Homo media glor værre end aberne i zoo. Vi skriger efter virkeligheden, snager uhæmmet i andres ulykke. Kan vi overhovedet vænnes fra? Kronikøren er cand.mag. i litteraturvidenskab. »Pas på ham dér!«, råber min kone, og jeg bremser med skurrende ABS en kofangers bredde fra de knaldrøde baglygter foran. »Hva' laver han?«, vrisser jeg. »Der er sket en ulykke!«, siger min kone. »Måske han stopper for at hjælpe«. Vi befinder os på motorvejsbroen på Kongevejen mellem Hørsholm og Holte. I rabatten holder en lang række biler. Men der er ingen katastrofeblink, ingen krøllede kofangere, rygende motorrum eller advarselstrekanter. Faktisk står alle bilister fuldt førlige lænet ud over broens rækværk og kigger ned på Helsingørmotorvejen. Jeg når lige at sige: »Nej, det er ikke noget uheld!«. Så ser vi det, dér mellem de bøjede rygge, børnene på skuldrene og de ivrige pegefingre: blå blink nede på motorvejen, lange køer, smadrede biler. Der går et par sekunder, inden sceneriets sande sammenhæng har bundfældet sig. Vi har trods alt lige rejst os fra søndagens kalorietunge familiefrokost hos mine forældre. Så sætter min kone ord på: »De står sgu og kigger på en ulykke!«. Vi stirrer vantro på det ublu publikum. En far løfter sin datter op. Et ældre ægtepar giver hensynsfuldt plads. Det ligner en dårlig film, men det er vaskeægte virkelighed: Familien Danmark har taget børnene med på søndagsudflugt til en rigtig veldrejet bilulykke; Familien Danmark har taget plads på forreste række i virkelighedens virkelige reality show: »Nu ska' du bare se, lille skat. Det her er hverken 'Big Brother', 'Fear Factor' eller 'Grand Theft Auto 3'. Det her er meget, meget bedre!«. På vej hjem til København bearbejder min kone og jeg oplevelsen. De første 10 minutter bruser vi over af selvretfærdig forargelse: Har folk da overhovedet ingen skam i livet? Hva' helvede er det for nogle mennesker! Men da vi passerer Hans Knudsens Plads, har vi talt os ind til det dér lille ukortlagte sted inde bag hjertekulen, som altid gør sindssvagt ondt, når man pirker i det. Min kone pirker: »Kan du benægte, at der var et øjeblik, hvor det eneste, du tænkte på, var at se ulykken, at finde ud af, hvad der var sket? Hvordan? Hvor mange?«. Nej, jeg kan ikke benægte det. Ligesom jeg ikke kan benægte, at jeg i lægens venteværelse vælger Se og Hør frem for Helse, eller at mine øjne hviler brøkdele af et sekund længere på side 9 end side 8 i Ekstra Bladet (som jeg valgte frem for Politiken), eller at min fjernbetjening jammer på 'Temptation Island' midt under TV-Avisen, eller at jeg får tics i min musearm, når jeg ser et banner med spørgsmålet: 'Wanna see something really nasty?'. Herregud, jeg er bare med på en kigger! Jeg tror i og for sig ikke, at voyeurisme er en moderne opfindelse. Jeg har i hvert fald tit stået med min datter ved abegrotten og er blevet lidt i tvivl om, hvem der egentlig glor på hvem. Når det er sagt, er der imidlertid ikke megen tvivl om, at homo media er en større gloabe end sine hårfagre forfædre. I sin banebrydende analyse af sanselivets udvikling i de vestlige samfund, 'History of Bourgeois Perception' (1982), anskueliggjorde den amerikanske historiker Donald M. Lowe, hvorledes mediekulturen fra og med renæssancen har medvirket til at privilegere, menneskets mest distancerende og kvantificerende sans: synssansen. Renæssancens typografiske mediekulturs visuelle orientering afløste middelalderens oral-kirografiske opnormering af høre- og følesansen. Med 1800-tallets fotografiske revolution og det 20. århundredes elektroniske fik vi bogstaveligt talt syn for sagen. Siden døvstummelæreren A.G. Bell første gang kimede verden ned, har medierne ganske vist også holdt os grundigt i ørerne, men hér i det 21. århundredes glo baliserede verden er øjnene større, end selv H.C. Andersen kunne, ja, se for sig. De elektroniske medier og voyeurismen har indgået et højeffektivt makkerskab. Den gamle midnatsluskende gris med opslået frakkekrave i snuskede sexkabiner er blevet afløst af jakkesættet, der fra sin kontorstol instruerer sit eget internet-live-sexshow i frokostpausen. Reality shows, reality commercials, docu-soaps, dogmefilm og alskens interaktivt tv og internet har systematisk nedbrudt grænsen mellem privat og offentlig men også mellem virkelighed og fiktion: Vi skyller kaffen ned til synet af helt almindelige danskere, der dyster om at blive millionærer, popstjerner, modeller og rumrejsende og til synet af helt ualmindelige politikere og kongelige, der viser sig at have de samme alkoholproblemer og depressioner som os selv; vi synes bare, det er ren kagemand, når Familien Danmarks hjemmevideo dokumenterer, at et spædbarn kommer til skade, når det leger med fars rystepudser; vi rykker sammen i sofaen, når det håndholdte kamera zoomer ind på politiets overvågningskamera, der viser en psykisk syg kvinde nøgen og sammenrullet på isolationscellens betongulv. Det er blevet svært at vide, hvor grænsen går, for den går hele tiden. Virkeligheden er ikke virkelig, før den har været på tv, men når den først har været på tv, er den ophørt at være virkelighed: Den er overvirkelig eller - med den franske sociolog Jean Baudrillard - hyperreel. Det lyder jo meget besnærende, men hvis virkeligheden er det, der virker, hvorfor virker den så ikke? Eller anderledes spurgt: Hvorfor skal den virke dobbelt så godt for at virke? Det er snart 30 år siden, sociologen Thomas Ziehe diagnosticerede vores tidsalders altoverskyggende socialisationstype: narcissisten - ham der hele tiden må fiksere sig selv i spejlet for at vide, at han eksisterer; ham der lever i et uafladeligt kredsløb af storhedsvanvid og depression. Narcissisten har ondt i virkeligheds-følelsen, fordi han har ondt i selvfølelsen: Den, der ikke kan mærke sig selv, kan heller ikke mærke verden, for hvem skulle mærke den andre end én selv? Når virkeligheden skal virke dobbelt så godt for at virke, er det måske, fordi dem den virker på, kun mærker den halvt så godt. Narkissos sidder ikke længere ved en stille skovsø hensunket i ulykkelig selvkærlighed - han sidder ved tv- og computerskærmens flimrende forstørrelsesglas med sin slappe pik i hånden og drømmer om større motorvejsulykker og silikoneimplantater. Vores kulturs fetichistiske volds- og følelsesporno er et skrig efter virkelighed. Et impotent og karikeret skrig undsluppet en kultur af levende døde - ikke dødelige levende - for den henter næring fra sin egen fortrængte dødsangst. Dødens spektakulære status er utvivlsomt udtryk for dens manglende integration i vores hverdag: Den bliver plejet et sted, hvor man sidder i daggamle bleer og skyller børnemagnyler ned med lunken termokaffe. Derfor hænger vi ud over motorvejsbroer og glor på andres ulykke. Og derfor kan man i Paris betale for guidede ture ad Prinsesse Dianas dødsrute. Netop den ulyksalige engelske prinsesses skæbne er eksemplarisk for vores neurotiske kulturs kollektive fortrængninger: Det voyeuristiske begær efter at se mere og mere af hendes virkelige liv tog - livet af hende. Og ironien nåede tragikomiske højder, da paparazzi-logikken ikke bare klapjagtede hende i døden - men navnlig efter: Afbrudt på toppen af sin skønheds- og popularitetskurve er hun uigenkaldeligt overgået til mediernes evige mark-(ed)er. Herfra kan hun med glitrende diadem og retoucheret tandpastasmil forsone den kultur, der ofrede hende, for martyriets årtusindgamle ironiske funktion består, som den fransk-amerikanske filosof René Girard har udfoldet, i at give forbryderne syndsforladelse: »Det er bedre, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde«, lyder det glade budskab i Johannesevangeliet. Måske er det vores voyeuristiske kulturs fornemste funktion at symptombehandle den sygdom, den selv har fremkaldt. Måske er der rent faktisk mere healing at hente i Se og Hør end i Helse. Måske er det bedre, at folket på rituelle søndagsudflugter ser civilisationens syndofre forbløde på motorvejene. Så kan de lutrede for det kollektivt opstemmede begær efter virkelighed, der virker, atter vende tilbage til deres arbejdspladser mandag morgen ad de selv samme motorveje. For hvad ville der ikke ske, hvis vi selv tog en lille del af skylden, ja, bare et bette lille ordinært og ukristeligt ansvar? Uha, nej, så hellere en go' gammeldaws kristen skyld. Den har man jo for fanden arvet. Den er man ikke helt skyld i selv. Et personligt ansvar, siger du? Jamen, så skal jeg jo til at vælge! Man behøver ikke være edsvoren eksistentialist for at indse, at der aldrig har været noget alternativ. Vi kan jo rent faktisk vælge Helse frem for Se og Hør eller TV- Avisen frem for 'Temptation Island'. Vi kan endda vælge at slukke for tv og være sammen med vores børn. Vi er, som Jean-Paul Sartre fyndigt formulerede det, »fordømt til frihed«. Tænk engang: Vi kan ikke vælge ikke at vælge, for selv 'ikke at vælge' er et valg, nemlig af passivitet og resignation. Og når man ikke selv vælger, så gør andre det for én. Det gik som bekendt op for 'Big Brother's første deltagere. Vores voyeuristiske kultur ville ikke overleve, hvis folk traf mere kritiske og selektive valg. Hvad enten man hedder prins Henrik, Bodil Cath eller bare Lasse Vöge, har man et valg. Nogen skal stille op foran kameraerne og mikrofonerne; nogen skal stå bag ved dem; nogen skal se og høre lortet. Det ufravigelige spørgsmål, der har hjemsøgt filosoffer, længe før de fik tv-flimmer på zapperhjernen og blev fjerne i synet, er naturligvis, hvordan man gør det - vælger, siger fra, trækker grænsen. Jeg er ikke filosof. Måske er det derfor, jeg ikke tror, det er 'oplysning' som sådan, der gør det. I hvert fald ikke i almindelig almendannende forstand. Undersøgelser har vist, at Informations læsere har Ekstra Bladet som deres foretrukne alternative avis. Man kan tilsyneladende godt være åh, så humanistisk og velinformeret magister i filosofi og stadig være med på en kigger. Oplysning - informeret kritisk dømmekraft - er muligvis en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. Hvis jeg må vove et svar, og det er sådan set bare det, jeg har ventet på, vil jeg pege på det hæmningsløst misbrugte og vanrøgtede begreb livsstil. Livsstil vil i dag sige at leve smart, og at leve smart vil sige at leve, som det skildres i livsstilsmagasinernes reklamespækkede spalter. Nå ja, og i dette dagblads Liv & Stil-sektion og såmænd også i en del af de øvrige sektioner og - bevares - konkurrerende aviser og medier, for der er penge i livsstil. Det er måske også det eneste, der er. Men var der ikke engang, hvor livsstil i højere grad handlede om liv end stil, og da stil dækkede over flere forskellige arter, der ikke behøvede en hel industri i nakken (og andre steder) for at retfærdiggøre sig? Dén livsstil, jeg hér vil markedsføre, tilhører denne kategori. Den koster ikke noget, hvilket imidlertid ikke betyder, at den er gratis. På sin vis stiller den meget større krav end 'Big Brother' og 'Fear Factor' og 'Temptation Island' tilsammen, ja, mon ikke den ville få Carl-Mar Møllers og Carsten Mørchs kursister til at længes efter at løbe gennem meterdybe mudderhuller i fuld kampudrustning kl. 5.30 en søndag morgen. Hvad går den da ud på, dén livsstil? Ikke på noget! Det er dét, der er så pokkers svært ved den. Hvis jeg skal konkretisere det, kan man sige, at den maksimalt går ud på at trække vejret ind gennem næsen og ud igen. Ind gennem næsen og ud. Ind. Ud. Stille og roligt. Sådan. Ikke mere. For der skal i virkeligheden ikke mere til. Ikke mere til hvad? Ikke mere til at geare hele dit rastløse-narcissismeforstyrrede-abejdsnarkomaniske statusmaterialistiske-teknofetichistiske-mailmaniske- mobillabile-pornoficerede-voldsvoyeurist-ske -sikkert-osse-ekshibitionistiske-og-can- cergrilledefor-ikke-at-sige-fedtsugende -ansigtsløftede-og-silikonepumpede kadaver ned. Din puls falder, dit blod iltes, din hjerne bliver klar. Klar til at slukke for tv og vende tilbage til virkeligheden. Hinduister og buddhister og taoister og alle hånde meditationister har vidst det i årtusinder. Men du behøver ikke styrte af sted til en Ashram i Indien eller et aftenskolehold i næseskylning. Du behøver ikke engang tænde røgelsespinde og tage benene på nakken og slå yogiske kællingeknuder på dem for at gøre det. Du kan sidde ret op og ned på din kontorstol eller såmænd i sædet i bilen (når du passerer motorvejsulykker), ja, du kan for den sags skyld stå op eller ligge ned (men helst ikke i bilen) og gøre det: ind og ud gennem din tud. Så virker virkeligheden igen. Så virker børnene og konen og solskinnet og alt det andet fuglefløjt. Og det virker ikke engang banalt. Det virker selvfølgelig præcis, som det er og altid har været: ægte. Ligesom alt pladderet selvfølgelig også virker som dét, det er: ægte - pladder! Det er naturligvis op til den enkelte at mærke efter. Ingen andre kan gøre det for ham. Og selvfølgelig står det én frit for at fodre ungerne op på motorvejsulykker og reality shows . Det er præcis pointen: Vi har et valg. Selvom vi blev tvangsindlagt til at se reality shows årets samfulde 365 dage eller sågar djævelsk kontraktbundet af tv-selskaberne til at deltage, har vi et valg: Vi kan vælge at trække vejret roligt og bevare vores sunde og kritiske integritet - eller vi kan vælge at blive afklædt, bagbundet og røvpulet af hele den hjerneløst infantile og kommercielle hyttetur. Fra splitsekund til splitsekund har vi et valg, et valg, der gør en forskel. Inderne kalder det 'karma'. Det er blevet oversat med 'motiveret handling' og betyder blandt andet, at en hvilken som helst handling nærer beslægtede handlinger. Hvis du ser tv i dag, ser du sandsynligvis mere i morgen. Den første gang, du slukker for tv'et, er den sværeste. Den næste gang er handlingen 'motiveret'. Som sagt: ind, ud - færdig Knud!