Regeringen har foreløbig bestemt, at der skal være forbud mod, at dommere bærer religiøse symboler i retten, og at byretsdommerne i øvrigt skal bære kapper. Det lyder sådan set ret tilforladeligt. Vi dommere skal dømme efter gældende dansk ret og selvfølgelig ikke i overensstemmelse med Det Gamle Testamente eller Koranen, så symboler kan vel blot forvirre billedet. Men så simpelt er det måske ikke helt. Først og fremmest kan man som menneske have en mening om baggrunden for dette tiltag, men som dommer må man imidlertid stikke piben ind og dømme efter de regler, et flertal i Folketinget har bestemt. Endnu har et flertal ikke vedtaget en lov, og det er vel på sin plads at give et par gode råd til videre overvejelse – også selv om jeg er dommer. Selv om det igen er muslimske kvinders tørklæde, der åbenbart er en torn i øjet på politikerne, har man fornuftigt nok sagt, at forbuddet gælder alle religiøse symboler, sådan at der ikke på dette grundlag bliver tale om diskrimination. Men hvad er det lige, mine kvindelige kollegers Dagmarkors eller Thors Hammer betyder for bedømelsen af en sag om mangler ved et hustag eller en sag om, hvorvidt en medarbejder er blevet uberettiget afskediget? Hvis sagen drejer sig om et religiøst emne, hvor det kunne se ud, som om vi var forudindtaget, hvis vi bar religiøse symboler, så skal vi selvfølgelig tage symbolerne af, inden vi går ind i retten og bestiger dommersædet. Det er vist aldrig sket. Som tidligere formand for den kirkelige organisation Folkekirkens Nødhjælp har jeg til gengæld flere gange erklæret mig inhabil, fordi sagen har vedrørt et emne, som betød, at jeg ikke ville fremstå som fuldstændig upartisk i den konflikt, som jeg skulle dømme i. Men den form for inhabilitetsvurdering har jeg foretaget sammen med mine kolleger – og det er ikke noget, parterne har kunnet konstatere ved min påklædning, eller ved at jeg har båret forskellige symboler. Samme habilitetsvurdering foretager alle dommere og domsmænd i alle sager – og det sker jævnligt, at vi er inhabile og må indkalde erstatning. Men jeg har nu aldrig hørt om en situation, hvor en dansk dommer har været inhabil som følge af sin påklædning eller symboler. Inhabilitet sidder oftest mellem ørene, fristes man næsten til at sige – og i hvert fald ikke i tøjet. Hvis en dommer eller domsmand er ven med den tiltalte, kan det være vanskeligt at behandle sagen objektivt, og det vil mildest talt fremstå noget uheldigt. Dommeren eller domsmanden vil ikke være upartisk og er derfor inhabil. Noget tilsvarende gælder, hvis dommeren eller domsmanden på forhånd har udtalt sig offentligt om sagens afgørelse. Mange dommere og domsmænd har selvfølgelig personlige holdninger til forskellige samfundsforhold. Domsmænd er udvalgt af grundlisteudvalget i kommunerne. Denne udvælgelse er i en række tilfælde politisk betinget, da en del af de pågældende bliver valgt, fordi de er medlem af politiske partier. Mange gange vil domsmændene tillige sidde i byråd eller andre politiske organer. Alligevel optræder de i retten professionelt og dømmer, uden at der tages specielle hensyn til, om de er medlem af Enhedslisten, Venstre eller Dansk Folkeparti. Det er egentlig fornemt, at vi har et sådant system, for netop de politiske partier har meget forskellige holdninger til straf. Gennem tiderne er det eksempelvis næppe Enhedslisten, der har stemt flest gange for, at strafferammerne skulle skærpes. Alligevel skal domsmanden, der er erklæret medlem af Enhedslisten, selvfølgelig rette sig efter retspraksis, så den samme forbrydelse bliver behandlet på samme måde, uanset om sagen bliver behandlet af konservative domsmænd eller domsmænd fra Enhedslisten. Hvis vores statsminister igen bliver overhældt med maling, vil der i byretssagen mod gerningsmanden medvirke en dommer og to domsmænd. Så er det vel relevant at spørge, om det er den generelle opfattelse, om det påvirker straffen opad eller nedad, hvis de to domsmænd er offentligt erklærede medlemmer af Dansk Folkeparti eller af Enhedslisten? Muligheden for, at de to domsmænd tilhører et af de pågældende partier, er til stede i dag, og sådan har det vist været siden ruder konges tid. Eller hvad med sagen mod fodboldtossen, der tumlede rundt midt på banen under kampen mod svenskerne – og oven i købet slog ud efter dommeren. Ville det have betydning for vurderingen af hans straf, at der på dommerpodiet sad tre fodboldentusiaster (både dommer og domsmænd), der mente, at han havde ødelagt Danmarks fodboldfremtid på et splitsekund, frem for tre kvinder på podiet – der mente, at fodbold blot var noget, man kom til skade ved? Efter 12 år som landsdommer er det min overbevisning, at resultatet ville blive det samme, uanset hvem der sad på dommerbænken. Vi er alle bundet af lovreglerne og praksis – og der gås til sagen med seriøsitet. Ville det i den sammenhæng gøre nogen forskel, hvis en kvindelig dommer havde tørklæde på? Jeg tror det næppe. Hvordan vil det være at blive idømt en straf af en dommer med tørklæde, har mange sikkert spurgt i den forløbne tid. Ikke rart, vil jeg tro. Faktisk er det meget sjældent, at de kriminelle synes, at det er rart at blive dømt. Men der er stor tillid til systemet – så selv om der i landsretten på dommerpodiet sidder seks kvindelige dommere og domsmænd, så er der fra rettens brugere normalt tillid til, at den mand, der er tiltalt for voldtægt, bliver bedømt på samme måde, som var det seks mandlige dommere og domsmænd. Man kan også spørge, om det gør nogen afgørende forskel for strafudmålingen i en voldtægtssag, om den ene af de kvindelige dommere har tørklæde på, eller om det ville det have større betydning, hvis hun var medlem af en organisation, der hjælper voldsramte kvinder? En sag om rækkevidden af ligebehandlingsloven bliver heller ikke bedømt af enten kvinder eller mænd eller en bestemt blanding heraf – den bliver som alle andre sager bedømt af dommere. Nu har justitsministeren sagt, at det fremtidige tørklædeforbud kun skal gælde de juridiske dommere – og altså ikke domsmænd, anklagere og andre. Hvorfor nu dét? Domsmænd og juridiske dommere er da ligeværdige i næsten alle straffesager, og vi skal selvfølgelig følge de samme lovregler. Vi har en stemme hver, og stemmer tre domsmænd for at frifinde en tiltalt i landsretten, og tre juridiske dommere stemmer for at dømme, så skal den tiltalte frifindes. Selv om vi har særlige kapper på, har vi ikke nogen særlig magt over sagen eller domsmændene – vi har det blot varmere. Eller hvad med anklagerne, hvorfor skal de ikke omfattes? I landsretten har de det også varmere, da de ligeledes skal bære kapper, men anklagerne skal så fortsat have mulighed for at blive yderligere tilhyllet med et tørklæde. Anklagerne er ikke dommere, men de er også statens repræsentanter, der ligeledes skal arbejde objektivt med sagen – sådan står det i loven. Det er vel netop hensynene til, at man skal fremstå neutral, der begrunder forbuddet? Kapper skal også byretsdommerne nu have på, lyder det fra justitsministeren. Så fremstår de mere neutrale, er begrundelsen vel – da det næppe kan være kædet sammen med besparelser på varmeregningen. Men hjælper det nu på neutraliteten? Ikke meget, skulle jeg mene. De kapper, vi bruger i landsretten, er åbne og kan derfor ikke ligefrem knappes i halsen. Det betyder, at jeg er nødsaget til altid at møde op i slips og nystrøget skjorte – og det er jo egentlig ærgerligt, når jeg nu alligevel skal sidde og koge i kappen, så kunne det jo være meget rart at have lidt lettere og uformelt tøj på under gevandterne og spare strygningen (som min kone dog tager sig venligt af). I forvejen er der ikke meget spræl i mænds tøj, dog undtaget slipset, hvor der kan sniges lidt farver, kors og (davids)stjerner ind, men her hjælper den åbne kappe ikke – og vi må alligevel sortere, hvis vi skal følge de fremtidige regler – også når vi skal bedømme skattesager, erstatningssager og andet fra diversebunken. Kappetvangen i byretten hænger måske sammen med, at de religiøse symboler – ifølge politikerne – ikke sidder i slipset, men hænger på skuldrene, eller er det måske, fordi byretsdommerne antages at bære rygmærker som en del af kunderne. Når nu byretsdommerne skal tvinges i kapper, kan vi i landsretten så ikke få parykker, så man kan se forskel? Der skulle helst være lidt mere andægtighed i den høje landsret. Her vil parykker være fint, når nu politikerne er i gang – og hvem siger, der ikke kan være religiøse symboler i håret. I hvert fald har ortodokse jøder nogle særlige slangekrøller ved ørene. Beklageligvis har jeg ikke selv megen hårvækst på hovedet – og det er måske derfor, jeg straks griber chancen. Tænk endelig at få så meget hår, at jeg hver morgen foran spejlet kan sætte en ny frisure, som er passende til dagens sag. Men der er selvfølgelig et men – også en sådan hovedbeklædning giver varmen, skulle jeg mene – og mon ikke den klør. Et andet problem, der lige skal afklares, når jeg nu er i gang. Af og til bruger jeg sandaler på arbejde. Kan de monstro forbindes med Jesus-sandaler? På grund af en gammel skade i hælen er jeg nødt til at skåne foden mest muligt, og jeg har fundet nogle diskrete sandaler, der næsten ligner sko – og ser nydelige ud, synes flere af mine kvindelige kolleger. Alligevel bekymrer det mig, om jeg kunne tages for at agitere for Jesus. Måske kan jeg i fremtiden søge dispensation, eller er det nok på tro og love at erklære, at det ikke er Jesus-sandaler, men blot de almindelige fra Ecco? Så vidt jeg ved, har ingen af mine dommerkolleger rundt i landet endnu ringe i næsen eller øjenbrynene. Men det kan måske komme, og det er efter min opfattelse ikke særlig religiøst at have lidt pynt i ansigtet. Alligevel ville flere måske blive bekymret ved at skulle dømmes af en dommer med ringe i næse og bryn end at blive dømt af en kvindelig dommer med et tørklæde. Ja, kære politikere, hvis I fortsat finder anledning til at detailregulere dommernes påklædning, så overvej det lige en gang til eller endnu bedre – lad være. Vi kan godt selv, og det er da gået helt godt de seneste hundrede år.