0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Omvendte rødder

Er det en god idé at lade 'eksrødder' opdrage utilpassede unge?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Er det en god idé at lade 'eksrødder' opdrage utilpassede unge? Kronikøren er cand.comm. og gadeplansmedarbejder i København. Han mener både-og.

Nogle stederi København har man ladet ældre rødder arbejde som pædagoger for unge rødder fra samme bydel og miljø. Man antager, at systemet ikke råder over personer, der kan styre de unge, hvorfor man har taget udgangspunkt i de unge selv som opdragere. Tidligere utilpassede kriminelle bliver anvendt, da deres magt over grupperne er påviselig, og de opfattes som kompetente opdragere, fordi de kender de unges situation.

Beslutningstagerne belønner afvigende adfærd, når de, som tilfældet er, gør en kriminel fortid i et givent kvarter til en kompetence, der fører til langvarige ansættelsesforhold som socialpædagoger, kontaktpersoner, gadeplansmedarbejdere og -koordinatorer. Man må derfor spørge sig selv, om man gør det ud fra nogle abstrakte frihedsbegreber, der fordrer, at magten flyttes tilbage til de undertrykte? Søger man i 'eksrødders' afvigende adfærd et kritisk potentiale i forhold til de gældende normer? I så tilfælde må man sikre sig, at 'eksrødderne' har tilstrækkeligt kendskab til de gældende normer til at kunne mønstre et konstruktivt oprør.

Det er en faldgrube, hvis ansættelsen af 'eksrødder' opfattes som hjælp til selvhjælp.

Det er det ikke! Gør man 'eksrødder' ansvarlige for unge utilpassedes liv og velvære - tilmed i det kvarter, hvor 'eksrødderne' selv har en broget fortid - stiller det helt særlige krav til 'eksrødderne' og til styringen af dem.

'Eksrødderne'skal være afklarede med deres fortid. De skal kunne sige fra over for forventninger fra deres venner og netværk i miljøet, der forventer det samme af dem, som før de fik en titel af socialarbejder. Det er slut med at bytte tjenester, dække over andre eller acceptere handlinger, der bare ligger i gråzonen af en lovovertrædelse.

'Eksrødder' har med en tvivlsom fortid en særlig forpligtelse til at fremstå lovlydigt, hvis de vil fremstå troværdigt over for de unge, der kommer efter, og som naturligt nok til at begynde med vil være i tvivl om deres ståsted.

Desuden skal 'eksrødderne' have et afklaret syn på opdragelse og virkemidler, som sandt at sige kan være meget forskellige fra de bandemiljøer, de træder ud af, til den pædagogiske struktur, de træder ind i.

Særlig når 'eksrødder' hverves fra bandemiljøer og tilmed ansættes i deres barndomskvarter, skal det sikres, at de kan modstå presset fra fortiden. Arbejdet bør planlægges i mindste detalje, hvilket stiller store krav til overvågning, rådgivning og ledelse.

Det forekommer måske som unødigt hårde krav, men skal vi hjælpe dem, der er unge nu, må vi definere, hvorfor vi ansætter 'eksrødderne', og fremme deres styrker og sikre os mod deres svagheder.

Gør vi ikke det, kan den blomstrende ungdom komme til at betale prisen i følgende skrækscenarier:

1. 'Eksrødderne' forstår ikke at holde linjen og fortsætter deres kriminelle aktiviteter som rollemodeller for yngre rødder.

2. De utilpassede unge, som 'eksrødderne' skal opdrage, ser forfremmelsen til socialarbejder som et produkt udelukkende af den kriminelle fortid. De kan således forsvare deres egen kriminalitet: »Hvis han fik det job med den fortid, han har haft, så kan jeg også klare mig på trods af min nuværende livsstil«.

3. 'Eksrødderne' fremstår ikke klart nok for de utilpassede unge, der opfatter deres rollemodeller som kriminelle, og de vil ikke lære at se kriminalitet som noget moralsk forkert eller uacceptabelt. Eksempelvis kan 'eksrødderne' forsøge at gøre alle glade og arbejde under dobbelte dagsordner, hvor de siger ét til politiet og andre samarbejdspartnere, mens de utilpassede unge får en anden besked. De unge vil tro, at deres rollemodeller ikke respekterer de retningslinjer, der er gældende, og føle, at 'eksrødderne' modarbejder systemet, hvilket de derfor desværre også gør!

4. Det kan også tænkes, at en 'eksrod', der vitterlig fremstår meget klart og har gjort op med fortiden, i kraft af for meget ansvar og for dårlig styring ikke forstår at skille skidt fra kanel og får andre 'eksrødder' ansat, der ikke har gjort op med fortiden.

5. Pædagoger kritiseres for til tider at holde gang i deres projekter ved at beskrive virkeligheden mere dramatisk, end den er. En 'eksrods' alternativ til dette kan være at bestille uorden.

Jeg hargennem min tid som socialarbejder mødt nogle ansvarlige ungdomsmedarbejdere i udlandet, der har gode resultater på trods af en fortid i bandemiljøer, og de har alle bekræftet mig i mit syn på 'den nye kompetence': Det er ikke din fortid i et bandemiljø, der gør dig til en god socialpædagog!

Hvad er det så, der kendetegner de succesfulde 'eksrødder', hvis det ikke er en fortid som rod, der gør dem gode?

'Eksrødder' kan have den fordel at forstå de unges situation. De kender ofte de uskrevne regler fra starten, har kendskab til banden indefra og ved, hvorfor den unge gør, som han eller hun gør. Min erfaring er, at 'eksrodens' succes afhænger af holdningen til den verden, han eller hun kom fra, og til det system, som 'eksroden' nu skal repræsentere og fortolke over for de unge. 'Eksrodens' arbejde går ud på at oversætte omgangsformer, adfærdsmønstre, moralsæt og andre samfundsmæssige krav for de utilpassede unge, så de på sigt bliver i stand til at begå sig i samfundet. De skal udarbejde tro på og vilje til at kunne leve et udholdeligt liv, der ikke hovedsagelig består af problemer, frygt, fængsel og misbrug.

'Eksrødder' skal have lov til at arbejde for sagen og bevise deres værd, hvilket som minimum må indbefatte forudgående og kontinuerlig uddannelse og evaluering, hvis ansættelsesforholdene ikke skal udvikle sig til uforsvarlige og tvivlsomme sociale eksperimenter.

De 'eksrødder' med gode resultater, som jeg kender til fra udlandet, har det kendetegn til fælles, at de ikke er begyndt arbejdet, kort efter at de stoppede deres kriminelle fortid, som tilfældet desværre er for nogle 'eksrødder' i København. Ingen har tidligt i processen peget på dem som en ny socialpædagogisk eliteenhed. De har gennemgået lange udfordrende forløb med terapi, uddannelse og træning og har bevist deres værd, før de kom til at arbejde med unge i bandemiljøer.

Ingen af 'eksrødderne' har arbejdet i deres gamle kvarter, og i tilfælde, hvor de unge kender 'eksrødderne' på forhånd, har de ikke fremhævet sig qua deres fortid. Tværtimod. De har aldrig forsvaret deres fortid, men har brugt den som et eksempel på, hvor galt det kan gå. De har lagt fortiden og deres tidligere venner fuldstændig bag sig.

Som socialarbejderkan det være svært at fremstå troværdig, når du skal opbygge kontakt og tillid til utilpassede unge, samtidig med at du samarbejder med politiet og er grænsesættende. Dette dilemma er ikke mindre for en 'eksrod'. Det hårde arbejde med at bearbejde egne erfaringer og fortid har givet 'eksrødderne' en klar holdning til moral, demokrati, venskab og opdragelse. Det beskriver de alle som en forudsætning for at kunne virke troværdige og dermed kunne hjælpe utilpassede unge.

Er man en 'eksrod', har man en del med i bagagen. Derfor er det uansvarligt at lade en 'eksrod' stå alene med opgaven med at opdrage utilpassede unge. Man bør derimod lade 'eksroden' indgå i en allerede fungerende struktur. Samtidig bør et hold af erfarne og kompetente folk holde snor i 'eksrøddernes' arbejde og vejlede om praktiske, teoretiske og etiske spørgsmål, så man sikrer, at det pædagogiske arbejde udføres forsvarligt. Det er problematisk at lade dem indgå i en projektkultur, hvor de selv skal udtænke og forme rammerne for de unge, og risikoen øges, hvis man lader 'eksrødderne' blive ledere for projekterne og lader dem stå alene med ansvaret. Kan 'eksrødder' ikke indgå i de eksisterende stive rammer, betyder det måske, at de endnu ikke er modne til opgaven.

Som et tankeeksperiment kunne man spørge sig selv, hvilke krav man ville stille til tidligere kriminelle, hvis de skulle gøres til dommere eller politifolk i sager med sønner eller yngre brødre til venner, bekendte og familierelationer?

Jeg harunder et studieophold i Miami mødt politimanden T.A., der som ung var 'a tough kid' i Brooklyn. Han blev bevidst om den skæve udvikling i sit liv, da han 15 år gammel fik maven sprættet op i et gadeopgør.

T.A. er et eksempel på en tidligere rod, der har valgt at bruge sit liv til at hjælpe utilpassede unge. Han blev træt af at arrestere unge mennesker, når de var kommet på afveje, og satte sig for at forebygge ungdomskriminalitet. Efter flere års ihærdig bearbejdelse af sine overordnede arbejder han som ungdomsmedarbejder med opgaver, som han selv har stor indflydelse på. Han har bl.a. opbygget et forebyggende politiprogram, hvor de unge gennemgår et langvarigt uddannelses- og træningsforløb.

T.A. mener, at en broget fortid kan give nogle fordele i arbejdet med unge i bandemiljøer, men at det på ingen måde er en forudsætning. Derimod kan det være forbundet med en stor risiko, hvis 'eksrødderne' ikke forberedes ordentligt, og de bør ikke arbejde uden forsvarlig styring og vejledning. Selv er han er uddannet politimand, skolelærer og terapeut og har arbejdet mere end 20 år i politiet med deltidsarbejde som lærer i en by med bander og ghettoområder.

T.A. har opbygget politiprogrammet ved at undersøge og låne idéer fra andre ungdomsprogrammer i USA.

Han indsluser de unge i det via sit daglige ungdomsarbejde med bander, incestofre, skoleundervisning og gadearbejde og tilbyder dem fysisk træning og uddannelse og nye kammerater, samtidig med at han hjælper dem med at fastholde eller genoprette deres forhold til skolen og familien. »Statistikker viser, at forebyggelse er fem gange billigere end behandling«, forklarer han.

Jeg har valgt en politimand som eksempel på en ansvarlig 'eksrod', fordi han har nogle fordele frem for 'eksrødder' ansat som pædagoger i Københavns Kommune.
Som garant for lov og orden er det usandsynligt, at der blandt de unge hersker tvivl om, at han har gjort op med sin fortid. Desuden er det usandsynligt, at de skulle kende til hans fortid - han arbejder i Miami og voksede op i New York - og han præciserer for mig, at det er uforsvarligt at lade en 'eksrod' arbejde i det område, hvor han eller hun er vokset op. Han har også den praktiske fordel, at han i højere grad end en pædagog kan være med til at beskytte de unge, når de beslutter sig for at trække sig ud af et bandemiljø.

I politiprogrammet tilbydes utilpassede unge en fast struktur og et netværk, hvilket T.A. ser som en forudsætning for, at de kan klare sig uden om banderne, når de vokser op i et hårdt miljø. Han lærer dem at få kontrol over sig selv og deres liv, fordi livet i banderne er ekstremt hårdt, og de skal have noget at stå imod med. Han har ikke blind tiltro til disciplin, men mener, at de unges barske virkelighed nødvendiggør, at de får viljestyrke nok til at gå mod strømmen.

»De skal have lov at arbejde for tingene, så de rustes til en hård verden og ikke tror, at ting kommer let her i livet«, forklarer han.

Men han mener også, at der er noget i politiets faste struktur og den disciplinære form, der virker tiltrækkende på banderelaterede unge og er af afgørende betydning for programmets evne til at nå disse unge:

»Unge i bander tiltrækkes af de disciplinære strukturer, som man finder i politiet, og det er ikke så underligt, da der er meget hård disciplin i banderne. Og magten kan de selvfølgelig godt lide. Det er jo magten, de slås om i banderne«.

Det kræver en drastisk ændring af en ungs liv at bryde med en bande. Ønsker en ung mand sig ud af et bandemiljø på grund af vold og frygt, kan banden blive hans værste fjende. Han risikerer repressalier, hvis han melder sig ud, og er samtidig afhængig af, at banden skal garantere hans sikkerhed. Derfor har unge i bandemiljøer et særligt behov for en afklaret og tillidsskabende vejleder til at hjælpe sig.

Hvor meget en ung er oppe mod, beskriver følgende samtale med en ung, der er styrende i et ungdomsbandemiljø i København:

»Jeg ville aldrig kunne forlade det sted herinde. Jeg ville gerne, men jeg kunne aldrig gøre det (...) Jeg hader det sted her og at leve herinde som pesten. Jeg forbander hver morgen, når jeg står op og ser de samme fucking mennesker, og jeg ville ønske, jeg var et andet sted, men jeg kunne aldrig forlade det her. Det ville aldrig blive tilladt«.

Jeg spørger, om det skyldes pres fra gruppen eller bandens modstandere, og han svarer begge dele:

»Altså jeg har jo været med til at nakke nogen, og Danmark er så lille her« (han holder sine hænder, så de danner et hul på størrelse med en femkrone). »Hvis jeg rejste, også selv om jeg tog til Sønderjylland, så ville jeg blive fundet mindre end fem uger efter fuldstændig smadret. Jeg hader det herinde, men jeg har været med til at smadre nogen fuldstændig før i tiden, og det er mange efterhånden, så hvorfor tror du, at jeg stadigvæk er her? Det er det herinde, der beskytter mig, og de ville komme efter mig, hvis jeg forlod det«.

Unge i bander bliver med tiden isoleret fra resten af samfundet. De mister kontakten til deres tidligere venner, har kun venner inden for banden og mister måske deres studie- eller arbejdsplads og bopæl. I nogle tilfælde slår familien hånden af dem.

De har ikke noget som helst andet end banden at falde tilbage på, og 'eksroden' skal kunne garantere dem sikkerhed og mulighed for at finde deres plads i det 'nye'. De skal også kunne betro sig til ham eller hende i en overgangsperiode, uden at informationerne når tilbage til banden.

Måske kan pædagogisk arbejde udført omkring en disciplinær politistruktur være en løftestang til, at 'eksrødder' kan opbygge den nødvendige sikkerhed for de unge? Men hvis de unge opdrages af 'eksrødderne', stiller det store krav om at finde de rigtige 'eksrødder' og give dem den rette vejledning!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere