0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Parkens muntre sønner

Tidens mand elsker det infantile – en mors dreng med firmabil og ølmave.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det afgørende var tossen, der løb ind på banen.

En fed og bøvet normaldansker, der trak stikket ud på nationens fodboldkultur, og som bagefter klynkede løs om sin brandert i formiddagsaviserne. Ikke en terrorist og næppe en psykopat. Bare endnu en drengerøv, der havde lyst til at smide sine hæmninger.

Lige dér tabte jeg forbindelsen, selv om afskeden har været længe på vej. Forbindelsen med min egen generation. Den, der i disse år leger ’Jackass’ med voksenlivet, og som dyrker drengerøven i både medier, mode og reklamekampagner. Jeg har tabt forbindelsen. Behold jeres fadbamser og store grin. Behold jeres skaldede kranier og posede teenagetøj.

»’Jackass’«, vil nogen spørge, »ahvafornoget?«. En livsstil, hvor mænd i 30’erne og 40’erne udlever det indre barn og helt ud i hættetrøjerne og hængerøven demonstrerer uviljen mod den voksne tilstands regler og pligter. En livsstil, der i disse år fylder det offentlige rum, og som for længst er blevet tidens dominerende mandefigur. Naturens muntre søn, som psykologen Finn Korsaa i sommer her på pladsen kaldte fænomenet. Eller slet og ret bøv’en, den evige børne-voksne.

Over for drengerøvene hjælper ingen kære mor, kan man sige. Eller også er det netop det, der er problemet. Mor har for længst gjort sit, lige rigeligt endda. Mors drenge er i biologisk forstand blevet voksne, men synes stadig, at det er sjovt at prutte.

Og så tilbage til Parkens muntre søn. Er det ikke for meget, kan De mene, at gøre netop dét fjols til eksponent for en hel generation af mænd? Egentlig ikke, den nye infantilisme har masser af skriftsteder, og analysen kan sagtens starte med fodbold.

Hvis man som undertegnede har sin regelmæssige gang på landets fodboldstadioner, vil man have noteret sig tendensen til, at pjaskfulde tilskuere slet og ret entrer banerne. Sjovt? Ja tilsyneladende, men også udtryk for et mønster, hvor kamp efter kamp i Superligaen i disse år må afbrydes, fordi granvoksne mænd partout skal vise røv fra midtercirklen. Publikum skriger af grin.

Selv sidder jeg hjælpeløs og stirrer på tableauet med min søn i den ene hånd og popcorn i den anden. Der er meget langt, tænker jeg, fra KB i gamle dage til hedonismen på Nedre C.

Men jeg vil nødig lyde snerpet, så lad mig i stedet angribe sagen med et par spørgsmål: Hvor kom den fra, stammekulturen, der på år har gjort almindelige fodboldkampe til samlingssteder for titusinder af familiefædre i krigsmaling?

Og drukkulturen, hvor de samme familiefædre uden problemer drikker sig fra sans og samling hver eneste søndag eftermiddag? Hvem tager de hjem til? Plakatfulde kvinder? Man kan mene, at det er Carlsbergs skyld; Danmarks store fodboldsponsor.

At bryggeriet med reklamekampagnen om Vores Øl har skabt en ny bundskraber i ølkultur ved at målrette sine budskaber til ’drengerøvene’ og ved at gøre det på en platform af fest og ballade. Men årsag og virkning er vel snarere omvendt. Der er livsstilen, hvor voksne mænd spiller computerspil og snakker pølsesnak, som man gør det på fritten. Og der er bryggeriet, som slet og ret sælger øllet på en måde, der appellerer til tidens mand med penge og fritid. Tidens mand vil have fest hele døgnet. Lege med barnet i sig selv.

Så jeg har tabt forbindelsen, af lutter mangel på humor og med et tilløb, der i årevis primært har fokuseret på det allermest synlige. At også danske mænd et sted i 1990’erne rent fysisk begyndte at ligne den mandetype, der ellers kun befolker Australien og Midtvesten. Muntre steder, hvis der grines og råbes højt, spilles masser af poker og billard, og hvor kvinder grundlæggende bare skal finde sig i lortet, hvis de vil have en plads ved ringside.

Highfives og masser af fadbamser, ølvomme og sjove tatoveringer. Fede mænd, der griner. Allersjovest er tøjet, dvs. den uniform, som drengerøvene sværger til. De har børnetøj på. Man sidder ved et mødebord og diskuterer budgetter, men de ligner 11-årige på lejrskole. Der mangler kun, tænker jeg, at Bubber kommer ind og giver os alle sammen en krammer. Hvad kvinderne tænker, ved jeg ikke. Men jeg forestiller mig, at fede, brovtende mænd primært har det sjovt med hinanden.

Under det synlige ligger naturligvis det strukturelle: at drengerøvene på et tiår er blevet det moderne samfunds magthavere uden i øvrigt at forandre deres særlige syn på samfundsordenen: 100 procent sjov, som det hedder på en førende, kommerciel radiostation med netop drengerøvene og deres hustruer som primær målgruppe.

Hvem lytter, spørger jeg mig selv, til den slags radio, hvor studieværter kværner løs i det uendelige, og hvor samtaletemaerne hver dag er varianter over det, man husker fra gymnasiets rusture: Hvad er dine værste tømmermænd? Har du nogen sinde haft tyndskid i svømmehallen? Tungekysset to søstre på én aften? Interessante temaer for en 15-årig. Men måske lidt underligt i en sammenhæng, hvor radioens erklærede målgruppe er de 25-39-årige.

»Er der gang i den?«, spurgte studieværten forleden, hvor en udsendt journalist rapporterede fra en kulturbegivenhed i København. Er der gang i den? Og dét var der vel, selv om andre ord jo også kunne bringes i anvendelse, herunder noget om fordybelse, indsigt, eftertanke. Blot ikke i hænderne på drengerøvene. Her er der enten ’gang i den’ eller ’ikke gang i den’ – som det må være tilfældet for en generation, der har forspist sig på sine egne muligheder og på de samfundstrends, der fødte den: en økonomisk højkonjunktur uden lige og tilstedeværelsen af en vækstskabende oplevelsesøkonomi.

100 procent sjov som udkrystalliseret samfundsmodel. Drengerøvene sidder i dag som direktører for tv- og radiostationer, reklamebureauer og filmselskaber. De er kravlet til tops i en mediekultur, der i et tiår har dyrket det bevidst infantile – og da mediekulturen selv, vupti, blev samfundets roterende centrum, ja da var kulturrevolutionen faktisk tilendebragt.

Lad mig være konkret: Danmark anno 2007 har administrerende direktører, der spiller playstation. Radiodirektører, der synger karaoke i den bedste sendetid. Studieværter på så meget kokain, at de hysterisk grinende må eskorteres væk fra premierefester. Selv er jeg unægtelig en del af branchen, det vil sige af den konstant eskalerende medie- og kulturverden og af den oplevelsesøkonomi, der både produktivt og målt i antal medarbejdere er blevet samfundets erhvervsmæssige centrum. Alt sammen godt nok og såre naturligt i et samfund, hvor fænomenet ’oplevelser’ sagtens kan og kunne rumme kvaliteter af håndværksmæssig, kunstnerisk eller følelsesmæssig karakter. Men for ofte gør de ikke. Alt for ofte er medie- og kulturverdenen snarere fokuseret på at spekulere i den infantilisme, der ret indiskutabelt er nem at håndtere for både afsendere og modtagere, men som jo ikke rummer håndværkets ambition eller kunstens stolthed.

Fra en ende af: Jeg forbavses, som kommunikationsmand, over reklamebranchen med dens bizarre, infantile reklamekampagner, hvor virksomhederne i ramme alvor betaler millioner for at lade kendte skuespillere iklæde sig dyrekostumer i reklamer for alt fra mobiltelefoner til saltpastiller. Undersøgelse efter undersøgelse har i årevis dokumenteret, at traditionelle reklamer i mindre og mindre grad virker på de forbrugere, der logisk nok – med de digitale mediers fremkomst – foretrækker selv at navigere på nettet, og som i hvert fald insisterer på at være i dialog med virksomhederne bag produkterne.

Men reklamebranchen kører jævnt hen videre, som om intet var hændt. Man skruer op for volumen og op for det hysteriske grin, op for de bare bryster og op for de sjove kostumer – i det håb, at forbrugernes korte opmærksomhed også er lig med sympati, loyalitet, legitimitet.

TV-mediet har jeg som seer helt droppet med dets desperate spontanitet og kække kammerateri. Betragter vi tv som et enkelt og meget dominerende udtryk for udviklingen, er de redaktionelle tendenser tydelige. Der er to bærende tendenser med det fællestræk, at de begge repræsenterer en bevidst spekulation i infantilismen som journalistisk produkt.

For det første tendensen mod de kendte, det spektakulære, det sensationelle – hvor vi både bygger heltene op og piller dem ned igen, hvor studieværterne spankulerer på besøg i hinandens talkshows, og hvor man om fornødent selv skaber de kendte ud af det bare ingenting – som dansere, der ikke for alvor kan danse, sangere, der ikke kan synge i nogen professionel betydning af ordet, og så fremdeles.

For det andet et nemt og trygt hverdagsfjernsyn, der bringer ugebladenes fakta- og brevkassestof ind i det elektroniske medie med tips og ideer, som ikke behøver vække præstationsangsten hos nogen. Sådan bygger man en udestue, sådan opdrager man sine børn, sådan fylder man en plantekasse.

Infantilisme som journalistisk kategori. En kalkuleret niveausænkning, der naturligvis ville være kynisk, hvis det ikke lige var, fordi de medieansvarlige selv forekommer oprigtigt stolte af produkterne. Med et eksempel: TV 2 Zulu, der for præcis 7 år siden blev lanceret som TV 2’s frække og anderledes søsterkanal. Der er siden, i sandhedens interesse, produceret både intelligent og ambitiøst tv – ikke mindst komedieserien ’Klovn’, der vel om noget er et rammende generationsportræt. Men der er unægtelig blevet længere mellem de få snapse – og i dag er sendefladen typisk fuld af flade fnis og så de amerikanske discountserier, hvor ingen tilsyneladende er for fladpandet til at blive vist i båndsløjfe. ’Tv for drengerøve’ stod der sommeren igennem, helt bogstaveligt, oppe i skærmens venstre hjørne. Så var man da advaret.

Nuvel, et spørgsmål melder sig: Må man slet ikke have det sjovt? Vel må man så. Jeg er selv en inkarneret fan af kolde øl, pip og gulvsand.

Mit ærinde her er blot værdien af at opretholde skillelinjen. Der er sjov – og så er der alt andet, som i mindst århundreder har været en del af rygraden i det civiliserede samfund og forestillingen om en demokratisk offentlighed. Ideen om det voksne menneske. Forestillingen om, at nogen ved flid, indsigt og begavelse kan hæve samfundets fælles overligger. Tilstedeværelsen af idealer.

Allermest det sidste. Jeg forestiller mig ikke, at folk bliver idioter helt af sig selv. Vi bliver det, når dybest set besværlige idealer trin for trin sænkes til et niveau, hvor fjolleriet bliver en dyd i sig selv, og hvor man derefter lader de sektorer og brancher, der driver samfundsudviklingen, sætte fjolleriet på afsætningsstrategisk formel. Ikke fjolleri som uvidenhed, men fjolleri som en helt bevidst satsning på plathederne, det uforpligtende og infantiliseringen som social omgangsform.

Endnu en gang: Sjov er godt. Men det samme er opretholdelsen af visse krav til både offentligheden og de voksnes rolle i den. Borgerdyder som ordentlighed, grundighed, flid er naturligvis håbløst kedelige, javist, men de forekommer mig også at være de usynlige tråde, der faktisk binder samfundet sammen med en rimelig dosis mådehold, ydmyghed og gensidigt ansvar. Borgerdyder er kort sagt nyttige – og når de er væk, ja, så savnes de som mere end blot erindringen om et gammeldags, kedeligt samfund. De savnes som følelsen af, at vi har et samfund, hvor man med dybde og indsigt kan beskæftige sig med hinanden.

Drengerøvenes magtovertagelse er i det lys ikke en art teknisk sjuskeuheld ved samfundets fremadskridende udvikling. Magtovertagelsen er snarere resultatet af en helt bevidst afintellektualisering, der er åbenlyst belejlig i privatlivet, fordi både far og mor leger børn hele dagen, og som går strålende hånd i hånd med både oplevelsesøkonomien og medieudviklingen.

Far er ligesom vennerne; han har blot flere penge på lommen og en firehjulstrækker i garagen. Far er 100 procent sjov. Far er mors dreng, den fede drukkenbolt med firmabil.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage