0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det undergravende demokrati

Fredag 9. januar døde Italiens store filosof Norberto Bobbio. I et land, hvor magthaverne ofte tror, de ejer staten, var Bobbio den demokratiske dissident, skriver dr.phil. Gert Sørensen i dette rids af et langt menneskeliv.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med Norberto Bobbios død fredag 9. januar i en alder af 94 er en af de allersidste fra den store efterkrigstidsgeneration af markante italienske intellektuelle borte. Som filosof og som en af de stærkeste fortalere for det liberale demokrati demonstrerede han et indgående kendskab til litteraturen om politik og ret.

Bobbio efterlod et værk, som meget få kan gøre ham efter. I 1999 kulminerede dette enestående skriveværksted med udgivelsen af intet mindre end en 'Teoria generale della politica' ('Generel teori om det politiske') på mere end 600 sider. Bobbio forstod dog også at gøre sig offentligt kendt og deltog i debatten fra sin faste plads i Torino-avisen La Stampa og opnåede også at blive udpeget til senator på livstid med fast plads i senatet, det ene af parlamentets to kamre. Hans pamflet om højre og venstre kom i en dansk oversættelse i 1995. Ellers har Bobbio været kendt uden for Italien i de romansktalende lande, i Frankrig, i Spanien og i Latinamerika. Først sent blev han introduceret i den engelsksprogede verden.

Bobbio var mere den politiske teoretiker, end han havde konkrete løsninger på den praktiske politiks behov. Han fremstod derfor mere som den eftertænksomme samvittighed, der analyserede, når skaderne var sket, eller han opstillede normer for, hvorledes de kunne undgås. Det var hans styrke, men også hans svaghed, når han var noget tilbageholdende med at tage stilling i de seneste års forfatningsdebat i Italien, om landet nu var bedre tjent med en stærk præsident, eller om valgsystemet skulle være proportionelt eller forankres i enkeltmandsvalgkredse. Men så meget var han dog sikker på, at med det nuværende politiske flertal under Silvio Berlusconi var tiden ikke inde til at ændre på den forfatning, der blev gennemført i 1946-47 som et resultat af kampen mod fascismen. Det handlede for ham snarere om at sikre rekrutteringen af en bedre rustet politisk klasse, der var på højde med de demokratiske idealer i den gamle forfatning.

De seneste år valgte Bobbio i stadig højere grad at tie og blev også klandret for ikke at give sit besyv med. Selv henviste Bobbio til sin høje alder, men angav også, at Italien var på vej ind i en ny fase med systemskiftet i 1990'erne efter de store korruptionsskandaler, der havde fejet det gamle kristeligdemokratiske regime væk og gjort Berlusconi til uomgængeligt omdrejningspunkt. Overgangen til, hvad der blev kaldt den anden republik, krævede en intellektuel skarphed og en vedholdende stædighed, som Bobbio ikke mente at være i besiddelse af længere. Den historiske virkelighed, Bobbio forholdt sig til og var fortrolig med, dækkede, hvad man så har kaldt den første republik.

Det var perioden med genopbygningen af et materielt og åndeligt forarmet Italien efter den fascistiske katastrofe. Det var perioden med den kolde krig, som Italien havde så store vanskeligheder ved at tilpasse sig. For nok mobiliserede de kristelige demokrater, DC, et regeringsdueligt flertal omkring helt frem til slutfirserne og skabte en vis forudsigelighed i det politiske systems udvikling. Men på den anden side var der også et stort kommunistparti, PCI, med et sted mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen bag sig, der ikke kunne ignoreres, fordi det sad på mange kommuner og regioner. Det kunne imidlertid ikke indtage rollen som et normalt oppositionsparti, da det blev stemplet som en ideologisk og militærstrategisk trussel, der angiveligt bragte ikke bare Italien, men hele den vestlige alliance i fare.

Men det var også perioden, hvori Italien i løbet af 1980'erne langsomt lagde de store traditionelle ideologier bag sig og brystede sig af at være blevet den femtestørste økonomi i verden, der gav plads til øget forbrug og internationale ambitioner. Sammenbruddet i begyndelsen af 1990'erne, der for Bobbio afslørede, at det demokrati, der var vokset ud af kampen mod fascismen, ikke havde kunnet holde sine løfter, afsluttede efterkrigstidsperioden. Nye intellektuelle orienteringer meldte sig, der marginaliserede Bobbio og den oplysningstradition, han stod for. Hans tænkning blev udfordret af den mediemanipulerede virkelighed, som Berlusconi brugte som afsæt for sin vilje til magt; men det gjorde den også af den globaliserede økonomi, der hastigt var ved at ændre betingelserne for de nationale fællesskaber.

Bobbio blev født i 1909, og det meste af sit lange intellektuelle liv var han knyttet til universitetet i Torino. Det var byen med Italiens mest gennemrationelle og moderne virksomhed, FIAT; og det var byen, der i kølvandet på Første Verdenskrig fostrede en visionær politisk kultur med så fremtrædende navne som Antonio Gramsci og Piero Gobetti. Denne sidste var redaktør på tidsskriftet La Rivoluzione liberale. Det var dengang, liberalismen så mod venstre. I sine universitetsår i mellemkrigsperioden fulgte Bobbio bl.a. Gioele Solaris forelæsninger om den tyske filosof Hegel. Til forskel fra den samtidige meget autoritære læsning af Hegel, som den fascistiske filosof Giovanni Gentile lancerede, slog Solari ned på en mere liberal version, der gjorde Hegel til det civile samfunds teoretiker.

Allerede fra midten af 1930'erne deltog Bobbio i nogle af de regimefjendtlige aktiviteter, der førte til, at han kom i det politiske politis søgelys. Således skal han have været udsat for telefonaflytninger og udspioneringer. I maj 1935 blev Bobbio kortvarigt arresteret og med ham en større gruppe, der bl.a. talte forlæggeren Giulio Einaudi og forfatteren Carlo Levi. Da politiet fortsatte sine chikaner, så Bobbio ingen anden udvej end at henvende sig direkte til Mussolini for at få det til at ophøre. Han påberåbte sig sit medlemskab af Det Fascistiske Parti og af den fascistiske studenterforening og afsluttede sit brev med over for Mussolini at undskylde sin så direkte henvendelse, »men hvad der har motiveret mig, er visheden om, at De med deres høje sans for retfærdighed vil fjerne den tunge byrde, som anklagerne mod mig har lagt på mine skuldre. Der er intet i mit virke som borger og som forsker, der giver belæg for disse«. Bobbio gav her tilsyneladende udtryk for sin dybeste loyalitet over for regimet.

Da brevet dukkede op fra arkiverne i 1992, var skandalen en kendsgerning. Den nye fremstormende højrefløjs intellektuelle var ikke sene til at miskreditere Bobbio og hele den antifascisme, han havde stået for. Men hvad viser brevet egentlig? At Bobbio aldrig selv har henvist til det, eller først sent gør det, fortæller naturligvis sin historie. Men en historie med mange facetter, som vor tids historierevisionister ikke har eneret til.

Det har indlysende været en vanskelig sag at håndtere for en person som Bobbio, der altid har skelnet meget skarpt mellem det offentlige og det private jeg. Men efter at det er blevet kendt, giver det et rigere billede af mennesket bag. Ligesom det tydeliggør den moralske tvetydighed, som en person, der lever under et diktatur, uvilkårligt vikles ind i.

Et diktatur er netop et sådant, når det henviser sine undersåtter til at påtage sig holdninger, der svinger fra hykleri til opportunisme og servilitet. Det var en sårbar Bobbio, der her stillede sig til skue, og som ikke blev det i mindre grad, når det politiske alternativ, der dengang var ved at tage form, endnu var uden gennemslagskraft.

Bobbio fortsatte dog sit skjulte antifascistiske arbejde og var med til i begyndelsen af 40'erne at grundlægge det såkaldte Aktionsparti. Efterhånden som den egentlige Modstandsbevægelse satte ind fra midten af 1943 efter Mussolinis fald, indtog Aktionspartiet pladsen som det næstvigtigste modstandsparti efter PCI.

Mens Bobbio underviste i Padova, der på daværende tidspunkt var et mødested for de antifascistiske kræfter i den del af Italien, fik han på ny vanskeligheder med myndighederne og blev atter fængslet. Det er disse erfaringer, der gjorde, at antifascismen blev den afgørende klangbund for Bobbios intellektuelle virksomhed. Hans svar på diktaturet som repression og moralsk korruption var en liberalisme, der satsede ikke så meget på markedets friheder som på retsstatens principper. Det var i disse principper, Bobbio så Italiens fremtid.

Det var antifascismen, der bestemte Bobbios holdning til det store kommunistparti, hvortil flere af kampfællerne fra Aktionspartiet havde søgt optagelse, da det efter krigen ikke viste sig at være politisk levedygtigt, klemt som det blev mellem de store folkelige partier.

Af de politiske modstandere blev PCI bredt opfattet som en lsquo femte kolonne', hvis eneste mål var at indføre et stalinistisk regime i Italien. Bobbio så mere nuanceret på denne sag. PCI var for ham først og fremmest et antifascistisk parti, der nok havde sine rødder i den russiske revolution, men som også havde bidraget til udformningen af den nye italienske demokratiske forfatning lige efter krigen.

Bobbio så ikke sig selv som kommunist. Men som han udtrykte det i en få år gammel interviewbog med Maurizio Viroli, der er kendt for sine bøger om Machiavelli og om den republikanske tradition fra den tidlige renæssances italienske bystater: »Jeg har altid haft den opfattelse, at i en demokratisk stat skal kommunisterne bekæmpes med demokratiske våben.

Målet må være at gøre dem til gode demokrater, hvilket så også er sket i Italien, hvor kommunisterne altid har forsvaret demokratiet. Kommunismen bekæmper man ikke med statskup«. Bobbio forstod, at den italienske kommunisme ikke uden videre kunne slås i hartkorn med varianten øst for jerntæppet.

Man kan vove den påstand, at Bobbio igennem sin dialog har haft sin andel i PCI's lsquo vestliggørelse', især i årene med eurokommunismen i 1970'erne. Det var imidlertid ikke alle kredse, der så sådan på det, hvad den lange række af kupforsøg, bombeattentater og terroristiske anslag fra 1964 og frem til 1980 skulle minde om.

Dermed er vi fremme ved tre vigtige modsætningspar i Norberto Bobbios tænkning. Således skelner han mellem på den ene side en styreform, der bygger på lov og ret, og på den anden side en styreform, der bygger på magthavernes og de stærkes subjektive skøn på de svages bekostning.

Af denne skelnen følger en anden, nemlig når det hedder, at i en styreform er det vigtigere, hvorledes der bliver styret, end hvem der styrer. Det nytter derfor ikke noget at sige, at staten er en arbejderstat, hvis den styres efter Stalins metoder, eller en borgerlig-liberal stat, hvis den knægter friheden og indfører ulighed.

Og endelig opererer Bobbio med en modstilling af offentlighed og hemmelighed. I sin forkortede enkelhed lægger Bobbio op til det normative synspunkt, at handlinger, som ikke tåler offentlighed omkring sig, ikke er forenelige med et demokrati.

Demokratiet er altså ikke noget, der er sikret os en gang for alle. Det kan når som helst undergraves og forsvinde. For Bobbio indeholder et demokrati følgende formelle mindstekriterier: almen stemmeret, civile rettigheder, flertalsbeslutninger og mindretalsgarantier. Når det aldrig fremtræder i sin rene form, har det sin forklaring i, at et demokrati udfolder sig inden for de institutionelle rammer, som staten leverer. Et demokrati kan demokratisere en stat.

Den italienske efterkrigstidsforfatning var udtryk for en sådan bestræbelse, efter at staten under fascismen havde udviklet sig til en voldsstat. Men staten er derfor ikke slet og ret en garanti for demokratiets udfoldelse, hvad netop fascismens historie belærte Bobbio om. Staten er defineret ved at besidde monopolet på magtudøvelse. En sådan har demokratiet også brug for, når det skal omsætte folkeviljen til love og handlinger.

Demokratiets opgave må altså bestå i at opstille regler for, 1) hvem der besidder myndighed, 2) hvorledes den udøves, 3) hvornår og under hvilke omstændigheder den må udøves, og 4) i hvilket omfang.

I nyere italiensk historie er der mange eksempler på, at staten har udøvet sin myndighed efter andre principper. Således har Bobbio måttet konstatere, at der endnu ikke, når talen gælder den terrorisme og de mange attentater, Italien har været ramt af, hersker fuldt juridisk eller historisk klarhed om de konkrete bagmænd, hvoraf flere har skullet findes i de sjældent oplyste nicher i statsapparatet, hvor f.eks. efterretningstjenesterne har hørt til.

På en nærmest systematisk måde har hemmeligheden sneget sig ind i statens sårbare væv som en omsiggribende cancersygdom, der har været udslagsgivende for den faktiske retning som det italienske demokrati har taget. Demokratiet har sine begrænsninger.

Men for Bobbio er det netop dette, der gør det til et uomgængeligt incitament i den politiske kamp. Der er noget undergravende i Bobbios demokratiopfattelse, som det franske dagblad Le Monde citerer ham for i en nekrolog: »Demokratiet er undergravende i ordets mest radikale betydning, for hvor det end opstår, omstyrter det den traditionelle opfattelse af magt, ifølge hvilken magten går ovenfra og ned«.

Det gælder også i forhold til markedsøkonomien, hvis varegørelse af vor livsverden i sin yderste konsekvens er uforenelig med det, som Bobbio forstår ved et demokrati. Hans liberalisme er forankret i fællesskabet og ikke i egeninteressen.

Bobbio stillede skarpt på den italienske virkelighed og udviklede et begrebsapparat til også at forstå dens indre modsætninger. Bobbio kunne være meget realistisk, nærmest kynisk renset for enhver antydning af religiøs forsoning. Når det gjaldt religionen, holdt Bobbio sig ikke tilbage fra at gøre kirken, og hvad allerede renæssancehistorikeren Guicciardini kaldte de »skrækkelige præster«, til en af de væsentligste kilder til den italienske misere.

En dårlig religiøs opdragelse havde inviteret til udbredelsen af alle hånde løgne og udflugter for ikke at sige en vis godtroenhed. Noget måtte der efter hans opfattelse være galt med denne opdragel