Siden sin oprettelse i 1971 har Det Kriminalpræventive Råd stået bag et utal af pjecer og kampagner, som har sigtet på at gøre forebyggelse til en fast bestanddel af vores daglige liv og færden. Ideen om kriminalprævention fremstod særligt påtrængende og indlysende, efter at man i mange år havde forsøgt at håndtere kriminalitetsproblemet gennem straf og behandling, vel at mærke forgæves. Den grundlæggende tanke bag Det Kriminalpræventive Råds arbejde tog sig da også fra begyndelsen fornuftig ud: Det er bedre at forebygge kriminalitet end efterfølgende at straffe eller behandle kriminelle. Spørgsmålet er imidlertid, om den præventive indsats har grebet så meget om sig, at den kan karakteriseres som totalitær. En analyse af rådets arbejde synes i hvert fald at vise, at kriminalpræventionen rummer totalitære træk. Ønsker man et helhedsbillede af den kriminalpræventive indsats, er det derfor ikke tilstrækkeligt at vurdere, om kriminalpræventionen indfrier sit officielle mål og altså faktisk forebygger kriminalitet. Lige så vigtigt er det at overveje, om de anbefalede midler forekommer rimelige og berettigede, og om der overhovedet bliver sat grænser for, hvad der kan reguleres i forebyggelsens navn. Helliger målet kort sagt ethvert middel? Særlig tre indsatsområder påkalder sig interesse. Det drejer sig for det første om arbejdet med at påvirke børn og unge. Dernæst forsøget på at styre adfærd gennem arkitektonisk design. Og endelig forestillingen om, at kriminalitet kan forebygges ved at styrke lokalsamfund. Lad os tage dem hver for sig. Lige fra sin begyndelse har Det Kriminalpræventive Råd argumenteret for, at oplysning og undervisning i folkeskolen, ungdomsskoler, fritidsinstitutioner mv. udgør et centralt aspekt af det kriminalpræventive arbejde. Derfor har rådet bakket op om udarbejdelsen af såkaldte idemapper, der er tænkt som inspiration i undervisningen. I disse idemapper finder man bl.a. forslag til spil om 'asocial adfærd', hvor omdrejningspunktet altså ikke er kriminalitet i snæver forstand, men hvor det tværtimod handler om at forebygge enhver form for afvigende adfærd, som kunne forekomme problematisk. To ting er interessante ved denne indsats. Dels at man forsøger at få børn til gennem leg at handle konformt, melde lovovertrædere mv. Dels at man netop ikke holder sig til kriminalitetsområdet, men lancerer en kamp mod asocial eller afvigende adfærd generelt. Sidstnævnte forhold peger på, at grænsen for den kriminalpræventive indsats er ophævet eller udvidet kraftigt. Dette viser sig endnu klarere i den sammenkædning af sundhedsfremme og kriminalprævention, som Det Kriminalpræventive Råd præsenterede i midten af 1980'erne. Påstanden var, at der eksisterer en sammenhæng mellem sundhed og forebyggelse af kriminalitet, hvorfor kampen mod kriminalitet kan og må tage form af en generel forbedring af børn og unges sundhedstilstand. Igen ser man, at området for kriminalpræventionen udstrækkes betragteligt, idet ethvert forhold, der kan forbindes med usundhed, nu kan reguleres med henvisning til de forventede kriminalpræventive effekter. Denne pointe understreges af endnu et tiltag over for børn og unges kriminalitet, nemlig SSP-samarbejdet, altså det koordinerede samarbejde mellem social- og sundhedsforvaltningen, skole- og fritidsforvaltningen og politiet. Ideen om SSP blev lanceret i midten af 1970'erne, og siden er programmet blevet realiseret i stort set samtlige kommuner. Det interessante ved SSP-samarbejdet er, at det ikke blot retter sig mod kriminel adfærd. Indsatsen fokuserer tillige på det, som Det Kriminalpræventive Råd karakteriserer som 'faresignaler'. Atter ser man, at grænserne for det kriminalpræventive arbejde principielt ophæves, for hvad rummer ikke i bredeste forstand en eller anden form for fare, som kunne udvikle sig i kriminel retning? Det næste kriminalpræventive område, som påkalder sig interesse, angår bestræbelsen på at forebygge kriminalitet gennem arkitektur, design med videre. Det Kriminalpræventive Råd har udsendt mange pjecer om og vejledninger i, hvordan man bedst muligt sikrer sig mod kriminalitet gennem tekniske foranstaltninger. Dette inkluderer alt fra anbefalinger af tagkonstruktioners rette hældningsgrad til brugen af bestemte løsetyper, hængsler, vinduer med videre. Rådet har lanceret tiltag som Operation Mærkning, hvor vi alle er blevet opfordret til at mærke vore ejendele. Desuden har rådet beskæftiget sig indgående med, hvordan man gennem direkte formning af rummet menes at kunne forebygge kriminalitet og angst herfor. F.eks. har man argumenteret for at skabe overskuelighed gennem brugen af glasfacader, lav beplantning, synlige stisystemer med videre, hvilket dels hævdes at gøre det vanskeligere for eventuelle gerningsmænd at skjule sig, dels øger beboernes mulighed for at overvåge adfærd. Andre eksempler på lignende tiltag er promoveringen af såkaldt kriminalpræventiv belysning. Her handler det om at oplyse mørke passager, hvor hensigten er både at fjerne muligheden for at gemme sig og at reducere frygten for kriminalitet. Hertil kommer en lang række foranstaltninger, hvor målet er at bortlede uønskede personer. Det er eksempelvis tilfældet, når man bygger 'onde bænke', som er ubehagelige at sidde på. Pointen med denne umiddelbart ulogiske foranstaltning er at undgå, at hjemløse med videre tager længerevarende ophold og skræmmer os andre væk. Det gælder ændret belysning på offentlige toiletter, som betyder, at narkomaner ikke kan fixe. Og det gælder de københavnske metrostationer, hvor der hverken er bænke eller toiletter. I alle disse tilfælde handler det om gennem arkitektonisk design at styre folks bevægelser. Eller mere præcist: Det drejer sig om at forebygge, at bestemte interaktioner overhovedet finder sted, nemlig interaktioner mellem os og de potentielt kriminelle. Men når hensigten er at forebygge muligheder for interaktioner, som på en eller anden måde kunne resultere i kriminel adfærd, er det endnu en gang vanskeligt ikke at betragte dette som en betydelig udvidelse af det felt, der kan interveneres i med henvisning til kriminalpræventive hensyn. Mens man i mange tilfælde altså forsøger at lede individer gennem og bort fra rummet, finder man også anbefalinger fra Det Kriminalpræventive Råd, som i modsætning hertil søger at sænke farten og prøver at få folk til at stoppe op og tage del i hinandens liv. Dette viser sig i det tredje af de omtalte indsatsområder, som handler om at forebygge kriminalitet ved at styrke lokalsamfundets moralske fællesskab. Rådets grundlæggende tese er her, at individer bygger deres individualitet på tilknytningen til deres lokalsamfund. Imidlertid, siger rådet, er disse lokalsamfund kommet under pres i det moderne samfund. Dette hævdes at føre til meningsløshed og - som ledsagefænomen - kriminalitet. Følgelig ligger der et væsentligt kriminalpræventivt potentiale i at genoprette lokalsamfundene og derigennem binde folk tættere til hinanden og, så at sige, til sig selv. Det Kriminalpræventive Råd anbefaler en lang række teknikker til på forskellig vis at promovere de lokale fællesskaber. Arkitektonisk tænkes dette gennemført via konstruktionen af fællesarealer, som virker attraktive på områdets beboere. Dette kan ifølge rådet ske gennem etableringen af såkaldt halvoffentlige og halvprivate overgangszoner, hvor eksempelvis forhaver fungerer som bindeled mellem det offentlige og det private rum, og hvor (spontane) kontakter med områdets øvrige beboere lettere forekommer. Rådet fremhæver også brugen af bænke og borde ved indgangspartier til etageejendomme som elementer, der kan fremme fællesskab og dermed forebygge kriminalitet. Der er flere interessante aspekter af Det Kriminalpræventive Råds fokusering på lokalsamfundet. Frem for alt er der, som allerede antydet, tale om en særegen modstilling mellem lokalsamfund og det moderne samfund. Således hævder rådet, at det moderne samfunds fællesskaber er blevet ustabile og fragmenterede. Tidligere tiders moralske binding til naboer og lokalsamfund er blevet udvisket af urbanisering, industrialisering og så videre, hvor sammenholdet undergraves af, at folk bor og arbejder forskellige steder - at fritid, undervisning, arbejde, familieliv med videre splittes op. Ved atter at få de lokale fællesskaber til at blomstre mener Det Kriminalpræventive Råd, at man gør en indsats ikke kun for fællesskabet og de sociale relationer, men for individerne og dermed også for forebyggelsen af kriminalitet. Hvor umiddelbart indlysende og tiltalende denne analyse end forekommer, står den i kontrast til det billede af det moderne samfund og dets socialitetsformer, der præsenteres af fremtrædende sociologer, byteoretikere med videre. Blandt disse finder man den tanke udfoldet, at sociale relationer i det moderne samfund kun på overfladen tager sig ustabile og fragmenterede ud. Ser man nøjere efter, er der snarere tale om, at de sociale relationer har ændret karakter. Det er meget muligt, at naboskab, medborgerhuse og så videre ikke spiller den store rolle længere. Men folk har blot fået andre tilknytninger, som overskrider traditionelle fysiske grænsedragninger. Hertil kommer, at moderniteten frisætter det enkelte individ. Man henter ikke længere sin individualitet gennem tilhørsforholdet til en bestemt kaste eller socialklasse. Derimod er det op til den enkelte at definere sin egen individualitet. Denne frisættelse søges trukket tilbage gennem promoveringen af lokalsamfundet, for her handler det om, at det enkelte individ atter skal binde sin individualitet op på det lokale fællesskab. Hvor det moderne samfund altså byder på mangfoldighed og forskellighed, tilsigtes med styrkelsen af lokalsamfundet homogenitet og enhed. Promoveringen af den homogenitet, der fordres inden for lokalsamfundet, er endnu et eksempel på, at den kriminalpræventive tanke forlenes med totalitære træk. Et andet interessant aspekt ved forsøget på at fremme lokalsamfundet i kriminalpræventionen er, at forslaget meget vel kan tænkes at være kontraproduktivt. Selv om man forsøger at samle individer i små moralske fællesskaber, hvor den tilstræbte homogenitet udstråler samhørighed og idyl, åbner fællesskabstanken nemlig for ekskluderende effekter. For hvad gør man, hvis der i en opgang eller på en villavej er individer, som ikke ønsker at deltage i vejfester, fællesspisning og alt det andet, som kunne tænkes at styrke lokalsamfundet? Byteoretikeren John Pløger har i et interview i Weekendavisen i 2002 formuleret problemet ved det forventningspres, der skabes med fællesskabsfremmende initiativer, meget rammende: »Forstå dog«, lyder hans bøn, »at ikke alle skal engagere sig i alt. Nogle aftjener deres værnepligt i sportsklubben, andre i børnehavens bestyrelse, men måske ikke begge steder og måske slet ingen steder. Lad idealisterne mødes i beboercafeen, men de må acceptere, at jeg vil være fremmed blandt fremmede«. Er der derfor ikke en reel risiko for med den kriminalpræventive styrkelse af lokalsamfund at producere nye afvigere, som egentlig blot 'afviger' derved, at de plejer deres sociale relationer uafhængigt af det lokale element? Kan man håndtere, at nogle individer konsekvent fravælger de fælles aktiviteter, som lanceres i kriminalpræventionens navn? Lad mig endelig fremhæve en tredje interessant dimension ved Det Kriminalpræventive Råds forsøg på at sammenkæde forebyggelse med lokalsamfundstanken. Hvor rådet hævder, at lokalsamfundet er en størrelse, som faktisk eksisterer, om end den altså har haft det svært og bør genoprettes, er det min påstand, at lokalsamfundet ikke findes. Lokalsamfundet er ikke en enhed, der kan identificeres i virkeligheden. Det betyder dog ikke, at man ikke skal tilskrive lokalsamfundet social betydning, men denne betydning skal blot findes andetsteds, end Det Kriminalpræventive Råd forestiller sig. Det er således meningsfuldt at betragte den kriminalpræventive forestilling om lokale fællesskabers moralske funktion som en konstruktion, der tjener bestemte magtmæssige formål. Anderledes formuleret: Lokalsamfundet som sådan eksisterer ikke, men figuren om lokalsamfundet er et vigtigt element i en større omlægning af den politiske styring, som også har ramt kriminalitetsområdet. Her handler det om, at staten ikke længere påtager sig ansvaret for håndteringen af samfundets problemer, men at dette ansvar i stedet deles med eller helt overvæltes på individer og lokalsamfund. Det bliver med andre ord vores eget ansvar at undgå situationer, som kunne udvikle sig i kriminel retning, ligesom det bliver vores eget ansvar at skabe lokale fællesskaber, hvor de moralske bindinger er så stærke, at ingen vil begå kriminalitet. Statens rolle omdefineres med denne bevægelse: Det handler ikke længere om, at staten regulerer kriminalitetsproblemet direkte. I stedet påtager den sig opgaven at understøtte vores ansvarlige adfærd. Denne privatisering af ansvaret for kriminalitetsudviklingen viste for nylig en opsigtsvækkende konsekvens. En undersøgelse dokumenterede således, at det efterhånden er blevet en udbredt opfattelse, at kvinder selv bærer en stor del af ansvaret for eventuelle voldtægter. Går kvinder for udfordrende klædt, er det - mener mange - deres egen skyld, hvis de ender som voldtægtsofre. Aner man en sammenhæng mellem dette synspunkt og Det Kriminalpræventive Råds mange forsøg på at opdrage befolkningen til at passe godt på deres biler, hjem og så videre? Selv om det er vigtigt at være opmærksom på forskydningen i statens håndtering af kriminalitet, er implikationerne af den tilsyneladende fornuftige kriminalprævention mindst lige så vigtige at have for øje. Samlet set mener jeg således, at de omtalte eksempler - tiltag i skolen, myndighedsoverskridende SSP-samarbejde, arkitektonisk design samt promovering af lokalsamfund til forebyggelse af såvel kriminalitet som alskens 'faresignaler' - viser, at der ikke sættes grænser for, hvad der kan interveneres i. Alt rummer jo en potentiel risiko for kriminalitet, og dermed er vejen banet for nye og stadig mere raffinerede og indgribende tiltag. Af samme grund finder jeg det rimeligt at karakterisere det kriminalpræventive arbejde som i hvert fald tendentielt totalitært, eftersom det søger at dække hele vores livsførelse. Denne konklusion rejser flere spørgsmål. F.eks. ligger det ligefor at spørge, om ikke borgerne skal have en smule fred for de kriminalpræventive bestræbelser. Er det virkelig en kriminalpræventiv opgave at blande sig i folks sundhed (herunder rygevaner), naboskab og så videre? Og er enhver form for kriminalitet og social afvigelse virkelig et så påtrængende problem, at vi uden vilkår skal lade alle aspekter af vores daglige liv regulere i kriminalitetsforebyggelsens navn? Kronikøren udgiver senere på måneden 'Kriminalitet og magt. Kriminalitetsopfattelser i det 20. århundrede' på Forlaget Politisk Revy.