Nationalismen er vor tids svøbe og straf. Forestillingen om den nationale identitet bestemt af landegrænser, sprog, historie, flag og regering er den hæderkronede støtte for en tvivlsom sag.
Når oplevelsen af tilværelsens mulighedsrigdom svinger om fra fryd til frygt, friheden slår over i rådvildhed, og man får ondt i sin egen ’identitet’, d.e. i de holdninger, der kan begrænse, ritualisere og målrette valgene, så er der hjælp at hente i det kollektive tankemønster:



























