemlandet behøver det således ikke at være dårligt at starte i et rengøringsjob. En del formår at bruge det som et skridt på vejen til et mere stabilt og kompetencesvarende job, da det kan bidrage til pågældendes økonomiske situation, selvværd og i visse tilfælde også til udviklingen af danskkundskaberne. Men for mange bliver hængende i job, de er overkvalificerede til, og som giver dem en ringe grad af sikkerhed på arbejdsmarkedet. Efterhånden som visse brancher bliver stadig mere domineret af udenlandske ansatte, giver arbejdet ligeledes ingen garanti for interaktion mellem udlændinge og danskere eller for den heraf følgende integration. Den værste utilsigtede konsekvens af denne udvikling er, at den bidrager til en opsplitning af arbejdsmarkedet og dermed af samfundet som helhed. Det kan ikke betegnes som reel arbejdsmarkedsintegration, når så stor en del af indvandrerne er henvist til ganske få brancher, der ofte er kendetegnet ved dårlige og usikre arbejdsforhold. Tendensen peger mod segregation snarere end mod integration: et etnisk opdelt arbejdsmarked, hvor danskere og udlændinge arbejder i parallelle brancher. Dette risikerer at lede til en øget marginalisering af de etniske minoriteter, hvilket dermed puster til en allerede ulmende utilfredshed og følelse af fremmedgjorthed. Set fra et samfundsøkonomisk synspunkt er der ydermere tale om et særdeles uhensigtsmæssigt ressourcespild. Indvandrerne medbringer uddannelses- og erhvervskvalifikationer, der måske ikke nøjagtigt matcher det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, men som i mange tilfælde kan skabe en større værdi inden for andre områder end rengørings- og køkkenbrancherne. Det kræver imidlertid en langt højere grad af mangfoldighedstænkning, end vi ser i dag på det danske arbejdsmarked. Derudover er der brug for et langsigtet perspektiv i rekrutteringen, hvor der gives tid til, at skæve kompetencer finder anvendelse, og hvor det bevidst prioriteres at skabe en mangfoldig arbejdsplads i et strategisk øjemed. Der er ligeledes brug for et langsigtet perspektiv i de incitamenter, staten giver til kommunerne på integrationsområdet. I øjeblikket er det en fremherskende idé i integrationspolitikken, at nyankomne udlændinge skal hurtigst muligt i arbejde, hvilket antages at have en bred afsmittende effekt på bl.a. den sociale og boligmæssige integration. Imidlertid rummer strategien en fare for, at udlændingene - som vores undersøgelse peger på - ender i de usikre brancher, det er forholdsvis let at komme ind i. Målet om den hurtigste vej til arbejdsmarkedet søges af regeringen opnået ved en høj grad af detailstyring af kommunernes integrationsindsats. For eksempel modtager kommunerne et resultattilskud på 30.000 kr., hvis en udlænding i løbet af den treårige introduktionsperiode får arbejde og beholder det i seks måneder. Dette er i sagens natur et stærkt incitament til kommunerne om at få udlændingene hurtigt i arbejde. Til gengæld får kommunerne ingenting, hvis en udlænding starter i ordinær uddannelse, hvilket ofte vil være en bedre strategi for opnåelse af stabilt arbejde. Uddannelse er ydermere en af vejene til at modvirke det etnisk opsplittede arbejdsmarked, da udlændingene dermed får adgang til andre brancher end dem, der nu må betegnes som typiske for indvandrere. Hvis vi ønsker et arbejdsmarked, som kendetegnes ved udnyttelse af medbragte kompetencer, og som ikke er etnisk opsplittet, bør disse integrationsmæssige mål afspejles i lovgivningens incitamenter. I 'En ny chance til alle' foreslås det bl.a. at udvide den lovfæstede integrationsindsats fra tre til syv år (tidspunktet, hvor udlændingene normalt søger om permanent opholdstilladelse). Da undersøgelsen fra Københavns Kommunes Integrationsenhed med al tydelighed viser, at arbejdsmarkedssituationen blandt udlændinge efter tre år i Danmark langtfra er tilfredsstillende, hilser vi intentionerne om udvidelse af indsatsen velkommen. Hvis 'En ny chance til alle' virkelig skal være for alle, kræver det imidlertid, at aftalen også kommer til at omfatte de mange såkaldt selvforsørgende, der lever af deres ægtefælles indtægt og dermed er skjulte ledige. Debatten har i mange år koncentreret sig om ydelsesmodtagerne, men den faktiske situation er, at langt de fleste af de nyankomne udlændinge er såkaldt selvforsørgende. I forbindelse med ændringerne i udlændingeloven i juli 2002 blev der indført krav om, at den herboende person skal kunne forsørge sin udenlandske ægtefælle som en forudsætning for, at familiesammenføring kan bevilges. I praksis betyder dette, at kun en meget lille del af nytilkomne udlændinge ved arbejdsløshed undtagelsesvis er berettiget til offentlig ydelse. Et øjebliksbillede fra Københavns Kommune viser, at kun 7,7 procent af udlændingene omfattet af integrationsloven, der kom til København i 2004, netop nu modtager introduktionsydelse. Hvis politikerne virkelig ønsker at styrke den arbejdsmarkedsrettede integration, må de i deres lovforslag nødvendigvis medtænke de selvforsørgende udlændinge, der indtil opnåelse af permanent opholdstilladelse efter syv år ikke har ret til offentlig ydelse. Som situationen er i øjeblikket, kan alle nyankomne udlændinge, uanset forsørgelsesgrundlag, de første tre år i Danmark modtage tilbud om praktik og ansættelse med løntilskud. Vores erfaring er, at disse redskaber for en del af udlændingene er en nødvendighed for overhovedet at komme i job, og de sikrer dermed, at flere kommer i arbejde. Hvad der er mindst lige så vigtigt er, at redskaberne ofte er en forudsætning for at komme i et både stabilt og kompetencesvarende job. I tråd hermed oplever vi en stor efterspørgsel blandt udlændingene på disse arbejdsmarkedsrettede tilbud: Selv om der ikke er krav om deltagelse i praktik- og løntilskudsforløb, finder mange selvforsørgende udlændinge ud af, at det er vejen til stabil arbejdsmarkedstilknytning. Med udmøntningen af den nye integrationsaftale håber vi derfor, at også de selvforsørgende, som har været i landet mellem tre og syv år, vil få mulighed for praktik og ansættelse med løntilskud. Det er ærgerligt, at vi i dag for eksempel ikke kan give tilbud om praktik til den udenlandske kvinde, der på grund af barsel samt fokus på danskindlæring ikke har været parat til dette i løbet af de første tre år. Giver man i den nye integrationsaftale ikke de ledige selvforsørgende mulighed for arbejdsmarkedsrettede tilbud efter de første tre år i landet, vil man stå med en endnu mere vanskelig integrationsopgave efter syv år. Til den tid vil mange være berettiget til kontanthjælp og ydermere være langt fra arbejdsmarkedet grundet flere års inaktivitet. Med andre ord skubber man opgaven foran sig og gør udgangspunktet for en løsning værre, end det var i forvejen. I den nye integrationsaftale lægges vægt på at bryde udlændingenes manglende vilje til integration. Som vores undersøgelse viser, er viljen til arbejdsmarkedsintegration imidlertid til stede hos de nyankomne udlændinge. Endda i en sådan grad, at de er villige til at tage arbejde, som er langt under deres egentlige kvalifikationsniveau. Den nuværende og fremtidige udfordring med hensyn til de nyankomne udlændinge er at kanalisere viljen i en retning, hvor deres kompetencer ikke bliver spildt, hvor der ikke dannes 'ghettoer' på arbejdsmarkedet, og hvor flere sikres tilknytning til arbejdsmarkedet via arbejdsmarkedsrettede tilbud også efter de første tre år i landet. Tendensen til et etnisk opdelt arbejdsmarked er endnu i sin vorden, men vil udvikle sig i de kommende år, medmindre der bliver gjort en bevidst indsats herimod. Dette indebærer, at integrationsmæssige tiltag også rettes mod de mange selvforsørgende udlændinge, som i realiteten er skjulte ledige. Derudover bør ideen om, at udlændinge skal hurtigt i arbejde, kombineres med et langsigtet mål om et arbejdsmarked, der ikke er opdelt efter etniske skillelinjer. Rapport om nyankomne udlændinges arbejdsmarkedstilknytning i København kan findes på www.erfaringsdatabasen.dk under København Kommune.