Er dansk litteratur ganske apolitisk? Det mener kritikere og litteraturteoretikere tilsyneladende. Forfatteren Stig Dalager mener noget andet. I 1976 holdt den østrigsk-jødiske forfatter Elias Canetti en tale i München, hvor han fremstillede tre fordringer til det, han forstod som digtningen, nemlig at den skulle tage samtidens kaos på sig, den skulle formå med empati at indleve sig i en hvilken som helst skæbne, og den burde bevare håbet. I dag, næsten 25 år og et århundredskifte efter, lyder disse fordringer muligvis for nogle som et ekko fra en allerede svunden tid, hvor man talte om digtning i stedet for ecriture eller litteratur, og hvor man - som mange netop ser halvfjerdserne - indbildte sig, at litteraturen havde en rolle, sågar en i vid forstand politisk rolle at spille. I de følgende årtier brugte mange litterater (også hjemlige) en del energi på at løbe åbne døre ind, når de programmatisk gjorde op med den del af halvfjerdsernes litteratur, der var endimensionalt politisk og mange gange også fra starten havde været tænkt som en brugslitteratur beregnet til øjeblikkets formål. Uden besvær kunne man fremføre en række formalæstetiske krav, som ikke blev honoreret af netop den type litteratur, men både i den udenlandske litteratur (af Böll, Enquist, Grass, Marquez, Sabata, Vargas, Schneider eksempelvis) og i den hjemlige (af Thorup, Hans-Jørgen Nielsen, Tage Skou- Hansen eksempelvis) blev der i samme periode skrevet værker, som både var udadvendte, samfundskritiske, dialogiserende og æstetisk interessante. Litteraturhistorieskrivingen, eksempelvis den allernyeste i 'Danske digtere', men også mange kritikere og litterater gennem de seneste to tiår har forsøgt at skabe det indtryk, at det politiske element i litteraturen er afgået ved døden; man taler sågar i generelle vendinger om, at hele litteraturen fra 1970'erne og til i dag kan forstås med termen formalistisk, og dele af den danske litteraturkritik har tilsvarende gennem især det sidste tiår dyrket litteraturens formale sider, det vil sige litteraturen som struktur, udtryk og æstetik hinsides dens stoflige kvaliteter. På den anden siden har litteraturformidlingen i medierne bundet sig mere og mere op på litteraturens kommercielle gennemslagskraft, dens karakter af bestseller-gennemslag, når den da er til stede. Resultatet er, at litteraturen er søgt forvandlet til et tamt dyr, spærret inde i sit eget revir, der i den måde, man formidler den på, ikke har meget med dens udsagnkvaliteter at gøre, den bliver som tigeren i Franz Kafkas historie: fascinerende, men ufarlig. Nu vil man straks bebrejde mig, at jeg nævner litteratur og politik i samme sætning, men allerede i den græske bystat polis'en, havde dramaet og litteraturen en ritualiseret politisk funktion i forhold til den løbende diskussion imellem borgerne; den kunne være bekræftende og udfordrende på samme tid. Der går en lige linje fra den udfordring, som Euripides' 'Medea' skabte for sin græske samtid og til den provokation, som Brechts og Thomas Manns værker udstrålede under helt andre totalitære former, og som man forsøgte at eliminere med autodafeer for ikke mere end tres år siden i Europa. Blandingen af formalisme og marketingsyn på litteraturen har i det sidste årti i en dansk sammenhæng ført til en kun overfladisk registrering af civilisationskritikken i en del af den litteratur, der udkom i firserne og halvfemserne. Et stort anlagt lyrisk værk som 'Rosens veje' af Bo Green Jensen eller Michael Strunges storbypoesi eller Inger Christensens 'Alfabet' ses ofte snævert i lyset af deres poetiske landvindinger, forstærket af det faktum, at deres forfattere bevidst ikke skrev deres værker med budskaber for øje. 'Alfabet' repræsenterer sammen med digtsamlingen 'Det' ikke desto mindre en af de mest velartikulerede metaforiske opgør med livsformerne og fremmedgørelsen i en vestlig senmoderne verden, men bærer også drømmene frem om andre samværsmåder. Lyrikeren Michael Strunge er hævet til lokalt ikon, men den kulturkritik, som hans poesi rummer, er i fortolkningen af hans værker pakket ind med fine sløjfer. Kirsten Thorups, Henning Mortensens, Jens Smærup Sørensens, Klaus Rifbjergs, Bent Vinn Nielsens, Arthur Krasilnikoffs, Suzanne Brøggers, Dorrit Willumsens, Jess Ørnsbos, Sven Holms, Svend Åge Madsens, Inge Eriksens, Peter Høegs, Jens Martin Eriksens, Jens Chr. Grøndahls samt flere andres romaner, essays, skuespil fra firserne og halvfemserne rummer alle i forskellig toneart en kritik af den senborgerlige verdens overfladiske og forbrugeriske livsformer og giver på forskellig måde billeder til den eksistentielle og kierkegaardske dobbeltbundede fortvivlelse, som en æsteticerende eksistensform rummer. Men hvis fortolkerne selv hænger fast i denne, bliver det naturligvis et ironisk forlangende, at de skal lægge synderlig vægt på denne kritik. Når den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman i sin kritik af de moderne vestlige samfundstyper fremhæver usikkerheden i de menneskelige relationer og risikoen for identitetstab i en fællesskabsfattig verden som det mest karakteristiske, finder man allerede disse tilstande nuanceret og omhyggeligt beskrevet og afspejlet i moderne dansk prosalitteratur. Dens kritik af moderniteten er et af dens væsentlige aktiver, men den har næppe endnu fundet sine fortolkere i en litteraturkritik og litteraturformidling, der er puritansk bange for at føre litteraturen ud af reviret og for at sammenblande den med en politisk tale. Men hvad er det politiske element i sammenhæng med litterære værker? Man kan som den jødisk-tyske filosof Hannah Arendt (med hendes henvisning til Blixen) argumentere for, at ingenting i det menneskelige felt eksisterer, før det er blevet fortalt. Fortællingerne af og om det menneskelige henter på deres side deres styrke og deres symbolværdier ud af den menneskelige fællesverden, fra det i bred forstand politiske rum, hvori betydning overhovedet skabes. Selv den digter, der som Hölderlin bevidst og tårnagtigt isolerer sig og relaterer sin 'fortælling' til en svunden, ikkeeksisterende Hellasverden, er alene ved sin markante (og romantiske) afstandtagen til det nutidige i stærk dialog med sin samtid. Markeringen af en afstand tegner et oprør, en kritik af samtiden, som til en vis grad blev annammet i samtiden, men først til fulde forstået senere. Hans skildring af den græske frihedshelt Empedokles blev eksempelvis til et af forbillederne for de unge officerer, der i 1944 forsøgte et oprør imod Hitlerstaten. Det gælder om ikke at simplificere tingene og tænke det politiske i litteraturen som noget bogstaveligt, der er håndterligt i forhold til en på forhånd skrevet politisk ordbog. Det politiske element i litteraturen ligger i det bidrag, de litterære værker kan give til den offentlige diskussion af, hvilke mentale, eksistentielle og omverdensbetonede vilkår der leves under. Litterære værker kan give en hel moderne civilisationstilstand sine egne frapperende billeder. Når T.S. Eliot i starten af sidste århundrede skildrer storbymenneskenes bevidthedsløse trængsel på London Bridge, indvarsler det med et kort hug ikke alene massemenneskets opkomst, men også de fortrængninger og den naturfremmedhed, som fulgte i dets kølvand; når Kafkas anonyme k'er strejfer rundt i deres skyggeagtige fordømthedsuniverser, spejler disse ikke blot forfatterens egne skyldkomplekser, men giver billeder til en farlig udvejsløs tilstand for den enkelte i en bureaukratiseret og totalitærlignende verden, hvor - ironisk nok - tilfældighederne råder. I læsernes møde med sådanne litterære verdener opstår der ofte en spontan, intuitiv forståelse for den politisk-eksistentielle symbolværdi, som de professionelle fortolkere i disse tider kan have svært ved at matche. At læse er i sig selv noget eksistentielt, det foregår så at sige med hele kroppen og langtfra kun med den lille del af storhjernen, der er i stand til at påskønne værkernes formelle greb. Læserne er ikke først og fremmest russiske formalister, der noterer sig disse greb - eller priem, som de kaldte dem - selvom de er der, man dykker ned i teksternes eksistentielle lavastrømme, der hvor de giver betydning fra sig i forhold til et levet liv i et større rum. Selv en Per Højholts 'Auricula' har på trods af sin rent overfladiske insisteren på at være en selvstændig labyrintisk tegn- og tankeverden sådanne lag, men hans mest ihærdige fortolkere som kritikeren Lars Bukdahl har tidstypisk nok endnu ikke interesseret sig for dem. Den tyske hermeneutiker og filosof Gadamer talte om den forståelseshorisont, som man møder historiske begivenheder og litterære værker med. Ikke alene historiske begivenheder og litterære værker har deres egen forståelseshorisont, men også læseren/fortolkeren, den er på sin side afhængig af 'tidsånden'. Tidsånden har herhjemme i et årti ikke i sig selv været fremmende for den mere direkte artikulerede politiske litteratur - også det har gjort en del litteraturkritik og litteraturfortolkning fremmed over for de politiske elementer i litteraturen. Med Grass som det store eksempel har litteraturen i vores naboland Tyskland ikke været bange for direkte at tage politiske spørgsmål op som genforeningen af Tyskland eller med andre ord at bruge en kritik af denne genforening som anledning til en fyldig samtidsroman med tråde tilbage til den tyske fortid ('Ein weites Feld'). Typisk for den tyske situation blev denne roman ikke alene vurderet på sine æstetiske forudsætninger af den tyske kritik, men visse kritikere svang sig også op til at diskutere dens politiske dimensioner. Også tysk drama - især det yngre drama på scener som den berlinske Schaubühne - går i disse år i direkte politisk clinch med både tysk fortid og nutid, noget tilsvarende ser man også i danske skuespil fra de senere år, selvom heller ikke dette er tydeligt registreret af den danske kritik. Muligvis står vi over for et 'paradigmeskifte' i både litteratur og kritik i det næste årti, ikke alene synes en del af litteraturen allerede at være blevet mere 'realistisk', samfundsdialogiserende, men den politiske atmosfære både i Europa og Danmark kalder formelig på et modspil fra den litterære verden. Et stort eksperiment omkring Europa er i gang, nationalstater og traditioner skrider, og i undergrunden oplever man (igen) det xenofobiske spøgelse nu udprojiceret ikke på jøder, men på etniciteter med en islamisk eller en arabisk kulturbaggrund. Samtidig peger den teknologiske udvikling på forvandlinger af den menneskelige situation, ikke alene i forhold til teknologiens stadig større beherskelse af det sociale og samfundsmæssige rum, men også i forhold til direkte indgreb i det, man indtil nu har kunnet forstå som 'den menneskelige biologi'. Man kan ikke udelukke, at den økonomiske og den teknologiske udvikling producerer nye totalitære træk, nye facetter af politisk eller handlingsmæssig enstonighed, hvor den fri, spontane tanke, der er karakteristisk for kunst og litteratur trænges i defensiven og kun kan overleve som en slags underholdning eller i endnu tydeligere reservater end de nugældende. Når det drejer sig om en nærmere forståelse af disse totalitære træk ved et senmoderne samfund kan det igen have mening at tage udgangspunkt i Hannah Arendts begrebsverden, især i hendes forestilling om det, hun kalder ingens herredømme. Et karakteristisk træk ved det senmoderne samfund, som vi oplever det i Vesteuropa eller USA, er udviklingen hen imod en tilstand, hvor alle er specialister og eksperter på hvert sit område. Vi er gået fra et dannelsessamfund til et uddannelsessamfund, som gør det stadig vanskeligere at tage ansvar for helheden. Oven i dette gør nyttefetichismen - forestillingen om, at alt skal være til nytte og kan måles efter sin økonomiske eller teknologiske nytteværdi - samt hurtigheden det vanskeligt at indtage en distanceret, reflekterende holdning. Symptomerne på denne udvikling, som Arendt spåede om allerede i 1970'erne, ses i dag på mange planer: Ifølge nye undersøgelser af arbejdslivet både i USA og Vesteuropa klager flere og flere over at være underlagt et forstærket stressende arbejdstempo, der både fremkalder nye typer depressioner og udslidthedstilstande, men også i sig selv hindrer de arbejdsaktive i at have overskud til at orientere sig i meget andet end deres 'arbejdsfunktioner'. Samtidig fremtræder samfundsudviklingen, herunder den teknologiske, med en stadig større uoverskuelighed for den enkelte. Oplevelsen af uoverskuelighed forstærkes af et rivende og flaksende informationsbombardement, der på den ene side bevidsthedsmæssigt inddrager den enkelte i globale hændelser og samtidig forstærker indtrykket af, at væsentlige afgørelser omkring den enkeltes liv træffes uden for rækkevidde. Risikoen for at komme til at leve i det statskommunistiske og øjenkontrollerede fremtidsmareridt af et samfund, som forfatteren George Orwell profeterede om i sin roman '1984', er for længst veget til fordel for en meget mere uigennemsigtig risiko for at blive borger i en helt anden type samfund. Dette samfund er snarere en samfundstilstand, der mere består af et netværk og synes at være uden noget begribeligt centrum. I dette netværkssamfund vil det - som man allerede ser tydelige tendenser til i dag - blive stadig sværere at placere ansvar både for såkaldte nationale og overnationale udviklingstendenser, og det enkelte individ vil være hensat til på ironisk vis kun at kunne bekymre sig om det voltairske ideal: at dyrke sin egen have. De tendenser, man oplever i dagens senmoderne samfund i retning af en opløsning af en fællesverden, der går ud over den postulerede globale fællesverden via internettet, vil yderligere være forstærket. Selv har jeg forsøgt at give billeder på en sådan tilstands menneskelige og eksistentielle konsekvenser i romanen 'Bergomi'. Sven Holm har i romanen 'Termush-Atlanterhavskysten' allerede givet fortællingen om individets og sårbarhedens vanskelige overlevelsesbetingelser i en fællesskabsfremmed teknoverden. Internationalt kendt er (også via Kubricks filmatisering) naturligvis Anthony Burgess' roman 'Clockwork Orange', der i en dystopisk mareridtsversion fremstiller konsekvenserne af en smuldret værdi- og fællesverden, som forstærket af mediale påvirkninger har gjort den enkelte ufølsom over for andres behov eller lidelser. I denne verden er individet sunket hen i sløv ligegyldighed over for alt andet end tilfredsstillelsen af mere eller mindre avancerede materielle behov. I forhold til de skræmmende tendenser i moderniteten, der endnu kun ses i kimform, kan litteraturen være politisk ved i stadig nye former at fastholde fortællingen om det enkelte individs moralske styrke til at vælge og ved at give billeder på, hvad der sker, når de individuelle valg ikke træffes som frie personlige valg i en udveksling med andre, men i stedet per automatik og under pres fra et samfunds managementagtige effektivitet. Igen risikerer vi at havne i en verden, hvor det personlige valg med Camus' ord har karakter af et oprør. Fremtidens litteratur vil, tror jeg, i højere grad end nu tegne konturerne af et sådant oprør. Den vil være en eftertankens litteratur hinsides den kroniske danske uskyld.