Velfærdsstaten er om noget en allestedsnærværende størrelse.
Den er der stort set altid for sine borgere. Den finansierer folkeskoleuddannelser, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, og den udbetaler løn til studerende. Den sikrer, at mennesker, der i en periode står uden arbejde, ikke ender uden tag over hovedet eller uden mad på bordet. Den støtter forældre økonomisk, indtil deres børn er juridisk myndige, og i forbindelse med skilsmisser muliggør den, at den forælder, der tildeles forældremyndigheden, fortsat kan føre et anstændigt familieliv. Den betaler sine borgeres læge- og hospitalsregninger, og den sørger for, at de fleste ældre oplever en alderdom uden nævneværdige økonomiske eller materielle bekymringer. Ja, man fristes næsten til at sige, at velfærdsstaten er, hvad familien tidligere var for den enkelte – næsten da. Implementeringen af velfærdsstaten har haft en radikalt forandrende indflydelse på familien som institution, hvilket videre har haft og fortsat har alvorlige konsekvenser for den enkeltes psykiske velbefindende. Sammenhængen kan være svær at se ved første øjekast, men som det følgende skal forsøges vist, eksisterer den – og det endda i et omfang, der på nogle afgørende områder er stærkt bekymrende.
