Han sagde undskyld, ham David Trads. I jagten på en journalistisk lækkerbisken knuste Information næsten en mand. Men sandheden havde været kendt længe. Der var ikke i nærheden af belæg for at kæde Henrik Gade Jensen sammen med nazisme. Men nu blev sagen trukket frem af noget så helt aldeles usædvanligt som journalister, der kritiserer andre journalister. Mediekritik er enestående i dansk presse. Journalister vogter nødig på hinanden. Måske fordi der ikke er mange journalistiske arbejdspladser i Danmark, og ingen vil skade egne jobmuligheder. Selv om Trads ikke ville medvirke i udsendelsen, måtte den daværende chefredaktør, nu Berlingske-korrespondent, rykke ud med en af den slags undskyldninger, som politikere af og til disker ud med for at få en sag lukket: »Sig undskyld, og kom videre«, som Michael Kristiansen siger på TV 2 News. Men Trads undskyldte i det mindste; journalisten, der skrev historien, Rasmus Lindboe, kunne DR slet ikke aftvinge den mindste beklagelse, han gemte sig bare. LÆS OGSÅRedaktør ville ikke undskylde på tv: Jeg var fej En af de reelt nye ting, vi har set i den undersøgelseskommission, der undersøger, hvad der skete i Skatteministeriet, da Helle Thornings skat blev behandlet, var, at Ekstra Bladet har været dybt involveret i at fabrikere nyheder i samarbejde med en ministers rådgiver for at give oppositionen problemer. Det gav et af den slags kig ind i det journalistiske værksted, som vi alt for sjældent får. Og som ville ændre befolkningens syn på medierne, hvis de forekom oftere. Ekstra Bladet måtte sende Jan Kjærgaard på ferie og beklage den måde, han havde drevet journalistik på. Men først efter afsløring, ikke af egen drift. Ekstra Bladet, der ofte hykler rollen som vagthund, viste sig som ordinær journalistisk underholdningsproducent uden anden etisk fiber end den, hykleren har, når han afsløres. DR fik sidste år den anden dom for fejlagtigt at have beskyldt en læge på Rigshospitalet for at eksperimentalbehandle, så folk døde unødvendigt, for egen vindings skyld. Dommen til DR og journalist Mette Frisk slog fast, at Danmarks Radio vidste, at det, de lagde frem for seerne, ikke passede. DR-ledere har sidenhen, som Klaus Riskær har for vane, holdt live i forestillingen om, at sagen kan bringes for Menneskerettighedsdomstolen, og at der på den måde kommer belæg for DR's historie. På trods af at Højesteret ikke kan se, at sagen fortjener en tredjebehandling. Og journalisten arbejder naturligvis stadigvæk i DR, hvor man tilsyneladende bare venter på, at røgen lægger sig, og så er det tilbage til business as usual. I DR vrider man sig alt, man overhovedet kan, for at undgå at indrømme noget som helst.
Også selv om DR's seerredaktør, Jacob Mollerup, har påpeget, hvordan det er dybt kritisk, at DR ikke er i stand til at erkende egne fejl: »Forløbet bekræfter, at det i praksis ofte er svært for en ledelse at beklage noget, man lige har udsendt med piber og trommer. Problemet er bare, at det er nødvendigt, hvis man selv vil administrere sin ytringsfrihed«, skrev han om sagen. Men en indre vagthund nytter ikke meget. Pressen beklager og undskylder kun de fejl, den begår, når den tvinges til det efter års hårde retssager og pinefulde processer. BT's Simon Andersen har beskrevet den journalistiske kulturs indstilling til kritik således: »Vi forsvarer os også til sidste blodsdråbe og håner alle, der kritiserer os«. Et pinligt faktum, som journalister og mediefolk mærkeligt nok gerne bekræfter og beskriver. Der vil altid ske fejl i pressen; når man producerer 50 historier eller mere om dagen, opstår der naturligvis fejl. Og måske var det bare en fejl, at David Trads lod en svag historie glide i bladet. Men sygdommen består i ikke at ville indrømme det, som om det gjorde noget godt for pressens troværdighed, som bevisligt og helt forståeligt ligger i bund. Sygdommen ligger i den hensynsløshed, hvormed man for egne ambitioner og journalistisk forfængeligheds skyld foretrækker at tilsværte - og nogle gange destruere - mennesker og, når det viser sig grundløst, nægter at give oprejsning og retfærdighed til sagesløse. Det er en gusten kynisme. Og det stiller spørgsmålstegn ved pressens fundamentale etik og de rammer, den derfor skal virke under. Burde en anstændig journalist ikke kæmpe lige så indædt for at gøre egen skade god igen som for at finde sine historier? LÆS OGSÅTidligere chefredaktør undskylder for nazi-anklage
