Det Kongelige Teater modtager mere end 40 procent af det samlede statslige tilskud til teater, og denne særstatus er under den nuværende kulturminister blevet cementeret ved stadig stigende bevillinger. Samtidig har regeringen og Dansk Folkeparti forringet de økonomiske vilkår for landets mange egnsteatre. Staten er ikke længere forpligtet til at betale 50 procent af udgifterne til disse små professionelle teatre, hvilket betyder, at den økonomiske risiko for kommunerne ved at støtte egnsteatrene er øget betragteligt. Det kulturpolitiske signal er klart: Hvor Det Kongelige Teater er en kulturinstitution ’af national betydning’, så spiller egnsteatrene ikke nogen særlig rolle for den nationale kulturpolitik. Det er fint, de er der, men de er først og fremmest kommunernes ansvar, fordi de først og fremmest har lokal betydning. Denne prioritering er et udtryk for en kulturpolitisk tendens, der også på andre områder er på fremmarch under den konservative kulturminister Brian Mikkelsen: at den nationale kulturpolitik er netop national, enhedskulturel og dansk. Dermed er alt det, der kunne pege i en anden retning og bidrage til en mangfoldighed af kunstneriske og kulturelle udtryk, potentielt i fare for at blive beskåret. På teaterområdet har det altså haft konsekvenser for egnsteatrene. Egnsteaterordningen trådte i kraft i 1980 og har siden givet mulighed for, at der kunne oprettes små professionelle teatre uden for de traditionelle teaterbyer København, Århus, Odense og Aalborg. Ordningen har i det meste af sin 28-årige eksistens bestået af en statslig refusion på 50 procent af de kommunale og – tidligere – amtslige udgifter til teaterdrift; altså en ordning, der fra statens side har været tænkt som en gulerod i forhold til et lokalt engagement i det professionelle teater. Og guleroden har virket: I år er der 31 egnsteatre rundt omkring i landet, og på trods af amternes nedlæggelse er tallet voksende. Egnsteatrenes succes kan således let beskrives i kvantitative termer, men også andre, væsentlige kulturpolitiske succeskriterier er blevet opfyldt med ordningen. Et overblik over feltet af egnsteatre viser såvel den høje kvalitet som den mangfoldighed, egnsteatrene har bidraget til dansk teaterliv med. I Vordingborg arbejder Cantabile 2 som et af Skandinaviens mest anerkendte teatre inden for genren ’site-specific teater’ – en form, der tager udgangspunkt i en særlig lokalitet, og som sprænger rammerne for det traditionelle teater. På Vendsyssel Teater spiller Peter Schrøders Reumertnominerede ’Prinsesserne’ på anden sæson for fulde huse, når den ikke turnerer rundt i hele landet. I Holstebro har Odin Teatret haft status som egnsteater siden ordningens oprettelse og har med sit markante internationale virke været det måske eneste danske bidrag til det tyvende århundredes teaterhistorie. På det seneste er også Gladsaxe Teater blevet rekonstrueret som egnsteater efter at være blevet udelukket fra Københavns Teater pga. økonomisk kaos under Flemming Enevold. Og i Allerød arbejder Mungo Park med et bud på et moderne, samfundsengageret ensembleteater, der fra næste sæson også udbredes til Kolding. Hertil kommer alle de mange egnsteatre, der er en væsentlig del af det børneteater og ungdomsteater, som Danmark er internationalt anerkendt for, fordi det kombinerer en evne til at tage børnene seriøst som publikum med kunstneriske og formmæssige eksperimenter. Det gælder såvel veletablerede teatre som Fair Play i Holbæk og Møllen i Haderslev som nyere skud på stammen som Odsherred Teater og Carte Blanche i Viborg. Der er altså eksempler på egnsteatre med et meget højt niveau, og generelt holdes samme kunstneriske standard, som man ser på for eksempel de store københavnske scener, der modtager væsentlig højere støtte og får langt mere opmærksomhed i de landsdækkende medier. Som et samlet felt kan egnsteatrene siges at kombinere kunstnerisk kvalitet med mangfoldighed. Egnsteaterordningen har desuden været central i en kulturpolitisk målsætning om at fremme den geografiske decentralisering, således at det nu er muligt at møde en lokalt forankret teaterkunst de fleste steder i landet. Men det er ikke den eneste kulturpolitiske målsætning, som denne ordning har fremmet – og det er her, kulturministerens opprioritering af Det Kongelige Teater viser sine tydelige kulturpolitiske implikationer. For egnsteaterordningen var i sin oprindelige form ikke blot tænkt som mere af det samme i teaterfattige egne. Den type ræsonnement havde ellers været grundlæggende for teaterpolitikken indtil 1980: Ved først at bevilge Århus, Aalborg og Odense Teater og senere turnerende teatre som Den Jyske Opera og Det Danske Teater fast støtte via teaterloven blev teatret i sin traditionelle, institutionsbundne form tilgængeligt i hele landet. Den kulturpolitiske strategi bag disse tiltag er blevet kaldt demokratisering af kulturen og var begrundet i en velfærdspolitisk tanke om, at alle skulle have lige adgang til Kunsten. Et vigtigt instrument i denne kulturpolitik var den geografiske decentralisering. Egnsteaterordningen, som den var tænkt i slutningen af 1970’erne, skulle imidlertid noget andet: Problemet med ’demokratisering af kulturen’ viste sig nemlig at være, at selv om kunsten blev tilgængelig for alle, så appellerede den primært til nogle særlige grupper i samfundet. Derfor skulle den kunstneriske palet udvides til også at indeholde andet end de traditionelle kunstformer, hvorfor amatørkunst, popmusik med videre blev en del af det kulturpolitiske område. Den kulturpolitiske strategi bag dette skifte blev i 1977 præsenteret af daværende kulturminister Niels Matthiasen som ’det kulturelle demokrati’ på Folketingets talerstol. Som den eneste del af dansk teaterpolitik er egnsteaterordningen tænkt som en støtteordning, der skulle fremme ’det kulturelle demokrati’ ved at tage udgangspunkt i en anden type teater end den, de traditionelle teaterhuse præsenterede. Fra starten var egnsteaterordningen nemlig en ordning for børneteater og opsøgende teater – altså teater, der i forhold til målgruppe, form og opførelsespraksis adskilte sig fra det øvrige teater. For at blive en aktiv deltager i lokalsamfundet, var det vigtigt, at teatrene bosatte sig rundt omkring i landet. Og som en del af et lokalt kulturelt demokrati nøjedes langt de fleste egnsteatre ikke med at producere professionelle teaterforestillinger, men indgik i samarbejde med lokale græsrødder, lavede dramapædagogiske aktiviteter for børn, var medarrangører af lokale festuger og blev i det hele taget en væsentlig medspiller i det lokale kulturliv. Samtidig skulle engagementet i ’det lokale egnsteater’ sikres ved, at det var kommunen eller amtet, der tog beslutningen om at oprette et egnsteater og om, hvilket teater det skulle være. Staten kvitterede for det lokale bidrag til udbredelsen af det kulturelle demokrati ved den automatiske refusion af halvdelen af udgifterne. Det alternative og mangfoldige var altså en helt central målsætning for egnsteaterordningen fra begyndelsen. Men det kulturelle demokrati, der stort set ikke påvirkede den øvrige teaterlovgivning, fik trange kår, efterhånden som lovgivningen udviklede sig. Egnsteatrenes økonomiske vilkår blev forringet i 1990, hvor man første gang indførte det princip om økonomisk rammestyring, der lige er blevet genindført. I samme omgang ophævede man kravet om, at egnsteatrene primært skulle producere børneteater og opsøgende teater. Ved at fjerne de kunstneriske begrænsninger for ordningen var der åbnet op for, at egnsteatrene kunne producere præcis den samme teaterkunst som den, der allerede havde gode økonomiske vilkår på de store teatre. I 1996 indførte man så et geografisk skel mellem teater i og uden for København, Frederiksberg, Århus, Odense og Aalborg Kommuner. De første blev til små storbyteatre, mens egnsteaterordningen blev reserveret til de øvrige teatre. Man kvitterede for disse teatres bidrag til den geografiske decentralisering ved at genindføre den automatiske 50-procents refusion og dermed ændre den meget ustabile økonomiske situation, der havde været kendetegnende for perioden 1991-1996. Med disse ændringer er den kulturpolitiske målsætning for egnsteaterordningen ændret radikalt. Elementerne af ’det kulturelle demokrati’ i form af et kunstnerisk alternativ i lokalsamfundene er nedtonet til fordel for en ordning, hvis primære formål er at fremme den geografiske decentralisering. Hermed er egnsteaterordningen blevet indlemmet i den dominerende kulturpolitik på teaterområdet, der grundlæggende tænker kunst i et enhedskulturelt perspektiv med fokus på geografisk spredning frem for kunstnerisk mangfoldighed. Hermed bliver Det Kongelige Teater også det naturlige centrum, som hele teaterlivet tænkes ud fra. Trods disse væsentlige kulturpolitiske forskydninger bidrager egnsteaterordningen fortsat til en form for kulturelt demokrati i dansk teater. Mangfoldighed er stadig et nøgleord, når feltet af egnsteatre skal beskrives. Her er plads til mange forskellige teaterformer, og stort set uanset kunstnerisk udtryksform er det markant, at egnsteatrene stadig inkluderer andre aktiviteter i deres virke. Samarbejdet med et væld af lokale aktører fra skoler og museer til erhvervsliv viser, at rødderne i det kulturelle demokratis brede forståelse af kulturliv præger teatrene. Børnene er stadig en markant målgruppe for teatrene, og som noget nyt er enkelte teatre også begyndt at arbejde med etniske minoriteter som en central målgruppe. Men hvad er forklaringen på, at egnsteatrene stadig bidrager til en kulturpolitisk målsætning om mangfoldighed og et bredt kulturbegreb, når den kulturpolitiske udvikling har trukket i den modsatte retning? Et væsentligt aspekt er ordningens åbenhed: Fra statens side er der meget få betingelser for, at et kommunalt tilskud til teater kan udløse refusion via egnsteaterordningen. Det betyder, at meget forskellige initiativer kan tilpasses ordningen, hvilket de fleste kommuner naturligvis kan se en økonomisk fordel i. Nu kunne man så forvente, at de fleste kommuner ville vælge at satse på sikre publikumssucceser, bredt appellerende teaterformer og spektakulære events. Og selv om den type teatre da er til at få øje på, når man ser ud over det samlede felt af egnsteatre, så er det ikke en dominerende del. Faktisk kan man konstatere, at der også blandt de nyere egnsteatre er meget forskellige teatre, og at der bag enhver beslutning om at oprette et lokalt teater gemmer sig en særlig forhistorie om et ofte modigt møde mellem politiske beslutningstagere og engagerede teaterfolk med lyst til at arbejde lokalt. Det bringer os tilbage til egnsteatrene som en kulturpolitisk succeshistorie. I de senere år har interessen for at oprette nye teatre været overvældende, og det er stadig muligt at beskrive egnsteatrene som en vigtig del af et mangfoldigt og kunstnerisk interessant teaterliv i Danmark. Og mens en stor del af deres virke er lokalt forankret, så bidrager de også væsentligt til det turnerende teater i hele landet. Men til trods herfor er egnsteatrenes rolle i den nationale kulturpolitik blevet nedtonet. Det startede med Strukturkommissionen, der foreslog, at egnsteatrene skulle være et rent kommunalt ansvar. For at skabe en klar opgavefordeling i den offentlige sektor skulle staten koncentrere sig om kulturinstitutioner ’af national betydning’, mens alt andet skulle overlades til kommunerne, fordi det kun havde lokal interesse. Forslaget var dog for drastisk for politikerne, og i første omgang blev egnsteaterordningen bevaret, mens dens konstruktion blev overvejet af et udvalg under Kulturministeriet bestående af teaterfolk. Udvalgets rapport ’Regionalteatre. Forslag til en kvalitetssikring og nyorganisering af egnsteatrene’ (2006) indeholdt en række anbefalinger, herunder en konsulentordning der skulle sikre teatrenes kunstneriske niveau. Disse anbefalinger blev efterfølgende stort set fulgt af politikerne, men på et område valgte regeringen og Dansk Folkeparti at overhøre udvalgets advarsler: Den automatiske refusionsordning er fra i år erstattet af en rammestyret ordning, hvor staten hvert år afsætter et samlet beløb til egnsteatrene på finansloven. Denne pulje bliver så fordelt til samtlige egnsteatre, i forhold til hvor stort et beløb de modtager i kommunal støtte. Det betyder, at den statslige refusion fremover vil være variabel, dog således at den ifølge teaterloven aldrig kan overstige 50 procent. Med denne ændring har staten sikret sig kontrollen over de nationale udgifter til egnsteatrene og dermed muligheden for at nedprioritere dem. Den økonomiske usikkerhed er skubbet over til kommunerne og i sidste ende teatrene. Og selv om fireårige aftaler med de enkelte teatre giver en vis økonomisk forudsigelighed, så vil der med den nuværende ordning være en risiko for, at der under natlige forhandlinger i Finansministeriet bliver skåret i det årlige rammebeløb. Spørgsmålet er, hvor mange kommunale budgetter der kan holde til den usikkerhed. Hermed er vi tilbage ved Det Kongelige Teaters økonomiske optur. For ganske vist er der ikke tale om, at der bliver taget penge fra egnsteatrene og flyttet over til Det Kongelige Teater. Der er med et kulturministerielt udtryk tale om ’nye penge’, hvilket viser, at der er kulturpolitisk vilje til at opprioritere visse dele af teaterområdet. Egnsteatrene har derimod kun ved kraftigt lobbyarbejde fra jyske borgmestre opnået en garanti om, at refusionsprocenten i overgangsåret 2008 forbliver de nuværende 50. Og begrundelsen herfor er udelukkende bevillingsteknisk: En lang række eksisterende egnsteateraftaler løber nemlig længere end 2008, hvorfor en pludselig indførelse af rammestyring ville ramme de nyetablerede egnsteatre samt de få teatre, hvis aftale tilfældigvis udløber i år urimeligt hårdt. Der er foreløbig ingen udsigt til, at refusionsprocenten holdes oppe, og ethvert nyetableret egnsteater vil derfor skulle kræve sin del af kagen fra de øvrige teatre. Det bliver altså sværere at være egnsteater; og den fremvoksende mangfoldighed, som en kommunal interesse i at oprette og bevare egnsteatre kunne bidrage til, er derfor truet. Det har ikke blot betydning for de lokalsamfund, der ellers ville vælge at etablere et professionelt teater, det har også betydning for det nationale teaterliv. Med egnsteaterordningen har man i tråd med de oprindelige kulturpolitiske intentioner sikret et borgernært, mangfoldigt teaterliv på højt kunstnerisk niveau. Ordningen har gennem årene haft en vedvarende effekt i forhold til at stimulere et lokalpolitisk engagement i det professionelle teater. Men det kulturelle demokrati må i disse år vige til fordel for en nationalt fokuseret enhedsbaseret kulturpolitik, der tror, at det ypperste af det ypperste har sin naturlige placering på nationalscenen. Således er mangfoldigheden i teaterlivet blevet reduceret til et lokalpolitisk ansvarsområde. Har du kommentarer til Kroniken – gå ind på politiken.dk/debat/kroniker