0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tre tulipaner

Den engelske maler Vanessa Bell levede et kompliceret kærlighedsliv. På lærredet man ser hvordan. Kronikøren, der er cand.mag., har genset Bells billeder på Tate Gallery.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Søndag eftermiddag i London. Også i dag lægger jeg min vej omkring Tate Gallery, dette store og majestætiske museum ved bredden af Themsen. Bygningen blev givet af Sir Henry Tate og havde sin åbningsudstilling i 1897 med 65 britiske kunstnere. I 1910 blev museet udvidet med en Turnerfløj. Yderligere tre gallerier for moderne udenlandsk kunst blev tilføjet i 1916, og i 1926 kom endnu en tilbygning, der skulle huse John Singer Sargents billeder. Mange kunstnere er i tidens løb sluppet gennem nåleøjet til dette museum. Nogle er kommet for at blive. Andre har oplevet beruselsen ved et kort øjeblik at hænge til skue for så derefter at blive sat på lager, gemt væk - måske for altid - måske blot for en kortere periode.

Køen uden for museet er lang denne søndag. London er på benene. Alle vil se den meget omtalte særudstilling med Turner, Whistler og Monet. Jeg skynder mig forbi de mange mennesker, for jeg har andre planer. En gang imellem kan det være godt at gå mod strømmen - at gå sine egne veje. Det gjorde maleren Vanessa Bell, og det er i dag hende, mit besøg gælder. Eller rettere, det er hendes billede 'The Tub', som hun malede mellem 1917 og 1918, jeg vil se.

Vanessa Bell er en af de 'fastboende' malere på stedet. Hun har konstant et par eller flere af sine billeder fremme på museets vægge. Men også hun må i perioder acceptere, at hendes plads for en stund kan blive indskrænket. Det modsatte sker dog også. Hun har denne søndag på Tate fået overdraget et helt rum til sin kunst.

Vanessa Bell er i manges bevidsthed nok mest kendt som søster til forfatteren Virginia Woolf. Men hun kunne selv. For ligesom søsteren var også hun trendsættende i sin levevis og i sin kunst. Hurtigt sprang hun ind i den modernistiske bølge. Og skønt opdraget i den realistiske tradition blev hun dybt fascineret af de franske postimpressionistiske malere, da hun første gang stødte på dem. Hendes foretrukne motiver blev snart det enkle, det hverdagsagtige, det, der fandtes i hendes umiddelbare nærhed.

Og her hænger så det, jeg er gået efter. Dette kæmpe billede, der oprindelig var tænkt som vægdekoration i havestuen i Vanessa Bells elskede hus Charleston Farm. Billedet, der har gennemgået to udviklingsfaser, forestiller en nøgen kvindeskikkelse ved siden af et rundt tomt badekar. Der er umiddelbart en barhed og nøgenhed over hele billedet. Farverne er holdt i grønlige og brunlige nuancer med en enkelt bordeaux flade bag kvinden.

Kvinden er stor med runde, bløde former. Hun står med sænket blik og fingererer ved spidsen af sin lange fletning. Hun ser tænksom og lidt tøvende ud. Hun står helt stille i sin nøgenhed, og hun virker meget alene og en anelse isoleret fra det runde kar. Det er, som om der ikke er forbindelse mellem de to, kvinden og karret, for kvinden er tilsyneladende gået i stå midt i en handling. Hun vender ud mod tilskueren, men blikket vender hun kontemplerende ind mod sig selv. Og skønt hun virker som en fysisk stærk kvinde, er der dog samtidig noget hjælpeløst og usikkert over hende.

Det var Mary Hutchinson, der stod model til billedet. Hun var i mange år elskerinde til Vanessas mand, kunstkritikeren Clive Bell. På det oprindelige maleri bar hun en gennemsigtig lille åben top. Men som arbejdet skred frem, følte Vanessa, at modellen ville virke mere ærbar i en total nøgenhed. Den lille top gav kvinden en sensualitet, som Vanessa ikke ønskede skulle være der. Hun fjernede derfor toppen. Eller rettere, hun klædte skikkelsen af på lærredet.

Der findes et fotografi af det første billede. Og sammenligner man de to, er det tydeligt, at Vanessa i enhver forstand har klædt kvinden af. Der er kommet en sårbarhed og en ensomhed over hende.

Noget kunne tyde på, at ændringen virkede for stærkt på Vanessa. Det færdige billede blev i hvert fald meget hurtigt rullet sammen og anbragt på loftet på Charleston Farm, hvor det lå i årevis. Først i 1970'erne, da interessen for Bloomsburykunsten fik en genopblussen, blev billedet igen taget frem.

Men hvorfor ville Vanessa aldrig selv se på det færdige billede? Det var nok ikke, som man umiddelbart kunne tro, fordi modellen var hendes mands elskerinde. Vanessa havde i lang tid ikke haft et ægteskabeligt liv med Clive Bell, og hun inviterede ofte Mary Hutchinson på weekend på Charleston Farm. Desuden havde Vanessa selv bedt hende stå model. Ganske vist findes der et nærmest forvrænget portrætmaleri af Mary Hutchinson, der kunne lede tanken hen på en problematisk relation de to kvinder imellem. Men dette billede malede Vanessa allerede i 1914, og hun var for længst kommet videre i sit eget kærlighedsliv. I 1918, da hun færdiggjorde 'The Tub', var det en langt vanskeligere situation, der optog Vanessas tanker.

Havde Vanessas forkastelse af maleriet i virkeligheden mere at gøre med hende selv? Var det, fordi hun indså, at det var et billede af sig selv, hun her havde malet, og skræmte denne kvindes åbenlyse isolation hende, fordi hun følte den så stærkt på sin egen krop?

Netop de år var kritiske for Vanessa, og følelsen af fysisk fravær fra den, hun elskede, var smertelig.

Hun var i efteråret 1916 flyttet ind på Charleston Farm i Sussex i Sydengland med sin elsker, maleren Duncan Grant, samt sine to børn, som hun havde med ægtemanden Clive Bell. Skønt Vanessa og Clive Bell ikke længere levede sammen som ægtepar, boede også han i lange perioder i huset. Ingen af dem ønskede at blive skilt, og livet ud forblev de meget nære venner.

Charleston Farm kaldte på det mest kreative hos både Vanessa Bell og Duncan Grant. Det var egentlig søsteren Virginia, der sammen med sin mand, Leonard Woolf, havde fundet stedet på en af deres mange vandringer i området. De vidste, at huset ville opfylde Vanessas krav - som bolig og som arbejdssted. Huset havde mange store rum. Et af rummene ville med sine kæmpe vinduer ud mod haven egne sig fortræffeligt til atelier. Men det var et forsømt og upraktisk hus, der endnu ikke kendte til moderne installationer. Haven gik i ét med de tilstødende marker, hvor køer