I Vesten hævder mange, at nazisme og kommunisme var to alen af ét stykke. Men i de lande, der oplevede begge dele, ser de fleste tingene anderledes. Som engelske The Guardian funderede i en artikel om 'ostalgi' i Tyskland: »Er kommunismen cool?«. Ja - »ekstremt trendy«, skrev studenteravisen på universitetet i Warszawa om forskellige genstande fra 'den socialistiske realismes' tid. Og den ungarske historiker Eva Kovacs fortæller, at »de ungarske teenagere har den sovjetiske nationalhymne som ringesignal på deres mobiltelefoner. De ved ikke, hvad den betyder - kun, at det er noget lidt pikant, fordi det er en politisk sang. Men 'no problem!', for det er da en meget god melodi, synes de«. Mens nazismens symboler og design kun bruges af folk, der 'mener dem ærligt', så er reklamer og barer overalt i eks-'Østblokken' fyldt med stalintidens design og musik. Dén kendsgerning burde man i Vesten tænke lidt over. Specielt vi 'gamle' EU-borgere må prøve at skelne nogle nuancer i den sorte klat, vi i dag tit opfatter kommunismen i de øst- og centraleuropæiske lande som. Ellers kommer vi aldrig bare i nærheden af at forstå vores med-EU-borgere i de lande. Det var en af konklusionerne på en tur til de otte lande i området, som 1. maj blev medlem af EU. På den tur spurgte jeg bl.a. en række mennesker, hvad de personligt har med fra kommunismen. Det er næsten umuligt at finde nogen, der ønsker sig kommunistpartierne tilbage - men de fleste lader et 'men' følge på forsikringen om, at de er glade for, at Partiet er væk. F.eks. siger professor i litteratur ved universitetet i Poznan Ewa Kraskowska: »... men der er også en slags nostalgi i mange postkommunistiske lande - især blandt os midaldrende. For specielt i Polen oplevede vi denne her konstante kamp - dét hele tiden at være i opposition til styret - og det var virkelig en meget berigende oplevelse. For vi følte os meget tæt på hinanden. Vi mødtes meget og talte om mange ting. Vi plejede at diskutere til langt ud på natten, mens vi drak, hvad man nu kunne få fat i på den tid, og røg masser af cigaretter«. »Der var denne her atmosfære af sammensværgelse - og det er meget romantisk at deltage i en sammensværgelse. Så selv om jeg selvfølgelig ikke savner noget som helst, der var forbundet med systemet som sådan, så savner jeg faktisk denne her kildren: følelsen af at være på den rigtige side og deltage i en sammensværgelse mod 'de onde'«. »Selvfølgelig kan vi ikke sammenligne det med de antinazistiske sammensværgelser under Anden Verdenskrig ... men på én måde er der en parallel. Det er en grundlæggende og meget væsentlig erfaring for millioner af mennesker i Polen og noget, man igen og igen vender tilbage til«. Når mennesker i de ekskommunistiske lande sætter ord på, hvad de personligt bærer med sig fra kommunisttiden, får man et langt mere nuanceret og derfor mindre dystert indtryk af, hvordan det var for den enkelte at leve under kommunistpartierne, end man i almindelighed har fået i f.eks. Danmark. For som en lette omkring de 30 siger: »Det var den tid, hvor min ungdom blev til - og ungdomsår er altid de bedste. Uanset i hvilket system, man lever«. Lige meget hvor gamle folk var i kommunisttiden, havde de et liv fuldt af hverdage, som de - ligesom mennesker vest for Jerntæppet - fik det bedst mulige ud af. Sporvognene kørte - og folk forelskede sig, fik børn og læste og skrev bøger. Selv om kommunistpartierne kaldes 'totalitære', havde de langtfra den totale magt over folks liv. Selv det, som tilsyneladende ødelagde ens liv, kunne skabe positive oplevelser, forklarer den litauiske kulturskribent, BBC-korrespondent og litteraturkritiker Laimantas Jonusys: »I sovjettiden var der nogle positive aspekter, som var positive ikke på grund af, men på trods af systemet. Vi havde mere tid dengang, og vi var en kreds af venner, som mødtes. Vi var intellektuelle, som hadede systemet, men som ikke turde gå åbent imod det, fordi dét ville betyde vores personlige ødelæggelse«. »Men vi havde meget tid og plejede at mødes for at debattere forskellige ting: filosofi, litteratur ... vi kunne for eksempel læse Platons dialoger og så sidde og diskutere dem helt frit. Vi forbandt deres temaer med det, der skete i vores egne liv, og så videre«. »Som det er nu, efter kommunismen, bliver vi alle sammen mere og mere individualistiske. Vi kan gøre, hvad vi vil - men vi er nødt til at tjene penge, vi må sørge for os selv ... så noget er gået tabt«. »Det er ikke så meget bestemte værdier, vi har mistet - men det rent fysiske i at samles og være sammen. Den praksis, der lå i den fælles, intellektuelle søgen. Vi søger også i dag - men vi gør det meget mere adskilt og hver for sig«. Én erindring, mange har om tiden under kommunismen, er oplevelsen af fællesskab. Ikke det fællesskab og 'broderskab', Partiet hævdede, fandtes - men uofficielle fællesskaber, hvor man kunne beskæftige sig med ting, man fandt væsentlige. Som for eksempel livets store spørgsmål eller andet, man også i dag interesserer sig for, men som man tit ikke har tid til at beskæftige sig med. For i dag arbejder de, der ikke er ramt af det nye fænomen 'arbejdsløshed', mere. Dels er f.eks. mad, varme, el og bøger blevet meget dyrere - men nu skal man også have råd til de nye forbrugsgoder, man pludselig har adgang til. Fra alverdens tøjmærker over biler til weekendrejser til Paris. Derfor mærker også professor emeritus i historie ved Videnskabernes Akademi i Warszawa Jerzy Jedlicki, at mennesker i de tidligere kommunistiske lande er ved at få et andet forhold til tid : »Da jeg første gang kom til USA - det var i 1973 - var mit første indtryk, at alle skyndte sig. For eksempel var der ingen, der gik. Alle skyndte sig af sted i deres biler, man havde meget travlt, altid travlt«. »I et mindre urbaniseret og mindre udviklet land har folk normalt bedre tid til at lytte til musik, nyde tilværelsen, sladre med vennerne og så videre. For tiden er endnu ikke blevet lig med penge, og ens tilgang til livet er meget mere afslappet. I den forstand havde tiden to forskellige værdier her og i USA - og det følte jeg som en meget stor forskel i civilisation«. Den 'forskel icivilisation' bliver nu mindre. Og det er ikke kun godt, at de tidligere kommunistiske lande nærmer sig Vesten, siger litteraturhistorikeren Przemyslaw Czaplinski fra universitetet i Poznan: »Jeg savner selvfølgelig en del af kulturen fra tiden før 1989. For nok var det en tid med mange fejl, mangler og absurditeter - og det var en kultur, som var behersket af staten med censur. Men det var også en finkulturel kvalitetskultur - og dét i masseversion. Og det er jo netop den kombination, vi er mest interesserede i at nå frem til: til en situation, hvor vi har både kvalitet og et massepublikum. Men den kombination kan ikke gentages i dag. Det er umuligt«. Den slovenske forfatter og litterat Ales Debeljak siger: »Fordi kommunismen selv var et styre, der blev grundlagt på en tekst, på det skrevne ord, så var den traditionelt meget opmærksom på andre tekster. Det vil sige: også på dissidentteksterne. Den forfulgte forfattere, der deserterede fra ortodoksien, fra den rette lære«. »Og dét fik offentligheden i almindelighed til at forstå, at det, der siges offentligt, og det, der bliver skrevet og udgivet, har betydning for, hvordan Staten og hele samfundet udvikler sig«. »Den forståelse er også en arv fra kommunismen, og den vil vi bære med os i nogen tid fremover. Man kan simpelthen ikke feje det væk - og i øvrigt har jeg ikke noget imod, at vi beholder netop denne særlige del af arven«. Debeljak mener, at den »kommunistiske erfaring« af, at både det talte og det skrevne ord er betydningsfuldt, er et godt grundlag for at forstå demokratiet i praksis: »I det østlige Centraleuropa udviklede tanken om det civile samfund som modpart til den politiske stat sig meget i løbet af 1980'erne. For det civile samfund gav en platform, hvorfra man kunne kæmpe imod myndighedernes overgreb. Det gav os også en meget levende forståelse af, at det er nødvendigt og betydningsfuldt, at der er en stadig offentlig samtale. En samtale, hvor forfattere, litterater, kulturarbejdere og intellektuelle tager del i den debat, som foregår mellem politikere og andre medlemmer af eliten«. »For de centraleuropæiske nationer tror jeg, det står som noget meget vigtigt, at det offentlige rum er mættet med kultur - hvad man stadig ser helt tydeligt, når man rejser gennem de lande. Man ser, at forfatterne stadig er mere værdsat, end de er i Vesteuropa - hvor de nærmest er blevet reduceret til at være kommercielle leverandører af 'indhold'«. »I Centraleuropa lytter man stadig omhyggeligt til forfattere og intellektuelle - selv om det er langt mindre, end det var under kommunismen«. Også professor Jedlicki fra Warszawa er enig i, at folk i Central- og Østeuropa - endnu - generelt har andre værdier i livet, end man har i Vesten: »En anden forskel er i forhold til, hvad venskab betyder hér - og hvad venskab betyder dér. I Amerika har jeg altid hørt folk introducere nogen til mig sådan, at »dette her er min ven ...« - ordet 'ven' betød meget lidt«. »Her i Polen var det helt anderledes. Venskab betød vældig meget for hele min generation og er en af mine meget vigtige erfaringer livet igennem. Men jeg kan se, hvordan værdihierarkiet her i landet langsomt, men sikkert er ved at glide mere og mere over til at ligne det, som i hvert fald gælder i nogle vestlige lande: »Det kan godt være, jeg kan lide dig - men du er ikke et virkelig vigtigt element i mit liv. Så jeg kan opgive dig som ven, hvis jeg ikke har brug for dig mere««. De tætte forbindelser mellem mennesker er noget af det, mange husker som noget positivt fra tiden under kommunismen. Men der er også mere håndgribelige ting. Så de mange vestlige politikere, der mener, at befolkningerne i de nye EU-medlemslande fra Øst- og Centraleuropa er 'vaccineret mod socialismen', risikerer at tage fejl. Mange mennesker i de postkommunistiske lande ønsker snarere at bringe det, de opfatter som positive aspekter ved socialismen, med ind i 'det nye Europa'. Som sloveneren Ales Debeljak siger: »Vi kommer til at bære på arven fra kommunismen i et godt stykke tid fremover - for kommunismen gennemsyrede vanerne i hverdagen og hele vores måde at tænke på«. »Det er nemt at ændre gadernes navne og at flytte et monument eller to - men dybt i den slovenske bevidsthed er indprentet en særlig forståelse for, at det er nødvendigt med et socialt sikkerhedsnet, gratis uddannelse, sundhedspleje, sociale ydelser og andre foranstaltninger. Og det er bestemt én af de ting, vi har arvet fra kommunismen«. »På samme måde ønsker man her i Slovenien udtrykkeligt, at folk tjener nogenlunde lige meget - og at magten deles retfærdigt mellem arbejdere og dem, der ejer tingene. Dét er også en arv fra kommunismen. Det er en positiv arv, mener jeg - og jeg tror, den vil blive ved med under overfladen at forme offentlighedens måde at tænke på«. På mange områder har mennesker på de to sider af det tidligere Jerntæppe afgørende forskellige erfaringer - og derfor har de forskellige måder at gå til verden og livet på. Det er én ting, der gør det svært for dem at lære af hinanden og at bruge hinandens erfaringer til noget. Endnu sværere bliver det af, at man i almindelighed ved meget lidt om 'dem på den anden side'. Måske ved man i Vesteuropa allermindst. For her er de fleste ikke interesseret i at vide noget - fordi man ikke føler, man kan lære noget af at kigge østpå. I Vest mener man, at de andre bør iagttage Vesten og så efterligne os, så godt de nu kan - for vi er 'nået længere' og på en bedre måde. Dét er i hvert fald det indtryk, folk fra Central- og Østeuropa tit får, når de rejser vestpå - eller når de får besøg vestfra. Men den holdning hindrer ikke bare vesteuropæere i at lære noget af østeuropæere; den gør det også svært for østeuropæerne at lære noget vestfra. Laura Blazeviciute er sidst i tyverne og tolk og oversætter i Litauens hovedstad, Vilnius: »Som tolk har jeg deltaget i forskellige seminarer og konferencer, og dér føler litauerne nogle gange virkelig, at de folk fra Vesten, der kommer og underviser os, er meget naive og gammeldags«. »De ved ingenting - men de optræder, som om de var guder, og underviser os, som om de talte til virkelig dumme mennesker, der intet ved om livet. Og vi burde være så lykkelige og taknemmelige over for dem«. »Man kan tit føle, at vi kommer fra helt forskellige kulturer - og at det, der er godt i Danmark eller Tyskland, ikke nødvendigvis dur her. Man opdager, at meninger kan være meget forskellige - alt efter hvor man kommer fra«. »Så nogle gange siger folk faktisk: »Ha! Alle de folk, der kommer her fra Europa for at undervise os - de ved ingenting selv!««. »Folk bander og siger: »Vi kunne have arbejdet i dag i stedet for at høre på denne her syge fyr, der prøver at tale om noget, vi har vidst i lang tid!««. »Nogle af dem, der kommer fra Vesten, gør et godt stykke arbejde - det at dele erfaringer er altid en god ting - men det er vigtigt, at de også er åbne. At de er fleksible og ikke bare kommer her med fordomme og med noget, de ønsker at sige - uden at tilpasse sig publikum og behovene«.