I forbindelse med at Søren Pind »lagde sig ud med verden første dag på jobbet«, kan vi læse i avisen 24timer, at de konservatives politiske ordfører, Carina Christensen, nedtoner konflikten: »Jeg er sikker på, at Søren Pind godt ved, at han er integrationsminister. (...) Han skal ikke vurderes på sine ord, men på sine handlinger« (24timer, 10.3.). Det er på dette forbløffende lave og selvmodsigende niveau, den politiske debat også kan føres af visse politiske aktører. Men så absurd som denne bemærkning er, mon den forsøger at dække mere, end den afslører? Er det mon, fordi Carina Christensen inderst inde godt ved, at Søren Pind tror, han er assimilationsminister?

Desuden, hvor er vi henne, når man i fuldt alvor mener, at en politiker – endda en minister – ikke skal stå til ansvar for sine ord, men kun sine handlinger? I forlængelse heraf vil jeg derfor foreslå, at en ministers ord, når han er på arbejde, også er ministerens handlinger. Og Carina Christensen skal vurderes både for sine handlinger og sine – absurde – ord. Men inden jeg går videre, vil jeg for en god ordens skyld citere følgende definitioner: Assimilation: Tilpasning, sammensmeltning; det at noget bliver eller gøres lig med noget andet. Integration: 1) Få nogen eller noget til at indgå i en overordnet helhed, f.eks.: de arbejder på at få integreret edb i firmaets drift. 2) Få nogen eller noget til at være med i f.eks. et fællesskab, f.eks.: undervisning i sprog og samfund er med til at integrere indvandrere i samfundet; den nye elev blev hurtigt integreret i klassen (Retskrivnings- og Betydningsordbog, 2001, Politikens Forlag). Efter denne sproglige smagsprøve vil jeg gerne sige, at en debat, en hvilken som helst dialog, der ikke længere belyser noget som helst, der endda sætter paraderne op hos samtalepartneren, handler ikke længere om dialog, men om at forsvare egne interesser.