Hvad er det modsatte af stor? Hvad kan man bruge en mursten til? Svarene afslører, om den adspurgte er intelligent - altså på den kreative måde. Hvis spørgsmålene om intelligens og kreativitet da overhovedet lader sig besvare så enkelt. Docenten forsøger. IQ og m/k, g-faktor eller mange intelligenser, håndtering af kompleksitet og social kompetence har fået mere opmærksomhed, efter at Helmuth Nyborg, århusiansk professor i udviklingspsykologi, offentliggjorde resultatet af 20 års undersøgelser af 375 skoleelever i Århus og Skanderborg: Fra 16-års-alderen klarer drengene sig markant bedre end piger i et batteri af intelligenstest. Sammensætningen af professor Nyborgs testpakke er ikke offentliggjort, men der er en evne, han ret sikkert ikke har målt, fordi den normalt ikke omfattes af intelligensbegrebet. Jeg tænker på det efterhånden noget flydende begreb kreativitet, som vi ser resultater af, uanset hvor vi vender blikket hen. Menneskets kreativitet er omsat i bygninger, biler, computere, hårtørrere, medicin og møbler, ligesom det var et udslag af kreative evner, der fik Politikens ATS til at kalde professoren for Harald Nyborg. I daglig tale forbinder vi kreativitet med børn, kunstnere, selvudvikling, daghøjskoler og med en egenskab, man nærmest gratis kan hæfte på sig selv. Sådan har det ikke altid været. I 1950'ernes og 60'ernes USA understøttede man massivt udviklingen af test, der kunne afsløre kreativt begavede mennesker, hvis særlige evner ikke i tilstrækkelig grad blev målt af traditionelle intelligenstest. Initiativtageren, professor J.P. Guilford, havde som psykolog i den amerikanske hær under Anden Verdenskrig konstateret, at en høj intelligensmåling ikke nødvendigvis var ensbetydende med lederevner, evne til nytænkning, teknologisk opfindsomhed eller overlevelsesevne bag fjendens linjer. At en generel intelligensmåling ikke kunne forudsige, hvem der ville klare sig godt på en række militære nøgleområder, blev Guilfords primære drivkraft i studiet af kreativitet. Det faldt sammen med en udbredt national angst for at tabe den kolde krig til russerne, som yderligere forstærkedes i anden halvdel af 1950'erne, da Sputnikprogrammet var den amerikanske rumforskning overlegen. USA fik et stærkt ønske om at opspore og samle sine bedste kræfter i bestræbelserne på at forblive verdensmagt nummer ét. Samtidig blev industrien automatiseret og arbejdsopgaver monotone og kedsommelige uden mulighed for beslutninger eller konstruktiv tænkning. Folk fik ganske vist mere fritid, men med den følger kedsomhed, så kreativitet blev også et håb om kvalitet i hverdagen. Man havde således en række kontante forventninger til de mange penge, der blev givet til forskningen. Guilfords indfaldsvinkel til kreativitet var at isolere en række intellektuelle og personlige træk, som han mente, at kreative mennesker besad i højere grad end andre. I forsøget på at adskille dem fra de mindre kreative foreslog han en række evner som særlig lovende. Blandt disse var idéskabende og sproglige evner, associationsevne, fleksibilitet, originalitet og forkærlighed for kompleksitet. Opgaven lød derefter på at udvikle test, der kunne isolere og måle evnerne omsat i handling. I kreativitetstest er svarene mange og åbne, mens en IQ-test kun kan besvares rigtigt eller forkert. Lyder det tåget, så lad os se på et par eksempler. For at måle idéskabende evne stillede Guilford tilsyneladende ganske enkle spørgsmål til sine testpersoner: Hvor mange forskellige anvendelsesmuligheder har en mursten? Hvis svaret var, at man kan bruge den til at bygge en villa, en skole, en bank, et supermarked osv., accepterede han det som et mål for kvantitet i ideer. Et mål for kreativ iderigdom og fleksibilitet afsløredes først i kategoriskift: Man kan bruge en mursten som byggeredskab, dørstopper eller våben. Man kan stille varme ting på den, bruge den i karatetræning eller knuse den, hvis man har brug for rødt pulver. Rækken af muligheder stod åben, og når forsøgspersonerne havde nået grænsen for deres forestillingsevne, kunne de fortsætte med anvendelsesmulighederne for en papirclips eller en metalbøjle. Testen er også kendt under navnet alternate uses. Guilford og hans kolleger udviklede en anden test til måling af idéskabende evner. The consequences test stiller spørgsmål af typen 'Hvad ville være resultatet af ... at alle kunne læse hinandens tanker?'. De fleste vil umiddelbart svare, at så vil mange ægteskaber gå i opløsning. Man kan også overveje, hvordan ens handlinger skal gennemtænkes og begrundes for at fremstå meningsfulde, når alle har adgang til tanke-processen og motiverne. Andre testtyper var af figurlig karakter, og forsøgspersonen blev bedt om at omdanne en cirkel til et nyt genkendeligt objekt med så få streger som muligt. Løsninger er et ansigt, en sol, en tennisbold, et ur osv. Næste testeksempel giver et mål for fleksibilitet i tankegang. Opgave: Dan undergrupper med fælles egenskaber ud fra følgende liste: 1. pil (eng.: arrow) 2. bi 3. krokodille 4. fisk 5. drage (eng.: kite) 6. sejlbåd 7. spurv Løsninger: 1, 2, 5, 7 (findes i luft) 3, 4, 6 (findes i vand) 2, 3, 4, 7 (dyr) 3, 4, 5, 7 (har hale) Øvelsen demonstrerer evnen til selv at danne kategorier og at hente oplysninger frem om enheder, der er arkiveret forskellige steder i hjernen. Guilford brugte betegnelsen divergent om den tænkning, der går 'på tværs' i sin associationsdannelse modsat traditionel, konvergent tænkning. En af guruerne inden for kurser i idéudvikling, Edward De Bono, bruger betegnelsen lateral tænkning om stort set samme fænomen. Hvad er det modsatte af lille? Tænker man konvergent er svaret stor. Tænker man divergent og har hurtig adgang til et lager af oplysninger, kan svaret være Pavarotti. Hvad er det modsatte af sensuel? Man kan vride sit ordforråd og komme op med svaret ulidenskabelig. Andre ville måske svare Mærsk Mc-Kinney Møller. Det handler om associationsevne og et stort repertoire, parat til at blive hentet frem i overraskende, men meningsfulde sammenhænge. Den kreative person leverer aldrig et bizart svar. Der er altid en klar, men uventet kobling til situatio- nen. Derimod levererer ordinære mennesker ofte bizarre svar i et krampagtigt forsøg på at være originale. Eksempel på en test i associationsdannelse kunne være at finde et ord, der knytter tre andre sammen, f.eks.: smykke klokke vielse eller slange svaghed æble Svaret på den første sammenkobling er ring, der både er et smykke, en lyd fra klokken og en ofte brugt bekræftelse på vielsen. På den anden opgave er svaret enten kvinde, Eva eller paradisets have. Testen har betegnelsen RAT eller remote-associations-test. Med et batteri af traditionelle IQ-test og kreativitetstest udvalgte Getzels og Jackson to forsøgsgrupper blandt highschoolelever. Den ene scorede meget højt på IQ-testen, men ikke så højt på kreativitetstesten, mens den anden gruppe scorede kreativt højt, men med knap så høj IQ. Forskerne ønskede derefter at få besvaret spørgsmål som 'Hvor godt klarer de to grupper sig i skolen i forhold til hinanden?' og 'Hvordan er graden af deres fantasi?'. For at belyse det sidste fik de f.eks. fire minutter til at skrive en kort historie til et billede, der af de fleste opfattes som en mand, der sidder tilbagelænet i et flysæde på vej tilbage fra en konference eller forretningsrejse. Eksempel på høj-IQ-besvarelse: Mr. Smith er på vej hjem fra en succesfuld forretningsrejse. Han er meget glad og tænker på sin dejlige familie, og hvor godt det bliver at se dem igen. Han forestiller sig, at om en time fra nu lander flyet i lufthavnen, hvor mrs. Smith og deres tre børn står og byder ham velkommen hjem igen. Eksempel på høj-kreativ besvarelse: Denne mand flyver tilbage fra Reno, hvor han netop har fået en skilsmisse fra sin kone. Han kunne ikke holde ud at sove med hende, fortalte han dommeren, fordi hun brugte så meget fugtighedscreme, at hendes hoved gled på puden og ramte hans. Han overvejer nu mulighederne for en skridsikker natcreme. Ligesom Guilford havde konstateret, viste undersøgelsen, at der ikke er sammenhæng mellem IQ og divergent, kreativ tænkning, men med det forbehold, at mennesker, der scorer højt i en kreativitetstest, også klarer sig bedre end gennemsnittet i en IQ-test. Derimod kan man lave en tårnhøj IQ-test uden at kunne løse en kreativitetstest særlig godt. Rækken af eksempler på, hvordan man søgte at måle de faktorer, man mente, indgik i kreativitet, kan blive meget lang, meget ujævn, men også ganske underholdende. Man lagde faktisk en del kreativitet i at udvikle et testapparat, der kunne måle sig med IQ-test. Man satte kunstmalere, matematikere, tekstforfattere, skolelærere, USA's førende arkitekter og almindelige skoleelever i gang med at danne sætninger, løse tændstikopgaver og lave overskrifter på små historier. Mange af de godt udtænkte test var pålidelige på den måde, at personernes score viste sig at være ret konstant over en række forskellige test. Mere problematisk er, hvad de egentlig måler og deres evne til at forudsige et sandt kreativt potentiale inden for områder i det virkelige liv. Hvis de havde levet op til forventningerne om at finde en ellers overset talentmasse, man kunne pleje i uddannelsessystemet, havde den amerikanske forskning stadig haft økonomiske midler og gennemslagskraft. Det kan også tænkes, at ønsket om at opspore de særligt kreative forsvandt, da kold-krigstruslen føltes mindre, og man også på andre områder indså, at den naturlige udvælgelse dækkede behovet for nytænkning. Testene er blevet kritiseret for uklare instruktioner, mangel på indre sammenhæng, mangel på anvendelighed for forskellige populationer og udtalt snæverhed i, hvad de måler. Dertil kommer, at testsituationen kan fremkalde en nervøsitet, der er alvorligt hæmmende for kreativ tankegang. Endelig kan det vise sig umuligt at teste personlige træk som initiativ, motivation, udholdenhed og tolerance over for flertydighed, der alle har betydning for virkelig kreative præstationer. Kritikere har hævdet, at det, man fandt frem til gennem målingerne, i højere grad var, hvem man skulle invitere, hvis man vil gøre middagen til en succes, end hvem man skulle sætte i spidsen for et større forskningsprogram. Af samme årsag er det også stimulerende at beskæftige sig med disse test, fordi kreativitet gøres til kontante færdigheder, der har direkte relation til menneskers hverdag. Konsekvensen af kritikken har været, at en del af den nyere forskning har flyttet fokus fra den lille til den store kreativitet, der skaber banebrydende resultater. Især Mihaly Csikszentmihaly har vist en frugtbar vej ved at undersøge, hvor kreativitet udfolder sig. Den kan ikke forstås ved alene at undersøge de mennesker, der ser ud til at være i besiddelse af den. Kreativitet udfolder sig i et dynamisk system af tre elementer: et område med et sæt af regler, genstande og sædvaner, en person, der tilfører området nye tanker eller produkter, og endelig et felt af eksperter, der bedømmer nytænkningen og afgør, om bidraget kan godkendes på området. Den kreative person skal overbevise feltet om, at han har leveret nytænkning. Hvis man yder et kreativt bidrag til atomfysik, er antallet af betydende eksperter på området så lille, at bidraget hurtigt anerkendes over hele kloden. Forsøger man sig inden for moderne kunst, kan vejen til anerkendelse være meget lang, fordi der ikke er almindelig enighed om bedømmelses-kriterierne blandt de mange eksperter på området. Når man betragter kreativitet på denne måde, står det klart, at man kan gøre nok så meget for at fremme den på et område, i en organisation eller virksomhed - hvis de ledere, der bedømmer og vælger, ikke er tilstrækkelig dynamiske, risikovillige eller i stand til at genkende det kreative bidrag, har indsatsen ingen betydning. Ved at studere kreative kraftcentre som Firenze i starten af 1400-tallet, Paris i 1900-tallet eller Wien i begyndelsen af det forgangne århundrede har Csikszentmihaly m.fl. søgt forklaringer på, hvordan et omgivende miljø kan fremme usædvanlige kreative præstationer. En tilsvarende undersøgelse af årsagerne til f.eks. dansk films nuværende succes ville heller ikke være uspændende. En mere besynderlig konsekvens af at definere kreativitet som »enhver handling, idé eller produkt, der forandrer et eksisterende område eller omskaber et eksisterende område til et nyt« er, at en persons værk kan være kreativt på et bestemt tidspunkt, men ikke på et andet. Mens van Gogh levede, var han en sociopat, der fyldte lærreder med usælgelige penselstrøg. Han blev først kreativ, da kunstverdenen anerkendte hans bidrag som nyskabende. Det bliver klart, hvor mange andre karaktertræk end dem, man normalt forbinder med kreativitet, man skal være i besiddelse af, for at kreativiteten får gennemslagskraft. Det er ikke nok at have et stort kreativt potentiale, hvis man ikke også har disciplin, en stærk personlighed, sociale færdigheder, evnen til at forfølge mål og en fast tro på, at det er værd at lægge hele sit liv i arbejdet på at forfølge dem. At få ideer og at være original kræver divergent tænkning, men at afgøre, hvad der er den rigtige løsning på et problem, at evaluere sine ideer og kassere de dårlige, kræver konvergent tænkning. Mange faktorer bidrager til en gennemslagskraftig kreativitet. Ingen er i tvivl om Einsteins genialitet, men spørgsmålet er, om han var blevet lige så kendt i offentligheden, hvis han ikke havde lignet en videnskabsmand, der kunne have været valgt til rollen af et af Hollywoods førende castingbureauer. Det er måske lidt uretfærdigt over for Albert, som selvfølgelig havde klaret sig uden hår og skæg, men hverken Max Planck eller Niels Bohr har en tilsvarende plads i offentlighedens bevidsthed. Findes der et punkt, hvor de kreative træk, som Guilford testede, mødes med den store kreativitet? Er den sidste en veludviklet udgave af de almene kreative træk? Csikszentmihaly mener absolut nej. En anden seriøs amerikansk kreativitetsforsker, Teresa Amabile, mener ja. Med min kompromissøgende danskhed vil jeg fortsat overveje det. Imens glæder jeg mig over alle de bøger, film, cd'er og forbedringer af hverdagen, der nok ikke er banebrydende, men i hvert fald afslører, at der er lagt en masse arbejde og fantasi i dem. Og for lige at runde indledningen af: Livet er naturligvis det bedste mål for graden af både kreativitet og intelligens. Ingen 16-årige piger behøver at frygte, at der skal komme en professor forbi med en test, de ikke løser lige så godt som drengene. Pigerne klarer senere både hverdag, børn og karriere, og det er hele tre ting på en gang. Jørgen Ehlers er cand.phil. i samfundsfag og docent ved Det Fynske Musikkonservatorium