Knud Sønderbys klassiker 'Midt i en jazztid' blev modtaget af sure og negative kritikere, men med glæde af læserne. Den forkætrede ungdomsroman udkom i disse dage for 70 år siden. I disse dage er det 70 år siden, at den kun 21-årige Knud Sønderby udgav sin debutroman 'Midt i en jazztid' og mødte anmeldernes dom. Den var absolut ikke blid. Det er svært at forestille sig i dag, hvor vi er vant til at betragte romanen som en selvindlysende klassiker om ungdom til alle tider. Nok læses ikke alle Sønderbys romaner længere, men i det mindste debuten har flere ungdomsårgange været trukket igennem i folkeskolen eller gymnasiet, og forfatterskabet medtages pligtskyldigt i alle gennemgange af dansk litteraturhistorie. Egentlig handler romanen ikke rigtig om noget. Hovedpersonen Peter Hasvig er en ung københavner, der minder meget om forfatteren. Han studerer halvhjertet jura, arbejder på et kedsommeligt kontor og føler, at tiden er ved at glide ham af hænde. Snart er han gammel, føler han, og hvad så? Han plejer sin krop, for den kan man da i det mindste gøre noget ved, når tankerne om fremtiden presser sig på. Han forsøger at drukne sine spekulationer i jazz og romantik, men til lige stor nytte. Der hviler mere end bare en snert melankoli over den ellers rastløse og drilsk fortalte historie. Det er måske i virkeligheden den første generationsroman, der tog ungdommen alvorligt, og ikke blot forsøgte at vurdere eller kritisere den. Sønderbys debut er en moderne klassiker, der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Men sådan betragtede samtiden den mildt sagt ikke. Da 'Midt i en jazztid' udkom sidst i september 1931, var anmelderne - på tværs af uenigheder i politik og livsanskuelse - fælles om at lægge afstand til bogen. De var forargede over forfatteren, og de var specielt forargede over den ungdom, som han skildrede. Ikke overraskende var Henning Kehler på Berlingske Tidende en af de stærkest anfægtede. Han var i sin nedsabling af bogen kun villig til at gøre visse indrømmelser, fordi han gik ud fra, at romanen skildrede tidens forlystelsessyge ungdom for at kritisere den. Samtidig mente Kehler, at bogen rummede en del formuleringer, der ikke burde have været havnet på tryk. Ikke fordi - som han skrev - at han var snerpet, men fordi visse ting nok kan tænkes, men ikke bør skrives. »Undertiden maa en Kritiker i vore Dage mindes Censurens Velsignelser«, var derfor den konstruktive lære, han fik ud af at læse romanen. Det var ikke blot en nationalkonservativ anmelder, der havde fået noget galt i halsen. Det var den hårde retorik fra det nazistiske Tyskland, der var ved at få fodfæste i den danske kulturdebat i 30'erne. Henning Kehler var specielt forarget over romanens skildringer af den erotisk frigjorte ungdom. Sønderbys unge er hverken promiskuøse eller prædiker fri kærlighed. Men de lægger heller ikke skjul på, at seksualitet ikke kun er noget, der forekommer inden for ægteskabet, eller at man ikke behøver at begrænse sig til én partner for livet. Det var uanset partifarve for skrapt i 1931. Social Demokratens marxistisk orienterede anmelder, Julius Bomholt, der senere blev landets første kulturminister, vrissede således om bogens unge: »Erotisk set indretter man sig på Planøkonomi. Hvis det 'kribler' i Nerverne, arrangerer man sig for en Nat med et Pigebarn. Begreber som 'Præventiver' og 'Menstruation' hører med til Børnelærdommen«. Betegnende nok følte Bomholt, som adskillige andre, trang til at overdrive graden af de unges frisind. Men sådan var reaktionen over hele linien. Litteraturvidenskabsmanden Hans Brix erklærede i Ekstra Bladet, at »Danske Forældre maa gyse« over denne »depraverede« og »illusionsløse« ungdom. Og selv den ellers så tolerante og blide Tom Kristensen måtte i Politiken indvende mod romanhovedpersonens melankoli, at »det slaar Læseren, at Herregud, Bæstet kan jo bare tage og bestille noget, saa er det Problem løst. Disse Piger og Drenge er det meget let at kurere«. Men det var ikke nok med de professionelle anmelderes dom. Året ud fulgte en hidsig avisdebat for og imod Sønderbys roman. Der var snese af indlæg fra almindelige læsere og andre forfattere, der decideret rasede imod det portræt af den moderne ungdom, som Sønderby havde givet. Adskillige fremhævede indigneret, at der dog også var unge, som var politisk aktive eller bestred hæderlige erhverv. At Sønderbys roman blot skildrede visse kredse af storbyens dekadente jetset. Som eksempel på debatten kan nævnes, at Aage Falk Hansen skulle holde foredrag ved KFUM og K's møde i Roskilde 20. oktober om 'Tidens Ungdom'. Den formede sig som et langt angreb på den bog, alle talte om: »Jeg fik Gaasehud over hele Kroppen ved at læse denne Bog af en Forfatter, hvis Navn jeg ikke gider nævne ... Det første, man konstaterer i denne Bog, er, at Ordet Moral ikke findes i 'Ungdommens Ordbog'. Grænsen mellem Renhed og Urenhed er udvisket. De unges Samvittighed er i fuldstændig Opløsning«. Og sådan fortsatte Falk Hansen sin kritik af den frie erotik og det sorgløse liv, indtil han endte med at anbefale de unge at finde Jesus. Konkluderende kan man sige, at såvel foredraget, som anmeldelserne af 'Midt i en jazztid', slet ikke handlede om romanen. De handlede om tidens ungdom, og den var så godt som alle enige om at kritisere. Tonen var hård og uforsonlig i 30'ernes kulturdebat, der balancerede mellem livsanskuelsesdebatten fra 20'erne og den tiltagende politisering op igennem mellemkrigstiden. Men Knud Sønderby var også en udefrakommende, der ikke kendte de litterære konventioner. Han var stud. jur. og arbejdede på Statsanstalten for Livsforsikring. I Københavns Universitets frokoststue i Studiegården sad han ved juristernes bord og kunne se over på litteraterne, der diskuterede kunst og litteratur. Det var nogle sære størrelser, mente de andre jurister, men Sønderby kunne ikke undgå at være lidt fascineret af dem. I sin fritid begyndte han at skrive noveller, og i 1930 viste han nogle af dem til teaterkritikeren Frederik Schyberg, som han troede, han kendte. Det viste sig, at han havde forvekslet denne og kritikeren Peder Hesselaa. Men den kun 25-årige Frederik Schyberg var den rette mand. Han havde netop udgivet sin bog 'Moderne amerikansk Litteratur', hvor han som en af de første herhjemme omtalte den ellers ukendte Ernest Hemingway. Han var begyndt på Dagens Nyheder i 1929 og var den moderne litteratur og teaters mand. Sønderbys noveller begejstrede ham så meget, at han forsynede dem med en anbefalingsskrivelse på turen rundt til forlagene. Men lige lidt hjalp det. Novellerne udkom aldrig og er sandsynligvis senere gået tabt. Men Schyberg trøstede den vordende forfatter med, at netop noveller var meget svære at få udgivet, huskede Sønderby senere: »Så tror jeg, jeg vil prøve at skrive en roman«, sagde jeg. »Ja, det skulle De prøve på, sagde Schyberg, og hans ene øjenbryn var ganske svagt løftet, og hans stemme havde en svagt ironisk klang over den fremadstormende ungdom, der stod så ivrig for ham«. Og ivrig var Knud Sønderby. Novellerne blev uden held sendt rundt i november 1930. I løbet af marts 1931 skrev han i stedet romanen, der blev diskuteret igennem kapitel for kapitel med Schyberg i løbet af april. I maj måned var den sidste rettelse klar. Sønderby var lige så rastløs efter at udnytte tiden som hovedpersonen i sin roman. Atter engang forsynede Schyberg bogen med et følgebrev, der var skrevet på Nationaltidendes brevpapir for at lægge vægt bag anbefalingen. Han sammenlignede i sit brev romanen med nordmanden Sigurd Hoels 'Syndere i sommersol' (1929) og antydede desuden, at Sønderbys roman var en dansk pendant til Hemingways internationale succeser. Det hjalp nok ikke meget, for de danske forlag var yderst sene til at opdage den nyskabende amerikaner. Men i begyndelsen af juni blev romanen antaget på det lille forlag Jespersen og Pio. Forlaget meddelte Sønderby, at romanen »kun vil opnaa et ringe Salg, da den kun vil blive forstaaet og gouteret af det faatallige, litterært kyndige Publikum«, men at dens kunstneriske kvaliteter berettigede den til udgivelse. Og for at demonstrere, at betænkeligheden var oprigtigt ment, lod forlaget satsen styrte, da romanens første oplag på 1.200 eksemplarer var trykt. Den blev dog hurtigt sat igen. De negative anmeldelser til trods - eller måske netop derfor - solgte romanen fire oplag, inden året var omme. Det var en skandale-succes, som forlaget ikke undslog sig for at benytte sig af i smarte avisannoncer med tekst i funkisskrift: »Bogen om de Unge af Idag og Imorgen; Bogen der berømmes og fordømmes; Bogen alle taler om - Bogen der sælges i Oplag paa Oplag!« Når modtagelsen blev så hård, skyldtes det ikke bare, at Sønderbys roman blev anmeldt af gamle mænd, der ikke forstod sig på ungdommen. De fleste anmeldere hørte til 1890'er-generationen og kan vel næppe kaldes gamle. Men Sønderby gav i 'Midt i en jazztid' udtryk for en række af de radikale ændringer, som det danske samfund gennemgik i løbet af mellemkrigstiden. Det var noget, de fleste havde en holdning til. Når romanen forekommer så tidløs, skyldes det netop, at den afspejler nogle moderniseringstendenser, som mange dengang stod uforstående overfor, men hvis følger vi nu lever i og tager som en selvfølge. Netop fordi romanen er historisk, fordi den gik ind i sin tid og tematiserede dens brydninger, taler bogen så stærkt til os i dag. Før Første Verdenskrig blev Europa betragtet som de gamle traditionsbærende kulturnationer med koloniherredømme og en selvfølgelig førende position i verdenssamfundet. Efter fire års opslidende skyttegravskrig fremstod USA som det nye, ubesmittede land, der ikke havde andel i den kultur, der førte krigens rædsler med sig. Nok trådte amerikanerne sent ind i krigen, men den symbolske værdi blev stor, og amerikanske fænomener kom til at præge 20'ernes Europa med revolutionær kraft. Det skete i løbet af relativt få år, men med en sådan kraft, at kulturchokket resonerede mange år efter. På den måde kom krigen også til at præge lande som Danmark, der ikke selv havde deltaget i krigshandlingerne. Værst forekom forandringerne for dem, der endnu havde den gamle verdens idealer og forestillinger i behold. Generationen, der var vokset op lige før og under krigen, fik hurtigt prædikatet »lost generation« efter Gertrude Steins epigram i Hemingways debutroman 'The Sun Also Rises' (1926). I Danmark talte man tilsvarende om »årgangen, der måtte snuble i starten« efter Jacob Paludans roman 'Jørgen Stein' (1932-33). Paludan (1896-1975) havde været i USA i begyndelsen af 20'erne, og hans romaner de følgende ti år var i høj grad båret af den konservative indignation over den omfattende amerikanisering, han kunne konstatere i det danske samfund. Og det var ikke småting, der prægede tiden. Der opstod en ny mediekultur med sensationspresse, kulørte ugeblade og reklamer. Der var barbarisk jazzmusik, radio og filmstjerner. Der var ungdomskultur med fritid og sport. Der var tegneserier, tøjmode og modereligion. Der var biler, bestsellere og danserestauranter. Noget var helt nyt, noget havde blot eskaleret i sin udvikling, og det hele var interessant, indtil noget andet nyt dukkede op. Det moderne blev interessant netop fordi det var moderne. Og først og sidst var der den frigjorte kvinde. Hende med det korte bobbede hår og de lige så korte skørter. Hos den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald blev de kaldt 'flappers', men fænomenet var heller ikke til at overse i Danmark. Selverhvervende kvinder, der ikke var manden underdanig, for hvem ægteskab og børn ikke stod som lykkens garant, og som ikke veg af vejen for at tage seksuelt initiativ. Det var næsten for meget på én gang. Og det hele var med i Sønderbys roman. Alene i titlen og omslaget ligger hele romanen. Titlen spillede på en bog, Martin Andersen Nexø havde udgivet to år tidligere. Hans portræt af tiden havde den noget mere kritiske titel 'Midt i en Jærntid', der var lånt fra et digt af nordmanden Jonas Lie. Men Sønderby var nok klar over, hvilken provokation der lå i hans variation af titlen. Jazzen var mere end bare en uskyldig musikform. Den kropslige og dansable musik, der blev spillet af primitive negre på mærkelige instrumenter, blev opfattet så provokerende, fordi den symboliserede hele den amerikanisering, som det danske samfund gennemgik. Og under titlen var på omslaget en elegant stregtegning af Politikens husillustrator Axel Nygaard. I baggrunden er der en moderne avis- og telefonkiosk, et par flanerende unge mænd og en luksusbil på vej ud af byen. I forgrunden er der to koket smilende unge piger - med kort hår. Det kongeniale omslag signalerer præcis det, der provokerede ved Sønderbys roman. Forskellen på ham og en forfatter som Paludan er, at Sønderby ikke hørte til årgangen, der måtte snuble i starten. Sønderby var født i 1909, og for ham var krigen noget, de voksne talte om, da han var lille. Amerikaniseringen og moderniseringen af det danske samfund var hverken en nyhed eller noget, der skulle begrædes eller besynges. Det nye var en selvfølgelighed. Derfor vrimler hans roman også med henvisninger til Greta Garbo, Flag-cigaretter, danserestauranter, jazz og Mickey Mouse. Filmen sniger sig ligefrem ind i den måde, romanen bliver fortalt på. Der er montage, krydsklipning og panorering som aldrig før i dansk litteratur. Netop fordi Knud Sønderby så fordomsfrit tegnede et portræt af sin tid, af et Danmark i en brydningstid under pres udefra, men gjorde det uden hverken ideologisk kritik eller naiv hyldest til det nye, fremstår hans roman i dag som en af mellemkrigstidens mest uplettede klassikere. Den udfordrede dem, der kun ville se det negative i forandringerne, og taler med så tydelig en stemme som nogen sinde før - seneste oplag udkom sidste år! Nogle gange må man nemlig lidt på afstand for virkelig at kunne værdsætte en klassiker.