Hvorfor har Dansk Folkeparti så meget imod menneskerettighederne? Professor Thomas Bredsdorff finder forklaringen i den epoke, præsterne i partiet hader: oplysningstiden. Menneskerettighederne står for skud. Hvad er det, der giver Dansk Folkeparti så røde knopper, når de hører ordet? Nu og her handler det selvfølgelig om indvandrerne, som man kunne se af Pia Kjærsgaards Kronik 4.3. Hvis vi sætter det utopiske, at det skulle lykkes hende at standse indvandringen og lukke landet, ville hun måske holde op med at snakke om de forbandede menneskerettigheder. Men præsterne i hendes parti, som kender deres idehistorie, ville uden tvivl blive ved. For menneskerettighederne er et udtryk for den epoke, de hader mere end nogen anden. Deres fjende er oplysningstiden, der fyldte op i 1700-tallet og kulminerede i formuleringen af menneskerettighederne i 1776 i erklæringen, der begyndte med ordene: »Vi anser følgende sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er født lige ...«. Men det er ikke kun i den aktuelle politiske situation i Danmark, at oplysningstiden gør folk ophidsede. Det har den gjort næsten uafbrudt i 200 år. At romantikerne i begyndelsen af 1800-tallet kritiserede oplysningen, er lige så naturligt som at børn kritiserer deres forældre. Det er de jo nødt til for selv at få plads. Det særlige ved generationsopgøret mod oplysningstiden er, at også dens børnebørn og oldebørn gør oprør. Ikke kun romantikere, også modernister og Frankfurt-marxister og postmodernister har kastet sig over oplysningstiden og bevist dens fejl. Når ingen dog har noget at indvende mod oplysning af enhver art, hvad er det da, der er så galt med oplysningen? Alt det lys er for meget, mener de mest forskelligartede kritikere. Oehlenschläger skriver i 'Sanct. Hansaften-Spil' om dengang »Da højt Oplysningssol sig rejste...«, og det var godt nok frem til et punkt. Men da den ligefrem oplyste alt, så blev det så meget, at »dens stærke Ild afbrændte / hver blomst så net«, og »dér hvor man sit øje vendte / stod et skelet«. Halvandet århundrede senere skriver de tyske filosoffer, Horkheimer og Adorno, der ellers går for at være mere marxister end romantikere, nøjagtig som Oehlenschläger, at jo, oplysning til en vis grad er o.k. men »den totalt oplyste jord stråler i den triumferende katastrofes tegn«. Nå, det er selvfølgelig ordspil på metaforen 'oplysning'. Men det er nu ikke kun et ord, kritikerne ikke kan lide. Det er også, at oplysningen bare er dem for meget. Alt det lys gør tilværelsen flad og ødelægger dens dunkle sider. Særlig hos Adorno og Horkheimer er den tankebevægelse tydelig: lidt oplysning er godt, men mere oplysning er værre end ingen. Man ser dem for sig, som de sad dér sammen med andre fordrevne tyskere under Anden Verdenskrig, af alle steder i Amerikas Forenede Stater, det ultimative moderne kapitalistiske helvede, på flugt fra et trods alt endnu værre helvede, nazisternes galskab, racisme og masseudryddelse. Med sig har de en arv af Hegel'sk Marxsk og Freudsk tænkning, den Store Fortælling om menneskets befrielse ved egne kræfter, viden, sund fornuft, indsigt. Uden for vinduet har de den buldrende kapitalisme, der ikke lyder anden lov end den stærkestes. Og bag sig, på den anden side af havet har de Hitler og den moderne mytologi, han har 'befriet' sine masser med. Alt dette prøver de at få til at hænge sammen i en eneste dunkel tankebevægelse, der går gennem hele 'Oplysningens dialektik'. I begyndelsen af bogen formulerer de endnu principper fra oplysningen som deres egne. Vi nærer ingen tvivl om, siger de, »at friheden i samfundet er uopløseligt forbundet med oplysende tænkning«. Det er Voltaires og Diderots og Holbergs tanke, den oplysende, undersøgende tanke som selve frihedens forudsætning. Men aldrig så snart har de fremsat denne påstand, før de tager den i sig igen: »Imidlertid mener vi nøjagtig lige så tydeligt at have erkendt, at selve denne tænknings begreb - i lige så høj grad som de konkrete historiske former, de samfundsinstitutioner, som den er vævet sammen med - allerede indeholder kimen til det tilbageskridt som i dag finder sted overalt«. Det behøver egentlig ikke siges tydeligere. Nutidens barbari, kapitalisme, nazisme, lå i kim i oplysningen. Efter frankfurterskolens bekrigelse af oplysningen fulgte postmodernismens. Det er den i dag mest udbredte. Oplysningens Store Fortælling, siger Lyotard, handler om »kundskabens helt, der vandrer mod det gode etisk- politiske mål der hedder universel fred«. Men denne Store Fortælling er selv en undertrykkelseskraft. Den ensretter al menneskelig stræben og undertrykker den frihed, der ligger i, at man kan spille forskellige sprogspil til forskellige tider. Oplysningen anerkender kun ét sprogspil, som den ifølge postmodernisterne fejlagtigt identificerer med Sandheden. Idet oplysningen med sin Store Fortælling vil skabe frihed, skaber den ufrihed, for den undertrykker de mange små. Dette er velkendt. Den lille fortælling om den Store Fortælling er vel nok den fortælling, der tiest er fortalt i det sidste tiår. Lad os i stedet for se på den sidst ankomne i rækken af oplysningens rasende bekrigere, Søren Krarup fra Seem, Dansk Folkepartis repræsentant for Sønderborgkredsen. Oplysningen har altid været det store dyr i hans åbenbaring. Den er det særlig tydeligt i hans seneste bog 'Dansen om menneskerettighederne', der udkom ved årtusindskiftet, omkring den tid da han gik åbent ind i politik. Krarup ser helt rigtigt, at menneskerettighederne, som de fremstår i den amerikanske uafhængighedserklæring af 1776, rummer essensen af oplysningen. Det er disse menneskerettigheder, han går i krig mod - ikke af historiske grunde, men fordi de i nutiden har fået ny aktualitet som basis ikke bare for den lokale 'godhedsindustri', men også for amerikansk og europæisk intervention på Balkan og i den tredje verden. »Her har vi«, siger Søren Krarup om både John Locke fra 1700-tallets begyndelse og Thomas Jefferson fra dets anden halvdel, »naturreligionens dyrkelse af ligheden«, hvilket »såvist«, hvæser Krarup, ikke er det samme som »kristendommens tale om lighed«. Her er i én sætning hans to hovedaktører - naturreligionen eller deismen på den ene side og kristendommen på den anden. Den ene 'dyrker' lighed, den anden 'taler om' lighed. Det er nemt at høre, hvem han kan lide ('taler') og ikke lide ('dyrker'). Det er ikke umiddelbart klart, hvad forskellen derudover er, siden emnet for både den gode og den slette måde at ytre sig på er 'lighed'. Men der er for Krarup en altafgørende forskel på de to slags lighed. Den kommer vi til om lidt. Krarups retorik består ofte af sådanne par af plus- og minus-ord, ord med nogenlunde samme leksikalske indhold. At 'tale' og at 'dyrke' er begge at 'ytre sig' - men med modsatte værdiladninger. Der er en stribe af den slags par med samme hovedbetydning og modsat bibetydning. 'Demokrati' er godt, 'demokratisme' er elendigt. Somme tider kommer de i stimer. Da Krarup har citeret en af sine helte, den konservative Edmund Burke, der vender sig mod oplysningen, udbryder han: »Sammenlign en sådan sans for fordommens og traditionens og historiens betydning (bemærk, at ordet 'fordom' her, i kraft af placeringen, bliver til et plusord, red.) med demokratismens dyrkelse af fordomsfrihed og frigjorthed«. Hvis det isoleret set er lidt uigennemskueligt, hvad der er plus og minus her, så sikrer Krarup sig med et par indiskutable koblinger straks efter. Det afbrudte citat fortsætter sådan: »Det er den levende virkelighed over for den døde teori. Eller det er det grønne træ over for den grå spekulation«. 'Levende' og 'grøn', det er 'traditionen', 'historien' og altså 'fordommen' - 'død' og 'grå', det er 'demokratisme', 'fordomsfrihed', 'frigjorthed'. Med sådanne parrede rækker i stedet for argumenter kan Søren Krarup placere alt i denne verden i henholdsvis den sorte og den hvide bås, eller rettere den grå og den grønne. »Opgøret med Oplysningstiden er opgøret med menneskerettigheds-tænkningen«, hedder det, med rette. Og - med noget mere diskutabel ret - »Til menneskerettighederne hører velfærdsudvalg og udrensninger og krigsforbryderdomstole - som henholdsvis i den franske revolution og Stalins Sovjetunion og efterkrigstidens nye verdensorden bevidner«. Her kom det, hele oplysningens lange synderegister til og med NATO's luftkampagne i Serbien. Og sådan kan man blive ved. Overalt i Krarups bog - og overalt i hans bøger og artikler - hersker den samme modsætning mellem de samme to parter: de gode og de onde. Og de sidstnævnte har altid rod i oplysningen. Men på et afgørende punkt adskiller Søren Krarup sig fra det store flertal af oplysningsbekæmpere. De fleste af oplysningens kritikere, folk som Horkheimer og Adorno og Lyotard, lader omhyggeligt være med at tage afstand fra oplysningens idealer. De tager kun afstand fra dens praksis. For Krarup er det selve udgangspunktet, der er råddent. Men hov, hvad var det nu, der var udgangspunktet: at alle mennesker er født lige og derfor har rettigheder. Hvad er det så, der er forskellen på 'dyrkelsen' af denne lighed og kristendommens 'tale' om lighed? Jo, påstanden om en sådan menneskelig lighed - nu kommer vi til kernen - »er som bekendt i klar modstrid med kristendommens forkyndelse af alle menneskers lighed i Kristus«. Og hvad betyder »i Kristus«? Det betyder »ikke i naturen eller samfundet. I kraft af dåben, ikke som en politisk eller ideologisk humanisme«. Det ville være synd at sige, at her kom katten ud af sækken, for Krarups kat har aldrig været nede i nogen sæk. Katten knurrer og spinder på hver side i hans prosa. Lighed er for de døbte, ikke for nogen af de andre. De sidstnævnte er der ganske mange af. Det er nemlig ikke kun alverdens hedninger, muslimer osv., der for Krarup står over for de kristne. Også inden for kristenheden er den gal. Alle katolikkerne er galt afmarcheret, dvs. hele Sydeuropa og det meste af den kristnede tredje verden, samt de halvkatolske englændere. Også inden for protestantismen er den gal. Thomas Jefferson, menneskerettighedernes hovedforfatter, udgår fra den perverterede calvinske protestantisme, som faktisk er en vigtig kilde til oplysningen (det har Krarup ret i), så ud med den. Dér røg Schweiz og de protestantiske Nederlande. Tilbage er faktisk kun den lutherske sekt inden for protestantismen, dvs. ikke så meget mere end Danmark og halvdelen af Tyskland. Disse få kristne - eller nogle iblandt dem - har forstået at menneskene er så syndige, at de ikke skal bilde sig ind, de kan forbedre deres samfund. Samt - lidt ulogisk - at de der vil indrette samfundet anderledes, end lige præcis Søren Krarup vil, er de største syndere af alle. For det overhovedet at indrette samfundet fører til, at man siger til andre, at de bør gøre sådan og sådan, og straks efter, når man har fået magt, siger man, at de skal gøre, som man siger, og hvis de ikke vil gøre det, så spærrer man dem inde i Auschwitz, og ergo fører oplysningen til verdenshistoriens største formørkelse. Vi, der studerer oplysningen, skylder Søren Krarup en tak. I modsætning til dens øvrige modstandere tager han fat i selve oplysningens grundtese, som Kant formulerede den i 1784: at man skal lægge sin selvforvoldte umyndighed bag sig og vove at vide og dernæst at handle. Man skal pokker, skal man, siger Søren Krarup. Oplysningen er ikke et lys, der på grund af en fejltagelse eller en overdrivelse fører til mørke. Nej, oplysningen fører ikke til mørke, oplysningen er formørkelsen selv. Schiller, Oehlenschläger, Grundtvig, Horkheimer, Adorno, Lyotard pakker alle sammen deres had til oplysningen ind i kunstfærdige konvolutter. Krarup afsender sit på åbent postkort. At han så havner i en håbløs selvmodsigelse, når han straks efter sin undsigelse af menneskets evne til at handle rationelt og meningsfuldt selv fremlægger fornuftsgrunde for, at samfundet skal indrettes præcis sådan, som han og hans parti kæmper for, det er hans problem. Vi skylder ham stadig tak for klarheden i angrebet: enten oplysningen eller også min tro - noget tredje gives ikke. Kroniken er en redigeret version af et foredrag holdt på Københavns Universitet under et seminar om oplysningstiden. Seminaret hed 'Mere lys!', og bidragene udsendes i en bog på forlaget Spring under redaktion af Mads Elf og Lasse Horne Kjældgaard.