En velfærdsstat som den danske har brug for en stram indvandrerpolitik. Hvis alle, der bor i landet, har ret til gratis lægehjælp, gratis uddannelse, bliver dækket af et socialt sikkerhedsnet osv., så er det attraktivt for mange hundrede millioner af verdens fattige at søge ophold i et sådant land. Men det er selvfølgelig helt uoverkommeligt for et lille land som Danmark at hjælpe alle verdens fattige. Vil man bevare en velfærdsstat, der omfatter alle, der opholder sig i landet, er man altså nødt til at lægge stramme restriktioner på mulighederne for at komme ind i landet. Alternativt kan man opgive de generelle sociale sikkerhedsnet og indskrænke velfærdsstaten til kun at gælde en del af dem, der bor i landet, f.eks. danske statsborgere, personer der har betalt skat i en årrække eller lignende. Vi er da også gået langt i begge disse retninger i Danmark. I 1973 fik vi et indvandrerstop, der kun gav adgang til landet for udlændinge med en særlig begrundelse for at komme hertil. Det kunne være arbejdstilladelse, flygtningestatus eller familiesammenføring; stoppet gjaldt ikke for indbyggere i andre nordiske lande, og senere kom også specielt lempelige regler for EU-borgere.
Dette ’stop’ stoppede imidlertid ikke indvandringen; tværtimod kom der flere og flere via flygtningereglerne og familiesammenføringerne, og specielt giftede mange indvandrere sig med ægtefæller fra deres hjemland, som de så blev familiesammenført med i Danmark. Derfor er indvandrereglerne gradvist blevet yderligere strammet.
