Jeg har boet i Københavns indre by hele mit voksne liv. Byen og jeg har forandret os i samme takt, men der er også noget, der forbliver det samme. Tusmørkehimlen bag kuplen på Christiansborg Slotskirke er lige så genkendelig, som den er flygtig, og over Nikolaj Plads har det sidste skær af dagslys i kirkespirets grønne kobber heller ikke mistet sin eventyrlighed. Når jeg først på aftenen går gennem stræderne med mine indkøbsposer, føler jeg mig hjemme i mere end én forstand. Hvis en udenlandsk ven spurgte mig, hvor han skulle stå for at se ind i Københavns hjerte, ville jeg tage ham med hen på broen mellem Slotsholmen og Højbro Plads. Mens solen forsvinder over Vesterbro, falder det mig ind, at Gammel Strand må have taget sig ud på den samme måde, dengang det var H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og deres samtidige, der var på vej hjem gennem byen. Facadernes tækkelige renfærdighed, melankolske og svævende i skumringen, hvor er det nordisk, og hvor er det København. At betragte den gamle husrække er næsten som at hilse på H.C. og Søren, som om vi alligevel er en slags samtidige, om end på den lange bane, som man siger nu. Tanken om at min by ligner deres, virker som en hilsen fra de døde. En påmindelse om ikke kun at huske dem for deres bedrifter, men også for deres skrøbelighed, der måske mere end bedrifterne gør historien til et fælles mellemværende. Et ansvar, der går i arv. Selv om de nok ville genkende Guldalderens provinsielle kulisser, har de vidst lige så godt som jeg, at intet forbliver det samme. Når de stiger ud af tidsmaskinen og fumler med at få hattene til at sidde, vil de måske være allermest forundrede over, at så meget er til at kende igen. Nok var moderniteten hårdhændet, da den gjorde sit indtog, og listen er lang over byplanlæggernes fadæser, fra ødelæggelsen af Borgergade, der ligner en provinsby i DDR, til det tankeløse hastværk, hvormed man har plastret havneløbet til med vulgære klodser i globaliseret ingeniørstil. Alligevel har København overlevet, og det engang nye bidrager ikke mindre end det rigtig gamle til byens helt særlige atmosfære. Jeg ville hverken undvære lysreklamerne på Rådhuspladsen eller den grå viadukt ved Nørrebro Station, som PH kunne skrive viser om, og Arne Jacobsens lille skyskraber over for Hovedbanegården er da så københavnsk som noget i al sin gråvejrsgrønne modernisme. Om mange år vil Jean Nouvels nye koncertsal til Radiosymfoniorkestret sikkert også virke som naturlig del af en mere international og ambitiøs hovedstad end den, jeg har kendt. Og mon ikke selv Henning Larsens udskældte opera en dag går hen og bliver et vartegn, som enhver er på kasket med? Jeg tror det. København overlever, fordi københavnerne i det store hele har forstået at gå på to ben og få ’udviklingen’ til at gøre det samme. Forstået, at man snubler og slår sig, hvis man i sin iver efter at træde ind i fremtiden glemmer at tage afsæt i historien. Godt nok fik man i halvtredserne og tresserne rykket nogle ordentlige pløkker ud af byens tandsæt for at udskifte dem med betonimplantater. Det skete efter den muntre devise, at selv det dårlige nye var bedre end det gode gamle, men siden har man passet bedre på. Den historiske bymidte er ikke blevet reduceret til en amputeret museal turistzone uden liv. Den hænger sammen med brokvarterernes Halfdan Rasmussen-agtige hverdagspoesi, der igen fører naturligt videre ud i forstædernes mondæne eller mere prosaiske fortsættelse af fortællingen om en by, der er vokset og vokset, siden den ikke var andet end en ladeplads på stranden. Helt ind i Middelalderbyen er der lys i vinduerne om aftenen, når butikker og kontorer har lukket, og netop fordi nogen har deres hjem her, er miljøet så tiltrækkende for andre københavnere og for vores gæster fra provinsen eller udlandet. Men hvordan skal de komme herind? Alle er enige om, at der skal gøres noget ved den kollektive trafik, og metroen virker som et godt supplement til busser, S-tog, cykler og gåben, når man skal ind til centrum eller ud i en fart. Siden har politikerne som bekendt besluttet, at de eksisterende metrolinjer skal suppleres med endnu en, og som navnet antyder, skal ’Cityringen’ bide sig selv i halen gennem hjertet af indre by. Jeg har ikke forstand på trafikplanlægning og kan ikke afgøre, om gevinsten ved sådan en ring vil være de mange milliarder værd. Jeg er heller ikke i stand til at gennemskue, om Cityringen føjer sig ind i en velovervejet, helhedsorienteret og fremtidssikret strategi for Københavns kollektive trafik. Gør den? Alt andet lige synes jeg, metroer er en god idé, og jeg bruger dem gerne, når jeg besøger Paris, London og New York. Jeg ved også godt, at man ikke bygger sådan en underjordisk herlighed på en nat. At det tager tid, er besværligt og uundgåeligt medfører bøvl og gebrækkeligheder, mens borebisserne ormer sig vej under vores fødder. Men ligesom et voksende antal andre borgere er jeg bekymret ved tanken om, at man ikke bare vil føre Cityringen ind under Københavns ældste og mest følsomme kvarterer, men tilmed anlægge stationer direkte under Marmorkirken og Gammel Strand. Er det en diskvalificerende kendsgerning, at jeg selv bor to hushjørner fra Frederiksholms Kanal og derfor vil blive berørt af bygningsarbejderne, der efter planen skal strække sig over mindst et årti? Forveksler jeg nationens ve og vel med mit eget, når jeg konstaterer, at et umisteligt stykke kulturarv er truet? Det kan man selvfølgelig godt beskylde mig for, men man kan også tage i betragtning, at vi, der bor midt i kulturarven, også er de nærmeste til at drage omsorg for den. Ved at bo, hvor vi bor, har vi uhjælpeligt viklet vores private interesser sammen med den almene interesse i at bevare de fysiske rammer om københavnernes og danskernes fælles historie. En levende historie, vel at mærke. Gammel Strand er nemlig ikke bare Assistenshuset, hvor Kulturministeriet befinder sig, med Thorvaldsens Museum på den anden side af Frederiksholms Kanal, og heller ikke bare en stribe fredede eksempler på 1700- og 1800-tallets bygningskunst. Det er også loppetorv, kælderbeværtninger og Krogs Fiskerestaurant – en institution i sig selv. Men frem for alt er det et åndehul, hvor fortid og nutid trækker vejret gennem hinanden, fordi de døde og vi levende er led i den samme fortsatte fortælling om livet i København. Og alt det vil anlæggelsen af en metrostation sætte over styr, fordi det omtrent svarer til at ville plante en boreplatform i et gadekær. Selv projektlederen for VVM-redegørelsen lader til at være enig med mig. Tidligere i år udtalte hun til Berlingske Tidende, at »det er sådan, at stationsboksene har den størrelse, de har. Og de skal nogle steder skrues ned i gaderum, som gerne måtte have været noget større«. I hele den tiårige anlægsperiode bliver pladsen ét stort krater afgrænset af et plankeværk med kun fem meters passage. Alt liv vil dø ud, cafeerne vil lukke, og de øvrige erhvervsdrivende må forventes at flytte. Om ti år kan der så åbne en DøgnNetto, hvor Louis Poulsen havde sit domicil, og en 7-Eleven på hjørnet over for Kulturministeriet. Måske bliver der også plads til en karaokebar i Kunstforeningen med udsigt til 1.000 væltede cykler? Men anlægsperioden udgør først og fremmest et sikkerhedsproblem. Hvordan brandbilerne, der i forvejen døjer med at komme rundt om hjørnerne i nabolaget, ved brand skal kunne nå frem langs plankeværket og redde beboerne ud, er et meget åbent spørgsmål. Der er heller ikke fremlagt dokumentation for, hvordan man vil sikre deres helbred mod de forhøjede koncentrationer af partikeludslip og den overskridelse af grænseværdierne for støj, som byggeriet ifølge Metroselskabet og kommunen vil medføre. Men det er jo problemer, der også vil gøre sig gældende de andre steder, hvor Metroselskabet har tænkt sig at vende gader og kvarterer på vrangen. Problemer, som VVM-redegørelsen på en vag og generaliserende måde glider af på. I det hele taget bliver sikkerhedsdimensionen behandlet som en variabel, der kan strækkes eller trækkes sammen efter behov. Samme dag, som der var deadline for høringssvar, bekendtgjorde Metroselskabets direktør, at man på grund af budgetunderskud vil spare femten nødudgange væk. Det var vist ment som en god nyhed – femten byggepladser mindre – og vi skulle ikke engang være bekymrede, for de nye tog vil være forsynede med sprinkleranlæg. Men hvad skal sprinklere stille op over for et terrorangreb? Alene på stationen under Gammel Strand vil en velanbragt bombe få vandet fra kanalen til at fosse ind i tunnelsystemet. At bygge metrostation under Gammel Strand vil i sig selv indebære en betydelig risiko for de fredede ejendomme og kulturhistoriske monumenter omkring pladsen. En aktuel sag fra Amsterdam illustrerer sagens alvor. Anlæggelsen af byens nye nord-sydgående metrolinje har dette efterår forårsaget, at beboerne i fire huse fra 1700-tallet måtte evakueres med øjeblikkelig varsel, fordi husene kollapsede. De evakuerede beboere vil måske aldrig kunne vende tilbage til deres hjem, da husene anses for livsfarlige at opholde sig i. Det er anden gang, anlægsarbejderne har måttet indstilles. Første gang var i juni, hvor arbejdet blev stillet i bero, efter at nærliggende huse begyndte at skride, men da arbejdet for nylig blev genoptaget, gik der kun én dag, før det på ny måtte standses. Det hollandske eksempel er sammenligneligt med det planlagte stationsbyggeri på Gammel Strand, hvor de historiske bygninger ikke er mindre følsomme over for rystelser, sænkninger af grundvandspejlet m.m., blandt andet fordi de i lighed med tilsvarende huse i Amsterdam er bygget på pæle. En repræsentant for Metroselskabet har afvist sammenligningen med henvisning til, at de geologiske forhold i de to byer er forskellige. Denne beroligelse skal imidlertid holdes op imod, at Metroselskabet for nylig måtte erkende, at man for Cityringens vedkommende ikke havde overblik over, hvor der skulle bores i kalkgrund, og hvor der skulle bores i ler. En usikkerhed, der virker så meget mere foruroligende, fordi man af tekniske grunde vil placere metrostationen under Gammel Strand betydeligt dybere end de øvrige stationer, hvad der også afspejler sig på budgettet. Denne ene station vil i sig selv komme til at koste omkring en milliard og dermed blive den dyreste af dem alle. Hvad undergrunden gemmer på af udfordringer for de borelystne vil i sagens natur først vise sig, når man går i gang, men i tilfældet Gammel Strand er det et stykke kulturarv, man rumsterer under, og det burde være sund politik at lade al tvivl komme kulturarven til gode. Men det vil man ikke. Tværtimod fremturer Metroselskabet og kommunen med en målrettethed, der i almindelige borgeres øjne kun kan udlægges som arrogance. For det første lod man underborgermøder i forbindelse med høringsprocessen forstå, at linjeføring og stationsplacering var vedtaget ved lov, skønt sandheden er, at transportministeren har mulighed for at modificere begge. For det andet har det vakt dyb skepsis, at kommunens VVM-redegørelse udelukkende baserer sig på ekspertudsagn og konsulentbistand fra Metroselskabets kontrahenter, skønt der er tale om det mest omfattende anlægsarbejde i København i et halvt hundrede år. I betragtning af at kommunen er bygherre, ville det såvel fagligt som politisk være mere betryggende, hvis Københavns Kommune og Metroselskabet havde overladt det til en tredje uvildig part at foretage den relevante risikovurdering af projektet med henblik på de mulige konsekvenser for byens ældste og mest sårbare område. En ny og uafhængig VVM-redegørelse ville være på sin plads, men man kunne også vælge en enklere og hurtigere løsning. Der er jo for Gammel Strands vedkommende tale om at anlægge en station, hvorfra der kun vil være fem minutters gang til stationerne på henholdsvis Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Og hvad er fem minutter eller mindre, hvis man går i H.C. Andersens og Søren Kierkegaards fodspor? Som en, der taler fra kunstens verden, helt uden indsigt i stationsbokse og borehoveder, vil jeg gerne bidrage med en erfaring fra mit felt. Jeg får jo mange flere ideer, end der kommer romaner ud af, og godt det samme, kan jeg love læserne for. I min verden er der nemlig ingen større kunst end kunsten at lade være. Der bliver såmænd sikkert metrostationer nok, men der findes ikke mange bygninger og byrum så skønne som Marmorkirken og Gammel Strand, og det er ikke dén smule trafikal optimering værd at undergrave deres skønhed. Hvis vi elsker København, har vi også tid til at tænke os om en ekstra gang. Lad os ikke snuble ind i fremtiden. Lad os ikke spille hasard med den bygningskultur, vi har fået i arv. Lad os ikke bruge milliarder på en metrolinje, hvis vi risikerer, at den blot kommer til at transportere os rundt i mørket under en fattigere, mere historieløs by.