Midt imellem bandekrig og økonomisk krise er udlændingepolitikken stadig lige så varmt et emne, som det var for 10 år siden. Men i stedet for at tage fat om de reelle problemer fordyber partierne fra Dansk Folkeparti til SF sig i alt for høj grad i enkeltsager og ofte populistiske tiltag, der mere splitter end forener befolkningen ved at dele den op i ’os’ og ’dem’ uden at tage hensyn til, at hverken etniske danskere eller personer med udenlandsk baggrund kan kategoriseres i en gruppe. Vi ser det også i de andre europæiske lande og i USA, hvor der sker en stigende radikalisering af udlændingepolitikken. I Frankrig diskuteres burka- og tørklædeforbud, i stedet for at der tages fat på at underbygge grundlaget generelt for kvinders ligestilling gennem uddannelse eller at løse marginaliserede etniske gruppers sociale nød. I USA blev en storstilet reform af illegale indvandreres retsstilling forkastet pga. partistridigheder. Heldigvis er nogle udlændinge selv i stand til at prikke hul i fordommene. Under sidste folketingsvalg rejste en ung somalisk pige med tørklæde (hijab) på sig op under en debat og sagde på perfekt dansk, at hun var konservativ. En af hendes danske medstuderende mente, at det kunne hun da ikke være, når hun var udlænding og gik med tørklæde. Men hun holdt fast på, at hun var konservativ, fordi hun gik ind for, at pengene lå bedst i borgernes lommer – og det havde Det Konservative Folkeparti sikret ved skattelettelserne. Hendes danske medstuderende troede hende vist ikke helt. Hvorfor skulle hun ikke have lov til at have et politisk synspunkt, der er uafhængigt af hendes hudfarve, hendes kultur og hendes religion? Hun gjorde jo netop det, som ellers efterlyses så meget i debatten – hun deltog. Men når hun så sagde noget andet, end det andre troede, de ville komme til at høre, så troede de hende ikke alligevel. For når hun var somalier og gik med tørklæde, så kunne hun vel ikke være konservativ ... I 2005 prøvede Ny Alliance uden held at gøre op med yderfløjenes stigmatisering af ’os’ og ’dem’ ved at sætte lighedstegn mellem den yderste højrefløjs dæmonisering af muslimer og ekstreme islamisters dæmonisering af etniske danskere. Det mislykkedes pga. det ny partis generelle amatøragtige tilgang til politik og manglende evne til at opbygge et politisk parti, ikke pga. manglende interesse hos vælgerne. Siden er det kun blevet endnu værre. Hvis man er mørk og ligner en indvandrer fra et tredjeverdensland, sættes man alt for ofte i bås som noget mindreværdigt. Det hjælper dog heller ikke på sagen, at ekstreme islamister på den anden side udviser foragt for ikke-muslimer gennem provokationer og udemokratisk adfærd. Eller at unge drenge af anden etnisk oprindelse end dansk slipper godt fra at kalde danske piger ludere. Det hjælper ikke med misforstået tolerance over for de intolerante. Muslimske ledere har her et særligt ansvar ikke kun for at vejlede deres egne i retning af moderation, men også for at gå ind i debatten for at skabe moderation. 28. august 1964 holdt den amerikanske borgerretsforkæmper Martin Luther King sin berømte tale ’I have a dream’. Martin Luther King sagde bl.a. den berømte sætning: »Jeg har en drøm om, at mine fire børn en dag vil bo i et land, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på deres karakter og personlighed«. Dette ønske var aktuelt i USA i 1960’erne og er desværre aktuelt i Danmark i dag – mere end 40 år efter. For tænk, hvis enhver blev bedømt efter deres karakter og personlighed og ikke efter, hvilken etnisk gruppe de tilhører? Tænk, hvis der virkelig var frihed til at være forskellig fra andre – uden at blive udstillet for det! Frihed til at være forskellig både fra etniske danskere, men også fra personer fra ens egen etniske gruppe. Og den frihed skulle selvfølgelig også gælde i det offentlige rum, hvor enhver har ret til at sige, hvad de mener, så længe de respekterer, at andre har samme ret. Jyllands-Posten kunne publicere Muhammedtegningerne, men enhver havde ret til at kritisere dem. Og nogle historikere kan påstå, at Jesus var gift med Maria Magdalena. På samme måde som vi har ret til at leve sammen i en traditionel familie, registreret parforhold eller alene. Ligesom vi har lov til at vælge, hvilken uddannelse vi selv vil have, hvilket arbejde og hvilken partner vi vil leve sammen med. Det er ikke noget, som staten skal blande sig i. Hvis det skal fungere i praksis, kræver det også, at alle er enige om, at vi sætter rammerne i fællesskab. Vi behøver ikke være enige om, hvordan samfundet skal se ud eller om alle tiltag, der bliver gjort. Socialdemokraterne og i mindre omfang SF vil i dag nok have sig frabedt at blive kaldt revolutionære, men de tager udgangspunkt i en ideologi, der vil gøre op med den kapitalistiske samfundsform, og som stadig plæderer for en anderledes fordeling af samfundets goder baseret på lighed frem for forskellighed.
Partier som det danske nazistparti mener, at der grundlæggende er nogle mennesker, der er bedre end andre. Det samme gælder de udlændinge, der i pressen har plæderet for en sharia-stat. Så længe de ikke griber til voldelige metoder for at lukke munden på deres modstandere eller foranstalter terrorangreb mod uskyldige mennesker, har de ret til at argumentere for deres mening. Men som George Bernard Shaw sagde, så betyder frihed ansvar. Frihed til forskellighed kræver noget af os alle sammen. Det kræver, at vi hver især efter evne tager et ansvar for det samfund, vi lever i. Det kræver, at vi ser vores egne fordomme i øjnene og tør sætte spørgsmålstegn ved dem. Man kunne afvise fordommene med, at der bare kræves mere information, at nogle mennesker er bange og skal føle sig mere trygge, og at det egentlig bare er medierne, der puster til ilden. Men det ville være at forenkle sandheden.
