Jørgen Knudsen har just fuldendt sin store Brandesbiografi. Han medtager redeligt alle oplysninger om Georg Brandes' privatliv, som han er stødt på i Det Kongelige Biblioteks omfattende samling af breve og dagbøger. Han må således mene, at privatlivet i dette tilfælde har noget med det offentlige forfatterskab at gøre. Således forholder det sig ganske rigtigt også, for Brandes kæmpede i sine skrifter ikke alene for »den fri forskning og den frie tankes endelige sejr«, men også for »fri lidenskab«, af en eftertid oversat til 'fri kærlighed'. Det kan således se ganske konsekvent ud, at han i privatlivet havde et hæmningsløst kvindeforbrug. Imidlertid var et af hovedpunkterne i Brandes' program også kvindefrigørelsen, og rent faktisk kom han i sit eget liv til at binde en lang række kvinder, idet han, og kun han, dikterede præmisserne for de forskellige kærlighedsforhold. Hans egenmægtige opførsel i så henseende førte på ingen måde til stedse større lykke og fremskridt for de kvinder, der faldt for hans uimodståelige charme og position som åndelig frihedskæmper. Tværtimod. Flere døde af det - og de allerfleste fik deres liv ødelagt. Og i denne forbindelse får Jørgen Knudsen et problem, for hans biografi er nu engang anlagt sådan, at Brandes trods enkelte småfejl, der beredvilligt indrømmes, skal forblive værkets helt. I sin iver for at frikende Brandes går Knudsen så vidt, at han hævder, at ingen af den store G.B.s kvinder beklagede sig, end ikke hans egen kone (Politiken, 19.6.). Dette er simpelt hen lodret forkert. Gerda Brandes protesterede som en rasende, hvad der fremgår af Brandes' utrykte dagbøger. Hun hylede og skreg og fik besvimelsesanfald og truede med, at hun ikke ville med til Danmark i 1883, da Brandes blev hjemkaldt fra Berlin. Ikke medmindre Georg skriftligt lovede hende, at han aldrig mere ville være hende utro, ligesom han havde været, da han indledte et forhold til den fælles husveninde Lulu von der Leyen (også hun var gift med en god ven og Brandesstøtte, ligesom Gerda i sin tid havde været det). Omtalte utroskab blev for øvrigt realiseret, medens Gerda lå i barselsseng med barn nummer to. Nemlig i 1879, tre år efter at Georg endelig havde formået hende til at gifte sig med ham - under en regn af bønner, trusler og glødende kærlighedsbreve. I anledning af Gerdas forsøg på at få en fast aftale om deres gensidige forhold fremover reagerer Georg imidlertid blot med irritation. Konen må være gal! Og nu har han også selv læst i en moderne lægebog, at en adfærd som hendes - og for den sags skyld Lulus (hun ender på nerveklinik) - kan diagnosticeres som hysteri, og det forklarer jo sagen, selv om det er hårdt, at kvindfolkene larmer sådan op, at han ikke kan koncentrere sig om sit vigtige arbejde. »Al arbejdsglæde dræbt!«, noterer han gang på gang. Brandes optræder over for de to passionerede kvinder uden ringeste form for empati, hvad der er så meget mere påfaldende, eftersom hans indfølingsevne i litterære tilstande og skikkelser er legendarisk. I begyndelsen af ægteskabet benægter han simpelt hen de udenomsforhold, Gerda omtrent kan registrere med egne øjne, om ikke andet, så når hun tillader sig at kigge i hans dagbøger. Men i denne forbindelse er Georg virkelig forarget. Hvor lavt kan man overhovedet opføre sig? I forbindelse med læsning af andre folks dagbøger var hidtil gældende moral så sandelig ikke blevet afskaffet i hans bevidsthed, selv om det var tilfældet på en række andre væsentlige punkter såsom ægteskab, erotik og kærlighed. Her var enhver form for moral at opfatte som gamle fordomme, der hindrede det frie menneskes selvudfoldelse. Og kvindernes heftige følelsesudbrud som følge af bedrag, skuffelse og tab opfattede han nærmest som en ufortjent naturkatastrofe, der kom over hans hoved, uden at han egentlig havde givet anledning til noget sådant. Nå, men han fik alligevel overtalt konen til at tage med til Danmark, hvor Brandesfamilien skulle modtage hende. En familie, som Gerda i øvrigt fandt tyskfjendtlig og kuldslået, som det fremgår af hendes erindringsblade, 'Lyse Minder', der har fået denne titel, fordi hun forsøger at bevise, at den senere så troløse Georg faktisk engang elskede hende. Næppe var Gerda sluppet af med Lulu, før der optræder en ny udvalgt dame, Bertha Knudtzon. Hun blev hurtigt Brandes' elskerinde, hvad han i første omgang også benægtede over for hustruen. Ærligheden med hensyn til de polygame tilbøjeligheder var en senere strategi. Det oprørte huslige liv med daglige skænderier, trusler om selvmord fra Gerdas side og forsoningsscener, samtidig med at Bertha Knudtzon skal passes, og 'Det moderne Gjennembruds Mænd' skrives og Heineforelæsningerne holdes, munder ud i, at Gerda forlader ham med begge børnene og tager ned til sin bror i Tyskland. Nu vil hun skilles - og Georg er rædselsslagen! Hun bliver overtalt til at vende hjem igen, hvorefter Georg betror dagbogen, at han håber på, at hun vil forbedre sig. Bertha Knudtzon overlevede de næste 25 år som en art førsteelskerinde ved simpelt hen at finde sig i hvad som helst. Herunder elskerens affærer med en russisk violinistinde, en russisk storfyrstinde, en svensk forfatterinde, en dansk pige af patricierslægt, som han endda vil giftes med i 1895, en dansk forfatterinde, en tysk malerinde etc. etc. Brandes kalder hende højsindet og degraderer hende til sekretær og sygeplejerske, da en vis Talitha Schütte bliver tilstrækkelig interessant. Alt dette står Gerda også model til. Da Georg omsider forlanger skilsmisse i 1910 og anklager hende for at have gjort hjemmet uudholdeligt med skinsygescener, svarer hun, at hendes hensigt havde været at yde modstand, fordi han jo angiveligt satte sådan pris på trodsige og oprørske mennesker og havde omtalt de danske kvinders krybende og underdanige adfærd med foragt. Men lige meget hjalp det. På sine gamle dage konkluderede Brandes, at hans privatliv havde været ulykkeligt - og at det stort set var kvindernes skyld! Og Knudsen giver ham temmelig ofte ret. Efter at Brandes har bragt sit og Gerdas 34 år lange ægteskab til ophør, lader han sig en enkelt gang overtale til at fejre sin fødselsdag hjemme hos hende, og hun er da så formastelig, at hun trods eksplicit forbud holder tale for ham. Knudsens overraskende kommentar: »Medlidenhed gør luften tung for alle frie sjæle«, skriver Nietzsche. »Gerda har hensynsløst benyttet sig af hans svaghed!« (s. 66). De fleste vil mene, at hensynsløsheden gennemgående havde været på Georgs side og svagheden på Gerdas. Hvad Talitha angår, så kan Knudsen godt indse Brandes' inkonsekvens, når han beklager sig over hendes utroskab. Men i næste åndedræt udnævnes hun uden belæg til en snobbet kvinde, der i sit nye forhold blot er ude på at score en langt yngre mand (s. 100). Brandes må aldrig for alvor stå i en usympatisk position, og der må forbløffende nok ikke sættes spørgsmålstegn ved hans overordnede forkyndelse af den totale frihed. Rent filosofisk er det besynderligt, at Brandes' frihedsbegreb ikke har nogen indskrænkninger. Tog man skrifterne på ordet, skulle man tro, han var anarkist, hvis man ikke hurtigt blev klar over, at det drejer sig om en art æstetisk betagelse af selve frigørelsens bevægelse. Det problematiske heri bliver imidlertid ikke så tydeligt i teorien som i livet, fordi kampen mod stivnet borgerlig moral og religiøs og politisk ensretning i førstnævnte tilfælde forekommer ganske nødvendig. Og kampen føres så charmerende, elegant og medrivende, at der ikke bliver tid til at stille spørgsmål om, hvad der egentlig skal fyldes i al den frihed, eller hvordan frihed og lighed skal indføres på én gang uden at komme i strid med hinanden. Men med hensyn til Brandes' erotiske liv forholder det sig jo således, at frihedens rige allerede er virkeliggjort. Her tog han sig frihed til at gøre, nøjagtig hvad han ville - med store omkostninger for alle andre til følge. Hans personlige kærlighedsliv, der fortsatte på samme vis i det mindste til et par år før hans død, er simpelt hen udtryk for ubegrænset liberalisme. Også kaldet den stærkeres ret. Jørgen Knudsen søger at besmykke Brandes' eskapader med, at han var fri »for den skyldbevidsthed, der ellers er fælles grundvilkår i vort protestantiske land« (s. 80). Og det er godt at være undsluppet det kristne moralsæt, forstår man, for de kristne er jo nogle fæle karle, der drev det til at velsigne våbnene i verdenskrigen, som Knudsen med et besynderligt tankespring meddeler sammesteds. Man tør vel tro, at det kun er i kærlighedsanliggender, man kan blive undskyldt på denne vis af Jørgen Knudsen? Hvis det nu i stedet havde drejet sig om en fabriksherre, der udbyttede sine arbejdere groft, ville Knudsen så også have fremført, at det var herligt, at den mand var fri for kristelige anfægtelser? Eller for samvittighed overhovedet? Selvfølgelig ikke. Det er en gammel mandlig vildfarelse, som Brandes også lå under for, at netop i kærlighedslivet har man(d) lov til at gøre, hvad man vil, uden nærmere eftertanke, når man nu slider så hårdt i det til daglig. Eventuelt endda med et arbejde, der under store personlige ofre skal medføre forbedrede forhold for menneskeslægten. Hunkønsvæsner, der måtte mene noget andet, nedgøres med prædikaterne 'bornerte' og 'kønsforskrækkede'. Knudsens påstand om, at Gerda ikke beklagede sig, turde vel efterhånden være afvist. Det samme gjorde selvfølgelig flertallet af alle de andre kvinder, der faldt i Brandes' kløer. Stort set samtlige elskerinder ser ud til at befinde sig i utålelige og uløselige ambivalente situationer. Kun de, der på hans lidt ældre dage ikke tog ham rigtig alvorligt, kom fra bekendtskabet uden ar på sjælen, f.eks. Agnes Henningsen, som han havde et forhold til omkring århundredskiftet, og som i sine breve til ham leger spindende kat, der dog også truer med selv »at benytte Lejligheden, mens den store Ven er borte, for sidst benyttede han Lejligheden«, men alligevel idelig husker at understrege, at han er den umådelig store og berømte mand og hun kun »hans lille Veninde«. Eller Henriette Beenfeldt, der først sagde pænt Nej tak og siden Lad gå! Hun opfattede ham snarere som den interessante kulturformidler end som den uimodståelige elsker. Og så var der den intelligente sprogforsker Lis Jacobsen, der begyndte som ubetinget beundrerinde, men som den lange brevveksling igennem får mere og mere selvstændighed og værdighed i forhold til Brandes. I modsætning til Agnes og Henriette var hun svimlende forelsket, men kom over det. (Knudsen læser galt i disse breve. Så vidt jeg kan se, blev det trods alt til en one night stand, før Brandes i 1912 afbrød forholdet, efter at hun havde skræmt ham med et glødende kærlighedsbrev). Det lykkes hende at bevare sin oprindelige veneration for mandens værker. Fornuftsdyrkelse og frihedstrang var ganske udmærkede egenskaber, men 'fri kærlighed' havde ikke noget med den rigtig store Eros at gøre. Og hvad var det i øvrigt for noget, at Brandes erklærede aldrig at have været lykkelig - undtagen i nogle ganske få øjeblikke af »næsten dræbende Fryd«? Vi andre kan mene, at de få øjeblikke var meget lidt at få ud af alle de erotiske eventyr, men Lis Jacobsen har en anden pointe: Det kan da ikke passe, at Georg Brandes aldrig havde følt lykke, når han skrev sine bøger eller holdt sine forelæsninger eller gjorde videnskabelige opdagelser? Og hun fortæller i denne forbindelse, at en af hendes egne største lykkestunder netop indtraf ved en euforisk læseoplevelse. Hun er således på sporet af den mærkværdige opdeling, Brandes foretager af sit liv. Arbejdet og den hertil knyttede tankevirksomhed var angiveligt pligt - og så morer man sig så sandelig ikke - i det mindste ikke officielt. Til gengæld er erotik udelukkende morskab og nydelse - eller burde være det. Og til syvende og sidst vidste han nok, hvad der var vigtigst. Således også, da han forsøgte at skrive en fortsættelse af sine erindringer i 1908: »Den, der er saaledes anlagt, at Sindsbevægelserne i hans Tilværelse optager fuldt saa megen Plads som Tankelivet, spørger ved et Tilbageblik nødvendigvis sig selv, om Følelseslivet eller Lidenskaben som saadan ikke er ufrugtbart og kun Arbejdet frugtbart, om et Tidsrum i stærke Følelser, der har sat Sindet i Svingninger, af hvilke der ikke lader sig paavise noget tydeligt Resultat, men som medførte Glæder, Sorger og Skuffelser, ikke alt i alt lader sig sammenfatte i Udtrykket: spildt Tid«. Og skal vi så lade Gerda få det sidste ord. Hendes protester kommer indirekte frem i Georgs dagbøger og ud mellem sidebenene i de såkaldt 'Lyse Minder'. Men hun gjorde sig også nogle afsluttende overvejelser over ægteskabet i en lille notesbog. Her skriver hun blandt andet: »Ved den ubegrænsede Frihed gaar ikke Dusinvis, men Tusinder til Grunde!«. Og: »Hvad du end gør, gift dig aldrig med et Geni!«.