0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansk Folkepartis retorik

Pia Kjærsgaard siger, at DF skal sondre mellem muslimer og kritikken af islamisme. Alligevel udtrykker DF-ledere systematisk ringeagt for muslimer og islam.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der findes et særligt »kodeks« for, hvornår synspunkter er »ekstreme« og dermed uacceptable i Dansk Folkeparti, har Søren Espersen forklaret i en radiodebat, hvor man drøftede partiets nylige eksklusion af otte lokalformænd og en lokal partisekretær.

Han understregede her helt utvetydigt: »I Dansk Folkeparti accepterer vi ikke ekstreme synspunkter« (P1, 23.8.2006).

Det er den »bevægelse, der hedder politisk islam«, som er genstand for kritikken, ikke den enkelte muslim, siger han ved samme lejlighed: »Vi kommer ikke med ekstremistiske ting i forhold til muslimer«.

Tidligere har Espersen ligeledes forklaret, at partiet heller ikke accepterer brugen af grimme udtryk: »Hvis man bruger grimme udtryk om muslimer, som om det er en særlig kaste af mennesker – det vil vi ikke acceptere. Det er jo ikke den enkelte muslim, som er problemet, det er jo islamismen, det er sharia – det han er en del af. Vi kan ikke sige, muslimer er sådan og sådan« (Jyllands-Posten, 9.10.2005).

Louise Frevert har tidligere hævdet, at hun slet ikke kender eksempler på, at islam skulle været blevet udsat for hån i den danske debat: »Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har hørt én eneste hånlig bemærkning om islam« (JP-København, 8.12.2004). Mogens Camre har ligeledes afvist enhver beskyldning om, at partiet skulle udtrykke sig generaliserende og nedsættende: »Kritikken mod Dansk Folkeparti er helt uberettiget. Vi taler ikke nedsættende, og vi generaliserer ikke« (Politiken, 5.1.2006).

Allerede tre uger efter Camres forsikring om, at Dansk Folkeparti ikke generaliserer nedsættende, var der ikke desto mindre behov for, at partiets pressechef, Søren Søndergaard, udsendte en intern e-mail til partiets folketingsgruppe og europaparlamentariker Mogens Camre, hvor vigtigheden af ikke at udtrykke sig generaliserende om muslimer og af at skelne mellem islam og islamister blev indskærpet: »Kritik af islam som sådan og muslimer i al almindelighed er ikke Dansk Folkepartis politiske ærinde. Men lodret, målrettet, entydig kritik af og afstandtagen til islamisme og islamister er både velkomment og nødvendigt«.

Da Pia Kjærsgaard uddyber hensigten med den interne henstilling, henviser hun til Frevertsagen som skræmmeeksempel: »Vi må endelig ikke blive bange for vores egen skygge, og det er heller ikke sådan, at alle nu skal udtale sig på en bestemt måde. Men Frevertsagen var med til at afspore debatten. Siden har vi været i søgelyset, og så kan det være godt nok at sige til DF’erne, at de lige skal tage en dyb indånding, inden de udtaler sig, og overveje, om det, de siger, nu er klogt« (Politiken, 29.1.2006).

Pia Kjærsgaards egen retorik har dog ikke tidligere været præget af nogen konsekvent sondring mellem islam og islamisme, sådan som partiledelsens nye retningslinjer henstiller. Det var eksempelvis ikke en påpegning af problemer ved at blive nabo til islamister, som Kjærsgaard advarede mod i 1997, men derimod mod naboskabet til »en somalisk muslim eller til en pakistansk ditto«. Det var med andre ord muslimer fra Somalia og Pakistan i almindelighed, som hun kritiserede for at skabe en mindre tryg »tone« i opgangen (Berlingske Tidende, 15.4.1997).

Det var heller ikke en særlig islamistisk levevis, som hun i 1998 beskyldte for at være »uforenelig med dansk kristen tankegang«, det var derimod »den muslimske levevis« som helhed og uden videre skelnen, som hun stillede i kontrast til den måde, hvorpå danskere »omgås hinanden« med »tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt« (B.T., 24.11.1998).

Det var heller ikke yderliggående islamister, som hun i 1999 beskyldte for at ankomme med »den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og for alt kristent«, men derimod »nutidens indvandrere« – som hun i øvrigt karakteriserede som »hovedsagelig« muslimer, der altså i almindelighed »ikke har nogen som helst vilje til at blive en del af danskheden« (årsmødetale, oktober 1999).

Det var heller ikke islamister, som hun beskyldte for at medbringe »primitive og grusomme skikke« i 2005, men derimod en langt større skare, der efter antallet at dømme nærmest må omfatte alle (eller hovedparten af alle) indvandrere i landet – nemlig de »titusindvis og atter titusindvis af mennesker«, der angiveligt »civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005« (Ugebrev, 13.6.2005).

Formanden for ungdomsorganisationen, Kenneth Kristensen, finder heller ikke nogen grund til at skelne mellem muslimer – han taler slet og ret om en invasion: »Vores velfærdssamfund er opbygget af flere generationer, men vi ser en regulær invasion af muslimer. Man siger de bidrager med noget kultur, men hvad er det de bidrager med? Er det kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber og kvindelig omskæring? Eller er det kriminalitet og hærværk?« (Berlingske Tidende, 26.2.2000).

Tendensen er tilbagevendende: Mogens Camre fastslog i 2004: »Muslimerne udgør på grund af deres kultur et stort problem i alle vestlige lande« (Berlingske Tidende, 1.6.2004), Jesper Langballe sagde i 2005, at »problemet ligger i de muslimske grupper, som kommer fra Mellemøsten, og at de andre indvandrergrupper er uskadelige« (dr.dk, 4.12.2005), og Martin Henriksen skrev samme år, at »islams hjerte og sjæl er problemet, og det skal siges« (martinhenriksen.dk, uge 40 2005).

Så når Espersen giver udtryk for den opfattelse, at det jo ikke er »den enkelte muslim, som er problemet« for Dansk Folkeparti, er det ikke en tendens, som Kjærsgaards faktiske udsagn uden videre understøtter. Tværtimod er det ofte den enkelte muslim, islam og den muslimske levevis som helhed, der uden undtagelse bliver fremstillet som et særskilt problem af negativ eller endog farlig art.

I sådanne tilfælde gøres islam til en homogen og fjendtlig blok og muslimerne til en ensartet flok, hvor hvert eneste individ udgør en trussel mod Danmark. En muslim er således et problem, uanset hvordan eller hvor meget vedkommende praktiserer sin religion, og derved vænner man uundgåeligt både muslimer og ikkemuslimer til at se hinanden som stående i et unuanceret og uløseligt modsætningsforhold til hinanden.

At det ofte er muslimer i enhver henseende, og altså ikke blot visse integrationsuvillige eller antivestlige og konfrontatoriske ekstremister, som beskrives i generaliserende og nedsættende vendinger af Dansk Folkepartis ledende politikere, eksemplificerer ikke kun Pia Kjærsgaard.

Få måneder efter at Mogens Camre i 1999 skiftede fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, skrev han f.eks.: »Muslimer kommer med tiggerstaven i hånden, og så snart de er inde i varmen bliver den til en stok, der skal banke os på plads« (Information, 24.8.1999). Han taler her hverken om »islamister« eller »nogle muslimer«, men om muslimer generelt, der altså i bred almindelighed hævdes at have en skjult dagsorden om at »banke os på plads«.

På Dansk Folkepartis årsmøde i 1999 kaldte Camre uden skelnen hele islam for »ondskabens ideologi« og blev komplementeret af Michael Rex, der sammesteds karakteriserede religionen i sin hel