Den tyske militærstrategiske filosof Clausewitz’ mantra, at krig er en anden måde at føre politik på, gælder stadigvæk i den nuværende politiske konflikt i de besatte palæstinensiske områder, Det vil nu i juni være 40 år siden, at Israel besatte Gaza, Vestbredden, Østjerusalem, Sinai og Golanhøjderne i 1967-krigen. Den kendes i Mellemøsten som ’Naksa’, minikatastrofen. Men faktisk kræver det en endnu længere hukommelse, hvis man skal forstå problemet – nemlig 60-året næste år for den berømte flygtningeproblematik, også kaldet ’Nakba’, katastrofe: udvisningen af to tredjedele af Palæstinas befolkning og etableringen af staten Israel i 1948 uden at etablere staten Palæstina ved siden af som besluttet i delingsplanen i 1947. Efter Anden Verdenskrig overlod England udformningen af en delingsplan til FN, efter hvilken jøderne skulle have 52 procent og palæstinenserne 48 procent med Jerusalem under internationalt styre. Herefter trak englænderne sig hurtigt ud. Den plan blev forkastet af araberne, og det førte til krig mellem den nye israelske stat og de arabiske nabolande. Efter krigen udråbtes staten Israel i 77 procent af det oprindelige Palæstina. Spørgsmålet er: Hvad vil Israel egentlig opnå med den 40 år lange besættelse? Kan Israel nå freden med en militarismestrategi uden at acceptere en politisk løsning? Vi vil tage udgangspunkt i den fredsproces, der startede i Madrid i kølvandet på den anden Golfkrig i 1991 og dens zigzagkurs i 16 år indtil 2007. Forudsætningen var dengang at bygge en palæstinensisk stat i de besatte områder side om side med Israel og finde en retfærdig løsning på flygtningespørgsmålet. Enhver kan se, at det endte i en paralyseret situation, for ikke at sige total kollaps og efterfølgende koma. Oslo-aftalen kom to år efter. Indtil 1993, hvor Yitzhak Rabin officielt anerkendte PLO, var Israels officielle politik at benægte, at der fandtes et problem, der hed Palæstina. Oslo-aftalen var et centralt skridt frem mod at anerkende PLO som den eneste politiske organisation, der repræsenterer palæstinenserne. Oslo-processen forblev en lang række møder, mens de israelske bosættelser er fortsat uden stop. Bosættelserne er i strid med international ret, den 4. Genève-konvention, der siger, at en besættelsesmagt ikke må bosætte civile på besat territorium. Men antallet af bosættere er fordoblet siden 1993 (til 400.000 på Vestbredden) – den største er på størrelse med Svendborg – ligesom ved udbygningen af vejnettet på Vestbredden, der adskiller jøder fra palæstinensere, er dagligdag; de forbinder samtidig de jødiske bosættelser. Der er etableret flere hundrede checkpoints og fysiske vejspærringer i de palæstinensiske områder. Vestbredden er splittet op i stadig flere usammenhængende enheder. Den israelske annekteringsmur, der bygges med begrundelsen ’sikkerhed’, belejrer og adskiller fortsat palæstinensiske byer og landsbyer, herunder bønder fra deres marker, skolebørn fra deres skole, folk fra hospitalerne. På den side af muren, der vender mod Betlehem, er der fyldt med tomme restauranter og lukkede forretninger, der tidligere vrimlede med turister. Muren har katastrofale konsekvenser for den palæstinensiske økonomi. Gennem de sidste fem år har Israel revet 450.000 oliventræer op for at udbygge muren og bosættelserne. Oliventræer kan blive 1.000 år gamle og er en væsentlig afgrøde for den palæstinensiske befolkning. Den mest frugtbare landbrugsjord annekteres, vandressourcerne kontrolleres, og huse ødelægges. Muren er dømt illegal af Den Internationale Domstol i Haag og er flere gange beordret ændret af den israelske højesteret. Den placeres inde på palæstinensisk jord og har konfiskeret mere end 10 procent af Vestbredden – med bosættelser og checkpoints 42 procent. Store dele heraf er landbrugsjord. Tilbage til palæstinensere er en mængde isolerede bantustans. Gaza er et kapitel for sig. Israel rømmede bosættelserne dér i 2005, men uden at opgive kontrollen med området. Halvanden million mennesker er omhegnet i noget, der bedst kan beskrives som verdens største friluftsfængsel. Køreplanen for fred, der blev sat i gang i 2003 af kvartetten, dvs. FN, EU, Rusland og USA, er også strandet. Den lider af den store mangel, at den ikke berører fire af de centrale problemer, der skal løses som led i en fredsløsning: Grænsedragningen mellem de to stater, Jerusalems status, flygtningenes ret til at vende tilbage og de ulovlige bosættelser. Med andre ord, så ignorerer ’Køreplanen’ kernen af problematikken. På et topmøde i 2002 blev alle arabiske lande enige om en kollektiv løsning på hele problematikken: Israel bliver anerkendt inden for 1967-grænsen, hvis det trækker sine tropper ud af de besatte arabiske lande. Staten Palæstina skal etableres, og det palæstinensiske flygtningeproblem løses, baseret på fælles enighed om FN-resolution 194 (fra 1948!). Svaret fra Israel var kategorisk afvisning af initiativet, efterfulgt af en invasion af palæstinensiske byer og belejring af Yassir Arafat i Ramallah. Sharon slog et permanent søm i Oslos kiste. Kan hans efterfølger levere en modsat politik? 16 år efter Madrid er der kun illusionen og frustrationen tilbage. Politikken udeblev. Den anden intifada, våben og militær fylder tomheden, både i Israel og de palæstinensiske områder. Palæstinenserne oplever daglige raids fra Israel med sårede og dræbte til følge. Ifølge præsident Abu Mazen er PLO parat til at indlede en hurtig forhandlingsplan, der sætter et klart og endeligt mål for alle de fremtidige møder i håbet om at undgå fortsættelsen af den udsigtsløse Oslo-proces. De systematiske krænkelser af menneskerettighederne i de besatte palæstinensiske områder koster dyrt: 750.000 palæstinensere har været fængslet siden 1967; cirka 10.000, inklusive 350 børn og kvinder, sidder fortsat fængslet. Omfattende og udbredt fattigdom (over halvdelen af palæstinenserne lever under fattigdomsgrænsen), arbejdsløshed, underminering af sociale, politiske og økonomiske samfundsstrukturer, en vaklende uddannelsessektor og manglende ressourcer til at levere en ordentlig sundhedssektor. Når man ikke kan bevæge sig frit, men ustandselig stoppes ved israelske checkpoints, er selve dagligdagen fragmenteret. Konsekvenserne er interessant nok endnu ikke en tredje intifada og intensivering af modstanden mod besættelsesmagten. Men Hamas’ valgsejr og islamisternes begyndende indtog varsler i hvert fald, at palæstinenserne er ved at have fået nok. Hvis den nye koalitionsregering ikke godkendes, og sanktionerne ikke ophæves, kan alternativet bliver meget radikalt: selvstyrets kollaps, Palæstina som ’failed state’ og fare for, at al-Qaeda begynder at infiltrere Gaza og Vestbredden. Det Arabiske Topmøde i Riyadh i marts i år prøvede at ændre kursen. Formanden for Den Arabiske Liga meldte klart og tydeligt, at Israel har den sidste chance for at normalisere sit forhold til den arabiske verden. Prisen er også klar og tydelig: at Israel trækker sine soldater tilbage fra alle arabiske områder, der blev besat i 1967; i Libanon, Syrien og Palæstina; og at man løser flygtningespørgsmålet. Til gengæld vil alle 22 arabiske lande anerkende Israel og etablere langvarig fred med det. Israels leder, Ehud Olmert, betragter topmødet som en revolution fra den arabiske verden over for Israel. Peres evaluerer topmødet som et farvel til militær løsning på konflikten. EU og USA stiller sig positive. Spørgsmål er nu: Hvilke mekanismer skal der til for at implementere de tilsyneladende optimistiske meldinger fra internationale, arabiske og israelske aktører (om end med nogle reservationer fra israelsk side, især med hensyn til flygtningespørgsmålet). Kernen i problematikken i Mellemøsten er den 40 år lange besættelse og det 60 år gamle flygtningespørgsmål. Der er al mulig grund til at gøre status her i 40-året. Danmark stemte i 1947 for FN-resolutionen, der vedtog en plan for Palæstinas deling med etablering af både en jødisk og en palæstinensisk stat. Året efter stemte Danmark også for resolutionen, der fastslog palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem eller at få erstatning. De 40 år har – trods diverse fredsforsøg – ikke bragt verden nærmere på en løsning af ’alle konflikters moder’. Så hvorledes ser fredsperspektiverne ud, og hvordan er perspektiverne for oprettelse af en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel? Perspektiverne for fred er blakkede, medmindre det internationale samfund genfinder viljen til at tage ansvar for at finde vejen til fred i den region, der altid har været af strategisk interesse for stormagter. Som udgangspunkt stiller det flere krav til henholdsvis Israel og det palæstinensiske selvstyre: Israels besættelse skal ophøre, og det skal rømme bosættelserne; et afgørende krav, da man næppe kan forvente den store forhandlingsvilje med en 40-årig besættelsesmagt, der ikke viser vilje til at rykke sig, ligesom tostatsløsningen ikke er mulig uden. Israelerne skal anerkende en tostatsløsning. Endelig skal de stoppe de mange raids og udøven af statslig sanktioneret terror mod den palæstinensiske civilbefolkning. Det palæstinensiske selvstyre skal på sin side garantere et stop for terrorangreb mod israelske civile og få sat en stopper for den massive private militære oprustning. Det skal acceptere en tostatsløsning som del af en gensidig fredsaftale. Det skal få gjort op med den omfattende korruption og misbrug af midler. Det internationale samfund kan med USA i spidsen sætte den arabiske fredsplan og kvartettens ditto på dagsordenen igen. USA kan, hvis det vil. Men vil USA? EU kunne ligeledes tage teten. I 50-året for EU’s dannelse har EU en enestående mulighed for at kravle ud af USA’s skygge og træde i karakter på verdensscenen. Efter to verdenskrige i Europa med mange millioner dræbte er de indre grænser nu åbne, og man kunne mene, at EU i særlig grad har noget at byde på. I Mellemøsten – også på topmødet i Riyadh, hvor Solana var inviteret – ser man meget gerne et stærkt engagement fra EU. Men EU’s udenrigspolitiske linje over for Israel bidrager til at underminere international ret. EU ser passivt til, mens Israel misbruger sin associeringsaftale med EU og ligefrem overtræder dens bestemmelser om menneskerettighedsoverholdelse. FN er mere end villig, hvis man ser på de mange resolutioner om Palæstina og konflikten. Også Rusland kæmpede for ideen. Palæstinenserne er ifølge det fælles Mekka-dokument også villige. Spørgsmålet til sidst er: Vil og kan Israel gå ind i en reel fredsaftale, der bygger på det arabiske initiativ af 2007 og Kvartettens køreplan? Det rammer et centralt punkt i israelsk politik: zionismen. Indtil i dag er zionismens permanente dilemma demografien. Udrensningen af palæstinenserne fra den del af Palæstina, der ifølge 1947-delingsplanen skulle udgøre den jødiske stat, fandt sted ved hjælp af militært planlagte operationer. Ca. 750.000 blev fordrevet fra deres hjem (531 landsbyer helt eller delvis ødelagt) som logisk konsekvens af den zionistiske ideologi, der også driver Olmert i dag: Hvordan bevares det jødiske demografiske flertal? 1967-krigen skærpede denne strategiske problematik for den israelske elite. Ledende politiske kræfter i Arbejderpartiet deltog aktivt med at tvangsforflytte tusindvis af palæstinensere fra Vestbredden til Jordan i 1967. Transferpolitikken var øverst på dagsordenen i den nyetablerede stat og har været det lige siden. Olmert-regeringen anvender murbyggeriet til at indhegne palæstinenserne i forskellige bantustans. Hvad med perspektiverne for en palæstinensisk stat? De synes forsvundet, hvis man kigger på et kort over de besatte områder, hvis ikke det internationale samfund sætter Israel stolen for døren og kræver tre minimumsbetingelser overholdt, som forudsætning for at USA og EU fortsætter den positive særbehandling af Israels økonomi: Nedrivning af muren. Rømning af bosættelserne i alle de besatte områder. Og endelig ophør for besættelsen af det palæstinensiske territorium, der kun udgør 22 procent af det oprindelige Palæstina-mandat. Hvis der enkelte steder er geografiske områder, hvor Israel mener, at landets sikkerhed er på spil, må de erstatte disse områder proportionalt, således som det gamle Clinton-parameter tilsagde. Tilbage står, at konflikten i Mellemøsten vil fortsætte, hvis internationale kræfter ikke blander sig i konflikten. Mange regionale kræfter prøver at udnytte den – og har held til det – som middel i deres interne regionale interesser. Moderate kræfter i den arabiske verden, der kæmper for reformer og demokratiske programmer, vil miste terræn og ekstremister vinde frem, hvis ikke en løsning bankes på plads med international magt, baseret på international lov. Den moderne demokratiske verden må og skal involvere sig aktivt i konflikten mellem Palæstina og Israel for at stoppe den uretfærdige politik, som har fået sit 40-års monument i muren. Men meget tyder på, at det internationale samfund ikke er villigt til at sætte magt bag ordene om en permanent løsning på den såkaldte konflikt – som drejer sig om en langvarig besættelse med løbende krænkelser af international ret. Og så er der reelt ingen perspektiver for en tostatsløsning. Enhver, der kaster et blik på et kort over Israel og Palæstina, vil se en ituslået drøm om tostatsløsningen med en levedygtig selvstændig palæstinensisk stat, som kun gennem disse to forudsætninger atter kan blive en realistisk vision. Alle initiativer er blevet begravet under muren. Hvis det internationale samfund ikke vil levere den selvstændige stat, som palæstinenserne er blevet lovet, er der to muligheder: Den ene er en fortsættelse af Israels apartheidpolitik over for det palæstinensiske folk, der lever i bantustans. Det forekommer dog umuligt, at det internationale samfund fortsat kan acceptere dette. Men det efterlader jo så det internationale samfund med én anden mulighed: at arbejde for en ophævelse af den jødiske stat og for at etablere en multinational, -etnisk og -religiøs stat på hele territoriet. Et land med to nationaliteter uden grænser og uden frygt for en ideologisk demografisk politik vil da være den eneste løsning, der er tilbage, hvis det palæstinensiske folk skal garanteres blot et minimum af menneskerettigheder. Det vil også automatisk løse flygtningeproblemet og spørgsmålet om Jerusalems deling. Bolden ligger lige nu hos det internationale samfund med EU og USA i spidsen. Men det haster. Palæstina forsvinder dag for dag, palæstinenserne svigtes, og volden i Mellemøsten fortsætter. Politiken holder i morgen – torsdag 31. maj kl. 16-18 – et fyraftensmøde om de 40 års besættelse af palæstinensiske områder. Herbert Pundik og Jens Nauntofte diskuterer, hvad besættelsen har kostet palæstinenserne og gjort ved israelerne. Fri adgang.