»Vi er blevet udruget i en højttaler, og vi vil aldrig kunne glemme det«, skriver forfatteren og musikelskeren Sven Holm i denne hyldest til hørelsen. Du er fuldstændig prisgivet, hvad angår hørelsen. Der er ingenting at stille op. Hvis du er født hørende, er du principielt nødt til at høre alt, hvad der er inden for hørevidde - fra du bliver kastet ind i denne her verden, og til du bliver dømt ude. Og så har jeg endda ikke nævnt, at du allerede inden fødslen er up to date på dette ene punkt: med hensyn til hørelsen. Som ufødt ser du nemlig ingenting. Om du smager eller lugter, kommer an på et billigt skøn. Og det du føler, det er sandt at sige enstonigt, grænsende til det trivielle: varme og fugt, fugt og varme, det du siden hen i rigeligt mål lærer at kalde: Mor. Men verden i større forstand har i din status som ufødt endnu ikke fået nogen sanselig indflydelse på dig. Undtagen altså gennem hørelsen. Livmodervæggenes silen og susen, en slags hvid støj, selveste ur-muzakken, den er fast lydinventar i dit første opholdsrum - ligesom tapetet på væggen i en bopæl. Og lige uden for dit prænatale tilholdssted ligger så den første ydre lydkilde: din mors store hjerte. Det afgiver en vældig, en omfattende, formentlig også lidt rungende lyd, ligesom et transcendentalt godstog, en uophørlig, men meget hørlig hamren, blød midt i voldsomheden - en umådelig og vild megafonstøj af en størrelsesorden, du først senere kommer til at støde på i det øjeblik, du konfronteres med selve - Solen. Men solen siger jo ingenting! Nej, solen taler kun til synet og følesansen - til gengæld kan vi godt finde på at tale om den buldrende sol, det smældende solskin, den tordnende solhede, det øredøvende sollys. Vi tager grådigt høremetaforerne med ind, når vi taler om noget, der overvælder vore andre sanser. Vi er nemlig lige fra starten vilde med Lyd. Øret har ingen klap, der kan gå ned. Nogle mener, at hjernen har det, det kan diskuteres. Uomtvisteligt er det, at øjet har det. Øjet har en klap, der kan gå ned, et øjenlåg, et fint og foldet lille hudtæppe ligesom tæppet på et dukketeater - op, ned, op, ned - alt efter hvilken forestilling der nu er på tapetet ude i verden. Øjenlåget er i stand til at lukke af for en hel sans. Det regnes for højt udviklet. Man kan følge det hos et helt tidligt barn, lad os sige i halvårsalderen: det ser og glor og stirrer. Her er tydeligvis noget, det ikke har været vant til inde fra fosterhulen: at se. Det er så nyt og enerverende og ophidsende at se, at hørelsen lægges lidt i høkasse, som om den var noget gammeldags. Det fortæller os, hvor nyt og nymodens det at se er i det enkelte væsens liv. Det hørende pattedyr får et nyt netværk stillet til rådighed, og straks kaster det sig over det nye medie og omgås det gamle med en vis avanceret arrogance. Men balancen genoprettes efter kort tid. Ganske vist fanger synet livslangt med den dér sans for form og farve - og synet sidder unægtelig i et ovenud smukt organ, der er langt mere talende end hørelsens organ: Det ydre øje er sjælens spejl - hedder det - mens ingen nogensinde har beskyldt det ydre øre for at være andet end brusk, folder og udenomsværker. Alligevel genoprettes balancen altså mellem de to sanser, hørelsen og synet, i løbet af nogle evolutionære måneder. Det lille menneske lærer at stavre af sted på flere sanser. Med hensyn til øjnene lærer det at blinke, det lukker til og med øjenlågene helt i indimellem, eller bliver bare fjernt i blikket. Og nu får den gamle prænatale høresans så sin chance på ny. Men lad os et øjeblik åbne øjnene fordomsfrit og se på dén synssans: Barnet lærer rigtignok at gå, og selv om det kan se under vandringen, så viser det sig unægtelig, at det snubler over så godt som alting: tæppekanter, katte, ledninger til høretelefoner, små borde og til og med mindre søskende. Barnet drejer nemlig uophørligt hovedet og ofte i den gale retning, eller også lægger det ligefrem hovedet bagover for at få øje på de alt for høje voksne. Al denne hoveddrejen medfører styrt i hjemmet. Synet viste sig, efter en heftig opblomstring i forlængelse af debuten, at være mangelfuldt, ikke mindst fordi synet sidder i et hoved, der har tilbøjelighed til at dreje rundt og rundt og evindelig rundt som en fyrskibslanterne. Hørelsen, derimod, er ikke så skæbnesvangert afhængig af retningspejling. Høre gør man til alle sider og fra alle kanter af, principielt er man - som før sagt - indlagt til at høre alt, bare det er inden for hørevidde. Dér vandt den gamle høresans igen. Og lad os så foretage et hurtigt vue over de andre og mindre, men dog konkurrerende sanser: Smagssansen er afhængig af åben eller lukket mund og gudskelov for det. Ellers havde vi døjet med pelargoniens bitre blade mod tungen og børnenes lakrids og skumhøns. Føle - det kan være godt nok. Men man kan jo bare flytte sig fra følelsens ophav, så snart man ikke gider føle længere - det gælder alt fra meget varme varmeapparater og til fremmede menskers hud eller joggingsæt. Lugtesansen - dér var den - den kan man (ligesom med høresansen) ikke sådan lukke ned for. Måske skyldes det en fejltagelse ved selve konstruktionen. Der burde helt fra starten have eksisteret et lugtspær, en slags indre bruskklemme, der kunne slås til og fra, hvis ubehagelige eller alt for behagelige lugte truer med at røve ens sjælefred. Sådan en næseklemme er der til gengæld intet gen for. Der kunne måske på et tidspunkt komme et, men i skrivende stund ved jeg ikke, hvor vi skal henvende os for at få klonet det ind i arvemassens spiraler hos homo sapiens. Hvilket dyr har sådan et gen, og kan man abonnere på det? Hvilket insekt eller hvilken blomst har det? Vi kan roligt være sikre på, at den rige natur inkluderer en eller anden skabning, der bærer på genet til en næseklemme. Vi mensker ved bare endnu ikke hvilken. Og må derfor fortsat døje med alverdens lugte - fra stank over odør og helt op til duft. Det kan virke som knytnæveslag eller uvelkomne kærtegn, men det er ikke altid noget, man bare kan løbe fra. På den anden side: Lugtverdenen er lille og afgrænset i forhold til høreverdenen. Det svarer til forholdet mellem en bungalow og et landskab. Af samme grund vil vi lade lugten ligge. Karakteristisk nok har lugtesansen heller aldrig dannet udgangspunkt for en kunstart (medmindre man da opfatter parfume som en kunstart) - i modsætning til de store, verdensomspændende, råstærke sanser: syns- og høresansen, skaberne af guds nåde, kronerne på menneskeværket. Der er således ingen tvivl om, at vi allerede i fostertilstanden har hørt ikke så lidt. Vi har ganske enkelt lært den samlede ydre verden at kende gennem hørelsen. Mors hjerte er nævnt. Den samme mors uhyre fordøjelsessystem skal også nævnes. Her er der tale om en gurglen og boblen, en mere eller mindre musikantisk hvæsen og syden, indimellem ligefrem en række af små interstellare eksplosioner - sådan må det i det mindste synes for det menneskefoster, der endnu ikke har haft lejlighed til at sætte sig ordentlig ind i astronomiske fænomener. Uden for moren eksisterer der høje stemmer, accelererende bilmotorer, energiske støvsugere, pludselige skænderier efterfulgt af nogle trøstens ord helt nær ved maveskindet, uventet kattemjaven eller brutal hundegøen, fuglefløjt. Ja, pludselig fuglefløjt - og så musik! Her kommer musikken! Here comes the music! Vi har nemlig hørt musik, fra før vi anede, hvad vi selv hed, ja, fra før vi aned at det var værd at bære et navn. Vi har hørt rytmer og melodier. Vi har hørt Stan Getz og Antonio Vivaldi og Alanis Morisette og Elisabeth Westenholz og The Dubliners. Vi har hørt kvinter og tolvtonerækker og slagere og fugaer og dødsarier og treklange og pausesignaler og klapsalver. Vi har måned efter måned (der føltes som år efter år) svømmet i en strålende rig ursuppe af lyd, så omfattende og nuanceret, så voldsom og kulsyrefin - og det har vi gjort, som om vi havde vished for, at hørelsen - og den alene - skulle være vores tilgang til oplevelsen af en omverden - som om vi fra starten og til evig tid skulle være og forblive det hørende pattedyr, den lydspundne larve, det lydsansende barn af guder, englenes egen stereofoniske målgruppe. Med andre ord: Vi er blevet udruget i en højttaler, og vi vil aldrig kunne glemme det. Lydene, tonerne, rytmerne har været vores provisorisk evige søskende - lige til det øjeblik vi bliver født - lige til det øjeblik vi bliver kastet ind i denne her verden og knuser den hellige, prænatale koncert med vores altødelæggende fødselsskrig, vores urhyl, vores jeg-brøl, vores overhåndtagende selvmanifestation i form af en kæmpedværgs mammutpiben. Af musik er vi kommet. Men vi fik den hurtigt spoleret. Resten af opvæksten går med at forsøge at genetablere et forhold til denne tabte søskendeverden, denne mistede himmel, dette paradis af knitren og knastren, af knagen og bragen og buldren, af syngen og nynnen og hymnen. Hvis Adam virkelig formåede at lokke Eva til at tro, at hun udsprang af hans ribben, så gjorde han det med akustisk guitar. Hvis Eva virkelig så sit snit til at få Adam til at spise af et forbudent æble, så gjorde hun det ved at fløjte. Og hvis Gud smed dem begge to ud af Paradisets Have, så gjorde han det forklædt som militærmarch. Hvis nogen så bagefter pålagde Adam og Eva at dyrke jorden i deres ansigts sved, så er det foregået under stor og pinagtig stilhed. Og hvis Kain et par uger efter fandt på at dræbe sin bror Abel med koldt blod, så var det, fordi Kain sang falsk, og ingen af jordens andre indbyggere kunne holde ud at høre hans falske sang, og sangen måtte slæbe sig langs jorden, indtil den forstummede ved kanten af horisonten. Af musik er du kommet. Til musik skal du igen og igen vende tilbage for at fyldes af det forgangnes erfaringer og det kommendes ildhu. For at den store, sammenhængende verden til stadighed skal give kraft til dit eget enkeltstående liv. For atter at høre slægtskabet mellem det store og det lille, det fælles og det individuelle. Af musik er du kommet. Til en næsten uforglemmelig fløjtetone skal du blive. Af fløjtetonen skal du atter genopstå som erindringen om en lille melodi. Ære være musikken i det jordiske.