»Uden Grønland og det arktiske perspektiv ville Danmark fremstå som en lille, uinteressant udkantsprovins nord for EU«. Tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen Nogle få minutters ophold på landsstyreformand Kuupik Kleists kontor er nok til at overbevise én om, at Grønland for alvor er kommet i verdens søgelys. Selv landsstyreformandens ellers så kølige og rolige sekretær ses at være en smule stresset i sine bestræbelser på at få Kuupik Kleist til at forholde sig til de mange henvendelser: »Har du tid til at møde Hillary i New York 10. september?« »Barroso kan komme til Nuuk på tirsdag, okay?« »Jens Stoltenberg i telefonen, tager du den?« »Skal vi give den kinesiske ministerpræsident, Zhu Rongji, Angela Mergel til bords?« De forventede forekomster af olie, gas, guld, ædelstene og ikke mindst de konstaterede sjældne jordarter, enorme mængder af vand og udsigt til en åbning af Nordvestpassagen har klimatisk, ressourcemæssigt og militærstrategisk for alvor sat Grønland på verdenskortet. For at få andel i retten til udvinding af disse værdier bejler alverdens stormagter og multinationale selskaber i disse år til landsstyreformand Kuupik Kleist i en grad, som må gøre en Villy Søvndal grøn af misundelse, og indimellem få en Kuupik Kleist til at ligge søvnløs om natten.
Efter sigende skulle Villy da også have anmodet Kuupik om at blive inviteret med til de mange møder med statsoverhoveder fra hele verden, hvilket Kuupik skulle have sagt ja til på betingelse af, at Villy ved disse møder ifører sig grønlandsk anorak og lover at holde sin kæft. Ingen med blot et minimalt kendskab til Grønland kan længere være i tvivl om, at Grønland og rigs(fælles?)skabet står over for en række grundlæggende valg og forandringer, der i omfang og hast langt overgår, hvad man hidtil har været vidende til. Man kan kun være enig med landsstyreformanden, når han i sin tiltrædelsestale efter jordskredsvalget i juni 2009 slog fast, at status quo ikke længere er en mulighed. Man kan kun gisne om, hvad de tavse grønlændere egentlig ønsker at videregive til deres efterkommere: Et frit, rigt og rent land? Et afhængigt, fattigt og beskidt land? Et koldkrigsland? Et lykkeligt land? Et egoland? Et selvmordsland? Et kærligt land? Vil grønlænderne forvalte milliardindtægterne på en måde, der gør menneskene så lykkelige som muligt og skåner dem fra så mange lidelser som muligt? Er det for naivt at forestille sig, at grønlændernes dyrekøbte erfaringer har ført til en erkendelse af, at en velstandsfremgang ikke i sig selv udgør en garanti for øget livskvalitet? Vil man give sig tid til at finde frem til, hvilke værdier et fremtidigt samfund skal tage udgangspunkt i? Vil man eksempelvis genindføre de urgamle, åndelige eskimoiske SILA-værdier som omsorg, solidaritet, ydmyghed, tolerance, bæredygtighed, tilgivelse, glæde, samhørighed og kærlighed, eller vil individualisme og materialisme – som det ses i så mange lande verden over – blive styrende for menneskenes adfærd? Grønland udgør på én gang både de potentielle muligheders og de potentielle katastrofers land med mulighed for inden for en kort årrække at blive det land i verden med det højeste bruttonationalprodukt per indbygger. Samtidig er der risiko for, at Grønland opnår verdensrekord i eksempelvis antal ungdomsselvmord, psykiske og fysiske overgreb over for kvinder, frafald på ungdomsuddannelser, omsorgssvigt af børn og antal provokerede aborter. Jeg tror, at Kuupik Kleist direkte adspurgt om, hvilke egenskaber han er mest bange for at tilegne sig i sin tid som landsstyreformand, kunne finde på at svare: storhedsvanvid og mangel på rettidig omsorg«. Ingen tvivl om at økonomisk uafhængighed af det årlige danske bloktilskud står øverst på et stort flertal af grønlændernes ønskeliste for de kommende ti år. Umiddelbart kunne det se ud som om det eneste, der binder Danmark og Grønland sammen i dag, er en årlig pengeoverførsel, det danske kongehus, De Forenede Bryggerier og skiftende danske kvinde- og herrelandshold i håndbold og fodbold. Mange vil hævde, at det er de stærke følelsesmæssige bånd de mange blandede familier imellem, de mange livslange venskaber mellem grønlændere og danskere, kontakten til det store antal grønlandske studerende i Danmark og Grønlands dag i Tivoli er det, der reelt binder de to lande sammen i dag. Overordnet set foreligger der ingen fælles dansk-grønlandsk vision, og begreber som samhørighed og kærlighed er i dag skiftet ud med begreber som berøringsangst og ligegyldighed og en stiltiende aftale om ikke at ”blande” sig i hinandens indre anliggender. At bloktilskuddet er så forhadt, kan ikke undre, da ordningen fastlåser Grønland i et økonomisk afhængighedsforhold til Danmark. Igennem årene har der indimellem lydt kritik fra dansk side over for grønlændernes manglende taknemlighed og uansvarlige forvaltning af de årlige milliardoverførsler. Mange danskere bærer rundt på en skyldfølelse (’white man’s burden’) over at have været med til at igangsætte en udvikling hen over hovedet på et flertal af grønlænderne med store menneskelige omkostninger til følge. Omvendt siger flere grønlændere, at mange danskere optræder som bedrevidende, fordømmende, evigt bekymrede og med et stort behov for ’at redde grønlænderne’, det såkaldte Florence Nightingale-syndrom. Mange danskere vil partout forstå og ’italesætte’ forskellene i hinandens væremåde i stedet for bare at acceptere, at der er mindst lige så store forskelle mellem danskere og grønlændere, som der er mellem en australsk kænguru og en bornholmsk røget sild. Men måske bunder det hele i, at vi i min generation efter århundreders dansk koloniherredømme, de mange løgne, den konstante mistillid, mistænkeliggørelsen og de mange brudte løfter parterne imellem, dybest set slet ikke bryder os ret meget om hinanden Stuerene bliver vi aldrig i hinandens øjne, hverken som danskere eller grønlændere – uanset hvor megen umage ’de’ og ’vi’ gør os hver især. Og det allerværste er, at mange grønlændere bærer rundt på en del af både ’dem’ og ’os’ og dermed fører en daglig indre kamp om, hvorvidt det er ’dem’ eller ’os’, de skal lytte til og rette sig efter. Det mentale blokunderskud Grønland og Danmark imellem kan resultere i, at grønlænderne på et tidspunkt vil foretrække at gøre sig økonomisk afhængig af andre end af et dansk folketing og en dansk regering, som ellers er underlagt en række skrevne og uskrevne etiske og demokratiske regelsæt. Grønland er mere økonomisk på spanden, end godt er. Med de forventede årlige trecifrede millionunderskud på finansloven de kommende mange år, de offentlige selskabers milliardgæld til udlandet, den demografiske udvikling, kæmpe anlægsinvesteringer m.v., er der risiko for, at landsstyret kan føle sig presset til at indgå aftaler, de moralsk set ikke har lyst til at indgå i, herunder en hel eller delvis accept af:
