Mennesket før systemet og mere valgfrihed til den enkelte borger er et par af de forførende og umiddelbart indlysende trylleformularer, som et flertal af de politiske partier - med nyliberale Venstre i spidsen - mener skal bidrage til at 'videreudvikle' (læs: 'slanke') den danske velfærdsstat. Tanken om flere valgmuligheder og et liv, hvor vi selv er den vigtigste målestok for, hvad der er godt og rigtigt, er forførende. Problemer omkring vores øjensynligt umættelige behov for velfærdsydelser og tryghed skal løses ved, at det enkelte menneske får mulighed for selv at vælge imellem forskellige offentlige og private tilbud. Sociale problemer skal løses ved at give individet mere ansvar og flere valgmuligheder. Den enkelte sociale klient skal ses som et ressourcestærkt individ, der selv kan træffe kompetente valg vedrørende sit eget liv og bære ansvaret for disse valg. Velfærdsstatens institutioner skal indgå forpligtende aftaler med den 'kompetente' sociale klient, ligesom man mener, at de offentlige institutioners ændrede syn på den enkelte 'bruger' - der altså ikke længere er 'klient' eller 'patient - vil bidrage til en markant forandring i individets selvopfattelse. Og med den ændrede selvopfattelse mener man, at der følger nye adfærdsformer. Denne strategi kommer bl.a. til udtryk i ungdomskontrakter, handleplaner og forskellige former for sociale kontrakter imellem socialforvaltningen på den ene side og på den anden side den enkelte sociale klient, arbejdsløse eller sindslidende. De, der har behov for hjælp til at håndtere psykiske vanskeligheder, skal have adgang til informationer om de forskellige psykoterapeuters formelle uddannelse mv., hvorefter den enkelte på egen hånd vil træffe kompetente valg imellem terapimarkedets mange muligheder. Dette er udtryk for den mere generelle forestilling, at hvis enkeltindividet blot får tilstrækkeligt mange informationer og muligheder for at træffe frie valg, så vil det - mere eller mindre af sig selv - træffe rationelle og ansvarlige valg, som tjener både dets egne og fællesskabets interesser bedst. Man må imidlertid spørge, hvorvidt dette i en del tilfælde er udtryk for en betydelig overvurdering af enkeltindividets ressourcer og evne til at træffe kompetente valg. Hvor langt kan man trække den liberale forestilling om, at sociale problemer bedst løses ved at se alle mennesker som ressourcestærke og give enkeltindividet mulighed for at træffe sine egne frie valg? Der er næppe tvivl om, at når det gælder egentlig ressourcestærke mennesker med mere afgrænsede og midlertidige sociale eller psykiske vanskeligheder, er det et klart fremskridt, at man har bevæget sig bort fra forestillingen om den hjælpeløse klient, der er offer for faktorer, det ikke selv har indflydelse på. Når socialforvaltningen møder den ressourcestærke klient som et beslutningsdygtigt og ansvarligt individ, vil dette bidrage til at aktivere klientens egne ressourcer og på længere sigt styrke klientens tillid til sine muligheder for at klare sig selv. Her har opgøret med tidligere tiders tendenser til passivisering af sociale klienter været helt på sin plads. Imidlertid bliver det dybt problematisk, når denne metode ophøjes til en generel strategi for håndtering af stort set alle mennesker, der søger hjælp hos velfærdsstatens institutioner. Man fristes til at sige, at der er tale om en af de mange 'ideologiske blokeringer', som præger den nuværende regerings politik, på trods af at statsministeren gør meget ud af at fortælle, at han netop er fri for sådanne ideologiske blokeringer. Nyliberalismens menneskesyn bygger på den opfattelse, at det enkelte menneske selv kan og skal indholdsbestemme og realisere 'det gode liv'. Det er i forlængelse af dette, man skal se statsministerens meget omtalte opgør med formynderi og såkaldte 'smagsdommere', der udtaler sig om, hvad der er bedst for andre. Set fra en lidt anden vinkel kan man også betragte dette som et opgør med det klassiske oplysningsprojekt. Hertil forestiller man sig, at hvert enkelt menneske rummer en unik individualitet og en trang til at udfolde denne individualitet og sine særegne potentialer, ligesom man mener, at det gode liv dybest set kun kan realiseres via den enkeltes egen indsats. Det gode liv kan altså hverken realiseres via fælles projekter endsige ved, at den stærke hjælper den mindre stærke. Hvis man hjælper mennesker for meget, bliver de afhængige, passive og de udvikler en 'slavemoral'. Det er blevet en bærende forestilling i de moderne vestlige samfund, at det rationelle og selvstændige enkeltindivid skal fungere som samfundets centrale enhed med rettigheder og ansvar. Problemer med rødder i samfundsmæssige ubalancer - som eksempelvis arbejdsløshed og åndelig og økonomisk fattigdom - defineres i stadig højere grad som rent individuelle problemer, der skal løses af og hos det enkelte individ. Dette er udtryk for en betydelig forskydning af beslutningskompetence og tilhørende ansvar fra et mindre antal autoriteter, staten og statslige institutioner til det enkelte individ. Man forestiller sig og forventer, at hvert enkelt menneske fungerer som et såkaldt autonomt individ; individet, der er sin lovgiver (fra auto = selv og nomos = lov eller lovgiver). Som den polsk-engelske filosof Zygmunt Bauman har sagt, er det et centralt kendetegn ved moderniteten, at man på det retslige område tillægger enkeltindividet autonomi, uden blik for om det enkelte menneske rent faktisk formår at fungere autonomt. Det at blive defineret som et autonomt individ - uanset om man har de nødvendige forudsætninger for at agere autonomt - betyder bl.a., at man ikke har andre end sig selv at bebrejde for sine eventuelle problemer og at man, hvis man har problemer, ikke har andre løsningsmuligheder end at gøre sig stadig mere umage for at klare sig selv. I den moderne danske velfærdsstat forsøger man at håndtere småkriminelle unge ved at indgå såkaldte ungdomskontrakter med den enkelte unge. I vejledning om ungdomskontrakter hedder det bl.a., at »en ungdomskontrakt er en aftale, hvorved den unge ... forpligter sig til at deltage i nærmere opregnede aktiviteter«. Tilsvarende forsøger man i det sociale system at håndtere vanskeligheder hos voksne sindslidende ved at udarbejde handleplaner, der kan fungere som styringsredskab for den sociale indsats. I lov om aktiv beskæftigelsesindsats fastslås det, at alle der modtager dagpenge skal have udarbejdet en jobplan. Der skal »tilrettelægges og gennemføres ... et individuelt og fleksibelt kontaktforløb under hensyntagen til personens ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov, med henblik på, at personen hurtigst muligt opnår ordinær beskæftigelse«. Til dette formål udarbejdes en jobplan, hvor man beskriver personens beskæftigelsesmål. Med hensyn til sanktioner over for den arbejdsledige siges bl.a., at arbejdsløshedskassen skal underrettes, hvis en person »afslår et formidlet arbejde eller udebliver fra en formidlingssamtale« eller »afslår, udebliver fra eller ophører i et tilbud i henhold til jobplan«. I vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende hedder det, at en handleplan »danner rammen for en samarbejdsproces med brugeren, hvor mål for indsatsen afstemmes med brugerens ønsker og forudsætninger«. »Brugerne har behov for konkret viden for at kunne vurdere indholdet og kvaliteten af de sociale tilbud og dermed få den fornødne indflydelse på tilbuddene«. Det erkendes dog, at de »ofte har svært ved at administrere indflydelsesmuligheden«, og at de derfor må »ind i en form for læreproces«. Problemet er, at mennesker med svære sindslidelser ikke uden videre begynder at træffe de kompetente og forpligtende valg, man ønsker, selv om man tilbyder dem 'en form for læreproces' og informationer. Alvorlige sindslidelser er forbundet med helt grundlæggende problemer omkring dette at træffe rationelle, langsigtede og forpligtende valg. Den gennemgående og bærende forestilling i lovgrundlaget for indsatsen på det sociale område er, at socialforvaltningen kan og skal indgå langsigtede og forpligtende aftaler med et rationelt og autonomt individ. Men langtfra alle mennesker har de ressourcer og den dømmekraft, som er nødvendig for at kunne leve op til den iboende forudsætning om at fungere som et autonomt individ. Problemet kan langtfra isoleres til det sociale område. Forestillingen om 'det kompetente individ' er helt ukritisk og uden tilstrækkelige nuanceringer slået igennem - og benyttes også som løftestang for betydelige ændringer og besparelser - i vore skoler og daginstitutioner. Her taler man bl.a. om 'det kompetente barn', der ikke har behov for så megen kontakt med sine fortravlede forældre og dyre pædagoger - og om, at den enkelte elev skal have 'ansvar for egen læring'. Mennesker med alvorlige personlighedsforstyrrelser udgør en ikke ubetydelig del af brugerne af det sociale system. Når de søger hjælp, skal de opfattes og behandles som fornuftige og rationelle individer, der træffer langsigtede og kompetente valg og kan stilles til ansvar for deres valg. Men mennesker med forstyrrelser i personligheden er ofte præget af problemer omkring deres identitet, som betyder, at de har vanskeligt ved at finde ud af, hvem de selv er, hvordan de adskiller sig fra andre, og hvad der er deres grundlæggende værdier, livsprojekter og mål. Deres selvopfattelse, mål og idealer er præget af pludselige og dramatiske skift. De oplever, at de ikke selv er herre over deres eget liv. De føler, at livet er noget, der 'bare sker' og at de er produkter af - eller ofre for - stadig skiftende omstændigheder, som de ikke selv har større indflydelse på. Ofte er deres dømmekraft og evne til langsigtet planlægning og til at kontrollere sin adfærd og følelsesmæssige reaktioner utilstrækkeligt udviklet. Deres fornemmelse af egne grænser og behov er ofte uklar og de er tilbøjelige til at blive opslugt i og af nuet på en måde, som står i vejen for evnen til at tænke langsigtet og sætte nuet ind i et større perspektiv. Dette er en del af baggrunden for, at de ofte kan engagere sig intenst i et bestemt projekt - som f.eks. at få en bestemt uddannelse eller et bestemt job - men efter ganske kort tid mister interessen og må finde et nyt projekt. Denne tilbøjelighed til at leve i nuet hænger sammen med en karakteristisk indsnævring i fornemmelsen af tiden, som betyder, at deres fornemmelse af, hvordan den måde, de lever i dag, er forbundet med deres fortid og har konsekvenser for deres fremtid, i bedste fald er uklar. På overfladen er disse mennesker typisk upåfaldende. De er altså ikke åbenlyst 'syge', som f.eks. den skizofrene eller den svært deprimerede. De har en pæn facade, der kan betyde, at mennesker omkring dem overvurderer, hvad de faktisk kan klare. De beskrevne identitetsforstyrrelser betyder, at de ganske enkelt ikke er i stand til at leve op til de stillede fordringer om at fungere autonomt, lave langsigtet og rationel planlægning og træffe kompetente valg, som de efterfølgende selv kan bære ansvaret for. Selv om vi nærmer os en situation, hvor det er 'forbudt' at tænke, at langtfra alle mennesker selv ved, hvad der på lidt længere sigt er bedst for dem selv, så er der en del mennesker, der ikke har alle de nødvendige forudsætninger for at kunne leve op til vore militante krav om langsigtet planlægning, ansvarlige valg og helt igennem rational adfærd. Et menneske, som i helt grundlæggende forstand er i tvivl om sine egne behov og mål, kan ikke 'afklare' sine mål ved enkelte samtaler med en sagsbehandler, ligesom det er meningsløst at stille firkantede krav og indgå langvarige 'kontrakter' med et menneske, der lever i nuet og er helt grundlæggende ustabil (eller ekstremt 'fleksibel') i sin måde at opleve og reagere på verden. Dette menneske har måske mest brug for en periode, hvor der er frikvarter fra livet i overhalingsbanen - uden evige krav om udsigtsløse jobplaner og aktiveringer. En række af de beskrevne problemstillinger ses også - om end i mere moderat form - hos en noget større gruppe af primært yngre mennesker. Her har vi at gøre med mere forbigående vanskeligheder med at leve op til de herskende forventninger om rationalitet og autonomi. Vanskeligheder, der er forbundet med dette at være ung i den moderne vestlige kultur. Unge mennesker kan af forskellige grunde have vanskeligt ved at finde 'sig selv' og opstille klare mål for deres liv. Både når det gælder yngre mennesker med forbigående forvirring omkring egen identitet og mennesker med sværere sindslidelser, må vi være opmærksomme på, at når de ikke 'overholder' de 'kontrakter' og handleplaner, de indgår med socialforvaltningen, så kan det hænge sammen med, at de ganske enkelt ikke har de nødvendige forudsætninger for at leve op til den herskende forestilling om den kompetente sociale klient. Derfor er det urimeligt, når de bliver mødt med moraliserende sagsbehandlere, økonomiske sanktioner og trusler om forskellige former for 'straf', fordi de angiveligt opfører sig 'uansvarligt' ved at 'misligholde' opstillede handleplaner og kontrakter med socialforvaltningen. Dette skal ikke ses som en kritik af den enkelte behandler, men af det menneskesyn og det rationale til håndtering af mennesker, som er ved at vinde fodfæste i store dele af vort behandlingssystem. Langtfra alle sociale og psykologiske problemer kan løses med den 'hårde, men retfærdige' hånd, der synes at være liberalismens eneste bud. Det er dybt problematisk, at besværgelsen af det frie valg og det autonome menneske er ved at blive etableret som et centralt politisk og samfundsmæssigt styringsredskab. I mine øjne bliver vi nødt til at erkende, at der er betydelige forskelle på menneskers forudsætninger og muligheder for at leve op til forestillingen om det autonome menneske. Hvis et menneske med psykiske vanskeligheder skal blive i stand til at fungere selvstændigt og ansvarligt, kræver det noget mere end liberalismens trylleformular: at definere alle mennesker som ansvarlige og autonome individer, der selv kan løse deres problemer, hvis blot de gives informationer og frihed til at træffe deres egne valg. Nogle kan med fordel gives mere frihed til at løse deres problemer under ansvar, men andre har mere behov for støtte fra kompetente behandlere, der har fornemmelse for, hvad man kan forvente af dem på et givent tidspunkt. En unuanceret brug af den samme strategi og de samme administrative redskaber over for mennesker med væsensforskellige ressourcer og behov er meget langtfra det højt besungne mantra: mennesket før systemet. Det er systemet og den liberale ideologi før mennesket!