En kvinde sidder og syr ved et sybord i en højloftet stue. Stuen er næsten tom for møbler. Kun sybordet og et større, der tjener til spisebord, og nogle få stole ses. Et vindue står åbent, gardinerne bevæger sig dovent frem og tilbage. Tiden: August 1871. I stuen ved siden af sidder kvindens mand og skriver. Det gør han altid og har altid gjort. Han er lærd, han er en poet af den gamle skole, og han bor til nogles misundelse smukt og meget stateligt. Faktisk har han den smukkeste bolig, nogen dansk digter nogensinde har haft. Den befinder sig på Frederiksberg Slot. Nu er han en gammel mand, træt. Han ser ikke så godt mere, og han går umådeligt dårligt. Det sidste er dog ikke noget nyt, for han har siden sine unge dage manglet en fod og et stykke af sit ben. Når han lægger penneskaftet fra sig, strækker sine stive fingre, tager øjnene fra papiret, ser han ud over træerne i Frederiksberg Have og ind på byen, den gamle by med dens tårne og den nye, der - efter at man snart har fået nedbrudt de fleste af de grønne, men snærende volde omkring byen - så småt er begyndt at vokse ud mod Frederiksberg. Han bryder sig ikke om det nye. Ikke fordi han ikke kender det, for det gør han, eller rettere det gør hans kone, kvinden ved sybordet i dagligstuen. Hun er, skønt hun er professorfrue og har titel af conferentsrådinde dybt optaget af tidens nye sociale tanker, både hvad angår arbejdernes forhold og kvindernes placering i samfundet. Hun er dog mest optaget af mændenes svigten og nedvurdering af kvindekønnet, bl.a. den manglende valgret. Hun fortæller sin mand om sine synspunkter, men om han hører efter, ved hun ikke. De to har det nemlig ikke så godt sammen. Hun er absolut sanddru, siger tingene ligeud, afslører vredt små og større selskabelige fortielser og hvide løgne. Det har skabt store skænderier. Endnu værre er dog det skisma, der er opstået mellem de to, efter at en ven af hendes mand i 1867 offentliggjorde nogle breve fra hendes ægtemand, hvori han fortæller, at det mere var overlæg - og de er som bekendt gerne gustne - end lidenskab, der i sin tid ledede hans valg af hende. Værsgo og spis den efter mange samlivsår, der blandt andet har resulteret i en børneflok. I et andet af de offentliggjorte breve skriver Hauch, at H.C. Andersen »... trænger sig ind i alle Familier, slikker alle Menneskers Spyt, og er lige saa ledeløs og uden Holdning i sin Person som i sine Digte«.I 1867 var H.C. Andersens position en anden end dengang, brevet blev sendt, så det umådelig grove overfald på H.C. Andersen bragte sindene i oprør. H.C. Andersen selv tog det ganske smukt, men der blev talt om det i byen. Der blev naturligvis talte mindre om det, Hauch havde skrevet om sin manglende lidenskab for den pige, han havde udvalgt sig. Alligevel gav også det udsagn genlyd, og værre: Det skabte en dyb kløft mellem de to mennesker. Og selv om der nu er gået nogle år, er såret mellem de to ikke helet, og det gør, at hendes mand ikke rigtig lytter til hende. Det gør til gengæld den yngre mand, der nu træder ind i den højloftede stue. Han skriver senere, at denne kvinde gennem sit engagement gav ham nogle af ideerne til forordet til den bog, han oversatte fra engelsk om kvindens samfundsmæssige placering og ægteskabelige forhold, nemlig Stuart Mills om undertrykkelsen af kvinden. Kvindens navn er Renna (eller Rinna) Hauch, hendes ægtemand er digteren Carsten Hauch, der endnu sidder i stuen ved siden af og forsøger at mande sig op. Men uanset hans smerter og tiltagende svaghed er han en mand, i hvem åndens lys endnu brænder. Og gæsten er - ja, rigtigt gættet - Georg Brandes. Han er gået herud, og det har han gjort flere gange, for han påtænker at lave et portræt af digteren, en litterær genre, han har lært af nogle begavede franske kritikere, og Carsten Hauch vil være et godt emne. Ikke fordi han læses synderlig meget, og ikke fordi publikum står i kø for at se hans skuespil, men han har stadig indflydelse, først og fremmest fordi han endnu beklæder det professorat i æstetik, som Georg Brandes så hjertens gerne vil have, og som han føler sig overbevisende kvalificeret til. Og han har stærkt på fornemmelsen, at Hauch godt vil hjælpe ham. Hauch har nemlig, fra han var student, været yderst elskværdig over for ham og har på et tidspunkt skrevet til sin ven Peder Hjorth (ham, der udgav de famøse breve), at han, den siddende professor, ikke fandt, at en anden af tidens yngre lys, Clemens Petersen, burde efterfølge ham. Næ, det burde være »... cand.mag. Brandes, saa ung som han er staaer han allerede langt over Cl. Petersen baade i Kundskaber og i Ideefylde og original Tænkning«. Og nu hvor Brandes er vendt hjem efter sin lange udlandsrejse, hvor han har studeret og skrevet, står han endnu stærkere. Og det selv om Hauch har erkendt, at Brandes, som han skulle skrive nogle måneder senere, er »... min største og farligste Modstander. Han vil med alt sit store Talent kæmpe for den nyere franske Philosophie, der i sin Grund er atheistisk. Jeg hører til i den modsatte Lejr«.Nu står Hauchi døren, han har til Rennas lettelse frivilligt forladt sin stue og sit skrivebord, så hun ikke behøver at kalde på ham, for han bliver vred, når hun banker på hans dør. »Renna, jeg digter«, råber han, undertiden nærmest rasende som den dag, da selveste fru Heiberg aflagde visit på slottet. Fru Hauch konverserede ivrigt den berømte frue, men det var digteren og professoren, fruen ville tale med, ikke hans kone. Renna gik derfor ind til sin mand, og han blev aldeles ophidset. »Hvad vil det modbydelige Menneske her«, skreg han. »Sig til hende, at jeg ikke kan komme«. Da fru Hauch anførte, at det måtte han, blev han endnu mere rasende og råbte igen. »Hun kommer her bare for at forstyrre mig, det afskyelige Menneske«. Fru Hauch meddelte derfor fru Heiberg, at Hauch havde forfærdeligt travlt. Fru Heiberg tog denne besked meget unådigt op, men et øjeblik efter kom Hauch smilende ind i stuen og sagde: »Det fornøjer mig at se Dem. Det var da kønt af Dem at besøge os«. Det kunne Renna ikke tage. Det var et oplagt eksempel på den falskhed, hun af hele sit hjerte søgte at bekæmpe, og det synspunkt meddelte hun hidsigt andre - også uden for familien. Nu siger Hauch: »Sandelig pænt af Dem at komme helt herud. Det fornøjer mig at se Dem igen. Ja, jeg har jo hørt, at De var kommet hjem. De er blevet set på gaden, kan jeg fortælle. Hvordan bekommer fædrelandet Dem så efter det store udland og de skrækkelige begivenheder i Paris? De overværede jo udråbelsen af det, folk kalder Pariserkommunen. Det var vel vederstyggeligt?«. Brandes: »De må undskylde, jeg ikke er kommet tidligere, og jeg vil jo nødig forstyrre, men jeg syntes, jeg måtte aflægge Dem et besøg, inden De drager af til Rom. Det har jeg ladet mig fortælle, De gør«. Renna: »Det må have været en stor oplevelse at have oplevet Pariserkommunen, tænkt, at der blev gjort oprør, det kunne ... «. Hauch: »Renna, jeg tror, det er mig, dr. Brandes besøger, ikke dig«. Renna: »Det tror jeg næppe, men jeg skal nok lade være med at blande mig. Måske vil dr. Brandes senere følge mig ud en lille tur. Vejret er smukt«. Brandes: »Naturligvis, naturligvis, med glæde. Kommunen indebar en jammerlig opløsning af alle bånd, det var en ulyksalig hændelse, men den blev jo slået ned. Dens eksistens er dog en skændsel for Frankrig«. Renna: »Men synes De dog ikke, at man her i landet kunne trænge til lidt kommune. Tænk, hvor indelukket her er«. Hauch: »Renna, nu dyr du dig«. Brandes: »Jeg må give conferentsrådinden ret. Der trænger gevaldigt til at blive luftet ud i Danmark. Og jeg agter at indlede udluftningen, hvis eller når jeg påbegynder en række forelæsninger, som man har opfordret mig til«. Hauch: »De agter at afholde forelæsninger? Det vidste jeg ikke, men det er da en glimrende ide. Men jeg kan desværre ikke høre Dem, vi rejser jo, min hustru og jeg. Som De ser, opløser vi vort hjem«. Renna: »I morgen kommer folkene, der skal fjerne de sidste af møblerne, så det var godt, De kom i dag«. Hauch: »Ja, hvis jeg skal opleve at se noget af denne verden, før jeg skal tage ophold i den anden, må det være nu. Der er så meget, jeg gerne vil gense«. Renna: »Ja, vi rejser, skønt jeg ikke rigtig kan se det fornuftige i det. Min mand ser jo ikke så godt længere, men hvis han tror, han ser det, han kigger på, kan det jo selvfølgelig være lige så godt, som hvis han så det, hvis De forstår. Har De for resten hørt, at min mand er begyndt at lære sig fransk?«. Brandes: »Det var da en udmærket ide, men agter De Dem ikke til Rom?«. Hauch: »Jo, men vi skal dog gennem Schweiz og Frankrig for at komme til det skønne Italien«. Renna: »Det er nu ikke derfor, min mand lærer sig fransk, det er for at kunne tale med de store afdøde, når den tid kommer«. Hauch: »De skal ikke høre efter, hvad min kone fortæller Dem«. Renna: »Han lærer sig fransk, hvis han skulle møde Racine i den anden verden. Jeg tror blot, monsieur Racine kan være svær at finde«.De småhuggesvidere, mens Brandes sidder og tripper indvendigt, han har svært ved at finde en måde at komme frem med sit ærinde på i denne ægteskabelige krydsild. Pludselig siger Hauch: »Gift Dem aldrig, Brandes, hør, hvad der kommer ud af det. Hold Dem til digtningen, skriv om det store, sjælsbegejstrende, og nedlad Dem aldrig til stridigheder af den art, De hører her. Den forgifter ens sjæl«. Brandes: »Men for at jeg kan gøre, som De anbefaler mig, må jeg have et embede. Skal man kunne leve af at være skribent, må man netop gå ud i polemikker og stridigheder, ellers ...«. Hauch (der ikke hører, hvad Brandes egentlig forsøger at sige): »Det har jeg selv gjort alt for meget, jeg gik uafladelig i krig med Heiberg, og hvad blev resultatet? Han vandt. Deres fjender vil også vinde over Dem, så afhold Dem endelig fra det. Husk på, at her i landet vinder altid den, der ...«. Renna: »Nu tror jeg, dr. Brandes godt vil ledsage mig en lille tur, ikke sandt Dr. Brandes?«. Hauch: »Kunne du dog ikke ... «. Brandes: »Naturligvis, naturligvis, mig en fornøjelse, hvis De tillader ... «. Hauch: »Gør De altid, hvad kvinder forlanger af Dem? Hvis det er tilfældet, skal De nok få problemer. Men gå De kun en tur med min kone, jeg vil gå ind og lægge næstsidste hånd på mine erindringer. Heri forsøger jeg at se ind i mit hjerte. Har De nogensinde forsøgt det, dr. Brandes?«. Renna: »Jeg finder lige min hat og mit sjal, og lad endelig være med det, dr. Brandes, altså at se ind i Dem selv. Hvis De vidste, hvad der kommer op af indestængte sorger, når man gør den øvelse. Og verden bliver ikke bedre af det. Det er ikke det, der er behov for. Men revolution, oprør, men se om danskerne kan tage sig sammen til det. Mine landsmænd er nogle skvat og kujoner«. Hauch: »Digtningen er det vigtigste, alt andet betyder ikke noget. Digtningen ...«.Selv om Brandesikke fik fremsagt sit ønske om, at Carsten Hauch skulle gå ind for ham, gjorde Hauch det alligevel. Han skrev 17. februar 1872, tre uger før sin død i Rom, en anbefaling af Georg Brandes, men Københavns Universitet valgte som bekendt Georg Brandes fra. Han var for krigerisk, for ivrig i sin riven det gamle ned. Hauch nåede, inden han blev syg til døden, atter at stå på Monte Pincio i Rom og se Peterskirken i aftenlyset. Han ligger begravet på den protestantiske kirkegård blandt unge døde englændere. Renna kom tilbage til Danmark, meldte sig ind i Socialistisk Arbejderparti, der lå et stykke til venstre for Socialdemokratiet, og abonnerede på Socialisten. Da hun følte sine kræfter slippe op, begik hun selvmord. Og Brandes indledte sine epokedannende forelæsninger 3. november 1871 og skabte med dem årelang debat og en tiltrængt fornyelse i dansk åndsliv.