Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Dobbeltspillet om integrationen

På integrationsområdet siger regeringen ét - og gør noget andet. Er Bertel Haarder sin egen politiks værste fjende?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi er meget dårlige til at integrere indvandrere i det danske samfund. Faktisk ligger vi tæt ved bunden i en europæisk sammenhæng. Vi har også i Danmark et Integrationsministerium, der som hovedarbejdsopgave har at forbedre integrationen. Og vi har en minister for området, der synes utrættelig i sin iver efter - ja, efter hvad?

På den ene side er hans intention klart at fremme integrationen i Danmark. Det er, hvad han giver udtryk for i alle sine udtalelser til pressen. Men på den anden side ser vi den samme minister sprede mistro til indvandrere, vi hører ham fremsætte udtalelser om fremmede, der mere end antyder, at han i hvert fald ikke har tiltro til, at de har vilje til at glide ind i den danske kultur. Han tror ikke på dem.

Han vil angiveligt fremme integrationen - men hans adfærd og holdninger viser, at han gør noget andet. Kan det være rigtigt? Svaret skal søges givet i det følgende.

Lad os først se på, hvordan integrationen forløber. En undersøgelse af integrationsindsatsen i 44 kommuner viser, at på trods af en aktiverings- og integrationsindsats kommer kun en begrænset del af de pågældende indvandrere og flygtninge i arbejde. Det samme eller endnu mere mistrøstigt er billedet, hvad angår at starte på en uddannelse. Samlet set drejer det sig om, at 78 procent af de undersøgte står i en uændret situation efter indsatsen. Undersøgelsen fremlægges i en rapport fra Integrationsministeriet (april 2004), og den dækker perioden 1999-2001.

Om årsagen til, at det er gået sådan med integrationsprocessen, peger rapporten ikke på ministeriets egen indsats - men skyder skylden på sagsbehandlingen i kommunen. Der siges direkte, at de politiske og administrative ledere har gode muligheder for at gøre det rigtigt og godt, men deres sagsbehandlere - de står til dumpekarakter. Det er deres såkaldt 'individuelle holdninger', der forhindrer en god integration. Og videre hedder det: »Den politiske og administrative ledelses indflydelse på tilrettelæggelsen sker således direkte i konkurrence med indflydelsen af sagsbehandlerne«.

Sådan er konklusionen og sådan er Integrationsministeriets opfattelse. En enkelt faggruppe hænges ud - mens lovværk og politisk niveau friholdes. En ansvarsfralæggelse må man sige.

Men måske forholder det sig helt anderledes. At det ikke er sagsbehandlerne, der bremser integrationen, men ministeren selv og de holdninger, han giver udtryk for. En belysning af denne tese kræver, at vi overvejer, hvad integration er.

At integrere vil sige at bringe noget til at indgå i noget andet, så der kommer en helhed ud af det. Det er den korte og leksikalske definition. Og så vidt er det måske enkelt og fører til den antagelse, at når indvandrere har fået arbejde, så er de integrerede. De indgår i den helhed, der hedder det danske arbejdsmarked, og de ligger ikke det offentlige til last.

Men en sådan forståelse har kun fat i toppen af det isbjerg, der handler om integration. Det, der ligger under overfladen og er 'integration i dybden', drejer sig om kultur, menneskesyn og psykologi. Det er her i dybden den sensitive integrationsproces foregår, og det er den proces, der kan forkludres enormt - og bliver det i dag med ministerens hjælp.

For at forstå det skal vi have fat i kundskaben inden for fagområder som antropologi, sociologi og socialpsykologi. Her er spørgsmålet om integration blevet set som et forhold mellem to kulturer - en majoritetskultur og en minoritetskultur. Og som et spørgsmål om identitet: Hvem er jeg, og hvor ser jeg min livssammenhæng?

Integration er i en vis forstand ensbetydende med at blande hjerteblod. Man står som fremmed, har sin rodfæstethed et andet sted - og skal nu gennemføre to vigtige opgaver. Den ene er at skabe sig en platform i den nye kultur, den anden er at opgive i det mindste noget af sit kulturelle udgangspunkt.

Denne dobbeltbevægelse er yderst sensitiv og skrøbelig. Der skal ikke meget til, før projektet mislykkes. Og det kan betyde, at den allerførste platform, f.eks. at få arbejde og skabe sig sociale kontakter, slet ikke kommer i stand. Det kan også betyde, at selv om personen får arbejde, så viger vedkommende af lutter ængstelse for det fremmede tilbage fra at slippe sin minoritetskultur med det resultat, at der ikke investeres i den nye kultur. Den bliver måske oven i købet oplevet som truende og fjendtlig. Integrationen blokeres.

Integration drejer sig om denne sensitive proces. Derfor kræves en gensidig respekt mellem kulturer, hvis integrationen skal lykkes. Det vil sige anerkendelse af, at minoritetskulturen rummer positive værdier og livsformer. Det er noget helt andet, end hvis vi taler om den proces, der benævnes 'assimilation'. Her er der ikke ligeværd mellem de to kulturer, men krav om, at minoriteten tilpasser sig majoritetskulturen og i det hele taget udfolder sig på denne kulturs betingelser. Assimilation er kulturel underkastelse.

Men vi skal længere ind i forståelsen af, hvad integration er. Kort kan man sige, at forståelsen af social integration er udviklet over mere end 100 år og har i denne periode fået tre vigtige betydninger, der alle supplerer hinanden.

Den franske sociolog Emile Durkheim (1857-1917) lagde grunden til forståelsen. Her bliver social integration forbundet med at indgå i et funktionelt fællesskab, det vil sige, at man fungerer sammen, arbejder sammen og betyder noget for hinanden i denne proces. Her kan der skabes en organisk solidaritet, i modsætning til en solidaritet, der alene er mekanisk, det vil sige opretholdt pr. tradition. Det er arbejdet og det at have plads i en sådan sammenhæng, der giver social integration, siger Durkheim.

Integrationsbegrebets næste udvikling sker i 1920'erne i USA, nærmere bestemt med udgangspunkt i Chicago-universitetet. Her formuleres teorier om sociale samspil og om den orden, der opstår, når mennesker indgår i sociale netværk: de kommunikerer, de interagerer og de skaber mening. Det bliver 'et community' med normer og holdninger og følelsen af fællesskab. Det er dette fællesskab, der holder det rene anarki fra døren, hæmmer en grådig egoisme og giver et grundlag i en moralsk orden.

Chicago-sociologerne giver et vigtigt bidrag, der lægger en dimension til Durkheims funktionalisme. Fællesskab, hævder de, vokser ud af sociale samspil, og giver følelsen af samhørighed.

Det tredje og sidste bidrag til forståelse af integrationsbegrebet får vi fra både psykologi og filosofi, og det sker især i midten af 1900-tallet. Det helt centrale her er den dybdeside ved integrationen, der handler om identitet og det, at kunne give slip på sit eget ståsted og lade sig opsluge af noget andet og til dels fremmed. Det kræver en sikkerhed og følelse af accept, som ikke bare er psykologisk. Det er også noget, der er forbundet med at være omsluttet af en tryg ramme, der giver en indforståethed eller en 'tavs viden', som ikke behøver at blive omsat i ord. Den ligger der bare, den kan bruges, den er til rådighed.

Alt dette drejer sig om, hvad den franske filosof Merleau-Ponty kalder »ontologisk sikkerhed«, og som drejer sig om at turde slippe og håbe - og om at vælge. Det er fint beskrevet fra en personlig vinkel af psykologen Libby Arcel i en Kronik i Politiken (28. december 2003). Hun, der selv kommer fra Grækenland, skulle overvinde en barriere i sit indre for til slut at opfatte sig selv om dansk. Og det kostede noget: der var en grundlæggende utryghed at overvinde.

Denne dybtliggende side ved integrationen skal der mod til at tage op for det enkelte menneske, og her viger man tilbage, hvis man føler sig truet, udsat for en hetz eller fordomsfuldhed. Man viger tilbage og fastholder sit oprindelige kulturelle og personlige udgangspunkt.

Integration omfatter disse tre dimensioner: arbejde, følelsen af samhørighed og grundlæggende tryghed. Og disse forhold hænger sammen og påvirker gensidigt hinanden, det kan ikke være anderledes. En vellykket integration forudsætter både en indsats på beskæftigelsesområdet og på andre politik-områder - og en rummelig og tolerant ramme for det sensitive kulturmøde, der skal finde sted. Altså en sammenhæng mellem de forskellige sider ved integrationsprocessen.

En mislykket integration kan hænge sammen med, at de forskellige sider ved integrationen modarbejder hinanden. Eller mere direkte udtrykt: at politikken på det område er en Janus-politik. Den har to ansigter: den ene er positiv - den anden negativ. Den ene siger, den vil fremme integrationen, den anden gør det modsatte.

Men gør integrationsministeren det modsatte? Døm selv, hvad ministeren, regeringen og dens støtteparti står for:

* Starthjælpen til flygtninge med stærkt forringende konsekvenser for deres daglige hverdag.
* Hjemsendelse af flygtninge med psykiatriske diagnoser på trods af indvendinger fra FN-organer.
* Tørklædedebatten i de offentlige medier med åbenlyse krav om forbud.
* Krav fra Dansk Folkeparti (DF) - regeringens støtteparti - om øjeblikkelig hjemsendelse af flygtninge fra Irak.
* Udtalelser af præst og folketingsmedlem Jesper Langballe (DF), der sammenligner islam med nazisme.
* Tvangsfjernelse af børn fra indvandrerfamilier, hvis man mener, der er tale om en opdragelse, der er fjendtlig over for dansk kultur.

Der er tale om stærkt fordomsfulde opfattelser af indvandrere i den offentlige debat, det er lovinitiativer, der skal begrænse opholdstiden i landet for flygtninge, det er sanktioner over for asylansøgere, der har fået afslag på deres ansøgning, det er det utilsløret diskriminerende budskab i 24-års reglen. Fra små til mere omfattende signaler, sendes der et temmelig klart budskab om en negativ holdning over for mennesker med en fremmed kultur og ofte en ganske tilsvarende negativ opfattelse af islamisk religiøsitet.

Alle disse budskaber udtrykker både en stærk fordømmende holdning og sætter en række uovervindelige barrierer op for integrationen. Budskabet er ikke til at tage fejl af: hvis du vil være her, så er det på vore præmisser - ellers rejs. I en del tilfælde er budskabet endda slet ikke i nærheden af et sådant krav. Det er langt mere et direkte krav om at forlade landet: afvisning.

Konsekvensen af disse udmeldinger er der ingen tvivl om: de sensitive sider ved en integrationsproces bliver alvorligt læderet. Der skabes ikke netværk på tværs af kulturerne, der lægges ikke grundlaget for en tillid, der får mennesker til at begive sig ind i en ny kultur med tillid og tiltro. Hvem tør det, når man på forhånd er stemplet som negativ afviger?

Denne manglende accept af den fremmede og hans eller hendes baggrund slår igennem på adskillige områder, også på et så kontant område som anerkendelse af den uddannelse, indvandrerne har med sig fra deres hjemland. Vi ved fra flere undersøgelser (Danmarks Statistik og AKF), at mange førstegenerationsindvandrere faktisk har en uddannelse med sig, men vi accepterer den oftest ikke eller i hvert fald ikke som ligeværdig med en tilsvarende dansk uddannelse. Derfor bliver indvandrere afvist ansættelse i det offentlige (der er under 2 procent offentlig ansatte med anden etnisk baggrund), og på det private arbejdsmarked bliver de henvist til en løn, der er på niveau med mindstelønnen.

Hvad gør den manglende accept ved mennesker, der søger at afbalancere to vigtige indre processer i deres liv: at slippe udgangspunkt i moderkulturen - og vove springet ind i en ny kultur? Svaret er, at de ikke vover det kulturelle spring, de bliver i deres kulturelle udgangspunkt. Dybdeniveauet i integrationen blokeres - og det får så enten sagsbehandlerne skyld for eller indvandrerne selv. Sådan!

Derfor finder vi ikke mange sociale netværk på tværs af kulturerne. De, der er der, er idealistisk prægede netværk eller netværk, der er forankrede i lokale beboerfællesskaber, måske etableret via institutionelle rammer (f.eks. en børnehave), det er netværk, der udtrykker enklaver af en modstandskultur eller er udsprunget af en religiøs overbevisning om en forpligtelse til at komme medmennesket i møde. Det er også de grupper af danske medborgere, der vover at huse udviste asylansøgere, der lever under jorden i Danmark, jaget af myndighederne - måske i et antal op til 4.000.

De naturlige, hverdagsopståede sociale netværk hæmmes af de trusler, som de sensitive integrationsprocesser hele tiden er udsat for.

Resultatet er en mislykket integrationspolitik. Og det er, som om ministeren savner enhver indsigt i, hvordan andre oplever, det han siger og gør. I oktober 2003 sagde ministeren følgende:

»Det er kærligt at smække pengekassen i over for en flygtning eller indvandrer, der godt kan arbejde, men blot ikke er kommet op om morgenen. Det er kærligt at smække pengekassen i over for én, der ikke vil tage imod ét uddannelsestilbud, som ikke vil passe et arbejde eller ikke vil passe sin danskundervisning. Det er kærligt, fordi det får pågældende til at indøve gode vaner«, (Danske Kommuner, oktober 2003).

Det blev opfattet som stærkt ydmygende af indvandrerkredse, hvad sikkert heller ikke nogen kan fortænke dem i (Åbent brev i Politiken, 31. januar 2004). I et indlæg fra 154 indvandrere henvises blandt andet til Magtudredningens undersøgelse 'Over-Danmark og under-Danmark? Ulighed, velfærdsstat og politisk medborgerskab' af Jørgen Goul Andersen (2003), hvori det dokumenteres, at » ... ledige med en ikke-europæisk etnisk baggrund klart er mere tilbøjelige til at erklære sig enige i, at det er bedre at tage et halvdårligt arbejde end at være arbejdsløs, end ledige med dansk eller anden EU-baggrund«.

Ministerens ord ikke alene antyder, men siger direkte, at baggrunden for den restriktive politik over for flygtninge og indvandrere er begrundet i, at de ikke lever op til de almindelige forpligtelser, der hører et voksenliv til i det danske samfund. Det er stærkt fordomsfuldt over for en nærmere afgrænset gruppe mennesker, og dermed er ordene med til at hæmme integrationen - både beskæftigelsesmæssigt og hvad angår den tiltro, fremmede kan have til det danske samfund.

Derfor fører regeringen og ministeren et dobbeltspil på integrationsområdet. De siger et - og gør noget andet. Det er en forståelse, der lægger op til, at integrationsministeren er sin egen politiks værste fjende - for man kan da slet ikke tænke på, at dobbeltspillet med indvandrerne er tilsigtet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

Forsiden