ENDNU LÆNGE efter at Georges Simenon havde sat sidste punktum i sin næsten uendelige serie af og romaner og noveller om den parisiske kriminalkommissær Maigrets færden blandt metropolens kriminelle eksistenser, forekom det jævnligt, at der blev ringet til kriminalpolitiets hovedkvarter på Quai des Orfèvres og spurgt efter kommissær Maigret. Så rodfæstet var denne fiktive figur i menigmands bevidsthed, at mange antog ham for lyslevende. Det er få romanfigurer i verdenslitteraturen beskåret at blive et begreb og holde stand så længe som Simenons piberygende opdager. At læse Simenon, der ville være fyldt hundrede i år - er en lise for øjet. Uden at det skal gøres til et kvalitetsparameter i sig selv, ligger lixtallet lavt, og hans vokabular begrænser sig til 2.000 ord, hvilket var med til at gøre ham tilgængelig. Helt bevidst viger Georges Simenon uden om stilistiske kneb og sproglige finurligheder. Det pittoreske er heller ikke ham: »Når det regner, så skriver jeg, det regner, ikke noget med regndråber, som forvandles til perler«. Men denne professionelle attitude forringer ikke læseoplevelsen for den, der dyrker hans forfatterskab. Det kan blive en passion for lægmanden som for den frankofile. Simenon er belgier født i Liège, men opfattes som genuin franskmand, og franskmændene forsøgte da også uanset deres mereværdskomplekser over for belgierne at forlene Simenon med en 'dobbelt' nationalitet, så han kunne optages i Académie Francaise. Men belgieren afslog. Iført akademiets specielle skrud med sabel ville han føle sig som en 'præmieko' på et dyrskue. HERHJEMME HAR vi kunnet læse om Maigret siden 1933, da Simenons første roman om kommissæren 'Pieter fra Letland' udkom på dansk. Siden er værkerne om hans litterære ophav genoptrykt i oplag efter oplag og læst i laser på bibliotekerne. En forfatters normalproduktion ligger på måske tre bøger på to år. Anderledes med skrivekuglen Simenon. Nogle tal anskueliggør omfanget af mesterens flid: 102 romaner og noveller om kommissær Maigret, yderligere 114 noveller, 116 romaner og 13 selvbiografiske værker. Simenon er udkommet på 40 sprog, og skønsmæssigt er hans globale oplag blevet anslået til fem hundrede millioner eksemplarer. I lange perioder skrev han 4.500 ord om dagen - svarende til to-tre gange denne Kronik. I 1938 forfattede han hele 11 bøger, inklusive den meget roste x roman 'Manden, der så togene køre forbi'. En verdensrekord i skrivefærdighed. Når Simenon ved daggry på fastende hjerte og med et dusin stoppede piber inden for rækkevidde satte sig til skrivemaskinen for at digte om sin kommissær, kendte han ikke på forhånd plottet i historien. På linje med sine kommende læsere vidste skribenten ikke, hvordan den ville ende. Simenon forstod overhovedet ikke, hvordan han var i stand til at fyre ord af i det tempo og betragtede denne daglige tour de force som noget af et mirakel. I en næsten søvngængeragtig trance bare skrev og skrev han, alt imens fortællingen på næsten metafysisk vis formgav sig selv. DER ER REJST en enkelt statue af Georges Simenon; ikke i Liège eller Paris, som man kunne forvente det, men i havnebyen Delft i Holland. Forklaringen ligger ligefor: Det var her, commissaire Jules Maigret i 1929 bragtes til verden. Han fødtes, mens Simenon lå for anker med sin båd. Og siden Maigret blev undfanget, har jeg ikke været fattig, forklarede den hovedrige Simenon senere. Maigret blev ham en sand pengemaskine, og der gik ikke lang tid, før Simenon beruset af sin succes fornemmede, at han burde skifte forlægger. Fræk og frejdig opsøgte han et af de førende franske forlag for skønlitteratur Gallimard for at drøfte kontrakt. Forlæggeren Gaston Gallimard foreslog, at de skulle mødes »en gang i næste uge til en frokost på en god restaurant« og aftale nærmere. Hertil skulle den da 30-årige forfatter have repliceret nogenlunde sådan: »Monsieur Gallimard, lad mig sige Dem én ting: For det første skal vi to aldrig spise et måltid sammen. Jeg nærer en rædsel for disse forretningsfrokoster, hvor man taler om alt undtagen business, og så foreslås der en forretningsfrokost til. Kontrakten vil jeg diskutere med Dem på Deres kontor, med en sekretær klar ved skrivemaskinen, døren lukket og telefonerne slået fra - og på en halv time er vi enige om alt. Og desuden: Jeg vil aldrig kalde dem 'Gaston', som alle andre her synes at gøre, og jeg vil aldrig skrive 'min kære ven' , fordi jeg hader alle den slags ord. Vil De have et møde med mig, kommer jeg til Deres kontor, og vi diskuterer det hele. Men derefter vil De opsøge mig«. Sådan! Aldrig før havde en forfatter tiltalt forlagschefen på så kontant en facon. Gallimard kunne imidlertid nok lugte, når han havde en moneymaker foran sig. Simenon fik følgelig sin vilje - mod at skrive seks bøger om året (hvad han vidste, at han med sin mekaniske effektivitet kunne gøre på en fjerdedel af tiden!). Og nettofortjenesten skulle de dele fifty-fifty. Alt gik i olie, og fra parnasset udråbte selveste André Gide, nobelpristageren, kollegaen som Balzacs arvtager. 'DER ER INGEN ende på Paris' hedder Hemingways erindringsbog om den franske hovedstad. Og det er der heller ikke i Simenons romaner om storbyens kriminelle og udstødte. Det er ren film noir. Lokalkoloritten, hele miljøet, er med: løgsuppen og briocherne, croissanterne og anisetten, kastanjesælgerne og bistroen med zinkdisk; et Paris, som en af Simenons analytikere har beskrevet som en »by i kamp mod fremskridtet, en kamp, der vil forblive intakt i Simenons værker, når slaget er tabt«. Simenons ekslibris bærer påskriften: 'Comprendre et ne pas juger', forstå og døm ikke. Her siges i få ord det, der giver den røde tråd i Simenons forfatterskab om 'den nøgne mand', der hver morgen ser sig i spejlet uden illusioner om sit eget menneskeværd. Han fokuserer på et broget galleri af tyve, bedragere, mordere og andre misdædere ud fra devisen, at man må kende 'skarnbøtten'. Han dømmer ikke sine personer, der typisk fremstår som 'den lille mand'. Qua deres ytringer og handlinger lader han dem afsløre sig selv. Jo tættere han, det vil sige kommissær Maigret, kommer på sit bytte, des stærkere føler han sympati for den efterstræbte. Det handler rent faktisk ikke om, hvad forbryderen gør, men hvorfor han gør det. Uden færdige modeller tegner Simenon intuitivt menneskene, som han ser dem. Begrebet skyld defineres ikke som et begreb i straffelovens forstand, men som et personligt drama, der foregår i individets sjæl, hedder det - med reference til Dostojevskij - i en af bøgerne om ham. Forfatterskabet stiller skarpt på visse mentale, menneskelige mekanismer, ikke på de dybe passioner eller etisk/moralske spørgsmål. MEN HVEM VAR Georges Simenon egentlig? Ville han inderst inde gerne have været identisk med den pæne mand, der som den elskelige og koldsindige kommissær levede i en uforstyrret borgerlig harmoni med sin femme de fauteuil, den hjemmegående madame Maigret, ham, som altid uden svinkeærinder gik den lige vej hjem fra Quai des Orfèvres, ham, hvem Simenon - hjemsøgt som han ifølge en kvartet af psykiatere var af dæmoni og tvangstanker - ikke magtede at leve op til? Forfatterens forbillede for Maigret-figuren, hans alter ego, kunne have været hans tidligt afdøde far, forsikringsfunktionæren Désiré - der i sin næring foretrak 'brand' for det mere usikre 'liv' (livsforsikringer var på den tid et nyt produkt, hvis man ville assurere sig). Fra ham synes Georges at have arvet sit indadvendte, selvbeskuende sind, men ikke annammet faderens stille ro og umiddelbare glæde ved livets tilskikkelser, sådan som tilværelsen nu engang formede sig. Simenon var gift to gange, havde fire børn og levede i sine sidste mange år ægteskabeligt sammen med en tredje kvinde. Nøglen til 'mysteriet Simenon' er ifølge hans biograf Fenton Bresler imidlertid to andre kvinder: hans mor og hans eneste datter, som led en tragisk død. Den ene af de to forkastede ham, den anden forkastede han. Gennem det meste af livet følte Georges dybt fraværet af ægte kærlighed fra moderen. (Da Georges mistede sin lillebror Christian, der dræbtes som fremmedlegionær, sagde moren til Georges, at det var synd, at det netop var Christian, underforstået: altså ikke Georges, der skulle dø). Erindringen efterlod ham med et ar i sjælen, der skyggede for hans lykkefølelse i de opgangsår, hvor han fejrede sine største triumfer som forfatter. Georges Simenon dyrkede livet igennem kvinder, sekretærer, stuepiger og prostituerede, i hobetal. Faderrollen magtede denne casanova derimod ikke. I en høj alder erkendte han nødtvungent dette i sin erindringsbog 'Mémoires intimes' fra 1981, forsynet med et bevægende appendiks af datteren Marie-Jos breve, notater og båndindtalte betragtninger. Fra sine teenageår udviklede Marie-Jo en psyke med klare destruktive træk og begik som 25-årig selvmord ved at skyde sig gennem hjertet med en haglbøsse. Få timer forinden havde hun over telefonen presset sin far til at sige: »Jeg elsker dig«. I et efterladt brev til faderen undskylder hun for alt, hvad hun ikke havde været i stand til at være. I den nære familie rådede der i selvransagelsens stund uenighed om, hvor stort et medansvar for den psykotiske datters ulykke, der kunne pålægges faderen. Efter hendes selvmord forseglede faderen ufortøvet døren til hendes værelse, og seglene forblev - så vidt vides - dér til Simenons død som 86-årig i 1989 i Lausanne, Schweiz. I STØRSTEDELEN af sit rastløse liv med bopæl omkring tredive forskellige steder var Georges Simenon storforbruger af kvinder i en hektisk, primitiv seksualitet, der ikke havde skyggen af erotisk ømhed over sig. Storskrydende oplyste den aldrende forfatter i 1977 i et interview, at han havde haft sex med omkring 10.000 kvinder siden sit trettende år. Og sikkert er det - for at sige det ligeud: Simenon var lige så potent med sin penis som med sin pen. Senere indrømmede han dog, at han kunne have husket galt, og hans 23 år yngre fransk-canadiske kone Denise korrigerede ved at sige, at Georges altid overdrev: »Vi har sammen opgjort tallet til 1.100«. De fleste var prostituerede. Hustruen måtte vide besked; når Simenon gik på bordel, ledsagede Denise ham flere gange. Madame sad i stueetagen og hyggede sig med de andre filles de joie, mens monsieur gik ovenpå med den foretrukne. Derhjemme på Chateau Simenon måtte stue- og køkkenpiger og andet tyende holde for. Sin grådighed med kvinder begrundede Simenon med, at sex var lige så vigtigt for ham som at spise og drikke. Og for øvrigt formåede han ikke at kommunikere med et hunkønsvæsen, medmindre han havde haft sex med hende(!). Georges Simenons umættelige appetit på kvinder lå på linje med hans fascination af biler. En af forfatterens psykiatere overværede på en bilmesse i Genève, hvordan Simenon i løbet af fem minutter købte tre biler: en Rolls-Royce, en Mercedes og en bil til chaufføren! Psykiateren fastslog, at forfatteren valgte biler, som han dyrkede kvinder: intet forspil, ingen romantik. Bilkøbene var blot ligesom tre orgasmer.