0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vores skov

Hvem er Dyrehaven til for - dyr, planter eller mennesker? Anders Erik Billeschou er tidligere formand for Dyrehaveudvalget, og Nils Groes er direktør for Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut. De er ikke i tvivl.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden - vore Ligkister derimod ere fiirkantede«. (Jens Baggesen)

En udlændingi Dyrehaven spørger forundret: Skal det her forestille et rekreativt område?

Ja - og Danmarks mest besøgte skov. I 1997 fik Jægersborg Dyrehave og Hegn 7,5 millioner besøg. Det er mere end tre gange så mange, som gik i teatret i hele kongeriget samme år. Eller så danske film i biografen. Eller gik på et kunstmuseum.

Jamen, hvis skoven skulle være rekreativ, hvorfor er vi så omgivet af høje hegn og pigtråd? (Der er 30 km hegnindei Dyrehaven foruden 15 km hegn uden om.) Hvorfor står de nyplantede træer på rad og række? Og hvorfor ligner store dele af Dyrehaven en elefantkirkegård eller et hospice for døende træer? Det er der forklaringer på, men ikke gode.

Denne Kronik er skrevet ud fra kærlighed til skovene. Og bevidstheden om, at den rekreative værdi overstiger afkastet fra skovbruget. Det gælder for hele Danmark, men især nær byerne og allermest Dyrehaven. Danskerne går mere og mere i skoven - 150 millioner gange om året, svarende til 30 årlige besøg per dansker. Det spørgsmål, vi rejser, er, hvorfor Skov- og Naturstyrelsen ikke tænker mere i rekreative baner, men holder sig til fortidens vaner, irrelevante produktionstekniske hensyn og malplacerede krav til naturskov?

Besøgstallene understreger, at Dyrehaven skal indrettes ud fra hensynet til detobenedegæster. I andre skove kan andre hensyn spille ind: driftsøkonomiske krav til høj vedproduktion eller ønsket om at værne om biller, løvfrøer eller gøgeurter. Men Dyrehaven med dens løvtræer, sletter og hjortevildt er her for at glæde københavnerne og andre mennesker,os!Og så skal Dyrehaven helst se ud, som den gjorde, da vi var børn, og som vi kender den fra malerierne af Eckersberg og P.C. Skovgaard. Ingen forandringer, tak! I al fald ikke nogen, vi ser. Det er en udfordring at løse den opgave, når nu træerne vokser, ungskov ændres til gammelskov og siden går i forfald. Vi er ikke enige i den måde, det gøres på i dag.

Vi har dettil fælles med hjortevildt, at vi ikke kan li' de grimme hegn; ofte med pigtråd som kronen på værket. De begrænser vores udsyn og udfoldelsesmuligheder. Den før omtalte udlænding følte sig som i et fængsel.

»Tvang er det! Mennesker hverken gaa, staae, sidde, ligge eller boe i lige Rad uden Tvang!«(Baggesen.)
I dag er 20 procent af det bevoksede areal under hegn. Men vi kan klare os uden indhegninger eller reducere omfanget væsentligt.

Dyrehavens træbevoksede areal udgør 385 hektar; heraf er 260 hektar bøg og 85 hektar eg. 45 hektar med bøg og eg er over 300 år. Hvis vi regner med en omdrift på 300 år, skal der altså ikke forynges ret meget mere end en hektar om året. Hvorfor skal vi nu hvert år have nye hegnede kulturer på mere end dobbelt så stort et areal? Nogle endda skabt i utålmodig utide. Inden for store indhegninger i Grams og von Langens Plantager står der stadig flotte træer; bl.a. ege, som kan leve flere hundrede år endnu. Der er både tale om unødvendige indhegninger og risiko for at kvæle gamle træer i fri udfoldelse.

Formålet med de indre hegn er at beskytte nyplantede træer, indtil de er store nok til at tåle hjortenes gevirer og tænder. Det tager tid,langtid. 50 år eller mere er ikke usædvanligt for bøg, mens egen kan klare sig med 10-20 år mindre. Og selv når hegnet tages ned efter 50 år, skal bøgene fortsat beskyttes med trådnet om enkelte træer

Det er længe at vente i 50 år, når man bare kan plante store træer. Hvorfor vente, når blivende træer alligevel skal have 'overfrakke' på? Hvorfor ikke bruge samme metode? F.eks. når det første hegn skal udskiftes efter en snes år. Hvorfor ikke eksperimentere med foryngelsesmetoderne?

Når hegnene fjernes, og dyr og gæster slippes ind i de nye plantninger, er træerne med den nuværende teknik altså blevet halvgamle. Det er store træer på 25 meters højde og med diametre på 40 cm. Men stamtallet er ikke reduceret nok. En lystskovbevoksning af bøg på 50 år behøver kun 50-100 træer per hektar, mindre for eg. Der er i dag mange flere.

Formålet med de flere tusinde planter i de traditionelle skovkulturer er bl.a. at kvæle ukrudtet hurtigt og frembringe højstammede, knastfri træer; altså træer uden lave grene (jo flere træer at vælge imellem, des bedre). Begge formål er uvedkommende for Dyrehaven. Dels er der mere end totusinde ukrudtelskende hjorte til at løse det første problem; dels skal dyrehavetræer ikke være højstammede og knastfri ønskedrømme for træindustrien. Tværtom. Vi vil have træer med dybe kroner, som dyrene kan nå at græsse på fra neden (ligesom girafferne gør det på febertræerne på den afrikanske savanne).

Et af Dyrehavens særtræk er de brede og lave trækroner, man kan se langt under, fordi dyrene æder alt grønt i højdeintervallet 0 til 2-2 1/2 meter. Dette billede får vi ikke, når man laver tætte plantninger under hegn; og slet ikke, når man hugger så svagt, som man gør, så de lave grene skygges ihjel. Tynd ud i indhegningerne, så bliver træerne hurtigt tykkere og holder på de lave grene. Desuden slipper vi af med hegnene meget hurtigere.

Det er et generelt problem, at omstillingen i dansk skovbrug fra erhverv til friluftsliv ikke er fulgt nok op af ændret bevoksningsbehandling med stærkere hugst. Det giver lys i skoven, bedre vilkår for anemoner og andre skovbundsplanter (som dyrene holder væk i Dyrehaven), og så får vi hurtigere store trædimensioner. Vi vil ha' flere 'søjlehaller' og god plads mellem træerne; mindre af den tætte, mørke stangskov. Ikke bare i Dyrehaven.

Dyrehavens træbestand kan forynges ved enkelttræplantning, som vi kender det fra parker, alléer og vores egne haver. Metoden kan anvendes diskret. Enkelttræer skal også beskyttes mod dyrene, men det kan gøres på træet selv uden at lukke af for arealet. Det har været benyttet i dele af Dyrehaven i mere end et halvt århundrede. F.eks. blev arealet vest for Peter Lieps Hus forynget med enkelttræer (i fagsproget: hejstere) omkring 1950. Træerne er i dag på 25 meters højde, med store diametre og dybe kroner, dyrene kan nå.

Teknikken er altså velkendt i Dyrehaven og kan let udbredes. Desværre ser det ud til, at den er taget af bordet igen. Det er svært at få øje på nyere hejsterplantninger, og omsorgen for enkelttræer synes mindre end for træerne i de nyåbnede kulturer.

Store hejstere er langsomme startere. De bliver nok heller ikke lige så høje som træer opvokset i tætte skovkulturer. Hvad så? Er det ikke godt nok, det, der er lavet ved Peter Lieps Hus? Det er jo ikke erhvervsøkonomisk skovdrift, vi efterspørger. Selvfølgelig kan statens professionelle skovfolk løse opgaven.

I almindelig skovdrift bliver træerne ikke nær så gamle, som de gør i Dyrehaven, hvor de får lov til at leve til død og henfald. Normalt genplanter man, så snart bevoksningerne er afdrevet, efter de har nået den økonomisk optimale dimension. Det kræver skovloven (endnu), og det vil den private skovejer gerne leve af: at dyrke træer. Sådan er det ikke i Dyrehaven; her går skoven i opløsning og bliver mere og mere åben med alderen. Den ældste aldersklasse er ofte helt uden træer (lysninger); ikke at forveksle med de permanent ubevoksede arealer (Eremitagesletten med flere). Lysningerne skal genplantes for at vedligeholde Dyrehavens skovdele, ellers ender det hele i større og større lysninger, som senere smelter sammen i egentlige sletter. Det var det, der var ved at ske i begyndelsen af det forrige århundrede og udløste en storstilet genplantning.

Men foryngelserne kan med fordel begynde tidligt med hejstere. Derved opnås en glidende overgang og et langt liv til de gamle træer.

En større anvendelse af hejstere kræver, at man kommer tidligere ind end i dag; altså længe før skoven er brudt sammen af ælde. For ikke at få for bratte overgange til den nye trægeneration skal hejsterne plantes, mens der endnu er levende træer på arealet. Ikke at den smukke fase med lysninger helt skal undgås, men overgangen fra den gamle skov i opløsning til ny skov kan ske næsten umærkeligt, hvis det gennemføres over lange tidsrum med årlig plantning af nogle få træer under og mellem de gamle. Indtil nu har man overvejende benyttet hejsterplantning på stor afstand i lysninger og på åbne arealer. Det er en stor fejl. Hejsterplantningen skal typiskikkebenyttes på denne måde, men i et glidende generationsskifte over lange perioder.

Bøgehejsterne trives fint i halvskyggen under de gamle træer. Halvskygge og underplantning i grupper vil medvirke til, at hejsternes højdevækst bliver bedre end som solitærtræer midt på et åbent areal, som det ses flere steder i Dyrehaven. Egen er et lystræ, som trives bedst uden for meget skygge. Vi har derfor i de to hovedtræarter til Dyrehavens foryngelse de nødvendige instrumenter: en art til underplantning og sideskygge og en art til de åbne områder.

Den glidende overgang kan strækkes over 50 eller sågar 100 år. Der er kun brug for halvanden hundrede hejstere om året, hvis al foryngelse skal ske på denne måde. Ved passende 'kunst' opdager publikum ikke foryngelsen, men blot, at skoven er der, som den altid har været det. Ønskede ændringer i træarter og skovtype kan uden videre gennemføres.

Dyrehaven erudlagt som naturskov, hvad der nok kan undre. Den er et kulturprodukt, anlagt i Frederik III's tid til parforcejagt.

Alene det store antal hjorte, som kun kan opretholdes ved effektiv indhegning (og årlig beskydning), viser, at tilstanden langtfra er naturlig. Opretholdelsen af den ønskede dyrehavetilstand kræver megen kunst; efter vores opfattelse mere, end der lægges for dagen.

Skov- og Naturstyrelsens Naturskovsstrategi omfatter ikke bare det, almindelige mennesker opfatter som naturskov (skov uden forstlig drift), men også gamle driftsformer som f.eks. græsningsskov (bl.a. dyrehaver). Problemet er bare, at udlægget som naturskov/græsningsskov indebærer, at dødt ved så vidt muligt skal efterlades på skovbunden. Derved kan skoven komme til at fremstå som forfald, død og undergang. Dyrehaven er jo velsignet med mange gamle træer. Visse steder ser det forfærdeligt ud. Ifølge en undersøgelse af publikums ønsker til skovenes udformning hører den slags rod til ude i den vilde 'natur'; ikke i kulturskoven Dyrehaven. Ikke at der ikke må stå et dødt træ hist og pist eller ligge et par faldne kæmper og nedfaldne grene til glæde for børn, spætter, biller og træboende svampe, men med måde og som det altid tidligere har været praktiseret i driften af Dyrehaven. Dyrehaven skal fremstå sund og livskraftig; ikke som forfald.

Et kapitel for sig er korndyrkningen på Eremitagesletten. En betragtelig del af Sletten dyrkes hvert år med havre, der bruges til vinterfoder (havreneg) til skovens dyr. Og det, som dyrkes, må jo hegnes ind, med pigtråd og det hele, til beskyttelse mod dyrene. Hvad er det, mangler vi korn i EU? Betaler vi ikke bønderne for at braklægge dansk jord? Kunne man ikke købe havre på det frie marked, dyrket på andre statsarealer eller hos naboen, Dyrehavegårds marker?

Forklaringen skulle dels være, at når man har dyrket en del af Sletten og tilført jorden kalk og husdyrgødning, så gror græsset bedre bagefter, og kun derved kan man holde liv i den store bestand på mere end totusinde dyr. Og dels, at man har brug for havreneg, så dyrene får de gode havrestrå at gnave i.

Men har vi ikke tilstrækkeligt med nitratnedsivning i kongeriget uden at skulle gøde Dyrehaven? Kan man ikke købe havreneg i Danmark?

Og behøver vi absolut mere end 2.000 dyr - kunne 500 færre ikke gøre det? Vi kan selvfølgelig ikke undvære kronhjortene, sikavildtet eller dådyrene; men ville hele Dyrehaven ikke se bedre ud: lidt mindre nedslidt med lidt færre dyr?

Dyrehaven og mange andre skove i Danmark har vældig rekreativ værdi og bør drives ud fra rekreative hensyn. Det ser ikke sådan ud i dag. Det er ikke kun nostalgi, når vi mener, at Dyrehaven var kønnere, da vi var børn. Se på Eckersbergs malerier! Der var hverken pigtråd eller kirkegårde, men bølgende landskab, sletter og frodige løvtræer med store kroner.

Det er muligt at rette op på miseren, som her skitseret. Det er ikke svært eller dyrt. Hvis viljen var der, kunne skovens folk sagtens håndtere den opgave over en kortere årrække. Med de syv en halv millioner årlige gæster in mente skulle man også nok kunne få råd til en ordentlig oprydning her og nu.

Men først og sidst er der behov for at afskaffe elefantkirkegårde, hegn, pigtråd og træer på geled.
»Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. Kun det kolde, det ubevægelige, det ligegyldige, og selv det hadefulde er snorlige og kantet«. (Baggesen)