Det er i disse dage fem år siden, at Danmark deponerede sin udenrigspolitik i Washington.

Paradoksalt er det, at regeringen gør et stort nummer ud af, at den nu fører en aktivistisk udenrigspolitik. Men da Foghregeringen tog over, ændredes ikke bare dansk politik, men i særdeleshed Danmarks udenrigspolitiske rolle. Siden Fogh tog over, har Danmark skåret i ulandsbistanden, indledt en folkeretsstridig krig, flyttet fokus fra verden og EU til Washington, gjort terrorbekæmpelse og sikkerhedspolitik til omdrejningspunktet for Danmarks syn på verden omkring os og lukket ansvaret ned ved grænserne. Med den kolde krigs afslutning ændrede trusselsbilledet sig, og den nære ydre fjende forsvandt. Det gav igen mulighed for, at mindre stater, herunder Danmark, kunne føre en aktivistisk udenrigspolitik, uden fare for at placere sig ugunstigt i den kolde krigs globale magtbalance og alliancespil. Men regeringens aktivistiske udenrigspolitik består primært af noget, der ligner et opgør med multilateralismen og en international retsorden, hvor samarbejde om og udvikling af fælles institutioner og spilleregler ellers er i højsædet. Hvor det ikke er de store og mest magtfulde lande, der har ret til at gøre, hvad de vil, men hvor ret går forud for magt. Den modsatte politik er enkeltstaters forfølgelse af egne interesser på bekostning – og på tværs af – international lov og konventioner. Danmark var som del af Bushs koalition med til at invadere Irak, fjerne dets politiske institutioner, sønderbombe dets infrastruktur, tænde en religiøs ild og sende folk på flugt. En folkeretsstridig krig, hvor brugen af klyngebomber, tortur, napalm og fosforbomber har fundet sted. En skræmmende forhånelse af krigens love og international ret. Samme fravalg så vi i sommer, hvor Israel ensidigt besluttede at sønderbombe Libanon – med hundredvis af dræbte civile, næsten en mio. flygtninge og krigsforbrydelser til følge. Hvad gjorde Fogh? Tav. Og lod Israel om at »gøre arbejdet færdigt«, krigsforbrydelser inklusive. Danmark medvirkede reelt til at forhale processen i Sikkerhedsrådet under forhandlingerne om resolution 1701, der skulle sikre våbenhvile i Libanon. Danmark var blandt de lande, der med USA i førertrøjen modsatte sig en sikkerhedsrådsbeslutning om en øjeblikkelig og betingelsesløs våbenhvile. Den danske FN-ambassadør lagde sig politisk og sågar verbalt tæt op ad USA, der nok så behovet for at indstille fjendtlighederne, men ikke ønskede en øjeblikkelig våbenhvile. Da sagen var oppe i EU’s ministerråd, var Danmark ligeledes del af den gruppe lande, der bakkede op om en mere vag linje, end det finske formandskab havde foreslået. Frem for at arbejde for en stærk EU-position gjorde Danmark sig umage for at få en EU-beslutning, der var tættere på den amerikanske. Det er altså ikke kun katastrofepolitikken i Irak, der kalder på en ny dansk udenrigspolitisk linje. De bagvedliggende strategiske overvejelser, der som konsekvens bl.a. har ført Danmark ind i Bushs krig, er gale. Fogh valgte, at Danmarks udenrigspolitiske interesser bedst varetages ved at holde sig bag klassens stærke dreng, USA. Rationalet er, at alliancen med George W. Bush sikkerhedspolitisk og økonomisk er den bedste måde at garantere danske interesser. Foghs Pinocchio-lignende rolle i forhold til USA’s præsident er imidlertid også en kurs væk fra globale spilleregler, al den stund USA’s udenrigspolitiske linje er kendetegnet ved fravalget af FN og de internationale konventioner, samt ensidig satsning på bilaterale aftaler. Foghs Danmark bevæger sig, i forfølgelsen af dette spor, fra minimalstat til vasalstat. For når man sejler i George W. Bushs kølvand, sejler man også bort fra multilateralismen. En stærk sådan er imidlertid en forudsætning for varetagelse af danske interesser – på kort, men især på langt sigt. Det er også en forudsætning for en mere lige og retfærdig verden. Multilateralismen er en forudsætning for legitime, demokratiske beslutningsprocesser mellem lande. Selv om det stadig kan halte i den virkelige verden, er der ikke nogen vej udenom. Danmarks interesser varetages bedst ved åbenhed og dialog i et forpligtende og legitimt internationalt samarbejde. Hundredtusindvis af arbejdspladser er afhængige af, at Danmark kan handle med omverdenen. Vores internationale handel beløber sig til små 80 procent af BNP. Vi har altså hverken moralsk, demokratisk eller økonomisk råd til at fortsætte Foghs udenrigspolitik. Regeringens udenrigspolitik lider desuden under et andet markant forhold: Den tilsyneladende ubrydelige alliance med Dansk Folkeparti. I tæt parløb fører regeringen og de facto-vicestatsminister Kjærsgaard kultur- og værdikampen ud over Danmarks grænser. Foghs håndtering af karikaturkrisen viser, hvad der sker, når blind værdikamp tager over og virkeligheden ignoreres. Alliancen er helt åbenlyst en hæmsko for at føre en bæredygtig udenrigspolitik. I finanslovsaftalen i sidste uge slugte regeringen, hvad der må svare til 100 kameler på finansieringen af Det Arabiske Initiativ. Initiativet er en højprofileret del af regeringens udenrigspolitik over for den arabiske verden og skal øge dialogen mellem Danmark og de arabiske lande samt bidrage til demokratisering og fremme af menneskerettigheder. I foråret mundede en gennemgang af Det Arabiske Initiativs pilotfase ud i en fremadrettet folketingsbeslutning og en beslutning i regeringen om at øge 2007-rammen på 100 mio./år med yderligere 25 mio. De ekstra midler skulle bruges til at åbne danske ambassader i et par af de arabiske lande, hvor Danmark kun har et generalkonsulat. En fuldstændig oplagt beslutning – ikke mindst efter karikaturkrisen. Men i finanslovsforhandlingen satte Dansk Folkeparti hælene i og sagde nej til ekstrabevillingen. Der er efter vores mening i alt fald otte uomgængelige opgør i udenrigspolitikken, som må tages. For det første: Vi skal have en global retsorden. Det handler om at bygge verden på ret – ikke på magt. Det er afgørende at styrke den internationale retsorden og udvide brugen af globale spilleregler. For os er der kun én vej: den multilaterale. Irakkrigen er på mange måder et spejlbillede af alt det, som SF ønsker et opgør med: militær indgriben i et land uden FN-mandat. Supermagter (støttet af stormagter og lilleputter), der sætter deres vilje igennem uden om internationale organisationer. Fravalg af internationale institutioner som konfliktløsningsredskaber. Idealiserede verdensforestillinger, der får forrang for realiteterne. Den udvikling skal vendes. Det er tvingende nødvendigt at diskutere forskellige politiske løsninger inden Iraks totale sammenbrud, herunder en fuldstændig ny fredsstrategi, der involverer de øvrige stater i Mellemøsten. De arabiske nabostater bør sammen med FN være ledende i fredsprocessen, for deres støtte er afgørende for at løse problemet med de mere end 800.000 irakiske flygtninge. De skal desuden garantere landets grænser og på sigt være med til at sikre sikkerheden i forbindelse med overgangen til et funktionsdygtigt irakisk styre. Regningen for genopbygningen bør overlades til en ’coalition of the willing’. Besættelseshæren har i dag ansvaret for at opretholde sikkerheden. At det ikke sker, er et brud på Genève-konventionen. Koalitionen har for længst forspildt chancen for politisk indflydelse på fredsforhandlingerne og den fremadrettede politiske proces. Aggression skal ikke belønnes med politisk indflydelse, fede genopbygningskontrakter eller olieaftaler. Man kunne overveje at genindføre begrebet krigsskadeerstatning. Danmark har forspildt en udsøgt mulighed for, som medlem af Sikkerhedsrådet, at sætte sig i front for opbygning af stærke internationale institutioner og styrkelse og udvidelse af international ret. For nok trænger FN til reform. Men de udfordringer, FN og verden står over for, skal ikke mødes med en afvikling, men med styrkelse af FN. En kommende regering skal bruge sit nære forhold til Bush til at presse på for USA’s betingelsesløse opbakning til Den Internationale Straffedomstol, tilslutning til Kyoto-protokollen og presse på for, at USA opgiver dødsstraffen i tråd med FN’s Menneskerettighedskonvention. Dét ville være aktivistisk udenrigspolitik, der, hvor det koster noget. For det andet er der den europæiske fordring. Danmarks medlemskab af EU har lidt under Foghs fem år i Statsministeriet. Regeringen har fravalgt EU til fordel for den mest neokonservative og kristenfundamentalistiske administration i Washington nogensinde. Vi ønsker derfor reel dansk aktivisme i EU. Danmark skal igen satse på at bruge EU til at udvikle redskaber til i den globale sammenhæng at løse klodens problemer. Lad os dog presse på for at kalde til global samling om en ny dagsorden for verdenssamfundet. Gennem EU skal vi fastholde, at FN er den organisation, der giver mandat til militære aktioner. Danmark skal i EU foreslå, at EU gør det til en af sine sikkerhedspolitiske opgaver at sikre, at der i FN-regi oprettes en stærk og moderne permanent hurtig udrykningsstyrke (Rapid Reaction Force). EU kunne passende garantere, at disse styrker stilles til rådighed fra EU’s side. For det tredje er der en værdipolitisk fordring. Ikke mindst siden 11. september 2001 er international politik blevet et spørgsmål om at have mest magt og om retten til at sætte sin sandhed igennem. Konflikten mellem ’Vesten’ og ’Resten’ er af Bush, Blair, Fogh, Kjærsgaard og Ahmadinejad blevet den faste dagsorden – og den ideologiske myte om ’civilisationernes sammenstød’ er den globale variant af Foghs værdikamp. Sagen er, at den globale kamp ikke står mellem civilisationer. Den står på det fordelingsmæssige plan mellem dem, der har, og dem, der ikke har. På det værdipolitiske plan står den mellem reaktionære højrekræfter, der ikke vil menneskerettigheder og demokrati, og på den anden side progressive kræfter, der kæmper for fred, frihed, demokrati, menneskerettigheder, pluralisme, mangfoldighed, ligeværdighed og retssikkerhed. De kampe går på tværs af verdensdele, på tværs af lande. Det er kampe, hvor man er nødt til at vælge side. For det fjerde er der den sociale fordring. For os er udvikling for de fattige både rigtigt og nødvendigt. Derfor støtter vi heller ikke betonliberalisme, presset ned over hovederne på folk. Vi vil fremme udvikling, ikke fordi det giver os selv sikkerhed, men fordi det er vigtigt at give flest mulige mennesker indflydelse og håb for eget liv. Vi så derfor f.eks. gerne et opgør med koblingen mellem terrorbekæmpelse og bidrag til reformprocesser i den arabiske verden. Vi ser i det hele taget gerne, at den tendens, der er til militarisering af ulandsbistanden, altså det, at danske militære indsatser styrer bistanden, droppes. Danmark skal derimod genvinde sin førerposition som det land, der giver mindst 1 procent af BNI i udviklingsbistand. Vi har råd – og faktisk ikke råd til at lade være. For det femte har vi en grøn fordring. Verden er langsomt ved at blive kvalt i forurening, klimaforandringer og rapporter om, hvor slemt det faktisk står til. Vi har brug for politisk lederskab. Klimaforandringerne og energiproblemerne er nøje forbundet, og der er derfor al grund til, at Danmark – i Norden, i EU og globalt – går forrest i kampen for bæredygtige teknologier og miljørigtige løsninger. Med væksten i Kina og Indien vil hundreder af millioner af mennesker om få år gøre krav på en livsstil som i Vesten. Energiforbruget vil være enormt, og med den nuværende udvikling vil CO2-udledningen i dramatisk grad forstærke klimaforandringerne. Det holder ikke. Verdens største forurener og CO2-udleder, USA, må og skal forpligtes – sammen med resten af verden – på ambitiøse og forpligtende mål for CO2-reduktion og en veritabel revolution af energisektoren, så vedvarende energi bliver den primære kilde. Vi ønsker desuden en uafhængig international miljødomstol. Det er endnu en oplagt sag for Danmark at sætte på dagsordenen i EU, så miljøsynderne – også nationalstater – kan blive ansvarliggjort. Det er alene den politiske vilje, der mangler. For det sjette er der en demokratisk fordring. De fattigste lande har i længden ikke brug for almisser, men for et opgør med den politiske og økonomiske verdensorden, der tillader vores del af verden – og sværvægterne i G8 – at bestemme så meget, at man faktisk kan bestemme sig for så lidt. Verdensbanken, IMF og WTO er i høj grad indrettet på at forsvare og fremme de rige landes interesser. Vi ønsker derfor, at det europæiske og globale samarbejde har globalt bæredygtig udvikling som gennemgående tematik, så vi kan afbalancere de kræfter, der i fri udfoldelse – og med politisk fuldmagt – er ved at splitte kloden ad. Den strukturerede globale underordning, som særligt George W. Bushs USA og England for tiden symboliserer, er en uacceptabel og uholdbar ledelsesform i en globaliseret verden – og den bidrager til at fostre fanatikere og idioter. For det syvende er der en humanitær fordring. Der er 36 mio. flygtninge, heraf 12 mio., der er flygtet over landegrænser, i verden. Dem har vi som et af verdens rigeste lande et ansvar for, det skal ikke hvile på de fattigste lande. Vi har endog et meget direkte ansvar for de 800.000 irakere, der er blevet sendt på flugt under Irakkrigen. Men regeringen har valgt at vende ryggen til dem, der har hjælp behov. Danmark modtager 500 såkaldte kvoteflygtninge om året (nej, det er ikke fisk, men mennesker i nød). Dansk Flygtningehjælp har appelleret til, at vi sætter tallet op med 1.000. Det blev der ikke noget af. Kriteriet for tildeling af asyl er »så få som muligt«. Men vi må ikke ignorere vores internationale ansvar, fordi integration er svær. I dag sender vi flygtninge tilbage til det Irak, vi selv har været med til at lægge i ruiner. Vi ønsker derfor, for det ottende, en ny regering. Vi ønsker en ny politik. Danmarks udenrigspolitiske kurs er en social, demokratisk, humanitær og sikkerhedspolitisk deroute. Det er på tide, at Danmark lever op til sit ansvar, genoptager en selvstændig udenrigspolitik med fokus på det multilaterale uden den reaktionære alliance med Dansk Folkeparti, som er direkte skadelig. Ikke bare for Danmarks omdømme, men for Danmarks evne til at agere i et globaliseret verdenssamfund.