Tidens unge lider af præstationsangst. Og det er ikke kun studierne men selve livet, der skræmmer. Kronikøren er psykolog i Studenterrådgivningen. Hun har en forklaring. »Jeg var en af de bedste i min klasse i gymnasiet. Nu er jeg hele tiden bange for ikke at kunne bestå selv den mindste eksamen her på universitetet«. I mit arbejde som psykolog i Studenterrådgivningen ved Københavns Universitet hører jeg oftere og oftere den slags udsagn. Studenter-rådgivningerne i Danmark er som i andre europæiske lande oprettet for at hjælpe studerende med psykiske og sociale problemer til at gennemføre deres studier uden unødig forsinkelse. Nutidens studerende har mange ressourcer. De fleste er velbegavede, socialt åbne og gode til at skabe relationer. De har ofte store ambitioner. Men en stor del af dem har ikke en stabil identitet at støtte sig til. I de senere år har jeg oplevet en markant stigning i problemer som manglende selvværd, præstationsangst, tristhed og angst for ansvar. Er de studerende blevet mere sårbare, eller er de blot blevet bedre til at søge hjælp? Begge dele spiller sandsynligvis ind. Men jeg møder flere og flere, der føler sig så pressede af ydre og indre krav, at de har behov for professionel hjælp, hvis de ikke skal droppe ud af deres studium. Det er nu så mange, at vi slet ikke kan imødekomme behovet for hjælp. Disse problemer udtrykker nogle almene modsætninger hos moderne unge mennesker - og jeg møder dem også i min private praksis. Mange klarer det selv, men flere og flere er så hårdt ramt, at de søger hjælp. Jeg har terapigrupper med studerende, som sidder fast i deres speciale - specialesumpen hedder det. En typisk beretning kan være: »Jeg afleverede nogle papirer til min vejleder, og han sagde, at det var et spændende oplæg, og at han nu glædede sig til at se mere fra mig. Derefter gik jeg helt i sort i tre måneder og kunne ikke skrive en linje«. En velment og velfortjent ros har standset arbejdet. Den har aktiveret en modsætning mellem ønsket om at være perfekt og oplevet mindreværd. Den studerende lammes af angst for, om hun nu også kan levere den perfekte vare og dermed leve op til de meget store krav, hun stiller til sig selv - og som hun tror, at omverdenen stiller. Mange i specialesumpen ligner hende. De kan ikke få noget fra hånden, fordi de har ekstremt høje krav om, at deres produkt skal være enestående. Et hvert tilløb på computeren må forekomme mangelfuldt ved siden af disse almægtige forventninger. Det kan føles bedre slet ikke at skrive noget. Det er pine- og skamfuldt og især meget ensomt at sidde fast, selvom der allerede sidder en hel del i sumpen. En ung, flot, velklædt kvinde fortæller, at hun er startet på sit ønskestudium. Hun har klaret sig glimrende i gymnasiet, har rejst verden rundt i mere end et år, har en kæreste og mange venner og føler sig ekstremt usikker. Hun siger: »Jeg har intet selvværd. Jeg er så bange for, at jeg ikke kan klare mit studium. Selv om jeg får gode karakterer, så er jeg hele tiden usikker på, om det ikke bare er held, og jeg er så bange for at blive afsløret. Og så føler jeg hele tiden, at min krop er helt forkert«. Hendes liv er behersket af en modsætning mellem en ydre sikkerhed og frimodighed og en voldsom indre usikkerhed. Og det i en grad, så hun er gået i stå i sit studium. Usikkerheden kommer til at fylde så meget, fordi det er blevet en farlig følelse. Dette problem oplever jeg hyppigere, end da jeg startede i Studenterrådgivningen omkring 1980. En ung mand er vant til at klare sig fagligt godt, men føler sig frygteligt ensom på sit studium. Han har i et par år haft et arbejde og er kommet godt ud af det med sine kolleger. Men på universitetet bliver han så usikker på, hvad de andre tænker om ham, at han er begyndt at trække sig fra undervisningen. I vores samtaler kommer det frem, at han blev massivt mobbet i folkeskolen. Universitetet har vakt følelserne fra dengang til live, og de rokker nu ved hans faglige og sociale sikkerhed. Dagens studerende er på godt og ondt produkter af den økonomiske og kulturelle frigørelse, som har gjort sig gældende siden 1960'erne. De er blandt de første, der gennem hele deres liv har haft den udviklede modernitet som baggrund. De fleste har haft mange valgmuligheder og har ikke været bundet af traditioner, geografi og økonomi. De er vokset op i familier, der ikke i samme grad som tidligere har været præget af eksplicit autoritet. Deres forældre har begge haft et arbejde, som ofte har optaget dem meget. Og de har været på institutioner, hvor de har været underlagt pædagogiske programmer fra før, de kunne tale. Den kulturelle frigørelse medfører, at identitet ikke længere er noget, man bare overtager og lader være bestemmende resten af livet. I dag skal identitet hele tiden vælges, afprøves og ændres. Dermed skabes nye og spændende spillerum, men også nye belastende former for tvivl og usikkerhed, fordi vores valg jo er afgørende. I en verden, hvor den enkelte ikke længere er bundet af tid og rammer, forøges den strøm af drømme, som det er muligt at forestille sig som realistiske. Studierne og selve livet bliver genstand for præstationsangst og konkurrence, når vi vurderer vores egen og de andres succes i forhold til mere eller mindre realistiske drømme og fantasier. Vælger jeg nu det, der er det rigtige for det rigtige liv? Eller vælger jeg noget, som hverdagen bagefter brutalt kastrerer? Mange studerende er meget belastede af en konstant tvivl, der går ud over koncentrationen. Har de valgt det rigtige studium? Vil de kunne stå inde for det, når de skal ud i den store verden og repræsentere faget på en arbejdsplads? Verden uden for studierne kan virke skræmmende. Det er ikke ualmindeligt, at en studerende sidst i tyverne giver udtryk for hjælpeløshed over for at skulle virke i det fag, hun er ved at tage en afsluttende eksamen i. Og det på trods af at hun i mange år har fungeret fint i alle mulige slags erhvervsarbejde sideløbende med studierne. Disse job har ikke virket så forpligtende som udøvelsen af faget. Problemet drejer sig om at blive voksen - at vedkende sig voksenhed. Modsætningen mellem at være barn og voksen er en af de helt fundamentale modsætninger hos de unge i dag. Generations-forskellene i moderniteten er ikke længere så éntydige og klare, som når man tidligere blev konfirmeret og fik ravrør og dametaske. På den ene side tager det modningsmæssigt længere og længere tid at gå fra at være barn til voksen. På den anden side presses man tidligere og tidligere ind i den voksne verden. Børn kønsmodnes tidligere end for 20 år siden. De starter med at feste og drikke i 10-11-års alderen. De bliver tidligt klædt modevoksent og møder den voksne verden på godt og ondt i medierne. Samtidig barnliggøres de til langt op i teenagealderen. De er under pædagogisk omsorg i meget højere grad end tidligere, og deres frie rum med plads til kedsomhed, eftertanke og initiativ er indskrænket. Forældrene transporterer dem dagligt til og fra institutioner, skoler og arrangementer og giver dem kun i ringe omfang ansvaret for familiens praktiske opgaver. Når man er blevet teenager, kan man næsten ikke komme ud af den tilstand igen. Biskop Jan Lindhardt har sagt, at man er barn til man er otte-ni år, så er man ung, yngre, ungdommelig og endelig frisk. De samme løbesko og træningsdragter sælges til folk i alle aldre, hvad enten de dyrker sport eller ej. I den unges liv eksisterer der på den ene side et pres i retning af voksenlivet og på den anden side en angst over for alt det, som det voksne liv indebærer - arbejde, familie, ansvar, forpligtelse med mere. Angsten får mange til at forblive i ungdomsfasen og tage på lange rygsæksrejser i det uendelige. Forældrenes autoritet er blevet mindre - nogle vil sige, at de er blevet magtesløse. Men løsrivelsesprocessen er ikke blevet nemmere. Selv om de unge flytter hjemmefra og etablerer sig i en lejlighed eller på et kollegium, har de ikke nødvendigvis gennemgået en følelsesmæssig løsrivelse fra forældrene. Måske er løsrivelsen i dag sværere end tidligere, fordi der ikke finder et egentligt autoritetsopgør sted. Hvis jeg spørger en studerende om forældrenes forventninger til ham, vil han ofte svare: »Ingen - de har aldrig presset mig til noget som helst«. Men det betyder ikke, at de ikke har forventninger, og at den unge ikke har forestillinger om disse forventninger - at forventninger ikke bliver formuleret, gør dem ikke mindre. Fantasierne om, hvad far og mor forventer, kan ofte være meget omfattende og skræmmende. De kan skabe en ubevidst protest mod at skulle studere for at tilfredsstille forældrenes ukendte ønsker. Det kan gøre det svært at være motiveret til at gå i gang med et studium. Denne protest kan manifestere sig i koncentrationsbesvær, skriveblokering og måske en plads i specialesumpen. En studerende har brugt sin far som rådgiver, når hun skulle skrive opgaver i skolen og i gymnasiet. Hun tager stadig hjem til far, når hun skal skrive en opgave, selvom hun nu går på Københavns Universitet. Hun har en følelse af ikke selv at kunne præstere noget, der kan accepteres på universitetet, og faderen er glad for at kunne hjælpe. Det er svært for begge parter at trække sig ud af dette mønster, som fastholder den studerende i en permanent følelse af mindreværd. Hun har en diffus følelse af, at hun burde lave arbejdet selv, og den får hende til i det uendelige at udskyde det. En anden studerende er gået i stå i sin bacheloropgave. Han har ellers klaret sig fint igennem de første år. Men nu sidder han fast og overvejer helt at trække sig fra universitetet. I vore samtaler kommer det frem, at hans problem bunder i, at han er søn af ikkeakademiske forældre. Han er ikke opvokset med billeder af, at det kan lade sig gøre at gennemføre et universitetsstudium. Forældrene er stolte over, at han går på universitetet, og samtidig ængstelige over, om det vil fjerne ham fra dem. Måske er de også lidt misundelige. Alt dette skaber en dyb usikkerhed, når han skal lave den præstation, som afgørende vil fjerne ham fra forældrene. Et studium på et universitet er baseret på en høj grad af selvstændighed - om end knap så meget som før. Det kan de studerende godt være meget angste for, selvom de er flyttet hjemmefra og måske har rejst verden rundt i årevis. På det ydre plan etablerer de et selvstændigt liv. Men på det indre plan kan de føle sig ufærdige og afhængige af forældrene. Dette kan udvikle sig til et egentligt problematisk mønster, hvis forældrene har bundet de unge til sig på forskellige uhensigtsmæssige måder. »Jeg er så bange for at skuffe min mor«, kan en studerende sige. »Hun vil så gerne have, at jeg kommer hjem hver weekend«. Men når datteren er hjemme hos forældrene, får hun ikke studeret, og så bliver hun frustreret og gal indeni. Men det kan ikke siges højt, for mor må ikke blive ked af det. En anden studerende føler sig belastet af, at hans mor hele tiden ringer og spørger, om han nu får læst. Han føler sig kontrolleret og er irriteret på moderen, men kan ikke finde ud af at få det diskuteret med hende. Angsten for selvstændighed kan også vise sig som en afhængighed af universitetet, der tillægges den særlige form for autoritet, som ellers er forbeholdt skolen. Mange studerende kalder universitetet for skolen og studierne for lektier og taler om frikvarterer. Derved underforstår de: »Det er autoriteterne, det vil sige læreren og universitetet, der bestemmer og har ansvaret for, at jeg lykkes. Jeg er stadig en skoleelev uden ansvar for min egen udvikling«. Mange ærgrer sig over, at de ikke tog et års orlov, før de startede på universitetet: »Jeg er blevet så skoletræt. Jeg har slet ikke set andet end skoler og institutioner, og nu kan jeg slet ikke koncentrere mig mere«. Skolegørelsen af universitetet skaber en konflikt med selve dets idégrundlag. Meningen med studiemæssig frihed under ansvar er jo netop, at de studerende skal have mulighed for at udvikle kompetencer, som overskrider lærerens. Med angsten for selvstændighed øges behovet for diverse støtteforanstaltninger såsom Studenterrådgivningen, skrivekurser, studievejledning m.m. Hos nogle studerende opstår der et mere eller mindre bevidst ønske om, at selve universitetet også bør være en støtteforanstaltning for deres identitetsudvikling. Dermed opstår nogle krav til universitetet og dets lærere, som de ikke er gearede til at imødekomme. I en norsk undersøgelse svarede de studerende på spørgsmålet om, hvad en god lærer er: »Det er en engageret lærer og en lærer, der bryr sig« - (det vil sige: en lærer, der kan smitte mig med begejstring for faget, og som ser mig og har omsorg for mig). Det faglige niveau er gledet i baggrunden. Mange lærere oplever, at de selvværdscentrerede studerende kræver mere end blot indlæring og vejledning. De kræver også en psykologisk støtte, som kolliderer med de faglige krav. Lærerne kan derved komme til at opleve de studerende som grådige og krævende, og de studerende kan opleve lærerne som distante og restriktive. I Studenterrådgivningerne har vi som nævnt i indledningen ikke kapacitet til at hjælpe alle dem, der opsøger os. Det er selvfølgelig ikke rart at skulle afvise så mange, som vi er nødt til at gøre. Det bliver endnu flere i fremtiden, sådan som vi i øjeblikket bliver grønthøstet. Det er synd for dem, der bliver afvist. Og det er dyrt for samfundet, hvis de dropper ud af studierne. En mediciner, der ikke har fået sin afgangseksamen, kommer ikke til at reparere hofter. Vi har gode resultater med dem, vi hjælper. Men på længere sigt er støtteforanstaltninger ikke nok. Også her gælder det, at forebyggelse er bedre og billigere end behandling. Man må i højere grad inddrage hele universitetet, som har ændret sig fra at være et eliteuniversitet for de få til at blive et masseuniversitet for de mange. Denne udvikling har medført et stort behov for en omstillingsproces. Her kan erfaringerne fra Studenterrådgivningen være til stor nytte.