Efter 38 års tjeneste i dansk politi, heraf 20 år på Rejseholdet, blev jeg ansat i Politiets Efterretningstjeneste i foråret 1997 som chefkriminalinspektør og operativ leder, indtil jeg blev pensioneret ved udgangen af maj 2006. Ved min ansættelse var jeg fyldt med skepsis og fordomme næret af mine mange års tjeneste i dansk politi, hvor PET mildt sagt havde vist sig som et temmelig lukket foretagende. ’Skæg og blå briller’ og ’Tys-tys-afdelingen’ var gængse betegnelser også i det åbne politi.
Det var en opfattelse, der blev understøttet og næret af mediernes vurdering af PET som en nærmest hermetisk lukket organisation under mistanke for at være ’en stat i staten’. Lukketheden blev faktisk dokumenteret i en kortlægning af PET’s pressedækning gennem 1990’erne, hvor det viste sig, at PET’s meste markante bidrag til offentligheden var: »Ingen kommentarer«, »Det vil jeg ikke udtale mig om« eller »Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra PET«. Og hvis jeg skal tro mine kilder i medieverdenen, er det en tilstand, vi er ved at nærme os igen. I 1997 var PET stort set usynligt for den danske befolkning, men sårbar over for urimelige mytedannelser og helt overdrevne forestillinger om, hvad efterretningstjenesten kunne, og hvad den rent faktisk gjorde. PET var en lattervækkende rakkertjeneste, der virkede i strid med demokratiet.
